Ekstase i Apple-kulten
Marts 07

At besøge en Apple store er en af de stærkeste oplevelser man kan få af et brand. Det minder forbløffende om en pilgrimsrejse til et tempel; et ophøjet sted, hvor man kan opleve den fuldkomne samhørighed med produktet og den livsstil, det giver adgang til.
For enhver rettroende bruger er det en ekstatisk oplevelse. Den virkeliggjorte computerdrøm, hvor alt grejet spiller som det skal. Her er man tæt på kilden, fuldstændigt på omgangshøjde med de seneste releases og de nyeste maskiner. Uhh, det er lækkert.

Som i en katedral føres man ind i en næsten hypnotisk tilstand, en behagelig massage af sanserne med de nyeste hits, den fede grafik, de flotteste farver - altsammen velorganiseret og lettilængeligt.
Men det mest fantastiske er løftet om at vi selv kan blive en af dem, der skaber alt dette: Vi kan selv - så let som ingenting - skabe de perfekte familie-albums og ferie-videoer, vi kan lave blændende powerpoint præsentationer, elegante websites og de cooleste blogs - ja, med Apple i hånden kan vi træde ind i de kreatives kult og endelig udfolde den geniale designer, videokunstner, eller hjemmestudie hitmager der hidtil har måttet visne, uforløst og indespærret af utilstrækkeligt grej.

Ude i den virkelige verden, hvor grå PC'ere på fuldstændig uforståelig vis er dominerende, kender vi hinanden på det lille hemmelige tegn; de hvide ørepropper til i-pod'en, som de indviede bærer. Derude må vi kæmpe mod Windows-tyraniets kvælergreb, men i templet kan medlemmerne af kreative klasse stå åbent frem.
Man ser godt ud, ja alle ser godt ud herinde, sådan lidt casual, urbant professionelle, kompetente og kunstneriske. Her er åbent og lyst, som på et moderne museum. Rustfrit stål og den let grønlige farve af glas understøtter diskret podierne med de sterilt rene maskiner og deres smukt lysende skærme.

For enden af lokalet står podiet, hvorfra de særligt begavede og talentfulde beretter og demonstrerer hvor enkelt det er at skabe de mest forunderlige værker. Langs væggen ved ”genius bar'en” står rækken af håbefulde disciple, der er kommet fra nær og fjern med syge og ulykkesramte maskiner for at blive tilset af de T-shirt klædte alvidende, som friskt smilende og ganske gratis løfter selv de tungeste problemer.

Som enhver kult har Apple en karismatisk, nærmest overmenneskelig guru, asketisk klædt med runde briller og slidte jeans og rullekrave: Steve Jobs, med det særlige ”reality distortion field”, der kan få tusinder af geeks til at kaste sig for sine fødder når han triumferende lancerer endnu en generation af mere og mere insanely great machines.
Jobs er the i-CEO, en vaskeægte myte; oprøreren, der satte computerkraften fri, men blev forvist af u-kreative og kedelige kræfter, før han kæmpede sig tilbage, reddede skaberværket og skænkede os ipodden (eller, skænkede og skænkede... han gav os ihvertfald muligheden for at købe den).
Du må aldrig forlade os, Steve, uden dig falder det hele fra hinanden!

Ja, sandelig, alt dette kan blive vores. Det er bare at købe maskinen, og softwaren, og i-podden, kameraet og tasken og fladskærmen - og selvfølgelig huske at opdatere og udskifte grejet med omkring 6 måneders mellemrum. Og så skal man naturligvis også lige bruge al sin vågne tid på at udnytte alle de fantastiske muligheder. Men når man står der i templet er intet offer for småt. Jeg er solgt, jeg overgiver mig, hvor skal jeg betale?