Jihad vs. MacWorld

Interview med George barber

Det er de to kulturers kollission, som beskrives i bogen “Jihad vs. MacWorld”, skrevet af Benjamin Barber, som er professor i samfundsvidensskab og leder Walt Whitman Centeret for studier i demokrati ved Rutgers universitetet i New Jersey I USA.
På den ene side står Jihad; det muslimske ord for hellige krig.
Benjamin Barber bruger ordet Jihad om alle kulturer, der præges af religiøs fanatisme og missioneren, og en insisteren på at lukke af for andre verdensopfattelser.
På den anden side står MacWorld; det globale Disneyland, de transnationale giganters enhedskultur, hvor markedet hersker og forbrug er livets mening.
Og midt imellem de to, splittede og rådvilde, står milliarder af mennesker, der snart ikke længere ved, hvad de skal tro på eller hvor de hører til.

Kigger man på forsiden af en avis, er der gode chancer for at høre om stammekrige i Rwanda, borgerkrige og oprør i Bosnien og Chechenien eller fundamentalistiske muslimer, der fører hellig krig i Afghanistan eller Algeriet.
Verden virker sine steder som om den er ved at blive revet fra hinanden, og det er kun en spinkel facade af fællesskab og orden, der hidtil har holdt sammen på civilisationen.

Men i den samme avis eller de samme TV-nyheder kan man også læse om internationale koncerner, der udvider til nye markeder, eller om selskaber, der fusioneres eller opkøbes og indlemmes i stadig større forretningsemperier, som producerer, sælge varer og præge kulturen over hele verden.
Nogle få hundrede koncerner står for hovedparten af al handel på på kloden. Cocacola, Disney, CNN, Levis, Nike, Sony - og Lego, såmænd....
Vi kender dem så glimrende, vi ved, hvad de sælger og hvilke værdier de står for.
Det er de globale mærkevarer: dem, vi allesammen køber, og det, der definerer vores kultur.

De globale selskaber, og de varer og den kultur, de fører med sig, spredes hastigt til enhver afkrog af verden og til ethvert aspekt af vores liv.
Kloden er stærkt på vej mod at blive ét stort marked, og alle dens indbyggere bliver i samme takt mere eller mindre ens - forenede i rollen som forbrugere.

Så verden hænger tættere og tættere sammen - samtidig med at den er ved at falde fra hinanden.
Det er dét paradoks, der beskrives i bogen “Jihad vs. MacWorld”, som er skrevet af den amerikanske professor i samfundsvidenskab, Benjamin Barber.

Bogen er spækket med observationer af de paradoksale møder mellem to kulturer.
På den ene side Jihad; det muslimske ord for hellige krig.
Benjamin Barber bruger ordet Jihad om alle kulturer, der præges af religiøs fanatisme og missioneren, og en insisteren på at lukke af for andre verdensopfattelser.
På den anden side står MacWorld; det globale Disneyland, de transnationale giganters enhedskultur, hvor markedet hersker og forbrug er livets mening.

Og midt imellem de to, splittede og rådvilde, står milliarder af mennesker.
Som Benjamin Barber skriver, kan man finde iranske fanatikere, der med det ene øre lytter til mullaherne, der fra moskeen opfordrer til hellig krig, men som holder det andet øre indstillet på Rupert Murdochs Star Television, der stråler Dynasty, MTV og The Simpsons ind fra de overhængende satelliter.
Kinesiske entreprenører og forretningsmænd kappes om partibossernes gunst, samtidig med at drive fastfood restauranter på licens fra de store amerikanske kæder.
Serbiske snigskytter går med Addidas løbesko og hører Madonna i hovedtelefonen til deres Walkman medens de stiller skarpt på Sarajevos beboere, der løber for deres liv, for at fylde familiens vandbeholdere.

Benjamin Barber kan ikke lide hverken Jihad eller MacWorld. For i begge yderpunkter forsvinder demokratiet, og borgeren sættes uden for reel indflydelse. Enten må man blindt følge det lokale præsteskab - eller; man må blindt følge reklamerne og nøjes med at handle og udtrykke som forbruger.

“Det er en af vor tids myter at kommercialisme og amerikansk popkultur er det samme som demokrati.
Men prøv at se på Østeuropa: De har fået shopping og kapitalisme, men man kan ikke sige, de har fået frihed”, mener Benjamin Barber.

Problemet med MacWorld er først og fremmest at vi mister vores mangfoldighed, både politisk og kulturelt.
“Vi kaldte kommunismen og fascismen for totalitære, fordi de knuste alle andre systemer. Det er af samme grund at vi ikke bryder os om præstestyrer.
Men Macworld er også en totalitær kultur, som ser produktion og forbrug af varer som de eneste værdifulde aktiviteter. Og derfor bliver Macworld et samfund af passive forbrugere - IKKE af aktive engagerede borgere”, sagde Benjamin Barber.

Barber fortæller at Disney koncernen har luftet planer om at sætte reklamer i rummet for mickey Mouse. Efter Barbers mening ville dét være lige så slemt som hvis det var et hagekors - for når Mickey Mouses ører er overalt, så fortrænger det forskellighed og muligheden for et broget menneskeligt liv med plads til mange forskellige kulturer.
MacWorld gør åbenbart os alle til forbrugere - men hvad er egentlig forskellen på at være forbruger og på at være en borger?

“Forbrugerens rolle er tænke på sig selv. Jeg vil ha, jeg har brug for - det er dé baner, forbrugeren tænker i.
Men der bliver manipuleret med forbrugerens ønsker, for i Macworld gælder det om sælge, og derfor skaber man kunstige behov med reklamerne.
Man kan sige, at forbrugeren er passiv, for det er andre, der bestemmer, hvad forbrugeren skal ønske sig og have lyst til at vælge.

Borgeren, derimod, er medlem af et fællesskab. Borgeren tænker ikke så meget “hvad jeg vil ha”, men “hvad har vi brug for”.
Borgeren kan engagere sig i et bredt område af forskellige aktiviteter - ikke kun på shopping og kommers. Forbruget er også en vigtig del af borgerens liv, men det er ikke det eneste”, sagde Benjamin Barber.

Her i Danmark har der været talt og skrevet meget om den politiske forbruger. Man regner med at omkring 1/3 af befolkningen bevidst bruger sine forbrugsvalg som en form for politik.
Man kan konsekvent købe varer fra firmaer, der har en ideologi man sympatiserer med - eller omvendt: Ved at boycutte varer, kan man lægge pres på firmaer, som man ikke synes driver deres forretning på en etisk forsvarlig måde.
Selvom man er forbruger, har man altså mulighed for at tænke længere end bare på at tilfredse sine personlige behov - eller hvad?

“Som forbruger kan vi vælge mellem en række varemærker. Vi kan vælge mellem at købe en Saab eller en Folkevogn eller Fiat. Men hvis man bor i Los Angeles kan man ikke vælge offentlig transport, for det er der ikke - og den eneste måde det kan skabes på, er gennem en politisk handling; ved at vi kræver det som borgere.
Tilsvarende med hastighedsgrænser, regler om miljøbeskyttelse og den slags - det er noget, som kun kan arrangeres i fællesskab med andre mennesker. Som privat forbruger er mine muligheder meget begrænsede. Faren ved et samfund, der er fuldstændig privatiseret og kommercielt er at ideen om det fælles bedste forsvinder”, sagde Benjamin Barber.

Vi tror vi har frihed, men det er en illusion, mener han.
Som et eksempel nævner Barber en fastfood kæde i USA, der sælger bagte kartofler. Deres slogan er “We give you freedome” - vi giver dig frihed.
I det her tilfælde består det af friheden til at vælge hvilken dressing man vil putte ovenpå kartoflen; der er bacon, hvidløg, chili, smør osv.
Og sådan er det generelt med forbrugerens frihed: Det er friheden til at vælge dressingen, men ikke til at vælge menuen eller måden, maden fremstilles på:

“Man kan ikke sige, at der er en bevidst ideologi bag Macworld, men i den måde systemet fungerer på, er der en logik, som - uden at det tilsigtet - kommer til at virke, som var det en ideologi.
Den logik er, at alt hvad der udveksles i samfundet skal gøres til varer, der har en pris.
Og konsekvensen er at alt privatiseres, at det offentlige rum forsvinder, at mangfoldigheden udjævnes og at vi ender med ensartede plastik liv.
Den mekanisme er så effektiv, at man skulle tro det skete efter en bevidst plan, men det er bare en konsekvens af en utilsigtet logik”.

Ben Barber nævner som eksempel, at da CocaCola, da de ville bygge deres forretning op i Asien, løb ind i det problem, at man traditionelt drikker the derude.
Ergo må Cocacola føre krig mod den tradition, og erstatte den med en mere amerikansk livsstil - ikke fordi de har et ideologisk had til asiatisk kultur, men fordi den står i vejen for deres eget produkt.

MacWorld er et totalitært system, men der er ingen diktator, der styrer det. Den store fare ved MacWorld er at det er os selv, som holder de lænker der binder os til den. Vi bliver ikke tvunget; vi bliver forført - af reklamer og fjernsyn.
MacWorld taler til den 12 årige i os. Den taler til det, der er let og hurtigt - og vi kan lide det. Men derfor er det ikke nødvendigvis godt. Det er fuldstændig som hvis man spørger et barn om det helst vil i skole eller se fjernsyn. Barnet vil til enhver tid vælge TV - men derfor er det jo ikke bedre end skole, sagde Benjamin Barber.
Så vi ender med altid at gå efter det nemme - og problemet er, at civilisation, kunst, kultur og demokrati ikke er nemt. De tager tid og energi at holde i live.

Benjamin Barber fortæller at nogle af hans ivrigste læsere er direktører i de store koncerner, og de giver ham ret i hans kritik.
De bryder sig ikke om den verden, som systemet skaber, men selv om de er i toppen, er de også underlagt systemets logik om total privatisering og kommercialisering.

Ben Barbers forslag til en løsning er på to planer; det helt lokale og det helt globale.
På den anden side er der efter Barbers mening hårdt brug for en verdensregering.
Et af problemerne er at vi nu lever i en verden, hvor økonomien er blevet global, men civilsamfundet og regeringerne er ikke blevet tilsvarende globaliseret.
Det betyder, at de globale økonomiske kræfter ikke er underlagt nogen kontrol eller begrænsninger.
Der er ingen enkelt stat, der kan stille noget op overfor det globale valutamarked, og det samme gælder reguleringen af arbejdsmarkedet og miljøproblemerne. Vi har et desperat behov, ikke kun for en global regering, men for hele viften af civile, politiske og juridiske institutioner på internationalt niveau, som en modvægt til de globale selskabers magt.

Men samtidig med verdensregeringen mener Barber også at det lokale, civile samfund skal styrkes.
Vi må lægge energi i lokalpolitik og i forholdet til vores nærmeste. Og når vi køber varer eller bruger kultur må vi vælge noget, som ikke er domineret af globale koncerner.

Der er en tredie vej og det er det civile samfund, Et demokrati, som vi selv er med til at forme, med plads til andet end at shoppe - hvor man kan lege, bede, skabe kunst, engagere sig i politik eller frivillige organisationer. MacWorld er ikke uundgåeligt, og det er ikke utænkeligt, at det kan forandres. For trehundrede siden virkede monarkiet i Europa som den eneste mulige styreform, men det var netop ved at forstå hvor tyranisk monarkiet var, at borgerne kunne samle kræfterne til at ændre det til et demokrati - og på samme måde er det med MacWorld.