Den digital kløft mellem nord og syd
Interview med UNDPs Dennis Gilhouly

Brugen af elektricitet blev udviklet i 1831, det er 170 år siden og i mellemtiden er det blevet en fuldstændig fundamental teknologi for vores samfund. Der skulle ikke gå ret mange timer uden strøm, før danskerne ville være ude i alvorlige problemer.
Ikke desto mindre har en trediedel af verdens befolkning i år 2002 ikke adgang til elektricitet.

Det samme gælder for telefonen. Den blev opfundet i 1876, og er forlængst blevet så integreret i vores måde at leve på, at man kan argumentere for at det simpelthen er en del af det moderne menneskes natur at kunne tale i telefon nårsomhelst, hvorsomhelst og med hvemsomhelst.

Men der er også en anden virkelighed i verden. Halvdelen af klodens befolkning har aldrig foretaget en telefonsamtale.

I Danmark har en stor del af debatten om computernes farer og velsignelser handlet om hvordan vi kan undgå at der opstår et "informationsteknologisk B-hold" af folk, der ikke har adgang til computere eller som ikke forstår at bruge dem som et redskab i hverdagen.
Præcist den samme bekymring finder man i de fleste andre vestlige lande. I den internationale debat taler man om "the digital divide" - altså den digitale kløft.

Kløften er med til at forstærke den i forvejen betænkelige ulighed mellem de udviklede lande og udviklingslandene. Det er ligesom med elektriciteten og telefonerne - for os i de rige lande ville vores livsstil og bekvemmelighed være utænkelig uden computerne, men for milliarder af mennesker, skal de lige have strøm og en telefonforbindelse, før de overhovedet kan begynde at spekulere på om internettet kunne være dem til nytte.

Den digitale kløft deler ikke blot de fattige lande fra de rige. Den forstærker også uligheden indenfor de fattige lande.

Indien er en af de store succeshistorier på IT området. Bl.a. i kraft af de mange veluddannede indiske ingeniører og teknikere, er Indien i det sidste årti blevet en af de vigtigste nationer i den globale IT-industri. Men reelt er den indiske IT-udvikling koncentreret i nogle ganske få stater og byer, som Bombay, delhi og de sydlige stater maharashtra og tamil nadu.
På fundstændig samme måde er brugen af internettet i Kina forholdsvist veludviklet i Shanghai, Beijing og Hongkong - men nærmest fraværende i det meste af resten af det enorme land.

I udviklingssammenhænge har informations og kommunikationsteknologi faktisk været noget ildeset hidtil. Det har været meget omdiskuteret om det var rimeligt at bruge bistanden på at udbrede computere og internetforbindelser i en situation, hvor flertallet står med et akut behov for rent vand og bedre sundhed.

Dennis Gilhooly arbejder for FNs udviklingsorganisation UNDP i New York, og hans ansvarsområde er netop at integrere brugen af informationsteknologi i fattigdomsbekæmpelsen. Han vurderer at der er sket et skred for nylig, hvor udviklingslandene nu er begyndt at forstå informationsteknologi, som et værktøj, der kan bruges i arbejdet indenfor energi, miljø, fattigdomsbekæmpelse, eller til at håndtere kriser og katastrofer.
Det er ikke et spørgsmål om enten rent vand eller computere, men om at bruge teknikken bredt til at skabe udvikling og velstand, sagde Dennis Gilhooly.

Dennis Gilhoolys pointe er at man er nødt til at forstå informationsteknologien, som en del af en samlet politik. For at være nyttigt, må det tænkes sammen med udbygningen af infrastrukturen, med uddannelse, med erhvervslivets behov, og med en indsats for at opbygge et fornuftigt indhold af informationer.

Mange forsøg på at anvende informationsteknologi i udviklingslande er strandet på at teknologien har været for kostbar, for sårbar og for afhængig af eksperter til at kunne brede sig udover en snæver elite. Der har heller ikke været satset på anvendelser der var så nyttige at nogen var villige til reelt at betale for dem.

Men der er faktisk en mængde eksempler på at det er lykkes at anvende IT til at skabe udvikling, og hvor teknologien har fundet en stabil model for udbredelse.
En af succeshistorierne er Grameen Phone i Bangladesh. Deres model er baseret på kvinder, der låner penge til en mobiltelefon, som de derefter kan tjene på at sælge samtaler på til landsbyens beboere. Det giver den enkelte beboer adgang til at bruge en telefon i de få tilfælde, hvor det virkelig kan betale sig.
I stedet for eksempelvis at skulle gå i timevis til et møde - ovenikøbet med den risiko at den man skal træffe ikke kommer som aftalt - så kan man nu ringe sammen, og i stedet tjene penge på at arbejde i den tid, man ville have brugt på at gå. Det er en gevinst der er meget konkret for kunderne, og modellen giver tusindvis af kvinder mulighed for at starte deres egen forretning i en industri, der simpelthen ikke fandtes før.

Et lignende eksempel er de internet cafeer, der skyder op som svampe i byer over hele verden. Det skaber både økonomisk vækst, og det giver folk, der ikke har råd til at anskaffe computere og telefonforbindelser en chance for at stifte bekendtskab med nettet, og bruge det, når de synes det er nødvendigt.

Forsøget på at finde strategier for brugen af IT til udvikling kompliceres af at udgangspunkterne er så forskellige fra sted til sted:

Dennis Gilhooly fortæller at der i lande som Indien og Estland har været stor succes med at satse på middelklassen, og på at forbedre erhvervslivets og det offentliges brug af informationsteknologi.

Men i de allerfattigste lande handler det om overhovedet at sikre den mest basale forbindelse. I Zambias hovedstad Lusaka kan man eksempelvis opleve at al internet forbindelse forsvinder i dagevis, fordi der ikke er kvalificerede teknikere til at rette de fejl, der opstår. Vil man tale i telefon er man bedst tjent med at holde sig til aftentimerne, ellers kan det være umuligt at få forbindelse.

Det forbløffende er at informations og kommunikationsteknologi stort set ikke indgår i udviklingsorganisationernes overvejelser. I Danmark er det kun Mellemfolkeligt Samvirke der fornylig har udarbejdet en egentlig strategi for at indarbejde IT i deres projekter.
Selv i de "Millenium goals" som FN opstillede ved årtusindeskiftet som mål for udvikling og fattigdomsbekæmpelse er informationsteknologien ikke med blandt de virkemidler, der nævnes.