Borgerens genkomst
Vi har skabt et fantastisk system til at kontrollere den verden vi lever i. Vi har underlagt os naturen og systematisk overtaget mere og mere af ansvaret for vores velfærd og vilkårene på jorden. Ironien er, at i takt med at vi mennesker har påtaget os det der før var overladt til skæbnen eller de højere magter, så har vi i et vist omfang overladt en del af kontrollen til en helt ny instans som vi selv har skabt: Det system af jura, business og teknologi der understøtter hele den moderne livsform.
Vi bruger systemet til at kontrollere verden, men ofte virker det som om det skaber resultater, der er anderledes end det, vi mennesker i grunden ønsker. Af og til virker det som om vi i fællesskab er ofre for en maskine, der ubønhørligt skruer tempoet, konkurrencen, udstødningen og overudnyttelsen af naturgrundlaget i vejret.
Det er et fuldstændigt logisk system vi har skabt. Det gør det, vi har bedt det om; det skaber penge, flere og flere af dem. I takt med markedsøkonomiens sejrsgang er penge blevet den centrale værdi over stort set hele kloden. Når det kommer til stykket, så er penge tilsyneladende det eneste vi kan bruge som målestok på tværs af landegrænser og kulturer.
Penge har en form for objektivitet. Vi kan have vidt forskellige ønsker og behov, men når alle de kønne ord og principper er sagt, så er det, der afgør udviklingen, hvad vi er villige til at betale for. Det vi køber får vi mere af. Omvendt, hvis det ikke er noget, nogen vil give penge for, så må det sygne hen.
Den vestlige verdens forbrugskultur breder sig, snart lever vi alle i "MacWorld", hvor vores væsentligste rolle er at være forbrugere. I den verden er vi frie, uden forpligtelser, vi kan gøre hvad vi vil, så længe vi betaler for det.
Problemet er at der dukker en række utilsigtede bivirkninger op, jo mere penge bliver den eneste målestok. For at nævne nogle stykker: Den kulturelle ensretning, den sociale udstødning, og tilbøjeligheden til at plyndre naturens ressourcer, og forcere den teknologiske udvikling, før den er moden.
Der er andre værdier, der kunne prioriteres højt, og sættes som mål for udviklingen. Kærlighed, solidaritet, visdom, glæde og tryghed, eksempelvis. Men det er nogle bløde, subjektive begreber, der let kan fejes til side for mere effektivt at forfølge målet om penge. Så det bliver de - og det er synd, for det gør systemet rigere, men menneskene fattigere.
Der er andre måder at opfatte vores forhold til hinanden på. Modstykket til MacWorld er det civile samfund, hvor vi opfatter os selv som borgere, gensidigt forpligtet overfor hinanden og det fællesskab, vi tilhører.
I borgerens rolle, genfinder man de værdier, som MacWorld mangler. Borgeren hører til. Borgeren er med til i fællesskab med de andre borgere at finde ud af, hvad spillereglerne i samfundet skal være , og hvad vej man vil forsøge at styre udviklingen. I den demokratiske proces har hver borger en stemme - hvad enten man er rig eller fattig. Man er noget værd som person, ikke i kraft af sine penge.
Borgeren har et medansvar. Borgerskabet er principielt en livsvarig og meget omfattende forpligtelse, der kan betyde at borgeren på nogle punkter er nødt til at lade sine egne umiddelbare interesser vige for det fælles bedste. Forpligtelsen er imidlertid gensidig, for til gengæld kan borgeren nyde godt af nogle rettigheder, som de, der står udenfor fællesskabet, ikke kan gøre krav på.
De centrale ord her er "ansvar" og "forpligtelse". I MacWorld er det nærmest fy-ord, for de signalerer det modsatte af forbrugersamfundets ideal om personlig frihed.
Forbrugeren er fri, men forbrugeren er også dybest set alene. Forbrugeren kan være ligeglad, forbrugeren er u-forpligtet. Men meningsløsheden lurer, ligesom faren for selv en dag at være offer for de andres ligegyldighed. Den form for frihed ophæver sig selv, for når alle gør hvad de vil, vil det på et tidspunkt gå ud over nogen - og så er det, at faren for socialt eller økologisk sammenbrud truer.
Værdien ved forpligtelse og ansvar ligger, i at det er gensidigt. Det binder os sammen. Vi mister noget frihed, men til gengæld kan vi sammen skabe noget, der er dybere, større og blivende. Børn, for eksempel. Vi får et tilhørsforhold, og vi får en større sammenhæng at se os selv og vores handlinger i forhold til.
Førhen var der ikke så meget at rafle om. Man måtte tage sig af hinanden, for der var ikke andre til at gøre det. Idag behøver vi ikke at være forpligtede, men vi kan vælge at indgå i fællesskaber og tage dem alvorligt. Vi kan vælge at føle os forpligtede overfor familien, vennerne, foreningen, eller hvad det nu måtte være. Vi kan vælge at føle os ansvarlige overfor at det går godt ö for dem vi er sammen med, og for det sted vi vælger at høre til.
Det gør det meget synligt, at hvis vi skal være forpligtede og vise ansvar overfor hinanden, så skal forholdet holdes i live. Det skal være det værd, alle parter må yde deres. Det kræver også at man er overbærende, giver plads og ser forholdet på længere sigt. Det er ikke den flygtige forbrugers konstante afvejning af markedets forskellige tilbud. Det giver ikke mening at opfatte sig som gensidigt forpligtede overfor hinanden, hvis man ved den mindste utilfredshed eller fristelse udefra, forlader fællesskabet.
I Danmark er vi på én måde forpligtede som aldrig før. Over halvdelen af alle de penge vi tjener, giver vi til staten, så vores betroede politikere kan fordele dem på den måde som er den bedste for fællesskabet. Samtidig er der imidlertid en klar og bevidst tendens mod at borgerne skal opfattes som en form for forbrugere i forhold til det offentlige system. Vi betaler vores skat, og vi forventer at kunne få et vist niveau af ydelser til gengæld.
Paradoksalt nok er den reele effekt, at staten i vidt omfang fungerer som et selskab, hvor vi køber os fri af forpligtelserne overfor hinanden. Vi har betalt i dyre domme, men så skal der også være sørget for børnene, de gamle, de syge, de udstødte... Borgerne bliver delt i to grupper, og forvandlet til henholdsvis forbrugere af uforpligtethed, og en ny kategori; klienterne, der er taget under forvaltning.
Tanken om at underkaste sig det fælles bedste flirter med belastede begreber som kommunisme og socialisme, der som bekendt endte i planøkonomi og centralt diktatur. Det er ikke det, jeg advokerer for. Jeg synes ikke det hele skal gå op i Det Store Fællesskab - men det er bestemt heller ikke den vej udviklingen går for tiden.
Min pointe er, at med stigende globalisering, stigende pres på ressourcerne og en teknologisk udvikling, der kan virke meget fremmedgørende, så tror jeg, at behovet for at styrke fællesskabet og følelsen af at være gensidigt forpligtede vil vokse. På mange planer vil det være en forudsætning for en positiv og fredelig udvikling, at vi i højere grad end idag afstemmer vores ambitioner og opførsel efter det fælles bedste.
Situationen er i bund og grund den samme som førhen: Vi er indbyrdes afhængige, vi er i samme båd på kloden, og vi må tage os af hinanden. Systemet er blevet større og mere komplekst, men vi er stadig med-ansvarlige, og vi kan lige så godt begynde at handle derefter.