Det digitale Dubai - og jeg
April 02

Det lille arabiske emirat Dubai har i løbet af et par årtier udviklet sig til et være mellemøstens svar på Singapore eller Hongkong. En lille bystat i et område, der indtil for nylig nærmest bare var ørken, men som idag er stenrigt, supermoderne, og i allerhøjeste grad indstillet på at skabe en storslået fremtid. Det er et sted hvor penge, selskaber og privat initiativ flokkes - og det er en blanding, der kan udrette noget i en fart.
Dubai regeres enevældigt af en sheik. Fra ham udgår visionerne og strategien for Dubais fremtid - og for en tre-fire år siden gik det op for sheiken, at det ikke var nok at Dubai var centrum for handel og finans i mellemøsten. Dubai skulle også være førende indenfor informationsteknologi.

Nu er dét jo en ambition, vi lissom har hørt før. Der kan ikke være mange vestlige lande, hvis statsleder ikke på et eller andet tidspunkt har erklæret at nu vil de være de førende indenfor IT.
Forskellen til Dubai er imidlertid dels at der i 1999 ikke rigtigt var nogen computer og medieindustri af betydning i landet - og ikke mindst, at målsætningen faktisk er lykkedes, endda til tiden.

Hundredevis af IT-selskaber har de sidste par år slået sig ned i Dubai, og samtidig er samtlige offentlige instanser kommet på nettet på en samlet national portal, hvilket gør Dubai til et af de lande der er kommet længst i retning af digital forvaltning - og om ikke andet placerer det dubai milevidt foran alle andre stater i den del af verden.

Sheiken selv er forlængst på nettet med sin egen hjemmeside, hvor man udover hans planer for sit land også blandt andet kan læse hans mange digte og om hans interesse for sport, først og fremmest hestevæddeløb.
Det er en fascinerende blanding: en gammeldag enevældig sheik i sin traditionelle arabiske dragt der med sømmet i bund fører sin ørkenstat ud i cyberspace - og det var det møde mellem vidt forskellige kulturer og tidsaldre, jeg var taget til Dubai for at se nærmere på.

Det var ikke rigtig lykkes for mig hjemmefra at få arrangeret nogle gode interviews med de folk, der har fået udviklingen til at ske i praksis. Der MÅ jo være andre end sheiken, der har arbejdet på sagen, men for en udenforstående er det temmelig svært at regne ud hvor beslutningerne i grunden tages, og hvem der har ansvaret for at føre dem ud i livet.
Til alt held holdt de arabiske emiraters erhvervsråd deres årmøde den dag, jeg havde planlagt at ankomme, og temaet i år var netop strategien på IT-området. Så jeg satsede på at tage forbi og forsøge at finde et par kontakter der.

Der er tre timers tidsforskel mellem Danmark og Dubai, så da jeg ankom til Dubai klokken 7 om morgenen var jeg noget smadret. Jeg smed bagagen på hotellet og tog en taxa ud til det ultraluksuriøse konference center hvor årsmødet blev holdt. Jeg overvejede lige hvor meget grej jeg gad at slæbe med. Jeg regnede ikke med at skulle lave nogle interviews, men jeg tog da et lille videokamera med.

Vel ankommet til konferencen forklarede jeg den søde dame i presserummet, at jeg havde brug for at tale med nogen, der havde fingrene med i Dubais E-government projekter.
Hun rådførte sig med de lokale journalister i rummet, og de mente at mit bedste bud ville være formanden for erhvervsrådet, og ham der faktisk var leder af dagens konference - en særdeles vigtig mand i Dubai, kunne jeg forstå. Medens damen forklarede mig det så hun tilfældigvis at formanden netop kom gående forbi ude på gangen, så hun løb ud og spurgte om jeg kunne få et interview. Det kunne jeg godt, men så skulle det være lige nu.

Og sidder man pludselig der, i en stor blød sofa i et deluxe mødelokale, overtræt, rundt på gulvet og uden mikrofon, og skal finde på de gode spørgsmål til det, der kunne ligne det vigtigste interview på turen. Jojo.

Hvad lyden angik var der ikke andet at gøre end at rykke tæt på manden, og simpelthen stikke kameraet helt op foran munden på ham for at bruge den indbyggede mikrofon. Han tog det nu pænt.

Dubais store fordel er at der ikke er nogen komiteer - dem tror sheiken ikke på. Han ved at man må gribe mulighederne og handle omgående, ellers kommer man bagud, forklarede Sulaiman Al Mazroui mig.

Sheikh Mohammed Bin Rashid Al Maktoum har en gennemgående metode, som han bruger, uanset om det handler om at bringe landet på nettet, få bygget en lufthavn eller etablere en helt ny bydel.
Det går ud på at han får en storslået ide, lægger en strategi, og så bekendtgør at planen VIL blive ført ud i livet indenfor et tilsyneladende urealistisk kort tidsrum - og hvis ikke… ja, så bliver han vel skuffet eller sur eller det der er værre. Og det vil ingen risikere.
Så alle parter knokler og, inshallah, så lykkedes det vitterligt at gennemføre til tiden - og sådan har det altså også været på IT-området:

Da min snak med mr. Mazroui lakkede mod enden spurgte jeg ham om han kunne anbefale en anden person, der virkelig havde overblik over strategien. Det kunne han godt, og jeg fik ham til at give navnet til pressedamen, inden han ilede videre, ivrigt talende i sin mobiltelefon.

Det viste sig at han havde foreslået en sheika - en kvindelig sheik, altså en slags prinsesse, der ledede bestræbelserne på at strømline de digitale tjenester for handels og finanssektoren.
Vel tilbage i presserummet, forklarede pressedamen mig i en lidt opdragende tone, at jeg altså ikke kunne forvente bare sådan at komme dumpende og få en aftale med Sheika Lubna al Qasimi.
Men hun var da frisk på at ringe og forsøge at få en aftale for mig.
Og sørme, en times tid efter, havde hun fået en besked tilbage fra sheikaens sekretær om en aftale et par dage efter.

Til overflod var det i mellemtiden lykkedes pressedamen at slå kloen i en højtstående mand fra den instans, der koordinerer alle de offentlige myndigheders arbejde på at tilbyde deres tjenester på nettet.
Han var ikke klædt i den traditionelle dishdasha, men i et smart jakkesæt, med et par dristige designer briller og headsettet fra hans supersmarte handsfree mobiltelefon permanent dinglende fra øret. Jeg nåede at tale med ham nogle gange medens jeg var i Dubai, og der gik aldrig mere end et par minutter, mellem at hans telefon ringede.
I første omgang fik Yousef Khalili også stukket videokameraet helt op i ansigtet:
"Sheiken gav os 18 måneder. Det virkede helt umuligt, men vi opbyggede et team af de 27 forskellige offentlige myndigheder og præcist indenfor18 måneder havde vi websites kørende for alle offentlige instanser og en række grundlæggende digitale tjenester klar. Og så havde vi fået dubai.ae i luften som den centrale nationale portal", fortæller yousef khalili.

Men opgaven stopper bestemt ikke der. Sheiken har specificeret at inden år 2005 skal 70% af alle offentlige transaktioner foregå elektronisk:

Et par dage efter min chokstart var det tid at møde sheikaen - og som så meget andet i Dubai var det delikat møde mellem noget meget gammeldags og noget top moderne. Sheika Lubna al Quasimi er direktør for Tejari.com, et firma, der laver business to business løsninger for de store koncerner i et område, der strækker sig fra Indien til Libyen.
Tejari er det førende eksempel på at et arabisk IT-selskab kan konkurrere på lige fod med de sædvanlige globale giganter. Selskabet er lige blevet kåret som årets IT virksomhed i Mellemøsten, og Sheika Lubna al Qasimi fik tidligere på året en pris som årets kvinde i mellemøstens IT industri.

Tejaris hovedkvarter ligger i Dubai Media City, en splinterny videnspark med over 300 medie virksomheder, blandt dem CNN og Reuters. Jeg meldte mig i den elegante reception og lidt efter kom Al Qasimis sekretær ud for at møde mig - fuldstændig klædt i den traditionelle sort dragt, mange kvinder bærer.
Dum som jeg er, rakte jeg hånden frem for at sige pænt goddag. I don't shake hands, var svaret fra sekretæren. Men hun kunne godt smile ad det, hun var vant til forvirrede vesterlændinge. Der vimsede et par assistenter mere rundt i hendes kølvand, og en af dem indskærpede mig meget omhyggeligt at jeg havde præcist en halv time til interviewet, og at vi ville blive afbrudt, for sheikaen skulle videre i programmet. Og det var da bare i orden.

Hele den ene væg i Sheikaens store kontor er af glas, så der er god udsigt til stranden og den persiske gulfs azurblå vand. Rundt om i kontoret står rammer med fotos af venner og familie, mange af dem havde jeg efterhånden lært at kende fra medierne - ikke mindst sheik Mohammed selvfølgelig.

Sheikaen selv var også i sort abaja, men hendes facon bærer tydeligt præg af en lang universitetsuddannelse i USA. Hun slyngede smilende om sig med business, IT og management vendinger for at forklare mig hvordan Sheikens mange initiativer på IT-området alle hænger sammen i en større plan der skal gøre Dubai til en spiller i den globale net-økonomi:

Indtil videre har Dubai mest været forbruger af IT. Computerne og softwaren er noget der importeres, og de IT-firmaer, der fylder etagerne op ligeså hurtigt de store nye kontorhuse kan blive færdige, er typisk de sædvanlige amerikanske, japanske og europæiske giganter.
Men Lubna Al qasimi tror at Dubai i den næste fase også kan blive et center for egentlig udvikling af teknologi - først og fremmest arabisk sproget software:

Det lykkedes mig aldrig helt at finde ud hvad Al Qasimis rolle er i forhold til det offentliges bestræbelser på at digitalisere Dubai. Hvad der er privat, hvad der er statens og hvad der er sheikens interesser og ansvar er ikke lige til at gennemskue.

Lubna al Qasimi sammenligner Dubai med en virksomhed, og sheik mohammed med den administrerende direktør. Der er ingen grund til at skelne alt for kraftigt mellem det private og det offentlige, for de har allesammen den samme interesse i at få hele forretningen Dubai inc. til at køre så godt som muligt.

Og så blev vi afbrudt af sekretæren. Lidt ærgerligt for vi var faktisk lige kommet godt igang med diskussionen. Men nok engang var jeg heldig. Al Qasimi syntes åbenbart også det var interessant, for hun fik ihvertfald fikset det, så hun kunne komme tilbage et kvarters tid senere - hvis jeg lige ville vente - og iøvrigt pakke båndoptageren væk i mellemtiden.
Det ville jeg selvfølgelig gerne. Så vi fik en snak bagefter om forskellen på hvordan man styrer et vestligt land og et arabisk emirat - men dén har jeg altså ikke på bånd.