Hvis afgrøder er det?
- Patenter på landbruget
august 2002

Før begyndelsen af1980'erne var patenter ikke noget der spillede en større rolle indenfor landbruget. Nye sorter, der blev skabt ved forædling var beskyttet af "plant-breeders rights", der gør det muligt for den der har skabt en ny sort at opkræve en licens hvis andre vil sælge den som frø. Forædlerens rettigheder er dog ikke mere omfattende end at landmænd har ret til selv at bruge en del af frøene fra høsten som såsæd næste år. Det er også tilladt for andre at bruge en ny sort som udgangspunkt for videre forædling.
Fra begyndelsen af1980'erne begyndt myndighederne at udstede patenter for gensplejsede egenskaber. Det indebar at andre ikke kunne bruge en gensplejset plante uden at betale licens - hverken som såsæd eller som udgangspunkt for videre forædling. Princippet blev stadfæstet i den såkaldte TRIPS-aftale om intellektuelle rettigheder, der er en del af det grundlag, som alle lande, der ønsker at være med i verdenshandelsorganisationen WTO, må indrette sig efter.

Patentlovene er forskellige fra land til land, men det gælder typisk at hvis man kan beskrive hvordan et bestemt gen virker, kan man også få eneret på at indsætte den sekvens i planter eller dyr. På samme måde kan man også få patent på processer, der bruges til at gennemføre gensplejsningen.

Fra industriens side argumenterer man for at den beskyttelse er nødvendig fordi udviklingen af gensplejsede sorter er kostbar. Hvis ikke firmaer kan opnå eneret på at udnytte deres opfindelse i de 20 år et patent normalt varer, vil det ikke kunne betale sig at investere i udviklingen.

Fra et kommercielt synspunkt er det videnskabelig arbejde blevet lidt af en kappestrid om at identificere geners funktioner for at opnå retten til at bruge dem. I nogle tilfælde er det lykkes selskaber at få patenter på grundlæggende processer eller genetiske egenskaber, der er så centrale, at de bliver benyttet af stort set alle andre forskere, der vil gensplejse. Dermed får selskabet meget stor magt i forhold til den videre videnskabelige udvikling.
Efterhånden som stadig flere af de centrale processer og egenskaber identificeres og patenteres vil udviklingen af en ny gensplejset sort oftest indebære at der skal betales licens til flere andre selskaber, fordi nogle af de ændringer der foretages, i fovejen er patenterede.
"Golden rice" er et godt eksempel. For at udvikle risen, der udemærker sig ved at indeholde særlig meget A-vitamin og jern, indsatte man 7 nye gener. De ændringer der blev foretaget var hver især dækket af en stribe patenter i forvejen.
Rent undtagelsevist gik selskaberne med til at undlade at opkræve licens for brugen af den nye sort så længe den benyttes af småbønder i udviklingslande. Men hvis risen dyrkes i de industrialiserede lande, skal der betales licens til alle der har bidraget med patenterede egenskaber.

I den offentlige forskning kan man have to strategier, hvis man ønsker at sikre at bønder frit kan dyrke en ny sort; enten at patentere, men at undlade at opkræve licens - eller at forske og offentliggøre resultaterne, hvorefter der ikke længere kan søges patent på dem.
Men også i den offfentlige forskning støder man på problemet med at det er vanskeligt at gensplejse nye sorter uden at en del af ændringerne i forvejen er patenterede - og dermed bliver det umuligt at stille frøene til rådighed for landmænd, så de frit kan lave ny såsæd selv.

Selvforsyning eller piratkopiering?
I u-lande er det almindeligt at små-bønder får såsæd ved at bruge noget af det forrige års høst. Ofte bytter bønderne såsæd indbyrdes fordi det giver større variation og dermed større modstandsdygtighed overfor plantesygdomme. Man skønner eksempelsvis at 85% af Indiens bønder selv producerer såsæd.
Det bliver der lavet om på, hvis en landmand vil dyrke en patenteret gensplejset sort, for så skal han typisk skrive under på ikke at bruge noget af høsten som såsæd året efter. Når man køber såsæden betaler man i mange tilfælde en "teknologi-afgift" for at benytte de patenterede gener, og den afgift dækker kun brugen i en enkelt høst. I USA og Canada har der været adskillige retssager, hvor landmænd er blevet dømt for at plante patenterede sorter uden at betale licens - juridisk svarer det på mange måder til at piratkopiere en CD med musik.
Det vakte stor forargelse da Monsanto i begyndelsen af halvfemserne købte sig til et patent på den såkaldte "terminator-teknologi", der gik ud på at indsætte et gen, der gør plantens frø sterile, og dermed sikrer selskabet, at bønderne ikke kan genbruge dem som såsæd.
Idag har Monsanto trukket terminator-strategien tilbage, men det er en sag der i høj grad har været med til at farve befolkningens syn på biotech industrien.
En strategi som Terminator-teknologien kan betyde liv eller død for fattige småbønder, specielt hvis de ikke har forstået at deres høst ikke kan bruges til såsæd. I det industrialiserede landbrug har det ikke den store betydning. I Danmark er eksempelvis det almindeligste at man hvert år køber ny såsæd for at sikre sig de nyeste og mest effektive sorter. Mange højtydende sorter er det som kaldes "hybrider" - de er sammensat af flere forskellige sorter og den særlige heldige blanding mister en stor del af virkningen i næste generation. De er altså ikke egnede til at så år efter år.

Patenter styrkes globalt fremover
Patenter på såsæd har altså vidt forskellig betydning alt efter hvor industrialiseret landbruget er. I u-landene dyrker millioner af bønder dyrker jorden på måder, der ikke giver et synderlig højt udbytte, men som omvendt heller ikke kræver at bonden skal investere penge i såsæd, sprøjtemidler og kunstgødning. Mange af dem kan ikke tage springet til at satse på en mere effektiv, men også mere kapital-krævende, produktion. Hvis de nye sorter kræver årlig betaling vil det udelukke mange, som så ydermere risikerer at blive udkonkurreret af mere pengestærke landmænd.

Patenter udstedes i hvert enkelt land. Selvom en gensplejset plante er patenteret i USA og i Europa kan den dyrkes frit i alle de lande, hvor den ikke er patenteret - afgrøderne kan bare ikke eksporteres derfra til et land, hvor patentet gælder.
Idag er det ikke alle lande der overhovedet har et patentsystem og i mange udviklingslande er det ret begrænset hvad der kan patenteres og hvor stor beskyttelse af patentet man kan forvente. Derfor kan bønderne i de lande anvende gensplejsede sorter uden at betale licens - hvis de kan få fat i dem.
I de kommende år vil patentsystemet imidlertid blive langt mere omfattende og ensartet globalt. De lande, der er medlemmer af WTO har forpligtet sig til visse minimumsregler for patenter - for de mindst udviklede lande skal de træde i kraft senest i år 2016.
I mellemtiden står striden om i hvilket omfang man skal have lov at patentere liv. Der er langt fra enighed - heller ikke blandt de industrialiserede lande - om at gener, planter, dyr eller mikroorganismer skal kunne patenteres.


Bio-pirateri
Der er talrige eksempler på det: Den lokale befolkning i en jungle har gennem generationer har lært at bruge bestemte planter til medicin. En dag får de besøg af forskere, som indsamler viden og eksemplarer af lokale planter. Hjemme i laboratoriet finder forskerne ud af præcist hvad det er for et stof i planten der har den positive virkning, og de sørger for at patentere opdagelsen.
Hvis nogen fremover vil udnytte den lokale befolknings viden om planten, så må de spørge om lov og betale til forskerne og deres selskab.
Man kalder den slags "bio-pirateri", fordi mange opfatter det som simpelt tyveri af viden. I løbet af det sidste par år er der dog taget initiativer til forhindre de værste tilfælde.
I maj 2000 annulerede det europæiske patentkontor et patent det tidligere havde tildelt et selskab for brugen af et svampemiddel på basis af stoffer fra det indiske Neem-træ. Patentet blev annuleret fordi det blev bevist, at neem-træets egenskaber i forbindelse med bekæmpelse af insekter, desinficering og til prævention har været kendt i over 2000 år.
I April 2002 vedtog en FN konference et sæt retningslinjer, der bestemmer at selskaber der søger efter nyttige planter, skal afgive en del af deres rettigheder til den lokale befolkning.

Klik her for at komme til oversigten over artiklerne om gensplejset afgrøders muligheder i udviklingslande