Aktuelt

In english

Peter Hesseldahl


Forside

Artikler


Grib Fremtiden

Snapshots fra fremtiden

Den Globale
Organisme

Den ny natur


Vov at være åben
Tekst: Peter Hesseldahl
Bragt i Computerworld, juli 2008

Det er muligt at jeg er rystende naiv, men jeg tror faktisk, at hvis vi skal udnytte potentialet i netværks-samfundet, så skal vi lære at stole lidt mere på hinanden. Vi skal endda begynde at se os selv som en del af et fællesskab, hvor vores egen trivsel afhænger af at alle trives.

Jeg er klar over at det kan lyde som en tåget hippie-drøm - men jeg kan argumentere for det: I gamle dage, dengang økonomien var baseret på at udveksle fysiske produkter, var det sådan at hvis jeg solgte det, jeg havde fremstillet, til en anden, så kunne jeg ikke selv nyde godt af det længere. Det var dét, man kalder et nulsums-spil: Mængden af goder var endelig, så hvis nogen skulle have mere, måtte andre nødvendigvis have mindre.
Men: Når det vi udveksler er information, så bliver der bedre basis for et såkaldt plussums-spil, hvor begge parter i en transaktion ender med at have mere. Det er en af de yderst positive omstændigheder ved internettet, at det gør det meget let at opnå den form for win-win situationer.

Hele web 2.0 begrebet bygger på at man kan få massevis af brugeres store og små bidrag til sammenlagt at fungere som en slags kollektiv intelligens. Web 2.0 logikken er, at vi tilsammen ved meget mere end nogen enkelt person eller enkelt firma kan vide alene. Wikipedia, youtube, blogs og support sites er klassiske plussums-spil, hvor alle vinder ved at bidrage til det fælles bedste.

Open innovation

Der er en parallel til det i forretningsverdenen, hvor begrebet ”Open Innovation” er kommet på listen over tidens obligatoriske buzzwords. Mange nye tjenester opstår fordi to produkter, der hidtil har været set som helt adskilte, bliver kombineret - et eksempel er kombinationen af en ipod og et par Nike løbesko med en trådløs sender. Ved at koble de to produkter sammen, opstår der helt nye muligheder; f.eks. at sælge musik på itunes, baseret på hvad løbere fortæller at de kan lide at jogge til.
Forudsætningen for at den nye tjeneste kan blive så stærk som den er, er at Nike og Apple åbner op for et samarbejde - og at de indbyder brugerne til selv at bidrage. Igen: ved at bidrage til et fælles bedste opstår der noget helt nyt, hvis værdi er større end summen af de enkelte bidrag.

Hemmeligheder er forspildte muligheder

I det gamle spil gjaldt det om at holde kortene tæt ind til livet. Man forsøgte at holde sig foran konkurrenterne ved at holde sine metoder hemmelige. I et plussums-spil får hemmeligheder derimod en anden betydning; de kan blive en forspildt mulighed.
De oplysninger og værktøjer man holder for sig selv kommer ikke i spil. Andre kan ikke bygge videre og tilføje nye funktioner, og dermed går udviklingen langsommere. Man ender med at forsøge at konkurrere alene mod et andet system, som andre skaber i samarbejde, og som derfor udvikler sig langt hurtigere. Eller man kan risikere at en hel branche står i stampe, fordi spillerne holder fast i hver deres del af en løsning, der kun kan fungere samlet.

For at starte et plussums-spil kræver det at nogen tager det første skridt ved åbne op og lægge noget i puljen, som andre kan arbejder videre på. At turde tage dét skridt er en ny kompetence. Det er ikke nemt, for der kan være en risiko ved at åbne op. Pointen er imidlertid, at der i stigende grad også er en risiko ved at lukke sig ude.