Interview med David Gelernter

Det må være forfærdelig irriterende for ham, men man kan dårligt møde David Gelernter uden at tænke på det dér med bomben.
En sommerdag for 7 år siden fik Gelernter en pakke med posten. Da han åbnede pakken eksploderede den og rev det meste af hans højre hånd af, beskadigede hans ene øje og flænsede en stribe af dybe kratere, der stadig arrer hans arme og hals.
Afsenderen var den berygtede UNA bomber alias galningen theodore kaczynski, der fra sin primitive eneboerhytte i Montanas ødemark sendte brevbomber til akademikere og højteknologiske virksomheder over hele USA i et privat korstog mod det teknologiske samfunds fremmarch.
I løbet af 18 år dræbte hans bomber 3 mennesker og sårede 29 alvorligt – en af dem var altså David Gelernter. eodore Kaczynski Theodore Kaczynskitheodore
Men det var nu ikke derfor at jeg var taget til Yale university, et par timers kørsel nord for New York, for at tale med ham.
For inden bomben, helt tilbage i 1991 udgav Gelernter en forbløffende bog; Mirrorworlds, hed den. I bogen beskrev Gelernter hvordan han forestillede sig, at vi ville skabe en elektronisk verden, der med tiden blev en stadig mere detaljeret og præcis afspejling af den fysiske verden.
Efterhånden som alt og alle blev forsynet med indbyggede mikrochips, sendere og sensorer, ville alt hvad der sker i vores virkelige, fysiske verden, få en dublet i cyberspace, hvor enhver der har brug for det ville kunne følge verdens gang i en kæmpemæssig elektronisk realtime model af verden, hvor virtuelle biler kører omkring på virtuelle veje, med virtuelle personer bag rattet, og med bagagerummet fyldt af virtuelle varer, købt i virtuelle butikker.
Den spejlverden ville rumme informationer om en stor del af alt hvad vi mennesker og vores maskiner foretager os, og alt efter, hvad lovene og vores status i systemet giver os ret til, ville vi kunne se på den modelverden ud fra netop det perspektiv vi ønsker; vi ville kunne zoome ind og ud, spole frem og tilbage i tid, og endda gribe ind og påvirke den elektroniske verden - og derigennem også den fysiske verden, som var den en form for voodoo dukke.

Gelernters vision blev vel at mærke skrevet i god tid inden der var noget, der hed world wide web; år før mobiltelefoner og håndholdte terminaler slog igennem, dengang et modem overførte data så langsomt, at man stort set kunne nå at læse med på skærmen, efterhånden som teksten tikkede ind.

Dengang gik Gelernters arbejdsgruppe på Yale for at være en af verdens førende i konstruktionen af software til netværker.
Men så var det at bomben sprang.

Det er først i løbet af de seneste par år at Gelernter igen er begyndt at markere sig, og i sommers fik han for alvor opmærksomhed da han offentligjorde et manifest med titlen "The second coming".
Det var for at høre om dét at jeg troppede op på hans kontor på Yale. Som sædvanlig rakte jeg hånden frem for at sige pænt goddag, men -
nåh nej - han kunne jo af gode grunde ikke give hånd med den højre hånd.
Vel inde på hans kontor var der en ting – eller måske snarere en tilstand mere, jeg ikke kunne undgå at bemærke; Jeg har aldrig nogensinde set så rodet et kontor. Det er helt i særklasse. Alt er dækket af dynger af papir og bøger og papkasser og computerdele og gamle diet coke dåser. Jeg måtte nærmest grave en plads ud hvor jeg kunne stille en stol og mit kamerastativ.

Ironisk nok er det faktisk Gelernters mission at gøre nettets kaos af informationer lettere at overskue og lettere at anvende.
Som så mange andre har Gelernter et underligt had/kærligheds forhold til den teknologi han selv er med til at skabe. Han ved godt, at teknologisk udvikling ikke er uden en pris. Han er frustreret over at vi designer vores maskiner dårligt og forkert.
Og han ved, at jo nyttigere computerne bliver og des mere afhængige vi bliver af det, de kan gøre for os, des mere vil vi også mærke til alt det i vores kultur som de ødelægger.

Hans gamle vision om en parallel elektronisk verden der nøje afspejler alt hvad der foregår i den fysiske virkelighed er kommet et godt stykke længere mod virkeliggørelse i løbet af halvfemserne. De mange millioner websites, udviklingen af virtual reality og webcams, foruden udbredelsen af computerkraft og kommunikationsevner til biler, køleskabe, tandbørster osv. – der skabes virkelig en stadig mere detaljeret model af alt hvad der foregår i verden, og efterhånden behøver vi i mange tilfælde slet ikke at bekymre os om den fysiske side af sagen, for vi kan mødes, opleve, handle og arbejde i den elektroniske spejlverden.

Men der forsvinder også noget, og sådan har det altid været med teknologi. Da man begyndte at installere vandledninger i folks hjem, forsvandt en vigtig del af det, der holdt sammen på kvarteret. Nu mødtes man ikke længere ved brønden, og det var ikke længere så vigtigt at klumpe huse sammen indenfor kort afstand af brønden.

Vandrør er en god ting, jeg gider ikke bo i et hus uden rindende vand, siger David Gelernter. Landsbyens brønde var også en god ting, og Gelernter kan sagtens se, at der var værdier ved den teknologi, som ikke findes med den ny teknologi. Alligevel er han ikke villig til at rive vandrørene ud og bygge brønde i stedet, for bekvemmeligheden ved vandrør er for stor til at han vil gå tilbage til en ældre teknologi og dens kvaliteter.

Præcist den samme effekt har gentaget sig ved alle andre teknologier, og den vil gentage sig igen, når vi i stigende grad begynder at leve vores liv i computernettets elektroniske univers. Når vi kan være tilstede virtuelt på en arbejdsplads eller på et universitet, så behøver vi ikke at mødes med kolleger eller medstuderende. Når vi kan opleve Markus pladsen eller Champs Elysees via webcams slipper vi for transporten og for at skulle tale italiensk eller fransk. Vi kan følge med, vi får alle de relevante informationer – men alligevel er det også en fattig oplevelse i forhold til at være der i virkeligheden. Vi mister det, vi måske egentlig kommer for idag: at mødes med andre, mærke mylderet og dufte parfumen. Teknologien kan give os logikken, men ikke sjælen, siger Gelernter:

Udviklingen går i retning af miste menneskelig tilstedeværelse og i stedet få kontakt med maskiner, siger Gelernter, og et af de næste steder vi vil opleve det bliver når butikkerne erstattes af webshopping:

Det bliver op til vores børnebørn at forklare deres børnebørn, hvad der var det gode ved at gå i butikker og se varerne og småsludre med dem man mødte. Og vores tipoldebørn vil måske kunne forstå det rent abstrakt, men for dem vil det være noget fjernt historisk. Deres virkelighed vil være noget andet, mener Gelernter.

Men hvad er det så vi får til gengæld?

Teknologien frigør tid til produktive aktiviteter, så vi bliver rigere, vi ejer flere ting, og vi får mere kraft til vores rådighed – og det er en god ting, sagde David Gelernter. Omvendt mener han at vi må indrømme at det ikke er gratis. Det betyder at vi mister nogle dimensioner og kvaliteter, vi ikke engang er opmærksomme på længere – som vi mistede samværet omkring landsbyens brønd, og som vi vil miste butikkerne.

Det interessante ved David Gelernter er at han har en meget præcis forståelse af hvad det er det teknologiske fremskridt smadrer. Han kalder det romantikken; den del af verden, der er irrationel, og har med følelser at gøre.
Romantikken taber, for den er ineffektiv i forhold til den verden, der bruger teknologi. Med teknologien bliver man rigere og mægtigere. Romantikkerne får måske vidunderlige og dybe oplevelser, men i det moderne samfund sakker de håbløst bagud, og bliver irrelevante.
Efterhånden som den virtuelle verden bygges, fyldes ud og får flere og flere funktioner, så bliver den vigtigere, og vi bliver så afhængige af den, at samfundet ikke ville kunne fungere uden.
Langsomt forskubbes vægten, så det, der i starten blot var en spejling af den fysiske verden, i stedet bliver den virkelige verden; den der betyder noget; dér hvor ting bliver afgjort, og der hvor alle er nødt til
at bruge deres tid og opmærksomhed - for at være med hvor det sker.

Så spejlverdenen suger energien ud af den virkelige verden. Vi mister menneskelig kontakt og vi har ikke længere tid til at opleve den fysiske virkelighed, for der er så meget at se til i den elektroniske verden.
Vi har ikke tid til at vedligeholde miljøet eller de sociale forbindelser i den fysiske verden, for den elektroniske verden råber også på vedligeholdelse, opdatering, og konstant fornyelse.

Alt det ved David Gelernter så godt som nogen – og alligevel vælger han teknologien. Han siger at vi skal omfavne den, kaste os ud i det, gøre det godt, snarere end tøvende og dårligt – for dybest set har vi ikke noget valg.

David Gelernters budskab er at vi ikke kan begrænse den teknologiske udvikling. Det giver ikke mere mening end at forbyde folk at trække vejret – for det at skabe teknologi er den grundlæggende menneskelige tilstand.

Hvis man nu forestiller sig en mand på grænsen mellem intelligens og vanvid, en enspænder som kvittede en lovende akademisk karriere på et af USA førende universiteter, og som flyttede ud i en hytte i ødemarken uden elektricitet for at føre en privat, men dødsensalvorlig krig mod det teknologiske fremskridt, som han følte var ved at undergrave menneskeheden.
Så kan man vel også forestille sig, hvordan David Gelernters analyse af teknologiens omkostninger og det at Gelernter alligevel tager klart stilling til fordel for mere teknologi, kunne virke som en indlysende provokation på en fanatiker på jagt efter et mål for sine bomber.

Men David Gelernter er ikke interesseret i at se una-bomberens pakke som en form for udveksling af ideologiske synspunkter:

Jeg anerkender ikke filosofiske mordere, sagde David Gelernter. En mand der dræber andre, diskvalificerer sig selv, og jeg vil ikke svine mine tanker til med hans synspunkter. Det må være et grundlæggende princip i en civiliseret livsform, mener Gelernter.

På den anden side, kunne man vel hævde at når teknologien netop fjerner følelserne og den menneskelige kontakt, så reduceres mennesker også til noget, der minder om robotter. Vi bliver til maskiner for hinanden, og det at skade eller dræbe en anden bliver ligegyldigt, det er bare endnu et middel til at komme videre mod sit mål.
Kunne det ikke være netop dét, der var sket med bombemandens verdensbillede – og det, vi risikerer vil ske for langt flere, jo længere vi går i retning af en verden præget af teknologi?

For David Gelernter er det her religionen kommer ind i billedet. Det der gør at et menneske er religiøst, er troen på en absolut moral. Det er den tro, der gør at man behandler folk ærligt, og ikke skader eller dræber andre – uanset om man kender dem eller ej – simpelthen fordi de andre også er mennesker.
Og dét princip mener David Gelernter ikke kan være anderledes – uanset om vi bevæger ind i cyberspace eller ud i rummet.