Det djævelske DNA-dilemma

Sammenhængen mellem arv og miljø bliver et af de kommende års helt store spørgsmål. I takt med at betydningen af vores gener afkodes, bliver det yderst påtrængende at få afklaret, hvor stor sammenhæng der reelt er imellem det, vores gener disponerer os for, og så det, der kommer til udtryk i praksis.
Fordi man eksempelvis har et gen, der gør en tilbøjelig til at udvikle kræft, så er det ikke sikkert, at man får det. Det kan være bestemte påvirkninger fra miljøet og den måde man lever på, der bestemmer om et gen aktiveres.
Når teknologien til at aflæse vores DNA-profil bliver billig og præcis risikerer vi imidlertid, at generne bliver som et brændemærke; en test, der én gang for alle inddeler os i en form for genetisk klassesamfund.
Vi er hver især et mix af evner og egenskaber. Vi er foranderlige, vi kan tage ved lære og bearbejde os selv, og vi kan opleve, hvordan vi i nogle sitationer og sammen med bestemte personer har styr på tingene. Vi kan lige det, der er brug for, og vi mærker at andre også anerkender vores evner.
I andre situationer er det lige omvendt; man kan overhovedet ikke overskue hvad der foregår, man føler sig som en idiot – og de andre synes heller ikke man er for smart.
Idag vurderer vi hinandens evner og intelligens gennem en slags konstant forhandling, vi har forskelllige roller og positioner i forhold til hinanden, og det kan ændre sig med tiden og efter, hvad vi er igang med.
Man kan spekulere på, om DNA tests vil betyde, at vi i stedet får sat faste værdier på, hvor godt vi er udrustet til tilværelsen.
Hvis man bliver testet og alene ud fra DNA profilen får at vide, at man på en skala fra 0 til 1000, har en intelligens på 650 – hvordan vil man så have det med at gå i debat med andre, som man ved har en intelligens på 850?
Hvad betyder det for ens selvtillid, hvis man pludselig får papir på at man ikke er egnet til at overskue komplekse opgaver eller er dårlig til at samarbejde med andre? Der er lissom ikke noget at gøre, arveegenskaberne er noget man har en gang for alle. De er ikke til forhandling.
#me
Som skabt til jobbet
#bg Selvom om man ikke selv tager det så tungt, så kunne det godt tænkes at ens omgivelser tager det yderst alvorligt.
Hvis forældrene allerede før barnet er født har værdierne for ungens svagheder og styrker, så kunne man forestille sig at det blev DNA profilen snarere end barnets egen nysgerrighed og interesse, der bestemmer hvad den lille skal gå til og lære.
Og senere, når det skal afgøres, om man skal optages på en højere uddannelse, eller om man bliver ansat til et krævende job, så bliver det måske DNA testen, der gør udslaget.
Man kan se det for sig: Stillingsannoncer med krav om et dokumenteret godt helbred og gode anlæg for intelligens og kreativitet.
Vores geners sammensætning vil blive et vigtigt redskab til at holde os sunde og helbrede os for alvorlige sygdomme. Men det er også en meget problematisk viden, og den er svær at holde skjult, når først vi får teknologien til at finde den frem.
For det er klart, at de der har gode gener og udsigt til et stabilt og sundt liv, de vil bruge det som en trumf i de sammenhænge, hvor det kan tælle. De får mulighed for at vise, sort på hvidt, at de er værd at investere i – og hvis først én bruger det, så er alle nødt til at lægge deres data frem, for at kunne klare sig i konkurrencen.
#me
En modesag
#bg På nogle områder er der ikke den store tvivl om, hvad der er godt og skidt. Det er skidt at have generne for demens, brystkræft, parkinson eller andre frygtelige sygdomme.
Men ordblindhed, lav vækst, maniodepression, fregner… det kan give problemer i nogle sammenhænge, mens det i andre tilfælde ligefrem kan være en fordel.
Specielt når det drejer sig om vores udseende eller om vores karakter-egenskaber, bliver det tydeligt, at godt eller skidt i høj grad er et spørgsmål om hvad man i samfundet mener er rigtigt. Det er et kulturelt spørgsmål, nærmest en modesag hvilke arvelige træk der er attraktive, og hvilke forældrene nødigt vil se deres børn udrustet med.
Det paradoksale er, at selvom teknologien skulle gøre det muligt for os at skræddersy vores børn netop som vi vil have det, så kan konsekvensen blive at alle bliver fuldstændigt ensartede, fordi samfundet bliver meget lidt tolerant overfor en fejl – man kunne jo bare have fået det rettet, ikke sandt?
Den årlige Ars electronica festival for videnskab og kultur, handlede i år om bioteknologi. Efter en uges konferencer og debatter om emnet konkluderede østrigeren Gerfried Stocker, der er kunstnerisk leder af Ars Electronica, at gensplejsning er langt mere en kulturel udfordring end et spørgsmål om videnskab eller politik:
»Det handler om hvordan vi skaber et samfund, der accepterer forskellige udtryk for hvordan man kan være som mennesker – og betragter dem alle som ligeværdige«.