Interview med den tidligere svenske statsminister Ingvar Carlsson.

Da Ingvar Carlsson i 1995 trådte tilbage som svensk statsminister, gik han videre til en vigtig international opgave. Sammen med Shridith Rampal, den tidligere generalsekretær for Commonwealth, blev han leder af en kommission under de Forenede Nationer, der skulle kortlægge intet mindre end mulighederne for at skabe globale styreformer.
World Governance commission, som den hed, bestod af et prominent udvalg af statsledere, diplomater, videnskabsmænd og forretningsfolk i den globale vægtklasse. I 1997 barslede Kommission med sin rapport"Our global neighbourhood".
Ingvar Carlsson har været politiker for socialdemokratiet det meste af sit liv. Han var det hidtil yngste medlem, da han i 1964 som tredive årig blev valgt ind i den svenske rigsdag. I de kommende tyve år avancerede han til poster som undervisningminister, fremtidsminister og endelig vicestatsminister for Oluf Palme.
Den 1. marts 1986 blev han vækket om natten med nyheden om at Oluf Palme var blevet myrdet, og han overtog - noget tøvende - statsministerposten.
Carlsson fortsatte som statsminister, i første omgang i 5 år, og derefter igen et par år fra 1994 til han i 1995 valgte at trække sig ud af svensk politik.

Global styring er nødvendig

Der bør indføres et Økonomisk sikkerhedsråd under FN, der kan diskutere og handle overfor de økonomiske kriser, som rammer den globale økonomi med stadig større styrke og stadig kortere mellemrum, mener den tidligere svenske statsminister, Ingvar Carlsson.
Carlsson er idag formand for en kommission under FN, der undersøger mulighederne for at tage demokratiske beslutninger om globale spørgsmål.
World Governance Commission, som arbejdsgruppen kaldes, fremlagde allerede forslaget om et økonomisk sikkerhedsråd i 1997, men udviklingen siden da har kun understreget behovet for nye måder at organisere global politik - ikke mindst på det financielle område.
I de senere år er de internationale koncerner hastigt blevet større og større, og kapitalen er blevet langt mere fri til at flytte rundt i verden. Spekulationen blev førhen holdt i ave af nationale love, men idag findes der ingen internationale institutioner, der kan være regulatoriske modstykke til den globale finans.
»Et økonomisk sikkerhedsråd ville kunne rådgive de implicerede parter, når der opstår store økonomiske kriser, og ikke mindst ville det kunne samordne de forskellige store organisationer der findes i den globale økonomi, som Verdensbanken og den internationale valutafond«, siger Carlsson.
Det er ganske vist det man allerede til en vis grad forsøger at gøre i den såkaldte G7 gruppe af verdens største økonomier, men problemet med det, er at den gruppe ikke er tilstrækkeligt repræsentativ:
»De fattige økonomier er overhovedet ikke repræsenteret i G7. Det økonomiske sikkerhedsråd skal derimod være sammensat, så alle regioner af verden føler sig ordentligt repræsenteret - altså ikke kun de økonomiske stormagter«, mener Ingvar Carlsson:
»At man opretter et økonomisk sikkerhedsråd er ingen garanti for at der tages kloge beslutninger, men det er i det mindste en mulighed for det. Hvis vi ingenting gør, vil den internationale kapital fortsætte sit vilde ridt frem og tilbage og til sidst kan det få så alvorlige konsekvenser at man er pisket til at vedtage et eller andet. Spørgsmålet er om vi ikke burde gøre noget inden vi rammes af en stor katastrofe i verden. Den økonomiske krise i Asien har givet store og reele menneskelige tab - men behøver det at blive endnu værre, inden vi indser at vi i det mindste må forsøge at gribe ind?« spørger Ingvar Carlsson.

Globale skatter

World Governance kommissionen gør sig også til talsmand for at man indfører forskellige former for beskatning på globalt plan.
Det foreslås at man undersøger, hvordan man kan skabe en skattemæssig base for internationale koncerner, for at forhindre at de undgår beskatning ved at flytte penge rundt over grænserne.
Et andet forslag er beskatning for brugen af verdens fælles naturressourcer, altså at man globalt vedtager at beskatte eksempelvis udslip af kuldioxid eller spildevand.
Endelig støtter kommission indførelsen af den såkaldte Tobin skat. Tobin skatten har sit navn efter nobelpristageren James Tobin, som har foreslået en afgift i størrelsesordenen én til to procent på financielle transaktioner.
Skatten ville betyde at det dårligere kunne betale sig at flytte penge rundt for at spekulere i marginale udsving på aktie- og valutakurser. Selvom det er en ganske lille afgift, ville den imidlertid også kunne kaste mange penge af sig, fordi det er så enorme summer der flyttes rundt på.
Ingvar Carlsson forestiller sig at man kunne bruge de penge indenfor FN systemet. Efter hans skøn, ville en Tobin skat kunne inddrive tilstrækkeligt med penge til at udrydde sulten blandt børn i verden - foruden at den altså ville dæmpe kapitalen rasende flytten rundt fra land til land.

Sikkerhedsrådet er en forældet konstruktion

Idag er Ingvar Carlsson 65 år og hans ellers lidt ferske træk er blevet noget mere tørre og rynkede.
Den lidt afmålte og stilige facon man kan møde i de svenske kancellier finder man ikke hos Carlsson. Da jeg melder mig ved vagten i en bygning tæt ved den svenske rigsdag, kommer han selv ned og henter mig i receptionen, og hjælper mig op med mit udstyr. Han er venlig og imødekommende, og man slapper straks af i hans selskab.
Hans kontor er bestemt ikke prangende. På et bord står et foto i glas og ramme af ham og Nelson Mandela sammen, og på væggen hænger et billede af en af den slags opstillinger, som tages af alle statslederne ved internationale topmøder. Det er verdens ledere samlet ved FNs 50 års jubilæum og den lange Carlsson rager godt op imellem dem.
Det har været en del af global governance commissions opgave at komme med forslag til reformer af FN systemet. Efter Carlsson kan den reform passende starte med den øverste instans; Sikkerhedsrådet.
Udover at supplere Sikkerhedsrådet med et økonomisk forum, mener Ingvar Carlsson også at man bør ændre på sammensætningen og begrænse medlemmernes vetoret betydeligt:
»Det er halvtreds år siden anden verdenskrig sluttede og det er urimeligt at lade sammensætningen af sikkerhedsrådet være bestemt af sejrherrerne i 2. Verdenskrig. Det er farligt at stærke og mægtige lande som Japan og Tyskland står udenfor sikkerhedsrådet, og den tredje verdens repræsentation burde også forstærkes«, siger Carlsson.
Idag består Sikkerhedsrådet af fem permanente medlemmer og ti stater, som deltager på skift. Global Governance Kommissionens anbefaling er at man øger antallet af medlemstater sikkerhedsrådet med yderligere otte, hvoraf nogle skal være permanente.
Kommissionen foreslår også at der skal oprettes et forum for civile organisationer og græsrodsbevægelser, som kan stille forslag om, hvad FN bør arbejde med.
Desuden skulle der oprettes et råd på en 5-7 vise mænd og kvinder, som folkeslag, organisationer eller enkelt personer kan fremlægge deres sag for. Hvis rådet finder det tilstrækkelig alvorligt, kan de få taget problemet op i det egentlige sikkerhedsråd.
Formålet med både det civile forum og med vismandsrådet er at åbne op for at ikke kun nationalstater og regeringer kan have indflydelse i den globale beslutningsprocess. FN skal være et samarbejde mellem folkene i verden - også de, der ikke har en regering eller stat, der vil tale deres sag.

Ikke en verdensregering

Carlsson er ofte stødt på den misforståelse, at World Governance Commission var et forsøg på at skabe en verdenssregering. En del af misforståelsen skyldes at folk forveksler ordene "government", der betyder regering, med ordet "governance", som betyder noget i retning af at styre, at overse og vejlede.
Carlsson indrømmer grinende at han heller ikke kender noget svensk ord, der dækker præcist over begrebet:
»Selvom global governance også handler om samarbejde på regeringsniveau, så drejer det sig nok så meget om at indrage det civile samfund og de mange græsrodsorganisationer - de såkaldte NGO’er; Non Governmental Organisations.
Det går ikke blot af tage den regeringsform man kender fra nationalstater og kopiere den på globalt niveau med et parlament, en regering og den slags. Det er mere kompliceret end som så at skabe en form for demokratisk lederskab, der kan tage sig af de problemer, der kun kan løses på globalt niveau«, mener Ingvar Carlsson.
Som Carlsson ser det er der dybest set tre alternativer for verden idag:
Enten finder vi frem til en troværdig form for .global governance, eller også må vi overlade det til USA eller en anden stormagt at tage ansvaret for verden. Den sidste mulighed, at der ikke er nogen ledelse overhovedet, er den mest skræmmende for Carlsson.
Demokratiet i vores tidsalder må fungere på fire forskellige niveauer - og de niveaer behøver ikke at stå i modsætning til hinanden, mener Carlsson:
Det lokale niveau vil blive styrket. De nationale parlamenter vil i stigende grad decentralisere spørgsmål såsom skoler, social omsorg og måske bekæmpelse af arbejdsløsheden. Samtidig vil parlamenterne også afgive indflydelse til større, regionale organisationer, sådan som vi ser det indenfor EU.
»Selvom nationalstaten fortsat vil være den mest betydningsfulde aktør i det spil, så er realiteterne idag at kapitalen med lynets hast bevæger sig rundt på kloden, og at vi står overfor globale miljøtrusler. Vil man håndtere den type opgaver, slår nationalstaten ikke til«.

Vores globale nabolag

Rapporten fra global governance commission har titlen "Vores globale nabolag", og det afspejler at det er det civile samfund; følelsen af samhørighed og fælles interesser, man prøver at slå et slag for.
»De fleste nabolag kan man flytte fra, hvis man ikke trives der, men der ét nabolag, du ikke kan flytte fra, og det er det globale nabolag. Samtidig sker der det, at kloden i realiteten krymper, gennem elektronisk kommunikation, og gennem den tekniske, økonomiske og industrielle udvikling.
Hvis man tror at man kan komme væk fra problemer som sult, overbefolkning og forurening ved at vende sig indad og leve sit eget liv, så er det et selvbedrag«, mener Carlsson.
Men én ting er at deltage i fællesskabet i det lokale nabolag, hvor man kan give en hånd med for spejderne eller i skolebestyrelsen. Der kan man virkelig føle, at det man gør har en betydning. Det er straks mere problematisk og abstrakt at tro på et demokrati, hvor man blot er en stemme blandt 6 milliarder andre.
Problemstillingen går igen på mange niveauer, mener Carlsson:
»Som enkeltpersoner kan man vægre sig ved at skulle afgive noget af sin frihed til fordel for det fælles bedste. Men også som enkelte lande kan det være vanskeligt at acceptere at skulle give afkald på sin suverænitet overfor internationale organisationer.
Hvis man indgår i en større forsamling så følger det med, at gruppen af og til kan træffe flertalsbeslutninger, der går imod ens egne interesser. På den anden side, hvis man ikke går med i grupper, så kan det indebære at man reelt fuldstændig mister muligheden for at påvirke det område, siger Ingvar Carlsson:
Du kan skabe det mest perfekte lokale demokrati, men hvad hjælper det, hvis det globale demokrati bryder sammen, hvis vi får drivhuseffekt, og hvis krige, måske atomkrige, får lov at sprede sig?
Desværre er der ret mange, også i mit eget parti, der sidder fast i en snæversynet nationalisme, og som ikke ser at det de risikerer er at blive herrer over deres egen magtesløshed. Og det er som at stå ud i en rivende flod og forsøge at styre med roret på båden, men strømmen er så stærk at man bare flyder med«, mener Ingvar Carlsson.