Bryd afhængigheden!
Interview med Bruce Perens - manden der definerede "open source"
januar 2003

"Det er meget enkelt; du, computer-brugeren, er den afhængige narkoman. Sælgerne af software og hardware er pusheren.
Engang var der en sælger, der lokkede dig til at købe hans løsning, den virkede god og billig. Men du opdagede hurtigt at du var blevet afhængig. Du var nødt til hele tiden at købe mere, det blev mere og mere omfattende, og selvom du kunne se at der var billigere og bedre måder at klare sig på, så var du lukket af for den verden, og prisen for at skifte var forlængst blevet for høj til at du kunne betale det".

Efter dén svada, er der vist ingen tvivl om at Bruce Perens foretrækker open source software - og det kan dårligt overraske, i betragtning af, at det var Perens der udarbejdede definitionen på "Open source" tilbage i 1997.

Den afhængighed Bruce Perens advarer mod, opstår meget nemt hver gang man vælger en teknologisk løsning: Man investerer i grejet, man bruger tid på at lære at betjene det, og man indretter resten sin organisation og øvrige teknologi på at fungere sammen med det. Derfor vil man være utilbøjelig til at springe til en anden løsning, selv om der skulle dukke teknologier op, som er bedre eller billigere.
Man kalder effekten for "lock-in" - og eksemplerne på det er talrige: Hvis man har en Nintendo spillemaskine, skal der meget til før man skifter til Sony's playstation. Hvis man bruger Apple Mac-computere er det traumatisk at skifte til Windows PC'ere. Og så videre.
Der er ikke noget nyt i lock-in effekten. Selv Jesus havde en bemærkning om den i Matthæus evangeliet, da han sagde at "den som meget har skal mere gives". Det var tydeligt allerede for 2000 år siden, at når man først var etableret, så blev det lettere at vokse sig endnu større.

Problemet bliver påtrængende, når selskaber bliver så store, at de bevidst kan satse på at fastlåse deres kunder. Hvis dét først er lykkes, behøver de ikke at konkurrerere på at lave bedre produkter eller sælge løsninger så billigt som muligt. Resultatet bliver at den teknologiske udvikling sinkes, kunderne må finde sig i utilfredsstillende løsninger, og de selskaber, der opnår monopol, kan forlange overpriser.

Det er noget grimt noget. Heldigvis har Bruce Perens en måde at slippe udenom afhængigheden af leverandør ejet software. Løsningen er at holde sig til open source software og åbne standarder.

For Perens handler det om at gøre køberne bevidste om at deres valg af software kan indebære begrænsninger fremover. Software-brugere må begynde at forlange løsninger, hvor fil-formater og protokollerne for kommunikation mellem programmer er åbne. Det skal være nemt at skifte til andre leverandører - og det skal være muligt for andre leverandører at udvikle konkurrerende løsninger.

I særdeles mener Bruce Perens at offentlige myndigheder har et ansvar: "Hvis ikke staten vælger at bruge åbne fil-formater tvinger man borgerne til at gå med i afhængigheden af en enkelt leverandør. På den måde hjælper staten med til at skabe et privat monopol", siger han.

Bedre kontrol, lavere pris

Bruce Perens mener at open source løsninger stort set altid vil være billigere, fordi de bevarer en reel konkurrence på markedet. Men nok så væsentligt er det at open source løsninger også giver brugeren bedre kontrol med de fremtidige muligheder i teknologien. Man er ikke overladt til acceptere de løsninger, som et enkelt firma finder det værd at udvikle, og hvis der er problemer, kan man i principielt selv løse dem, eller hyre andre til at rette fejlene, hvis den oprindelige leverandør ikke vil.

Perens' slagord er at folk skal være meget mere aktivt involveret i software udviklingen. Men hvad nu hvis kunderne dybest set er revnende ligeglade med software? Hvis de vil bare have noget der virker - uden at de behøver at udvikle det selv, ligeså lidt som de behøver at deltage i at udvikle lamper, skruetrækkere, kuglepenne og alt det andet værktøj man bruger i dagligdagen?

Det er tydeligvis svært for Bruce Perens at forestille sig at nogen ikke skulle være bare lidt interesserede i at påvirke den software de bruger. Spørgsmålet bider ikke rigtigt på ham:
"Man behøver ikke selv at udvikle software, det afgørende er at man vælger en løsning der er open source, eller, hvis man skal have special-udviklet en løsning, at man så sikrer sig at udvikleren holder programmet åbent. På den måde beholder man retten til at gå til andre leverandørere og bede dem arbejder videre på systemet, hvis man ikke er tilfreds med den første udvikler".

Det ideele er hvis flere selskaber eller offentlige myndigheder kan gå sammen om at udvikle en løsning i fællesskab. Som et eksempel på at den type samarbejder er mulige selv til meget specialiserede formål, nævner Perens et samarbejde om software til behandling af forsøgsresultater indenfor atomfysik. En række store amerikanske og europæiske forskningscentre arbejder sammen om et Linux-baseret system, der kan bearbejde de enorme datamængder som kommer ud af forskerne eksperimenter med cyklotroner.

Drukkenbolten og Darwin

Det klinger naturligvis smukt med den type samarbejder, men man kan indvende, at en af de geniale funktioner ved markedsøkonomien netop er at bringe udbydere og efterspørgere sammen. Et firma, der udvikler et produkt, gør det i princippet på vegne af en række kunder, der betaler for omkostningerne og for firmaets besvær og risiko med at gennemføre projektet.
Hvilken forskel skulle det gøre, at selskaber finder hinanden direkte, snarere end at overlade det til markedspladsen?

Der ER forskel siger Perens: "På markedet går en meget stor del af omkostningerne om at sælge produktet, men det tilfører ikke nogen egentlig værdi. Køber du software i en butik er det højest 10% af prisen, der faktisk går til at udvikle programmet. Men hvis nu dit firma i stedet er med til at sponsorere et samarbejde om at udvikle et program, mon ikke I så kan få det tal op til 20%?".

Et andet problem ved markedspladsen er at det kan have en tilbøjelighed til at udvikle produkter efter den laveste fællesnævner, mener Perens:
"Et stort software selskab vil normalt satse på produkter, de forventer kan videresælges til mange kunder. Men meget software har ikke noget bredt marked - ihvertfald i starten.
Open Source udviklere tænker ikke sådan. De laver det, de synes er interessant, eller som de selv kan se et behov for".

Perens kalder udviklingsprocessen for en "drukkenbolts stavren, filtreret af en darwinistisk process":
"Masser af mennesker udvikler ideer, men mange af dem er der ingen andre, der hopper på, så de projekter uddør. Andre bliver taget op, videreudviklet og kombineret med andres ideer. På den måde bliver der udviklet programmer, som viser sig at være nyttige, men som ingen marketingsafdeling ville have fundet på at bestille", siger Perens, og nævner web-browsere som et eksempel.

Alene truslen om en retssag er nok

Meget forventeligt er Perens inderligt mod patenter på software - igen fordi han mener at det kvæler mulighederne for at udvikle:
"Selvom det har været muligt at tage patenter på software i USA siden 1985, har ingen endnu kunnet bevise, at det hjælper til at fremme innovation", siger Bruce Perens:
"Derimod er patenterne blevet et kæmpeproblem for udviklere, fordi det i praksis er umuligt at holde øje med om det program man skriver tilfældigvis lapper over med et eksisterende patent".

Det er især de mindre udviklere der lider uder patenterne, for alene truslen om at et større selskab vil anlægge sag er ofte nok til at en mindre udvikler er nødt til at finde andre løsninger eller betale licens. Det er meget muligt at den der truer ikke ville vinde en eventuel retssag, men det er så dyrt og tidskrævende at føre sag, at en mindre udvikler ikke har råd til bare en enkelt dag i retten.
Det giver store selskaber en fordel - dels fordi de har råd til at ansatte advokater, dels fordi de store kan lave aftaler med andre store selskaber om at anvende hinandens patenter uden at skulle betale.

Bruce Perens er medlem af World Wide Web konsortiets arbejdsgruppe om patenter, hvor han kæmper for at de helt grundlæggende protokoller forbliver fri for patenter. Efter hans mening er det især betænkeligt, hvis det lykkes nogen at få patenter der er så generelle, at enhver der eksempelvis vil foretage en web-transaktion er nødt til have licens:
"Open source software er baseret på at det kan kopieres og videreudvikles uden betaling, men hvis der er givet patenter man ikke kan komme uden om, er man nødt til at kradse penge ind for at betale licensen - og så vælter den gratis model".

You can make a living, but not a killing

Det er dog vigtigt at pointere, at Bruce Perens ikke er imod at man tjener penge på at skabe software. Det, han er imod, er at man tjener dem ved en strategi, der blokerer for konkurrence, og fratager kunderne kontrollen.
Man kan udemærket tjene penge på at udvikle open source løsninger for andre, man kan tjene på at integrere systemer eller på at yde support og service. Men fordi der er åben konkurrence, er der snævrere grænser for hvor meget man kan forlange. Hvis prisen bliver for høj, kan kunden meget let gå til en anden.
Som Bruce Perens formulerer det, så kan man "make a living" ved at udvikle open source løsninger, men man kan ikke "make a killing", dvs. tjene en uhyrlig masse penge på det.

Perens har netop forladt et job i HP som ansvarlig for at tilpasse koncernens produkter til at fungere med Linux. Hans konklusion efter et par år i en af verdens største computer selskaber er at de store hardware fabrikanter aldrig fuldstændig helhjertet vil kunne støtte Open Source.
"Open source stiller alle maskiner lige. Hvis man vælger en løsning der kan køre på alle platforme, så gør det computere til slet og ret regnemaskiner - man kan vælge den computer der giver den højeste ydelse til den laveste pris. Det er dårlige nyheder for hardware-fabrikanter der har været vant til sælge maskiner med op til 70% fortjeneste", siger Perens:
"Sun Microsystems kan sælge en arbejdsstation til 20.000 dollars fordi det er den eneste maskine, der kan afvikle deres specielle version af Unix. Man kan købe en PC-klon til 5.000 dollars, der har højere ydelse, men fordi det er så dyrt og besværligt for Suns kunder at skifte til en anden software platform, så kan Sun fortsætte med at forlange høje priser på deres hardware. Kort sagt; de har fået kunderne på krogen - og de vil nødig slipoe dem igen.
Børs-analytikerne og kunderne forlanger at firmaer som HP og Sun skal have en Linux-strategi, men trods alle deres positive udtalelser, så går det tøvende, for selskaberne ved at de ender på et marked, hvor priserne på hardware drives ned på et absolut minimum".


Bruce Perens - manden der definerede "open source"
For at sætte Bruce Perens i den rette sammenhæng er det nødvendigt at opfriske lidt af open source/free software udviklingens historie.
Tilbage i de tidlige halvfjerdsere var det normen, at der var fri adgang til kildekoden af software, men omkring 1980 begyndte stadig flere selskaber at holde koden hemmelig. Richard Stallman, der var programmør MITs computer laboratory fulgte udviklingen med stigende forargelse, og da kildekoden til UNIX blev lukket i 1984 besluttede Stallmann at udvikle et frit alternativ, som han kaldte GNU. Han stiftede the Free Software Foundation, der koordinerede udviklingen af de mange enkelt-programmer, der er nødvendige i et komplet operativsystem.
Arbejdet i Free Software Foundation løb imidlertid ind i problemer. Det var ikke alle der var enige med Stallmann fuldstændigt kompromisløse holdning til frihed. Specielt haltede det med udviklingen af en meget væsentlig komponent i GNU, den såkaldte "kerne".
I mellemtiden, i en helt anden ende af verden, startede den unge finne Thorvald Linus et udviklingsprojekt i 1991, der netop fokuserede på kernen - han kaldte det "Linux".
Thorvald Linus søgte fra starten at gøre udviklingsprocessn til et fælles projekt for programmører der via internettet kunne bidrage fra hele verden. Der opstod meget hurtigt et stort fællesskab af Linux brugere og programmører, og systemet fik yderligere vind i sejlene, da man indarbejdede de mange elementer fra GNU og dermed fik et komplet operativsystem.
Efterhånden som brugen af Linux og andre åbne og frie programmer bredte sig blev der behov for at kunne afgrænse hvad der regnes for acceptabel og god opførsel blandet brugere og udviklere. I 1997 blev der oprettet en forening med navnet "The Open Source Initiative", og et de første udspil var en definition af begrebet "Open Source". Den definition blev skrevet af Bruce Perens.
Perens var - og er - programmør. Han har været tovholder på flere open source udviklingsprojekter, men han har også arbejdet med udviklingen af kommercielle, især for animationsfirmaet Pixar. Hvis man ser godt efter, kan man finde Perens navn i rulleteksterne for filmene "Toystory 2" og "A bug's life".
Perens' medarbejderaktier i Pixar gjorde ham rig under dot.com bølgen og han forsøgte sig med at starte et par nye selskaber, der skulle levere service og løsninger baseret på open source software. Kun et enkelt af selskaberne har overlevet det efterfølgende crash.
I år 2000 blev Perens hyret af HP som "senior strategist", nogle få lag under den øverste chef. Hans opgave var at udfordre ledelsen og hjælpe de afdelinger, der ønskede at inddrage Linux standarder.
Da Compaq og HP fusionerede i 2002 blev Perens' stilling, som han siger, "terminated".