Verden bliver maskinlæsbar
For helt at forstå betydningen af at alle genstande forsynes med en chip der kan identificere den, må man se på de mange udviklingsprojekter, der forsøger at indbygge computerkraft og evnen til at kommunikere i snart sagt enhver af de genstande vi bruger i dagligdagen.
Biler, kontorer, døre, tøj, legetøj - vores omgivelser vil sandsynligvis blive forsynet med computerkraft i lige så stor udstrækning som de allerede er blevet forsynet med elektricitet.
Alle apparaterne vil forsøge at betjene os, men for at gøre det på en intelligent måde, må de kunne forstå hvad der foregår i verden, hvor ting er, hvad de ting kan og hvor de kommer fra. Når ting kan identificere sig overfor computere, så bliver den fysiske verden en form for interface til den virtuelle verden, fordi genstanden selv fungerer som link til de informationer der findes om den på nettet.
Det virker også meget sandsynligt, at vi mennesker selv vil blive forsynet med chips, der gør os til en del af det system, så vi også er "læsbare" for maskinerne. Biler der bruger deres Brobizz kort på de store broer er et eksempel på hvordan det kan virke: Systemet sanser automatisk hvem der passerer, og kan så træffe sine forholdsregler - i det her tilfælde at trække et beløb på personens konto.
Kvæg, hunde og andre kæledyr bliver idag ofte mærket med chips på størrelse med et riskorn, der indsættes under huden. Der er eksempler på velhavende og paranoide amerikanske forældre der mærker deres børn på samme måde, for at sikre sig mod kidnapping. Gill Pratt, der leder et af MIT universitetets robotlaboratorier, forudser, at vi vil gå med chips indopereret eller konstant i lommen, for at sikre os at chaufførløse biler eller robotter ikke overser og maser os.
Vis mig dit køleskab
Èn konsekvens af at mærke alle varer med chips er at fabrikanter og handlende kan få et langt mere præcist indblik i hvem der køber deres varer og hvordan de bruger dem. Hvis køleskabet eksempelvis registerer alt, hvad der sættes ind i det, så er de informationer værdifulde for et selskab, der forsøger at regne ud, hvad kunderne kunne have lyst til.
Som sædvanlig følger de uheldige konsekvenser af en ny teknologi imidlertid lige i hælene på fordelene. Det er ikke svært at finde på uhyggelige scenarier om overvågning en fremtid, hvor alt og alle er mærkede og kan følges overalt. Det ved de også på MITs Auto ID center, hvor de små chips til mærkning udvikles:
»Hvis der er én ting, der kan gå galt for projektet, så er det at bekymringerne omkring beskyttelsen af privatlivet kører af sporet«, siger Dan Engels: »Vi er meget bevidste om at indbygge sikkerhed i systemerne, for at sikre at folk ikke kan følges mod deres vilje«.
Det er væsentligt at alle informationer om en genstand ikke opbevares på ét sted. Den samme vare kan registreres i mange forskellige sammenhænge. Fabrikanten kan have data om fremstilling, distribution og priser i et internt register, og måske et website med brugsanvisning o.l. til produktet. Den handlende opsamler informationer om varen i systemerne til lagerstyring og regnskaber og har måske også et online katalog hvor varen omtales. Forbrugeren opsamler typisk data om varen på sit kontoudtog, foruden at varen eksempelvis registreres af køleskabet og mikrobølgeovnen.
Men de mange forskellige data der opsamles om varen, kan ikke nødvendigvis samles. Det bliver et spørgsmål om forhandling. Hvis en forbruger ikke ønsker at supermarkedet skal vide, hvad der står i hendes køleskab, så er adgangen spærret. Men hvis supermarkedet tilbyder hende særlige rabat eller service-ordninger, så har hun muligheden for at lade supermarkedet kigge med.
Tilsvarende kan fabrikanten give kunderne adgang til brugsanvisninger eller nyhedsbreve om et produkt - evt. mod betaling. Men fabrikanten vil næppe give andre adgang til data om fremstillingen og priser.
På the Auto-ID center har man sat hackere til at forsøge at bryde sikkerhedskoderne. Det er også en del af specifikationer på de små chips at man sende dem en "selvmords-instruks", så de holder op med at udsende deres ID.
Alligevel må man som forbruger bemærke at udviklingen af chipsene for størstedelen betales af store fabrikanter og butikskæder. Dan Engels fra Auto-ID center medgiver da også at de selskaber nok ønsker at skubbe mulighederne for indsigt længere end forbrugerne gerne vil.
Sådan virker ID-chippen
Hvis alle varer skal mærkes med en chip i stedet for en stregkode, så skal chippen være meget billig. Auto-ID centers mål er at udvikle chips, der koster under 1 cent - svarende til ca. 8 øre. En chip til den pris skal kunne aflæses på 1 meters afstand. Samtidig skal der udvikles noget dyrere versioner der kan aflæses på større afstand. I øjeblikket kan man for omkring 5 kr. lave en chip, der kan aflæses på et par centimeters afstand.
En af strategierne til at komme ned i pris er at bruge en form elektrisk ledende blæk, så chippene kan tykkes direkte på varen eller emballagen. Kraften til at udsende et radiosignal kommer ikke fra chippen selv. Chip-læseren udsender i stedet et magnetfelt, der aktiverer chippens sender.
Selvom det principelt er muligt at indbygge en hel del hukommelse og processorkraft i de små chips, vil den billige standardversion udelukkende kunne sende én information; den ID kode, der er unik for netop dén chip. Koden er 96 bits lang, og dét er nok til angive et uhyre antal forskellige koder. Eller, for at være mere præcis: Så er der plads til at specificere 268 millioner fabrikanter, der hver har 16 millioner forskellige produkter, der hver især kan fremstilles i 68 milliarder forskellige eksemplarer.
|
|
|
