Sheiken af cyberspace
April 02

I det lille arabiske emirat Dubai har man en effektiv og ligefrem måde at få store projekter gennemført på. Det starter typisk med at Sheiken, landets enevældige hersker, får en storslået ide - f.eks. at nu skal Dubai på nettet og hele administrationen gøres digital. Han snakker med sine rådgiver, overvejer strategien, hvorefter han holder en pressekonference og bekendtgør, at det VIL blive gennemført indenfor et vist antal måneder - og hvis ikke…
Derefter går alle berørte parter og embedsmænd i totalt overdrive og knokler løs, og, ved Allahs hjælp, ender projektet vitterligt med at blive klar til den befalede deadline.

I Dubai virker fremgangsmåden tydeligvis. Som besøgende i landet ser og hører man om det ene enorme projekt efter det andet, der er blevet gennemført på rekordtid. Det skyder op med shoppingcentre, nye bydele, kontorlandskaber, en lufthavn, et konferencecenter - alt i alt har det indenfor de sidste ti år forvandlet den lille bystat til Mellemøstens mest moderne samfund.
De sidste tre år har Sheiken vendt en del af opmærksomheden mod cyberspace, og resultatet har været en udvikling, som også danske politikere og virksomheder kunne lære noget af.

I oktober 1999 meddelte Sheiken at der inden for et år skulle skabes en ny bydel med optimale forhold for IT- og medie-virksomheder. På det tidspunkt var der ikke megen elektronisk industri i landet, men det har unægteligt ændret sig siden. I oktober 2000 åbnede "Dubai Internet city" og måneden efter stod "Dubai Media city" klar et par kilometer derfra. Idag rummer området knap 700 små og store firmaer - 80% af dem har ikke tidligere haft afdelinger i Dubai.

Da sheiken havde bestemt sig for projektet, rejste Ahmad bin Byat, der idag er den øverste direktør for Dubai Internet City, rundt i verden til lignende industriparker for at få inspiration, og man forhandlede med de største IT-koncerner for at få afklaret, hvad der skulle til, for at de ville etablere sig i Dubai.
Et af lokkemidlerne er, at Internet city og Media city er frizoner, hvor udenlandske selskaber kan arbejde på særligt gunstige betingelser. Det indebærer ikke mindst fuldstændig skattefrihed. Der skal ikke betales selskabsskat og de ansatte betaler ikke indkomstskat.

Tre-dobling på tegnebordet
Strategien er lykkes. En lang række IT-sværvægtere som Microsoft, Oracle og Canon har flyttet deres regionale hovedkvarter for Mellemøsten til Dubai. Dell, Siemens, HP, Compaq, IBM og de fleste andre globale IT-selskaber har idag etableret sig i Dubai.
De største af selskaberne har bygget deres egne bygninger, men de fleste lejer sig ind i de foreløbig fire store kontorbygninger, der er kernen i Internet City.
Ideen er at det skal være nemt at komme igang. Et selskab kan leje møblerede lokaler med højhastighedsforbindelser og sekretærhjælp, og fra starten befinde lige midt i det samme miljø som resten af IT-branchen.
Indretningen skal opmuntre til at skabe kontakter mellem de forskellige selskaber og ansatte. Der er et stort område med en lang række cafeer, og omkring bygningerne er der en oase-agtig park, med en stor kunstig sø, skyggefulde bænke og grønt græs - ganske luksuriøst i betragtning af at Internet city ligger i et område, der for nylig var gold og tør ørken.

Strategien har været den samme på Internet city's "søster-projekt"; Dubai Media city, der især huser TV-selskaber, forlag, presse og grafiske selskaber. Blandt selskaberne er CNN, Reuters, CNBC og den største arabisk sprogede TV-kanal, MBC.
I begge "byer" er der fuld gang i byggekranerne, det er nu planen at udvide arealet til det tre-dobbelte i løbet af de næste tre år. Hvis resten af Dubai's udviklingsplaner holder stik - og det virker sandsynligt - vil hele området omkring de to "byer" til den tid være bebygget med stribevis af gigantiske indkøbscentre, lejlighedskomplekser og en enorm kunstig marina, der skal gøre fritiden mere behagelig for de tusindvis af IT- og medie-arbejdere, der flytter til.

Talent er noget man importerer
Fra naturens hånd er Dubai ikke forsynet med ret mange andre ressourcer end olie. Men indbyggerne har forstået at anskaffe sig hvad de skulle bruge ude i verden, inklusive arbejdskraft og viden. Dubai er verdens mest globaliserede land. Hele 80% af indbyggerne er indvandrere, og samfundet er bygget op med en klar strategi om at tiltrække folk med viden, talent og lyst til at deltage i udviklingen.

Internet city og Media city ligger direkte i forlængelse af strategien. Man er meget bevidst om at gøre det enkelt, behageligt og lønsomt for kvalificerede udlændinge at flytte til Dubai.
Som en af Dubais ledende IT-entreprenører, Sheika Lubna al Quasimi udtrykker det: "Vi er de bedste i praksis når det handler om at importere ledere og talenter, og vi kan hente dem fra to sider. Der er kun to timers flyvning til Indien, og tilsvarende kort til Jordan eller Ægypten, hvor der også er mange med store evner indenfor teknologi".

Med de rette talenter tilstede, er det også attraktivt for firmaer at slå sig ned, siger Internet City's direktør Ahmad bin Byat: "vi har adgang til de bedste matematikere i verden. De kommer fra Iran, Indien, Rumænien og Rusland. Det er lettere for dem at komme hertil med deres familier og arbejde end til nogen andre steder, og for selskaberne er det nemmere at holde på dem her. Hvis man hyrer dem i Silicon Valley, så rykker de fra selskab til selskab hver halve år".

Det digitale Dubai
Det var olieboom'et i 70'erne og 80'erne der gjorde Dubai til et velhavende land, men landets oliereserver svinder hastigt, og der er en klar strategi om at udvikle økonomien så man kan klare sig når olien slipper op, formentlig om et par årtier. Sheiken har investeret en stor del af oliemilliarderne i havne, veje, lufthavnen - og på det seneste, i gode telefon- og dataforbindelser, og en effektiv statslig administration.

I april 2000 bekendtgjorde sheiken i vanlig stil sin plan for "e-government": Samtlige offentlige instanser skulle på nettet og udbyde deres service digitalt. I dette tilfælde fik embedsmændene 18 mdr. - og erhvervslivet forventedes at samarbejde om at nå målet. Og sørme; i oktober 2001 blev den fælles portal for hele Dubai, www.dubai.ae, åbnet.

I øjeblikket er der ca. 50 offentlige tjenester, der udbydes elektronisk: det veksler fra at betale parkeringsbøder til at søge om forskellige former for licenser indenfor forretningslivet. Omkring 200 formularer af forskellig slags kan downloades, så man slipper for at gå på kontoret og hente dem.

Niveauet svarer nogenlunde til hvad vi kender fra det offentlige i Danmark, men den hastighed, det er blevet etableret med, er tankevækkende - ikke mindst fordi det niveau, Dubai har udviklet sig fra, var et ganske andet.
Udviklingen stopper bestemt ikke her. Fremtiden er fuld af ambitiøse mål. I 2005 skal 70% af alle offentlige tjenester kunne udføres på det, man kalder "innovative" måder. Ikke nødvendigvis via en pc, men også via sms eller som telefonisk vejledning.
Det næste skridt bliver at skabe et "single sign on" - en slags elektronisk identitetspapir, som kan bruges i forbindelse med alle offentlige digitale tjenester. Med "single sign on" registrerer man sig med en række personlige oplysninger i en central database. Ved at logge sig på med et password, aktiveres oplysningerne i databasen, så de bliver synlige for de sites man besøger. På basis af de oplysninger kan webtjenesterne derefter dels fastslå brugerens identitet, dels afgøre hvad vedkommende har af brugerrettigheder eller status i forhold til ydelser i systemet.

Der arbejdes også med en form for digitale penge, opkaldt efter den lokale valuta; en e-dirham. Systemet skal bruges til alle former for financielle transaktioner med det offentlige. Princippet er at kunden på forhånd indbetaler penge til en konto, og derefter kan betale fra PC'ere med en kortlæser til det smartcard, der er knyttet til kontoen. Nogle offentlige kontorer accepterer allerede kun betaling med e-dirham, eksempelvis for betaling af stempelafgifter.

Dubai inc.
Det slående ved Dubai's model er den effektivitet og kraft, som beslutninger kan træffes og føres ud i livet med. I Danmark skal hver eneste nyt tiltag igennem høringer og udvalg for at sikre alle de berørtes interesser. Det er det der kaldes demokrati.
Dubais system minder umiddelbart mere om det vi havde for århundreder siden; en enevældig hersker og en struktur, der ikke indbyder borgerne til dialog og medbestemmelse. Men den middelalderlige metode synes at passe forbløffende godt, hvis man ønsker lynhurtige og radikale forandringer der skal sikre, at man kommer foran konkurrenterne i den globale økonomi.

Sulaiman Al Mazroui, der er formand for de Forenede Arabiske Emiraters erhvervsråd, mener at det er en af de største fordele for Dubai at der ikke er nogen komiteer:
"Sheiken tror ikke på komiteer. Han ved at man ikke kan vente på at beslutningstagere planlægger og studerer og tager deres tid. Han ved at man må gribe mulighederne omgående, eller kommer man bagud. Det er den mentalitet vores hersker har", siger Mazroui.

I mangt og meget drives Dubai på en måde, der minder mere om en virksomhed end et land. Man hører ofte vendingen "Dubai inc.", når folk skal beskrive den usædvanlige sammenblanding af statslige og private interesser.
Sheiken selv synes åbenbart også godt om vendingen, ihvertfald har han startet websitet www.dubaiinc.com, hvor Dubai præsenteres fuldstændig som var det et stort selskabs hjemmeside, komplet med sheiken som den administrerende direktør.

"Der er ikke noget skarpt skel mellem regeringen og det private", forklarer Internet Citys Ahmad bin Byat: "Staten yder en lang række tjenester overfor borgerne, men myndighederne fungerer også som igangsætter og udviklere; det overlades ikke til erhvervslivet alene. På mange områder er det offentlige faktisk langt foran den private sektor, og staten viser vejen indenfor teknologi, brug af venture capital, udvikling af financielle tjenester og indenfor medier.
Bin Byat nævner Internet City som et eksempel på det: Det var oprindeligt sheikens ide, men projektet er ikke betalt med offentlige midler eller styret af myndighederne:
"Det er privat ledet og vi har private investorer. Men det var staten, der lagde grunden for at realisere ideen".

A og B holdet
Der er Ingen tvivl om at den del af Dubai digitale forvaltning der kører bedst, er de tjenester der har med erhvervslivet at gøre. Når det drejer sig om at strømline handel, trafikken af varer gennem de store havne, eller den super-moderne lufthavn, er Dubai helt fremme i den globale førstedivision.
På det sidste er der blevet arbejdet hårdt på også at opbygge effektive digitale systemer til finanssektoren, der kan cementere Dubais position som et financielt og handelsmæssigt centrum i Mellemøsten.

Det er bestemt med i Sheikens plan at skabe offentlige digitale tjenester til borgernes hverdag, men som i mange andre henseender fornemmer man at det er forretningen Dubai, der kommer i første række.
Sheika Lubna al Quasimi siger det meget klart:
"Vægten har hidtil ligget på tjenester, der er rettet mod erhvervslivet. Det er det væsentligste at få op at køre, derefter kan vi gå videre med resten af befolkningen".

Det bliver en udfordring at få alle med. Dubais indbyggere stammer fra over 100 forskellige lande, og en hel dem af har stort set ingen uddannelse fra deres hjemland.
Der er meget langt fra de stenriges børn, der har gået på de bedste udenlandske universiteter, til taxachaufføren fra Bangladesh eller rengøringskonen fra Somalia. Ydermere er der meget stort gennemtræk, fordi mange kun bliver boende nogle få år. Faktisk kan udlændinge aldrig få permanent opholdstilladelse eller statsborgerskab.

Indtil videre vælger man i praksis at udvikle tjenester til den moderne, computerbrugende del af befolkningen, så må resten komme på, når de kan.
Yousef Khalili, der er højt placeret i den instans, der koordinerer strategien om e-government, siger direkte, at den fjerdedel af befolkningen der er ufaglærte og dårligt kan læse, ikke er hans målgruppe: "Det er ikke noget vi rigtigt kan gøre noget ved det", siger han, medens han ultrasmarte mobiltelefon ringer i ét væk - han har travlt nok i forvejen.