Frihed og ansvar

Computeriseringen indebærer at stadig mere af vores liv synliggøres og registreres, og at vi i stigende grad må være indstillet på at stå til ansvar overfor det system af mennesker og maskiner, som vi er en del af.
Det gælder for alle, fra præsidenter til bistandsmodtagere. Det er en del af prisen for at leve i et samfund, der også tilbyder os flere muligheder end nogensinde for at leve vores liv netop som vi selv ønsker det.
Den udvikling finder man ikke kun på det teknologiske plan. Vi lever i en tid, der er præget af globaliseringen. Politisk, økonomisk, kulturelt og miljømæssigt hænger vi stadigt tættere sammen i et netværk af indbyrdes af afhængighed. Hver dag gør vi ting, der påvirker verden langt omkring os, og vi bliver selv påvirket af eksempelvis økonomien eller miljøet i lande over hele kloden.
Konsekvensen bliver at vi i stigende grad vil forlange at resten af kloden opfører sig ansvarligt – og at andre, langt fra os, tilsvarende vil kunne stille os til ansvar for vores måde at påvirke det globale system på.
Geoff Mulgan er en af de førende intellektuelle i England. Han er stifter af tænketanken Demos og han arbejder idag i Downing street 10 som politisk rådgiver for Tony Blair.
Hans seneste bog "Connexity" beskriver netop, hvordan vi knyttes stadig tættere sammen globalt, og hvordan det fører til at to tilsyneladende modsætninger, frihed og ansvar, nu bliver to sider af den samme sag:
»På den ene side har de fleste fået større muligheder for at vælge hvilket arbejde de skal have, hvor de skal bo og hvilken kultur de skal forbruge end man havde for hundrede år siden.
Men sideløbende er der sket en enorm forøgelse i vores afhængighed af andre mennesker og systemer. Vi er afhængige af andre for det vand vi drikker, den mad vi spiser, de penge vi får betalt, for at kunne rejse til andre lande og tusindvis af andre store og små forhold.
Ideen om det uafhængige individ, der skaber sit eget liv er langt mere en myte idag end dengang de fleste mennesker levede som bønder. Idag er stort set alt omkring vores liv bundet sammen med institutioner og andre mennesker. Det er ordnet og reguleret som aldrig før, og det virker som om at det netop er derfor at vi har brug for den her myte om individual frihed og selvstændighed; for vi har svært ved at komme overens med hvor meget vi i realiteten afhænger af andre«, siger Geoff Mulgan.
#mr
Egoisme og altruisme rykker tættere sammen
#bg Den tyske sociolog Ulrich Beck, forfatter til bogen "Risikosamfundet", er inde på det samme i sin analyse af, hvordan synliggørelsen af sammenhængene i samfundet, afspejler sig i en ny samfundsmoral:
»Individualisering er den højeste form for integration i et samfund,« siger Beck: »Det indebærer, at man skal være meget følsom på andres vegne. At skabe sit eget liv indebærer at man konstant må opbygge et netværk med alle mulige forpligtelser overfor andre.
Hvis du er en egoist i denne verden og hvis du gerne vil sikre det gode liv for dig selv, for eksempel ved at leve sundt, så er du nødt til ikke alene at ændre produktionsforholdene i dit eget land, men i mange andre lande samtidig.
Dit personlige liv hænger tæt sammen med globale spørgsmål, og det forhold bliver flere og flere mennesker bevidste om . De føler sig ansvarlige for hvad der sker i verden, men på en meget egoistisk måde«, mener Ulrick Beck.
#mr
Maskinen gør hvad den bliver bedt om
#bg Vores ansvarlighed bliver ikke alene mere omfattende, fordi så mange flere aspekter af vores liv synliggøres og registreres. Den måde vi står til ansvar på ændres også, fordi vi i stigende ikke kun står til ansvar overfor andre mennesker, men overfor maskiner.
Maskiner er anderledes. Mennesker kan forhandle, de kan være eftergivende, flexible og forstående - men maskiner vurderer med præcision udfra grænseværdier og regler, som de er programmeret til at følge. Maskiner kan ikke tage hensyn, være overbærende eller bruge psykologisk sans når den skal vurdere fakta.
I England, hvor der er opstillet over 300.000 overvågningskameraer, er en af de hyppigste forbrydelser, der afsløres at folk urinerer på offentlige steder.
Førhen blev det i mange tilfælde slet ikke bemærket, men nu er det registreret på video: Der foreligger en klokkeklar lovovertrædelse og den må systemet forholde sig til.
Tilsvarende er der heller ikke så meget at diskutere, når man modtager et billede af sig selv med posten, optaget af en af politiets fartovervågningskameraer.
I nogle lande er kameraerne ikke bemandet, de optager automatisk alt hvad der bevæger sig hurtigere end den tilladte hastighed.
Og selvfølgelig må man da ikke køre for hurtigt, men af og til kan det være mere graverende end andre. Hvis der ikke var andre på vejen, ville ingen have bemærket den bil, der kører for stærkt. Nu ser kameraet det – og så er der sket en forbrydelse.
Det kan minde om den irske filosof George Berkeleys klassiske spørgsmål: Om der kommer nogen lyd fra et træ, der falder i en skov, hvis der ikke er nogen til at sanse lyden?
Foreligger der en krænkelse af loven, hvis der ikke er nogen til at sanse, at det sker?
#mr
Menneskelige værdier registreres ikke
#bg Vi vil også formentlig også opleve forskellen på menneskets og maskinen måde at vurdere på, når en stigende del af vores indkøb formidles af "agenter".
Agenten er et program i vores computer, en slags personlig elektronisk assistant, der kan løse opgaver for os – f.eks. at drage ud på nettet og lede efter det bedste tilbud på en vare, vi har brug for at anskaffe.
Man taler om at den type systemer vil føre til en total gennemsigtighed af markedet, så forbrugeren uden anstrengelser kan købe varen, hvor den er allerbilligst – stort set uanset hvor i verden dét måtte være.
Man kan forestille sig, at det vil føre til meget hårde priskrige, der ikke levner plads til andet end totalt rationaliserede handelsfirmaer, som leverer varen uden dikkedarer.
Når vi selv handler, er det ofte mange andre faktorer end prisen der afgører, hvor og hvad vi køber. Mange er villige til at købe i lidt dyrere butikker, fordi de til gengæld får ordentlig betjening, service og vejledning.
En anden omstændighed, som man forventer i stigende grad vil spille ind, er om forbrugeren føler sig politisk og moralsk på linje med selskabet. "Den politiske forbruger" handler bevidst i firmaer, der viser hensyn til miljøet og som har en ansvarlig social politik overfor de ansatte.
Men den slags koster, og det er værdier, der er meget svære at forstå og afveje for en computer-agent.
Udfordringen er at nå at gøre agenterne følsomme overfor den type værdier inden de når at afskaffe dem for os.
Det er et kapløb mellem to former for teknologi. I takt med væksten i den type handel, der udelukkende sker ud fra priser, så udkonkurreres alle andre, som satser på etiske værdier og udstrakt personlig betjening . De værdier tæller simpelthen ikke med, når agenter træffer beslutninger – med mindre vi udvikler agenter der forstår den slags.
#bg
Systemet mod os
#bg Hvis man virkelig skal se filosofisk på det, kunne man se det som et udtryk for at de systemer, vi har skabt, truer med at fjerne de menneskelige værdier fra samfundets spilleregler.
Vi etablerer systemer, som skal gøre livet lettere. Systemerne skal opfylde vores ønsker – f.eks. at registrere hver gang nogen gør noget ulovligt. Men der opstår problemer fordi systemet gør sit job til punkt og prikke. Vi får præcis hvad vi bad om. Når maskineriet konstaterer uregelmæssigheder går det med mekanisk grundighed igang med at forholde sig til dem.
Det gælder ikke kun maskinelle systemer, problemstillingen kan også overføres til f.eks. massemedierne. Når man konstaterer at Clinton har haft en affære eller at Per Stig Møller har en gammel spritdom, så slår man det stort op, forfølger alle vinkler og går i en form for selvsving, som virker umuligt at stoppe.
Problemet er, at mekanismen fungerer ud fra de systemets egne kriterier. Flertallet af befolkningen kan være ved at brække sig over flere historier om Monica Lewinsky, og det kan blokere for langt væsentlige problemstillinger at pressen, befolkningen og politikerne konstant skal tage stilling til banale historier – men det er tilsyneladende umuligt at lægge mere fornuftsprægede kriterier til grund for hvad der præger den offentlige debat.
#mr
Grænser for åbenheden?
#bg Alt i alt rejser det et interessant spørgsmål; er der grænser for hvor åbent et samfund bør være? Er der ting, som det var bedst at ikke alle uden videre kan få at vide?
Vi kritiserer EUs beslutningsproces for at være for lukket til at borgerne kan kontrollere den, og vi tænker på Sovjet-tidens regimer som eksempler på hemmelighedskræmmeri og lukkethed.
I betragtning af, hvordan den politiske proces i de vestlige samfund idag gang på gang kan afspores af de mest trivielle ligegyldigheder, kan man overveje, om vi på nogle områder skulle være faldet i den modsatte grøft; at samfundet er blevet så gennemsigtigt, at det forhindrer den politiske proces i at fungere til det fælles bedste?
Kan man tillade sig at forsvare det synspunkt, at beslutningsprocesser fungerer bedst, hvis man har mulighed for af og til at ordne problemerne lidt diskret, uformelt, men pragmatisk?
Det ender i en diskussion om hvor grænserne går mellem det offentlige og det private liv.
Man siger ofte, at teknologien betyder, at den brede befolkning kan komme til at opleve den samme komfort, som kun adelen havde adgang til førhen. Det bliver interessant at se, om de fleste af os med tiden vil blive genstand for den samme intense overvågning og registrering som samfundets rigeste og mægtigste idag udsættes for.
Verdens mægtigste mand, Bill Clinton, kan ikke skjule sit privatliv. Verdens rigeste mand, Bill Gates må opleve, at hans flere år gamle e-mail korrespondence lægges offentligt frem i en retssag.
Teknologier som videotelefoni og et stort antal kameraer der er koblet til internettet – de kaldes Webcams – er eksempler på, at der kommer nye, dybe indhug i vores hidtil usynlige privatsfære.
Hvor længe går der inden der sidder et kamera på hotelværelset, på det offentlige toilet, i elavatoren eller i omklædningsrummet i butikken? Allerede idag kan man se (og blive set af) videokameraer i HT busser og taxaer.
Vil teknologien gøre os alle til offentlige personer med et gennemsigtigt privatliv – og hvordan skal vi i givet fald håndtere det?
Måske bliver vi vant til det, ligesom som man kan vænne sig til gå med mere eller mindre tøj på, eller som vi har vænnet os til overvågningskameraer i butikker. Man vænner sig – nærmest ubevidst – til at tage sine forholdsregler og flytte nogle handlinger et andet sted hen, ude af syne.
Den amerikanske professor i jura, Anita Allen, taler om "the aggregate problem": Hver for sig er de nye teknologier og nye former for registrering ikke noget problem. De kan være meget praktiske og vi vænner os let til at leve med dem.
Men tilsammen fører de mange tiltag til at vores frihed reelt indskrænkes, og der opstår en stemning af overvågning og frygt. Resultatet kan blive, at man disciplinerer og censurerer sig selv - i stedet for at leve livet som en fri og selvstændig person.