Den engelske skole
For ikke så forfærdeligt længe siden gik demokrati ud på at organisere folk i blokke. Fagforeningerne og partierne kunne mønstre store skarer til i fællesskab at kæmpe for deres rettigheder, og det kunne man gøre, for folk følte i høj grad at de havde fælles interesser med masser af andre der kom fra samme fag eller befolkningslag.
Men fokus er skiftet; individet er blevet udgangspunktet i det moderne samfund. Idag bryder ingen sig om at være en af massen. Nu handler det om at realisere sig selv og skabe sin egen identitet. Den enkeltes frihed og muligheder for at vælge netop det job, den uddannelse, den livsstil, tro eller familieform man har lyst til er i højsædet.
Det skift - fra det fælles og ensartede til det individuelle og personligt tilpassede - er en af de største forandringer i politik i de senere årtier. Og det er et skift der er helt centralt hvis man vil forstå spillereglerne i samfundet, nu, hvor det ikke længere er industriel masseproduktion der er tyngdepunktet, men derimod behandling af hastigt skiftende informationer og tjenester i globale elektroniske netværk.
Den socialistiske og socialdemokratiske ideologi fik det svært i firserne og halvfemserne. Det var markedskræfterne der vandt frem på solidariteten og den statslige styrings bekostning. Socialismen faldt med et brag, men der var - og er vel stadig ikke - en ny ideologi til afløsning, der på en klar måde kan kombinere troen på solidaritet og statslig planlægning med en åbenhed overfor markedspladsens dynamik og effektivitet.
Men noget af det mest interessante tænkning i den retning kommer fra England, omkring det, der oftest kaldes "den tredje vej". Begrebet er opstået i en forholdsvist lille kreds af politiske tænkere i England, der på kryds og tværs har arbejdet sammen om et væld af rapporter og bøger.
Deres tanker har i høj grad været med til at præge den ideologi som Tony Blair har fornyet det gamle Labour parti med, og nu, hvor Blair starter på sin anden valgperiode, kommer ideerne for alvor til at stå deres prøve i praksis.
Anthony Giddens er den mest kendte af flokken. Giddens er den mest betydningsfulde nulevende sociolog, og en af hans centrale teser er netop at vi lever i en tidsalder, hvor alle værdier og traditioner er blevet noget vi hver især vælger, de er ikke længere givne.
Siden Giddens i 1997 blev direktør for London School of Economics har han fået gjort skolen til et samlingssted for verdens førende sociologer og samfundsforskere. Hans mest indflydelserige politiske bidrag var bogen der meget passende hed "Den tredje vej" - fra 1998.
Bogen var oprindeligt et fælles projekt mellem Giddens og to andre forfattere. Den ene af dem var Geoff Mulgan.
Mulgan er der ikke mange der kender uden for de snævre politiske cirkler, men tag ikke fejl, han er en helt central person i formuleringen af den nye engelske form for socialdemokratisme.
Tilbage i 1993 stiftede Geoff Mulgan tænketanken Demos, der igennem halvfemserne har produceret en stribe banebrydende analyser, der har haft stor indflydelse i engelsk politik - ikke mindst efter Blair kom til magten. Ved den lejlighed blev Geoff Mulgan selv ansat i Blairs stab, først i hans strategiske enhed i Downing Street 10, og nu, siden efteråret, som direktør for en særlig enhed, der skal skabe fornyelse i det offentlige - den hedder the performance and innovation unit.
Mulgan er stadig kun omkring de fyrre år, og det virker bestemt ikke som om hans karriere topper her. Han er en af dem, man bør holde øje med.
Efter Mulgan blev Tom Bentley leder af Demos, tænketanken som fortsat producerer fremragende analyser af samfundsforhold, lige fra uddannelsessystemet, udstødelsen af de fattige, beskyttelse af privatlivet og til fagforeningernes fremtid.
Udover en fast stab på 11 personer, trækker Demos på en kreds af universitetsforskere, erhvervsfolk og journalister til at foretage analyserne, og der er en meget høj grad af sammenfald mellem de folk, og så dem, der arbejder for Mulgans performance and innovation unit. En del af dem er til overflod tilknyttet London school of economics. Det er de samme femten-tyve navne, der går igen og som siger tak til hinanden i forordene til deres bøger og rapporter.
En af de væsentligste af dem er Charles Leadbeater, han har tidligere været redaktør på Financial Times, men idag arbejderer han som konsulent for både Demos, regeringen - for og store multinationale koncerner som BP.
Der er nogle synspunkter der går igen i hele den engelske flok. Et af dem har vi været inde på; at man forstår individualiseringen som en af de væsentligste politiske og kulturelle ændringer.
Et andet er erkendelsen af at den enkeltes frihed interessant nok hænger tæt sammen med et større personligt ansvar. Vi kan i højere grad selv vælge, men vi kommer også til selv at påtage ansvaret for konsekvenserne.
Der er voksende krav om at det offentlige tilbyder borgerne tjenester, der er langt mere skræddersyede til den enkelte ønsker og behov. Det gælder lige fra skoler, til sundhedsvæsenet og til socialhjælp. Til gengæld er kravet, at den enkelte i langt højere grad må gå ind og være medansvarlig for resultatet. Som Geoff Mulgan påpeger så kan man eksempelvis ikke forbedre den generelle sundhedstilstand alene med bedre hospitaler og klinikker. Det kræver også at folk selv indser at de har et ansvar for deres helbred og deres krop.
På det sociale område fører kravet om personligt ansvar til en politik, der ikke bare giver kontant hjælp til arbejdsløse og udstødte, men i stedet forsøger at engagere dem til igen at blive en aktiv del af samfundet. Her i landet er "aktivering" nærmest blevet et skældsord, men faktisk er det en politik som englænderne har været meget inspirerede af.
Også på uddannelsesområdet bliver det personlige ansvar tydeligt. På et arbejdsmarked, hvor det der produceres og måden det produceres på ændres ekstremt hurtigt, er det nødvendigt konstant at forny sin viden - og derfor skal skoleeleverne først og fremmest lære hvordan de selv kan lære mere.
I industrialderen var samfundet mere hierarkisk - man gjorde som man fik besked på. Fremover vil langt mere samarbejde foregå i netværker hvor den enkelte forventes at give sit besyv med og finde sin rolle i forhold til den opgave der skal løses. Det er en anden måde at arbejde på, og den skal indlæres lige fra folkeskolen. På det punkt har Demos lavet nogle glimrende rapporter.
Endnu en væsentlig faktor i udviklingen er den nok så omtalte globalisering. Igen støder vi på samspillet mellem den enkeltes frihed og hensynet til det fælles bedste. På den ene side indebærer globaliseringen at mennesker, firmaer og kapital kan drøne uhindret og uforpligtet omkring på kloden til dér hvor der lige nu er mest at hente. Globaliseringen betyder også at lokale kulturer oversvømmes og splintres af en syndflod af andre kulturer - her i blandt den globale, multinationale kultur vi kender fra Disney, Nike og MacDonalds.
Men samtidig er der også opstået en spirende global enighed om nogle fælles værdier, som alle - stort set - kan tilslutte sig: Menneskerettighederne, internationale domstole, beskyttelse af børns rettigheder og en demokratisk styreform, omend i varierende udgaver. Anthony Giddens konstaterer, at selvom vi skal vælge alle værdier på ny, så er det ikke det rene kaos. Der er faktisk flere fælles værdier på kloden end nogensinde før.
Globaliseringen fører også til nye former for ansvar: Samtidig med at grænserne åbnes og mennesker forbindes økonomisk, politisk og kulturelt i ét globalt system, så bliver det tydeligt, at vore skæbner er knyttet sammen, og at der er nogle fælles goder som vi alle afhænger af at vi kan bevare - f.eks. på miljøområdet.
Der er en fælles ressource som de engelske tænkere lægger særlig stor vægt på, og det er den som nogen kalder den sociale kapital. Det er det fællesskab vi har i samfundet, som ikke bunder i penge, men som eksisterer fordi vi som mennesker holder af andre mennesker og finder livets mening i samspillet med andre.
Det er værdier som markedet alene ikke kan skabe, ja, som markedet tværtimod kan smadre hvis det alene er kortsigtede økonomiske hensyn, der får lov at bestemme udviklingen.
Ordet Social kapital bruges for at vise, at det er en værdi som kan bygges op ved at man investerer i det - eller at den kan opbruges hvis ikke samfundet og vi hver især lægger tilstrækkelig vægt på at opleve og styrke fællesskab og tillid.
Det er her lidt af den gamle socialisme kommer ind, for tænkerne bag den tredje vej mener ikke at samfundet i længden kan trives, hvis ikke alle er med, og hvis ikke man kan finde måder at afveje den enkelte frihed og vinding med et ansvar for det fælles bedste.
Interview med Anthony Giddens
|
|
|
