Kan IT redde verden?
Maj 07

Allerede sidst i 70'erne beskrev den fransk/østrigske filosof André Gorz, hvordan spændingen mellem menneskers umættelige trang til forbruge og klodens begrænsede ressourcer ville føre til det, han kaldte Øko-fascisme. I et øko-fascistisk samfund balancerer man på kanten af økologisk sammenbrug, og derfor bliver det nødvendigt med registrering og kvoter for den enkeltes forbrug.

Faktisk overvejer man idag i flere lande personlige C02 kvoter, som en måde at gøre kravet om nedsættelse af kuldioxid udslippet til et mere personligt anliggende.
I de kommende få årtier bliver det for alvor påtrængende, når den svulmende globale middelklasse i udviklingslandene vil skabe et ekstremt pres på energi, vand, stål, luft og på atmosfærens evne til at opsuge kuldioxed.
Det behøver ikke at ende i en katastrofe, men det VIL kræve snarlige ændringer i vores livsstil - og naturligvis vil computer- og kommunikationsteknologien blive brugt massivt til at muliggøre den omstilling.
Nødvendigheden af at effektivisere og styre forbruget af ressourcer falder sammen med at stort alle vores apparater vil blive forsynet sensorer, computerkraft og evnen til at kommunikere med os og hinanden. Sammen vil et utal af apparater i vores hjem, kontorer, butikker og biler forsøge at optimere forholdet mellem vores komfort og vores ressourceforbrug. Og jo mere de ved om os, des bedre kan de gøre det.
Generelt går vores informationer om verden i retning af større opløsning og hyppigere updates - i det ekstreme går vi, med tiden, mod mikroskopisk detaljering i realtime. Alt hvad vi gør, alt hvad der sker, vil være registreret, somewhere.

Og så er vi tilbage ved det med øko-fascismen. Det er et grimt navn, og det er let at forestille sig alskens skræmmescenarier og dybtgående indgreb i vores personlige frihed. Ikke desto mindre er det muligt at det ikke er en dårlig ting, men tværtimod en absolut nødvendighed hvis alternativet er økologisk kollaps og kamp om ressourcerne. Det indebærer at vi vil blive holdt ansvarlige for alt hvad vi forbruger - og omvendt; krediteret for alt hvad vi bidrager med.

Vi vil blive takseret for vores energiforbrug i småbitte takst-trin, til priser, der løbende svinger, afhængigt af blæsten, solskin, regnvejr, tidspunktet på dagen osv. Der er et enormt potentiale for at spare ved at anvende energi mere hensigtsmæssigt i forhold til den aktuelle produktion, men det ville kræve al vores opmærksomhed, hvis vi selv skulle holde øje med det. Vi har brug for smart apparater, der selv kan sanse, planlægge og forhandle.

Men maskinerne kan ikke redde kloden alene, vi mennesker er selv nødt til at deltage i omlægningen. For at kunne gøre det hensigtsmæssigt og for at kunne vurdere konsekvenserne af vores handlinger har vi brug for gennemskuelighed. På mit gasfyr derhjemme kan jeg indstille temperaturkurver og nattesænkning og hvad ved jeg. Men, ærlig talt, jeg har ingen anelse om det virker eller ej. Jeg står ikke op og måler efter, jeg får ikke nogen daglig eller ugentlig rapport om forbruget i de enkelte rum. Jeg ved ikke hvad de mange apparater derhjemme bruger, jeg ved dårligt nok, hvor langt jeg kører på literen i min bil.
Sådan er der så mange valg, jeg ikke har en chance for at vurdere: Er det OK at købe torsk idag, skal jeg slukke for neonlyset hvis jeg går ud i nogle minutter osv.
Hvad miljøet angår er der brug for mere information, meget mere. Men selvfølgelig på en måde vi kan overskue og handle efter - og, nu vi er igang med ønsketænkningen; meget gerne på en måde, så vi bevarer kontrollen med hvem der får adgang til alle de personlige data.