Information og evolution
dec. 06
En af de ting, der adskiller mennesket fra dyrene, er at vi er langt bedre til at udveksle information. I TV kan man af og til se timelange udsendelser om en eller særligt intelligent abe, der er i stand til at bruge en pind til at fange mad med. Hvis det virkeligt går højt kan aben endda vise det til sine børn, så de også kan lære at bruge en pind. I de tilfælde er det tid at rydde forsiden på New Scientist, og BBC folkene haster ud til helikopteren.
Men for det meste starter hvert dyr forfra. De går ikke i skole, de kan ikke slå op i lærebøger eller manualer - de er nødt til at opfinde den dybe tallerken igen og igen. Med det resultat at det går særdeles langsomt med at komme videre. Når TV-holdet vender tilbage nogle år senere, sidder aberne stadig og piller i jorden med en pind.
Menneskets kulturelle og teknologiske evolution hænger snævert sammen med at vi har udviklet vores evne til at overføre kommunikation stadig mere direkte: på tværs af geografiske afstande, nærmest øjeblikkeligt, både en-til-en og fra få til mange, og efterhånden i en kvalitet, hvor man i mange henseender kan erfare ligeså godt via medierne som ved at opleve noget i virkeligheden.
Med cut and paste behøver man ikke engang at skrive af for at indarbejde andres tanker direkte i ens egne bestræbelser. Man kan sample, kombinere og filtrere - og sende det nye resultat videre, klar til at andre kan gå igang med endnu en runde remix.
Vi står på skuldrene af vore forgængere, vi bygger på hinandens opdagelser og ideer - det er nærmest som om hele menneskeheden er på vej til at blive én stor hjerne med en fælles hukommelse og sanseapparat (og en solid dosis schizofreni...)
Det er interessant at se på begrebet copyright i dét lys. Vores etik omkring information er formet dengang, man IKKE bare kunne cut and paste. Vi tænker på informationer som noget personligt, der helst skal være 100% originalt og skabt fra bunden. Skolebørn (og journaliser) må ikke bare skrive af, de skal i det mindste omformulere den viden de finder. Musikere skal kunne spille skalaer og mestre et instrument - det er lissom ikke rigtig musik, man skaber, når man bare kombinerer samples på nye måder.
Hvis vi virkelig vil udnytte de digitale teknologis muligheder, er vi imidlertid nødt til at justere den holdning. I stedet for at tænke på informationer og ideer som vores egne, kan vi sætte skub i innovationen ved at forstå vores informationer som bidrag til en fælles proces af videre udvikling. Værdien af vores ideer ligger jo netop i at de kan bruges af andre.
Betyder det at copyright og patenter skal afskaffes? Nej, selvfølgelig skal man kunne på sine informationer et stykke tid. Viden er en vare, og hvis ikke man har mulighed for at tjene penge på at kontrollere adgangen, er der ingen, der vil investere i at udvikle ny information.
Pointen er at copyrighten ikke må blive så omfattende og langvarig, at det låser af for innovationen. Teknologien åbner muligheden for en eksplosion af kreativitet og udvikling ved at dele erfaringer. Det er i det fælles bedstes interesse at vi har en kultur, der som udgangspunkt opmuntrer til udveksling og medskaben - snarere end at opmuntre til at låse informationer og monopolisere dem.
Informationer skal i spil, det er sådan vi udvikler os videre, væk fra aberne.
|
|