Globalt demokrati

Vi bliver stadig tættere integreret globalt - politisk, økonomisk, miljømæssigt og teknologisk. Hver dag foretager vi os handlinger eller tager beslutninger som har følger tusinder af kilometer borte, og vi er tilsvarende berørt af og afhængige af andre menneskers handlinger, langt fra os. Vi fungerer i stigende grad som ét sammenhængende system, som ingen kan holde sig ude fra. Om ikke andet, så fordi systemet skaber en række risici – drivhuseffekten, eksempelvis - der er fælles for alle her på kloden.

Vores indbyrdes afhængighed har medført at der på en lang række områder er opstået et udtalt behov for global regulering. Miljø, finansmarkeder, sikkerhedspolitik og reguleringen af Internettet og Cyberspace, er områder, som intet enkelt land kan regulere effektivt.
Imidlertid er de globale institutioner der findes meget begrænsede i deres magt, og de står tøvende overfor opgaverne – måske fordi de ofte er etableret i en tid, hvor den internationale dimension af politik var mindre dybtgående.
Et af de centrale problemer for dem, er at det er uklart, hvordan man skal udstrække de nationale beslutningsprocesser til det globale niveau – man løber ind i et morads af forskellige ideologier, traditioner og magtforhold.

Erhvervslivet har i langt højere grad forstået at organisere sig globalt. De gigantiske globale koncerner er blevet en væsentlig magtfaktor og det er kapitalismens logik, at de vil fortsætte med at brede sig nye markeder og samle sig i stadig større konglomerater. De største koncerners omsætning overgår selv store landes BNP og de har enorm indflydelse på vores hverdag.
På det nationale plan har de offentlige myndigheder været det regulerende modstykke til de store selskabers frie udfoldelser, men dét modstykke mangler i mange tilfælde på det globale niveau.
I de institutioner, udvalg og kommissioner, hvor man forsøger at regulere internationalt oplever man ofte, at de private koncerner har langt større ressourcer til at deltage i arbejdet og påvirke beslutningerne end de fleste lande kan mønstre.

Nærhed og civilsamfund
Samtidig med globaliseringen synes behovet for at finde rødder i en lokal identitet og historie at være stigende. I takt med at mange forhold bliver noget, som hovedsaglig opleves gennem elektronisk kommunikation, vil behovet for at etablere tillid og forpligtende fællesskaber med andre formentlig vokse.
Civilsamfundet fremstår i mange forbindelser, som den struktur, der kan løse nogle af de problemer, som eksempelvis velfærdsstaten, markedet og cyberspace må give op overfor eller direkte har skabt.

Umiddelbart kunne man forestille sig, at vi i de kommende år vil se, at den traditionelle demokratiske process med en dialog og afstemninger vil blive styrket i det lokale. Det er langt tydeligere i lokal politik, at der er konkrete valg som politikere kan tage, og at det gør en forskel, hvem man vælger til at gøre det.
Det nationale parlament vil derimod miste betydning, både fordi folk vil kræve at kunne tage helt lokale beslutninger, og fordi mange beslutninger reelt vil blive truffet i internationale sammenhæng; i EU, og i nogle tilfælde på globalt niveau.

Konfliktende niveauer
Der skal altså tages samfundsmæssige, politiske beslutninger på meget forskellige planer: lokalt, nationalt, regionalt og globalt.
Beslutninger og handlinger har ofte konsekvenser i alle de forskellige dimensioner, men resultaterne kan være direkte modstridende. En handling der er til fordel for en enkelt person på kort sigt, kan eksempelvis være meget uheldig på længere sigt hvis alle andre gør det samme. En af de største udfordringer er at få beslutninger til at passe sammen på alle niveauerne.

I flere og flere tilfælde er det ikke længere muligt at holde sig til et enkelt niveau. Et eksempel er skattesystemer. Man kunne forestille sig at man i Danmark ville indføre et skattesystem, der lagde skattetrykket på forbrug af naturlige ressourcer i stedet for på indkomsten.
Det ville stille mange virksomheder meget dårligt i den internationale konkurrence med tilsvarende virksomheder i lande, der ikke er underlagt den type beskatning, og derfor er det en omlægning, der kræver at mange andre lande indfører noget tilsvarende.

Organiseret uansvarlighed
Det er paradoksalt at vi har organiseret os på en måde, så mange af de væsentligste udviklinger stort set er sat udenfor menneskelig kontrol. Det er en mekanisme som den tyske sociolog Ulrich Beck kalder "organiseret uansvarlighed".
Et eksempel: Hvem har ansvaret for at en virksomhed ikke tager hensyn til miljøet?
Som borgere vil de fleste gerne have at erhvervslivet opfører sig miljømæssigt ansvarligt. Direktøren for en virksomhed vil måske også gerne drive firmaet på bæredygtig vis, men han er nødt til at præstere det højest mulige afkast for at holde på investorerne, der ved den mindste forringelse af regnskabet kan rykke videre til andre selskaber, der tilbyder et bedre afkast.
Investorerne er i vidt omfang os alle sammen; alle der har penge i banker og pensionskasser, og som forventer, at pengene giver det bedst mulige afkast - uden at tænke på, at vi måske dermed undergraver vores egne vilkår.
Med vores individuelle krav om gevinst fremtvinger vi i fællesskab beslutninger, som er til skade for os selv – og som ingen ledere kan holdes ansvarlige for.
Det er nok en gang et eksempel på at vores måder at tage beslutninger på er meget dårlige til at synliggøre og afveje konsekvenserne af en handling på mange forskellige niveauer.

Solidaritet eller flertallets diktatur
Dybest set indebærer demokrati vel en anerkendelse af at vi alle er dele af noget større og fælles, som står over den enkeltes umiddelbare interesser. Det betyder også, at man accepterer, at der kan blive taget fælles beslutninger som går imod ens egne ønsker. Deltagelse i et demokrati medfører altså en vis afgivelse af suverænitet til fællesskabet – hvad enten det er på det personlige eller nationale plan. Dén pris har vist sig at være svær at acceptere – ikke mindst for danskerne i EU – og det er et af de mest følsomme problemer på den videre vej frem mod global integration.

En af manglerne ved demokrati er at det ofte ender som flertallets diktatur. Ofte er det marginaler, der skiller fløjene i skelsættende spørgsmål – eksempelvis Danmarks holdning til EU. Bag en demokratisk beslutning kan gemme sig en befolkning, delt i to næsten lige store, stærkt uenige blokke.

Klasseskellene i samfundet har ændret sig markant siden grundloven blev vedtaget. Dengang bestod samfundet af en stor, fattig arbejderklasse, og en ganske lille elite, og demokratiske afstemninger gav det undertrykte flertal mulighed for at forsvare sig mod de rige få.
Idag er de velbjærgede blevet flertallet, og demokratiet kan bruges til at legitimere beslutninger overfor de udstødte minoriteter.

Det viser hvor vigtigt det er at demokrati ikke kun er en form for afstemning. Vi fokuserer meget på valgdagene, men i grunden burde vi være mere opmærksomme på at holde demokratiet levende imellem valgene. Dialogen, befolkningens aktive samspil med beslutningstagerne, er nok så væsentlig.
Det aspekt er imidlertid meget vanskeligt at tilgodese på globalt plan.