Kunstmaskiner
Af Peter Hesseldahl

Når vi køber den nye plade med U2, er vi vant til at det vi hører, er det samme som alle de andre, der har købt den nye U2 plade, også hører. Men hvad nu hvis det man købte, i stedet var et program, man kunne bruge til at spille musik, der lyder som den slags, U2 spiller?
Sangene ville ikke nødvendigvis være ens fra gang til gang eller fra lytter til lytter. Musikken vil være afhængig af om lytteren havde indstillet den til at være hård eller blød, med mere eller mindre sang, større vægt på guitaren osv. Det ville stadig være U2 der spillede, og stadig være dem, der havde skabt rammerne for hvilken musik, programmet kunne producere, men brugeren ville også have en finger med i spillet.
Brian Eno, der blandt meget andet har været producer på en stribe af U2s plader, har talt om at fremtidens kunstnere ikke vil producere færdige og uforanderlige værker. I stedet vil de skabe "black boxes"; maskiner, der giver brugeren adgang til at skabe det man ønsker.
Eno er den mest kendte i en retning indenfor kunst, som ofte kaldes "generative art". Ideen er, at kunstneren fokuserer på at skabe processer der resulterer i kunstværker, snarere end at skabe selve værket.
Kunstnere er ofte blandt de første til at fornemme, hvor det bærer hen med resten af samfundet, og den stigende interesse for generative art er oplagt at se som tegn på et mere generelt skift i samfundets opfattelse af forholdet mellem produktion og forbrug, og mellem producenter og forbruger.
I den seriøse, forretningsmæssige verden tales der en del om at skifte fokus fra enkeltstående produkter til i stedet at tilbyde processer og services, som kunderne kan tage del i. Lige fra Barbie-dukker til BMW biler eksperimenteres der med at lade kunderne selv deltage i udformningen af den vare, de køber. Via internettet kan man meget præcist specificere farve, udrustning og tilbehør, og efter leveringen af varen vil selskaberne ydermere gerne knytte kunden til sig i et længerevarende forhold ved at tilbyde serviceordninger, updates, rabatter på andre indkøb osv.

Naturens egne formler
Det engelske ord "generate" betyder at skabe, og "generative art" er altså kunst, i form af processer der skaber et kunstnerisk udtryk.
Der kan være elementer af "Generative art" indenfor billedkunst, musik, installationer og performance eller interaktive film. Fælles for dem er at kunstneren opgiver noget af kontrollen. I stedet for at forme værket nøjagtigt ned til det enkelte penselsstrøg, vil kunstneren kun styre den generelle retning, og holde processen åben for overraskelser, tilfældigheder eller bidrag fra publikum.
Computeren er naturligvis oplagt at bruge til at afvikle den generative proces, og dermed kommer kunstnerens arbejde i høj grad til at bestå i konstruere "algoritmer" – det vil sige at programmere de spilleregler og beregningsmodeller, som computeren skal skabe eksempelvis billederne eller musikken efter.
Det viser sig hurtigt, at den bedste kilde til algoritmer er naturen. Man kan meget direkte overføre de spilleregler, der styrer udviklingen af f.eks. en plantes forgreninger, blomster og blade til matematiske formler, der giver lignende resultater i form af grafik på en computerskærm. Vil man konstruere processer, der kan blande forskellige funktioner, eller planlægge forløb, der kan udvikle sig med tiden – ja, så er det lige dén slags naturen har milliarder af års erfaring med.
Dermed kommer "generative art" til at trække kraftigt på både matematik og biologi. Der er også masser af inspiration at hente fra den forskning, der undersøger komplekse systemers opførsel. Kompleksitetsforskningen fokuserer præcist på hvordan der i samspillet af et systems elementer kan opstå mønstre og funktioner, som tilsammen er langt mere avancerede end de enkelte dele.
Sammenhængen med genetikken ligger også lige for. Man kan sige, at de algoritmer, som kunstneren skriver, er som den genetiske kode værket kan udvikle sig efter. Eller, lidt mere poetisk: Kunstnerens fokus er ikke den fuldt udvoksede plante, men snarere at så et frø, som planten kan vokse fra.
Fra naturen kender vi også evolutionens evne til at lade de bedst egnede overleve, og det er oplagt at overføre den mekanisme til en proces, der af sig selv kan lade de bedste løsninger konkurrere sig frem til en plads på skærmen.

En kur for postmodernismen
Man kan bruge algoritmer til at skabe værker, som derefter præsenteres fuldt færdige for publikum, men mange kunstnere indenfor generative art foretrækker at lade processen stå åben, så publikum også kan få lov at påvirke resultatet.
Det er imidlertid et punkt, der er stor uenighed om. Nogle kunstnere mener at det gør hele processen rigere, at publikum selv kan bidrage, andre føler, at det, der gør et værk til kunst, netop er at det fremstår præcist som kunstneren har bestemt det.
Philip Galanter underviser i generative art på New York University’s Interactive Television Program. Han pointerer, at selvom kunstnerne mister noget af kontrollen over hvordan deres værk bliver, så kræver generative art den samme disciplin og omhu som al anden kunst – indsatsen ligger bare et andet sted i forløbet.
Efter Philip Galanters mening betyder det ikke at kunstneren ikke kan være præcis og disciplineret i sit arbejde. Præcisionen får bare plads et andet sted i forløbet, nemlig i forståelsen af forholdene i processen.
"Når man starter et kunstværk med at skabe et "frø" i form af en lille programstump, så siger det sig selv, at bittesmå justeringer af udgangspunktet kan betyde enorme forskelle i den måde formlen udfolder sig på i praksis", siger Phil Galanter.
Efter Galanters mening ligger selve nerven i generative art i forsøget på at forstå hvordan processer forløber, og hvorfor ting kommer til at se ud og fungere som de gør. For i den forståelse ligger også nøglen til en større indsigt i den verden vi lever i:
»For mig giver generative art en mulighed for igen at være optimistisk som kunstner«, siger Philip Galanter:
»Postmodernisme har været som en mørk middelalder for kunsten. Vi har efterhånden mistet troen på fremskridt og sandhed og at noget kan være bedre end andet. Alt er relativt, der er hverken stor eller lille kunst, det er det samme mudder alt sammen – og som kunstner kan man helt miste modet.
Det positive ved generative art er at det skaber en direkte sammenhæng til videnskaben, hvor der bestemt ikke er den samme krise. Forskningen er præget af fremskridt og stadig større forståelse af mønstrene i universet og de underliggende mekanismer, der har formet dem. Når vi som kunstnere bruger den indsigt, så er vi tilbage i følelsen af vitterligt at være forbundet med universet. Vi kan se og udnytte at vi er en del af noget større. Vi er ikke forældreløse børn, og fordømte til en form for ensom eksistens - vi er partnere i den her enorme skabelse«.


Du kan se arbejdspapirerne for de studerende på Galanter kursus i generative art på New Yorks universitet på: http://www.philipgalanter.com/itp

Du kan finde masser af links til kunstnere og kunstværkere på hjemmesiden for en årlig konference om generative art, der afholdes i Milano: http://www.generativeart.com/

"The grand old man" indenfor generative art er Dr. P; Przemyslaw Prusinkiewicz, der ved universitet i Calgary har forsket i at skabe computer simulationer af planters udvikling. Hans arbejde kan ses her: http://www.cpsc.ucalgary.ca/Redirect/bmv/vmm/intro.html

Eller kig på disse kunstneres hjemmesider:
http://www.solo.com/
http://www.abbado.com/art/exhibition/index.html
http://www.plancton.com/entry.htm