Tast "1" for revolution

Interview med British Telecoms fremtidsforsker Ian Pearson.

Vi er nået 5 år længere ud i fremtiden og USA har stadig ikke gjort noget for at rette op på drivhuseffekten. Resten af verden har forlængst ratificeret Kyoto-traktaten, og man er nu klar til en ny runde af yderligere stramninger. Men ved et topmøde gør USAs præsident det klart at de fortsat ikke har tænkt sig at lide afsavn for miljøets skyld.
Få timer efter dumper en e-mail ind på computerne hos et par milliarder mennesker kloden over. Brevet er fra den øverste chef for Greenpeace, der forklarer hvordan USAs politik skader fremtiden for alle på planeten. Det munder ud i en opfordring om at boycotte alle amerikanske varer og tjenester. Det eneste modtageren skal gøre er at klikke på "ja, jeg er enig"-knappen nederst på siden. Når knappen aktiveres, indstilles alle de filtre og lister, som brugerens computer benytter til automatisk at bestille varer efter, på en måde så de udelukker amerikanske produkter og tjenester.
Resultatet kunne være, at en milliard eller flere af de rigeste mennesker på kloden i løbet af få minutter er igang med en boycot, der retter et alvorligt slag mod USAs økonomi.
Eksemplet er udtænkt af Ian Pearson, der er fremtidsforsker i British Telecoms udviklingsafdeling, for at illustrere hvordan internettet kan tænkes at ændre magtforholdene og de måder der træffes beslutninger på i fremtidens netværks-samfund.
Allerede idag har nettet ændret den politiske kamp. De store demonstrationer i Seattle, Gøteborg og Genoa samlede deltagere fra hele verden, og blev primært organiseret ved hjælp af e-mail og websites. Mange græsrodsorganisationer har opbygget store websites, men interessant nok er det især organisationerne i kampen mod de uheldige konsekvenser af globaliseringen der har forstået at udnytte internettet. For dem er nettet et fuldstændig afgørende redskab for at føre global politisk kamp, og de har formået at anvende det særdeles effektivt.

Regeringer er for langsomme
Som Ian Pearson konstaterer, så er det stadig kun 5% af klodens befolkning der har internetadgang, og endnu færre, der bruger nettet jævnligt.
Om nogle år vil stort set alle i de udviklede lande bruge det, og forbindelsen til nettets muligheder vil gennemsyre vores samfund og de apparater vi bruger i dagligdagen - nogenlunde ligesom elektricitet har bredt sig overalt idag.
Ydermere vil programmer, der gør brugere af nettet i stand til at finde det, de interesserer sig for, være langt mere præcise.
Det er på dén baggrund at Ian Pearson forudsiger at cyber-fællesskaber vil blive en ny stor magtfaktor i politik:
»Regeringer kan mobilisere mange mennesker og store ressourcer, men det tager lang tid. Det tog et halvt år at få en boycot af Irak på plads. På nettet kan et enormt antal mennesker handle øjeblikkeligt og direkte. Det har taget årtier at indføre lighed for kønnene, men via nettet kan feminister gå sammen om at blokere et diskriminerende selskab indtil de er møre.
Det er direkte demokrati, og i nogle tilfælde vil selv regeringer være magtesløse overfor det. Faktisk er det så stærkt et våben, at vi er nødt til at tage forholdsregler for at internet aktioner ikke skal kunne udvikle sig til trusler, kampe og katastrofer«, mener Ian Pearson.
»Det kan blive kaotisk, hvis der regelmæssigt sker den slags store blokader. Vi må finde måder at undgå at interessegrupper smadrer tingene og kortslutter den politiske dagsorden hvert 5. minut. Vi vil ikke acceptere den form for turbolens - men vi skal nok igennem noget af det, inden vi finder en løsning«, siger Pearson

Agenter bestemmer hvad du ser
Brugere af internettet oplever allerede idag en jævn strøm af kædebreve som skal samle underskrifter eller opfordrer til handling, og som sendes videre til venner og bekendte. Det kan imidlertid hurtigt gå hen og blive for meget.
Der er så mange problemer, så mange gode formål, og realiteten er, at de mennesker sjældent engagerer sig politisk.
Hvis vi begynder at modtage beskeder fra alle mulige og umulige politiske grupper i verden, så vil brugerne hurtigt lære at bruge filtre, for at få frasorteret alt det de ikke interesserer sig for, mener Ian Pearson:
»Hver især har vi kun en vis energi i hjernen til den slags formål. Så det skal være noget stort eller noget som er meget påtrængende for os personligt, for at vi vil lade politiske henvendelser slippe igennem filtret«.
Pearson forudsiger at vi vil benytte "agenter" til at forenkle vores liv, når strømmen af informationer på internettet svulmer op til det uoverskuelige. "Agenten" er program i computeren, der ved hvad brugeren interesserer sig for og har behov for, og som løbende analyserer hvad brugeren foretager sig med computeren for på den måde at lære brugeren stadig bedre at kende.
Med filtrene opstår der endnu en ny magtfaktor. Dem, der konstruerer agenterne og programmerer hvad der kan vises og hvad der holdes skjult for brugerne, vil få stor magt - en magt der svarer til den, medierne har idag.
Det er slet ikke gået op for politikerne, hvor stor en rolle nettet kan spille i politik, mener Ian Pearson. Men om ikke andet, så vil det blive tydeligt, når aktivister begynder at bruge det til egentlige angreb på selskaber eller offentlige myndigheder. Jo mere samfundet bruger nettet, des mere sårbare bliver det overfor hackere, computer-virus og andre former for cyber-krig:
"Aktivister vil være kreative. De vil angribe nettet på måder, som ingen har tænkt på. De vil være anonymre og svære at spore, og de kan være koordineret som flodbølger af små angreb. Når nogle få hackere kan få Yahoo eller Amazons systemer til at gå ned, hvad kan tusindvis af samtidige angreb fra et omfattende fællesskab af aktivister på nettet så ikke udrette? Det er umuligt at forudsige, advarer Ian Pearson.
Et stykke statistik, som Pearson ofte trækker frem, er den omstændighed, at der idag lever flere mennesker på jorden, end der sammenlagt har lavet i hele planetens historie: Sandsynligvis lever der - lige nu - lige så mange store tænkere og genier som vi overhovedet kender fra historien.
»Hvad vil de gøre, når de ser nettet? Vil de vise sig som store ledere, der med teknologien bringer os alle til en ny platform - eller vil de bruge til en eller anden ondsindet plan om herredømme, som i en James Bond film?«, spørger Pearson, der desuden peger på at nettets aktivister vil være meget vanskelige at bekæmpe:
»Du kan ikke sende missiler imod et cyber-fællesskab, så det er svært at slå igen«.


Eksempler på politiske kampe med internet og mobiltelefoner:

Da korruptionsanklagerne mod den philipinske præsident Joseph Estrada blev droppet i januar 2001, gik omkring en million mennesker i Manilla på gaden for at protestere. Urolighederne fortsætte i 5 dage, og Estrada beholdt kun med nød og næppe sin post. Demonstrationerne blev studeret ivrigt af sociologer, fordi telefonkæder og SMS-beskeder på mobiltelefoner var afgørende for at demonstrationerne blev så store og så effektive, så hurtigt.

I efteråret 2000 var Storbritannien lammet af omfattende demonstrationer og aktioner i protest mod høje benzinpriser. Mobiltelefoner og SMS beskeder var kernen i kommunikationen mellem demonstranterne. Internettet blev benyttet til at skaffe viden om leverancer af brændstof, der derefter kunne blokeres ved hurtige aktioner.

Zapatisternes befrielseshær (EZLN) i Chiapas i det sydlige Mexico ville næppe have været verdenskendte hvis ikke de meget tidligt i deres kamp for rettigheder havde brugt internettet til at offentliggøre deres synspunkter. Deres leder, Commandante Marcos, er blevet et forbillede for oprørsbevægelser over hele kloden. EZLN's site ¡Ya Basta! har i år 2001 allerede haft over 1 mio. Besøgende.
http://www.ezln.org/

Store koncerner kan virkelig mærke varmen, når nettet sætter fokus på dem. McSpotlight websitet blev oprettet i forbindelse med en injuriesag som McDonalds har kørt mod to britiske aktivister.
Hvis der er noget at klandre McDonalds for, så står det her. McSpotligt får 2 mio. besøgende om måneden.
http://www.mcspotlight.org/

Der er lignende hade-sites for flere andre koncerner; f.eks. Gap Sucks, der er rettet mod den store amerikanske tøjkæde The Gap, og Nike Watch, der under logo'et "just stop it" fører krig mod Nikes måde at bruge arbejdskraft i 3. Verdenslande.
http://www.gapsucks.org/
http://www.caa.org.au/campaigns/nike/news.html

Endnu et trick er at hacke selskaber eller regeringers websites og ændre siderne eller omdirigere trafikken. Den amerikanske efterretningstjeneste CIAs website er et yndet må.
Ved den ellers meget miljøvenligt anlagte olympiade i Sydney skilte CocaCola ud ved at opstille et stort antal automater, hvis køleelementer brugte gasser der er med til at forstærke drivhuseffekten på klimaet. Greenpeace og den canadiske forbrugerorganisation Adbuster oprettede et website, der i layout minder meget om CocaColas egen stil - komplet med en isbjørn, der kunne ligne CocaColas egen mascot, men som i dette tilfælde så meget bekymret over at isbjergene omkring den smeltede. Cocacola har nu lovet at bruge miljøvenlige køleskabe ved næste olympiade i Athen.
http://www.cokespotlight.org

Der er et stort antal websites og mailing lister til at understøtte kampen mod globaliseringens uheldige følger. Her kan man finde datoer for kommende store demostrationer, tilmelde sig turene derhen eller støtte aktivister der sidder fængslet. Et godt eksempel er det engelske Resist-site:
http://www.resist.org.uk