Udvikling fra bunden og op
August 2002

Irereren Charlie Spillane har igennem mange år undersøgt problemerne omkring overførsel af landbrugsteknologi til udviklingslandene. Han er biologi med speciale i plante-genetik. Spillane forsker I øjeblikket for universitet i Zúrich.

Kan bioteknologi bidrage til at hjælpe på fattigdommen i udviklingslandene?

Ja, hvis der er snævert fokus på de problemer som de fattige selv giver udtryk for. Det afgørende er om de udviklingen bioteknologiske løsninger drives af forskernes forestillinger om hvad der kunne være nyttige - eller om den drives af bøndernes bøndernes krav og behov.
Det bioteknologiske landbrug kan bedst afhjælpe fattigdom som en del af en bredere fattigdoms-bekæmpende indsats - altså kombineret med eksempelvis udvikling af lokalområder, mikro-financiering, udvikling af infrastrukturen og støtte til markedsføring og iværksættere.
I de tilfælde kan forskningen i bioteknologi drage nytte af en dialog med de andre parter, der har den samme målsætning om at afhjælpe fattigdom.

Ved forskerne i laboratorierne overhovedet hvad de fattige bønder har behov for?

Det er vanskeligt at få tilbagemeldinger fra de små landmænd, med mindre de er organiseret i foreninger, der kan tale deres sag overfor forskningsinstitutionerne.
I almindelighed har småbønderne ikke ressourcerne til at gå i et samspil med forskerne. De kan også have svært ved at kommunikere med et forskningsmiljø der er mere interesserede i de langsigtede muligheder, snarere end de vanskeligheder, som de fattige bønder står overfor her og nu, og som måske lettere kunne løses på måder der ikke kræver egentlig forskning.

Jeg mener at man bør støtte en politisk organisering, der kunne gøre det muligt for de fattige grupper at fremsætte deres krav om ressourcer som de selv mener kan styrke deres mulighed for at brødføde sig.
Man burde overlade noget eller måske endda det meste af kontrollen over bevillingen af forskningsmidler til dem, der skal nyde godt af den.
Men i den type processer må man aktivt søge at undgå at de fattige grupper bliver hjernevasket af NGO'er, forskere eller selskaber fra norden, der har deres egne, snævre interesser at pleje.

Hvilken betydning har den offentligt financierede forskning?

Der er skabt en voldsom modstand mod dyrkning af genmodificerede afgrøder, og det har ført til at mange regeringer er blevet tilbageholdende med at bruge midler på forskningen. De offentlige bevillinger til forskning indenfor bioteknologisk landbrug er faldet indenfor EU, og indenfor EUs hjælpeprogrammer til udviklingslandene.
Det er også gået hårdt ud over budgetterne i det internationale forsknings-samarbejde CGIAR, og det har ramt projekter, hvor enkelte lande støttede opbygningen af bioteknologisk forskning i et udviklingsland.

I sidste ende er det de fattige, der vil lide under den form for svigt i offentlig støtte. Forskningen i landbrugets bioteknologi er helt domineret af den private industri, der står 80% af al forskningen.
Men de kommercielt udviklede produkter vil stort set kun være relevante for fattigere mennesker for så vidt at deres behov tilfældigvis overlapper med ønskerne hos den rigere befolkning, der er den egentlige målgruppe for produkt-udviklingen.

Den eneste måde at styre den bioteknologiske forskning mere i retning af behovene hos fattige bønder i udviklingslande ville være at sætte betingelser på de offentlige bevillinger om at forskningen er målrettet til de fattigere sociale grupper.
Når man skal fastlægge mål og prioritere midlerne til forskningsprojekter indenfor landbruget, bør man i højere grad indarbejde metoder til at vurdere sociale behov, og det skal gøres lige fra de tidligste faser af projektformuleringen.
I øjeblikket er den form for politisk forpligtelse imidlertid helt fraværende

Hvad er de væsentligste risici ved at dyrke genmodificerede afgrøder i U-lande?

Efter min mening er risiciene fuldstændigt overdrevne. De fleste risici er ikke enestående fra genetisk modificerede afgrøder og enhver risikovurdering burde foretages ud fra en sammenligning med de tilsvarende risici der findes i forbindelse med konventionelt, økologisk landbrug eller andre indgreb i naturen.
Der burde også indgå en social overvejelse når man vurderer risiciene. De mennesker der vurderer den rent biologiske sikkerhed er i reglen i god foderstand, og de bliver næppe påvirket mærkbart af de beslutninger de træffer.

Jeg mener at beslutninger omkring bio-sikkerhed burde gøres mere demokratiske ved at inddrage småbønders og fattiges medlemsorganisationer.
Der er mange interessegrupper og organisationer, der ikke har egentlige medlemmer og som arbejder på enkelt-sager, der fører sig frem på en måde der er meget formynderisk over de fattige bønder i udviklingslandene. I reglen kommer de fra rige OECD lande, ofte har de tvivlsomme motiver og de hverken repræsenterer eller står til ansvar over de mennesker, hvis interesser de hævder at de varetager.

Klik her for at komme til oversigten over artiklerne om gensplejset afgrøders muligheder i udviklingslande