Adspredt til døde
Oktober 2009

I 1984, da TV-mediet var på sit højeste, skrev den amerikanske sociolog Neil Postman bogen ”Amusing ourselves to death”
- der iøvrigt var inspiration for Pink Floyd bassisten Rogers Waters album Amused to death.
Det gennemgående tema i bogen var hvordan massemedierne reducerede kulturen i samfundet til det rene underholdning. I en tid, hvor TV-nyhederne var den dominerende kilde til information, men hvor TV-selskaberne kæmpede om at fastholde seere og skaffe reklameindtægter, endte enhver nyhed, uanset hvor alvorlig og betydningsfuld, med at blive præsenteret på den samme smilende, letfattelige facon, opdelt i små nemme enheder, afviklet hulter til bulter, og, for de amerikanske mediers vedkommende, med jævnlige reklameafbrydelser.

Postman sammenlignede med situationen før massemedierne. Dengang modtag man ikke en brøkdel af det bombardement af informationer vi nu er udsat for. Derfor var en meget stor del af de informationer man modtog, noget man anvendte konkret til at handle i forhold til sine omstændigheder.
Massemedierne gjorde information abstrakt. Man fik indblik i store og vigtige begivenheder, men udover vejrsudsigten og til nød aktiekurserne, havde man i reglen ingen mulighed for at reagere på det man fik at vide. Resultatet var en følelse af fremmedgørelse og afmagt - Postman kaldte det impotens.
Som han skrev: Hvad har du personligt tænkt dig at gøre ved situationen i Mellemøsten, hvad vil du selv gøre ved de miljøproblemer du lige har hørt om. Hvad med de politiske overgreb og skræmmende forbrydelser? Og Postman tillod sig at give svaret på læserens vegne: Du har ikke tænkt dig at gøre noget ved det, og det er heller ikke meningen med medierne.

And now... this. And now... this.

Det var dengang, tilbage i industrialderen. Da medier var en en-vejs affære, med helt klare skel mellem de rigtige, autoriserede journalister og redaktører, og så de passivt modtagende masser. Siden er vi som bekendt alle blevet deltagere. Bevæbnet med mobiltelefoner og PC'ere skriver vi nærmest nyhederne selv, vi kommenterer, remixer og videresender. Vi er kort sagt, langt mere aktive i forhold til medierne end før.
Men betyder det også at vi handler i praksis overfor det, vi nu er en del af at rundsende? Tjah... For mig at se bliver forholdet mellem mængden af information og mængden af action blot endnu mere ulige. Faktisk er jeg i mine lidt negative stunder noget opgivende over vores forbløffende kollektive evne til at se åbenlyst uheldige udviklinger, dybe uretfærdigheder, absurde misforhold og sågår overhængende katastrofer i øjnene, i fuld HD-kvalitet, surround sound og pædagogisk 3D grafik - uden at gøre andet end at tweete om hvor dårligt vi har det med det. Alle signalerne lyser rødt, men vi har simpelthen for travlt med alle de andre informationer til at tage os af det. Vi må videre, desværre du.
Jeg hørte et meget godt udtryk for det: Active apathy. Vi har enormt travlt med at få tingene til at se ud af noget i medierne. Men på det praktiske plan kunne vi lige så godt sidde apatisk hen: tingene får lov at gå som de gør.
Jeg er ikke i tvivl om at vi gennem netværkerne er ved at danne en form for kollektiv, global bevidsthed. Problemet er bare, at den fælles hjerne tilsyneladende lider af galloperende ADD. Vi kan ikke fastholde opmærksomheden - og derfor ender vi med at være handlingslammede.
Og lad nu være med at spørge mig hvad jeg har tænkt mig at gøre ved dét.