"Innovation" er ikke dækkende
Sept. 06

Det er snart ikke til at føre en moderne samtale uden at komme forbi behovet for innovation. Vi kender omkvædet: Det er nye tider, og fremover skal vi leve af at være kreative - dét er der vist ikke mange tilbage, der ikke kan sige i søvne.
Problemet med ordet ”innovation” er, at det antyder, at vi skal gå rundt og spy ideer 8 timer om dagen. Men faktisk er det et langt bredere sæt af kompetencer der er brug for.

Indenfor folkeskolen har man begrebet kulturteknikker, som er de grundlæggende kompetencer der er nødvendige for at kunne begå sig i samfundet. Der er fem af dem: læse, skrive, regne, engelsk som 2. sprog og IT på brugerniveau. Hvis det kniber med dem, vil man opleve at dørene til yderligere læring er lukkede.
Hvad der regnes for kulturteknikker skifter naturligvis i takt med at vilkårene i samfundet forandres. Med overgangen fra industrisamfundet til netværkssamfundet er vi nødt til at lære nogle nye, grundlæggende kompetencer oveni i de gamle. Og min påstand er at det i virkeligheden er dét nye sæt af kompetencer, der efterlyses, når politikere, erhvervsledere og klummeskrivere råber på evnen til at innovere.

Jeg er klar over at det lyder lidt langhåret, men i meget kort form, så mener jeg at de nye kompetencer handler om at forstå spillereglerne i et globalt forbundet, komplekst, dynamisk system.
Verden kobles stadig tættere sammen, og udviklinger fra vidt forskellige områder påvirker i stigende grad hinanden. Oveni købet accellererer forandringerne i det globale system, fordi hver teknisk udvikling sætter os istand til at tage det næste skridt endnu hurtigere. Derfor er mekanismer som evolution, ikke-linearitet, feedback, selvorganisering og økologi nødvendige at have fuldstændigt indarbejdet i vores måde at vurdere situationer og handle i forhold til dagens og fremtidens realiteter. Det er mekanismer man er nødt til at kende, hvis man vil forstå udviklingen af fænomener som internettet, international politik, et marked, eller hvordan et levende system, vores krop eksempelvis, fungerer.

Samtidig med den voksende indbyrdes afhængighed, oplever vi pudsigt nok også en stigende individualisering. Flere og flere af os når til et uddannelsesniveau og en grad af velstand, hvor vi kan tillade os at forlange en høj grad af individuel frihed og servicering - men det indebærer samtidig at vi i stigende bliver personligt ansvarlige. Vi må selv finde ud af at tage initiativ og være pro-aktive - eksempelvis med at vedligeholde vores viden og vores sundhed.
Verden er blevet interaktiv; vi er alle i langt højere blevet medskabere, og dermed medansvarlige, for relevansen af vores arbejde og for udformningen af de produkterog tjenester vi anvender. Vi kan ikke klare os, som vi gjorde i industrialderen; med topstyrede systemer, hvor de fleste blot gjorde som de fik besked på.

Der er behov for et nyt approach; en tilgang til tilværelsen, der er hensigtmæssig i forhold til de nye spilleregler jeg har antydet.
Grundlæggende handler det om at se forandring, som den naturlige tilstand. Vi vil i højere grad producere og forbruge processer, der til stadighed tilpasses brugernes skiftende sammenhænge I noget, der nærmer sig realtime. Derfor må vi lære at føle os tilpas med at tænke i sandsynligheder og adhoc løsninger snarere end vished og stabilitet. For at kunne indgå i det globale samspil om at skabe virkeligheden må vi være åbne og opsøgende, villige til at dele erfaringer, istand til at kommunikere, og modtagelig for andres input.
Og jo, så skal vi selvfølgelig også være kreative for at kunne finde nye løsninger og anvende vores viden i skiftende sammenhænge. Innovation er uundværligt, men i min forståelse dækker det kun en smule af alt det nye vi skal kunne. Jeg ville ønske, jeg kunne innovere et bedre ord.