Menneskets bedste ven; Robotten
Nov. 2001

Oldemor er over 80. Hun får sjældent besøg, de fleste af vennerne er forlængst døde, og børnene bor i en anden by. Selv hunden måtte hun skille sig af med, da hun flyttede på plejehjem.
Oldemors bedste ven er en robot. Den har en blød pels, den ser nuttet ud, og selvom det ikke er de store filosofiske samtaler, så kan man faktisk tale med den.
Den er også praktisk. Robotten husker oldemor på at tage sine piller, og så giver det tryghed at vide at det lille mekaniske kæledyr holder øje med hende. Robotten har forbindelse til en alarmcentral, og hvis oldemor skulle blive lovlig tavs, så kan den ringe efter hjælp.

I Japan har elektronikindustrien kastet sig over robot kæledyr som et nyt lovende marked. Kæledyrene er meget avancerede. De har talegenkendelse, forbindelse til netværk og en kraftig computere der giver robotten en vis "personlighed" og gør den i stand til at reagere på at blive klappet og omfavnet.
I USA har fokus været på robotter som legetøj til børn. Et af produkterne er nået til de danske butikker i tide til julehandlen; For knap 800 kr. kan man erhverve Mattels "Miracle Moves" dukke, der kan blinke, sutte på tommelfinger, falde i søvn og vågne langsomt igen.
Den hidtil mest avancerede robot til det almindelige legetøjsmarked er formentlig "Real Baby". Dukken, der koster i amerikanske butikker koster lige under 100 dollars, er forsynet med en lang række sensorer under huden, der gør dens indbyggede computere i stand til at regne ud, hvordan den bliver behandlet.
Dukkens humør svinger. Den kan blive sulten, sur, glad, ked af det - og så kan den prutte, bøvse, foruden at lyde og se ud som om den laver i bleen.
Efterhånden som man leger med den, "vokser den op", i den forstand, at den blandt andet begynder at kunne sige flere og flere ord. Det er dog ikke fordi dukken faktisk tager ved lære. Ligesom robotten Furby, så er det en udvikling der er for-programmeret.

Real Baby er udviklet af Mattels ærkerival Hasbro i samarbejde med "I-robot", et selskab i Boston, der normalt konstruerer robotter til rumfart, industri-anvendelser og militæret. For I-robot var legetøjet en kærkommen lejlighed til at forsøge sig med masseproduktion, og efter Real Baby arbejder selskabet nu på at udvikle den næste dukke. Denne gang bliver det en omkring 50 cm. dinosaur - dog kun med tænder af skumgummi.

Bedre end ensomhed
Colin Angle, direktør for I-robot, har ingen betænkeligheder ved at mennesker begynder at knytte sig til robotter, som var de venner eller kæledyr:
»Mennesker har et naturligt behov for at vise omsorg og elske nogen, og hvis en person kommer i en situation hvor de ikke kan gøre det, så bliver de ensomme.
Folk har tilsyneladende ikke noget problem med at deres 6-7 årige har en bamse som han eller hun elsker og slæber rundt på. Vi kan ikke hele tiden være sammen med dem og hele tiden give dem den følelsesmæssige støtte de måske behøver. Så vi giver dem en bamse - og det er okay, det har været en del af samfundet, så længe vi ved«, konstaterer Colin Angle:
»Men når vi kommer forbi en vis, så er det pludselig ikke i orden længere. Vi vil ikke have a-sociale mennesker der kun knytter sig følelsesmæssigt til en livløs genstand. Men hvad nu hvis man har en bedstemor på plejehjem og du vil ikke bruge hver eneste dag sammen med hende, er det så igen okay, at give hende en måde at vise omsorg overfor noget?
Er det værre at vise omsorg for en robot end at være ensom? Det mener jeg ikke. Hvis din bedstemor elskede sin robot mere end sine børnebørn, og ignorerede dem, så kunne man begynde at overveje om vi var gået for vidt«, mener Colin Angle.

Usikker indflydelse på opvæksten
Det er ikke alle, der er lige trygge ved den form for forhold. Henrik Hautop Lund, professor ved Mærsk Instituttet for produktionsteknologi ved Syddansk Universitet er en af Danmarks førende kapaciteter indenfor robotter. Han er bekymret over at man ikke har bedre forståelse for konsekvenserne af at knytte følelsesmæssige bånd til maskiner - især når det er børn, der gør det.
Han mener at fabrikanterne burde have en større viden om hvordan det påvirker børns videre opvækst, før de sendte legetøjsrobotterne på markedet.
Omvendt mener Colin Angle ikke at der er noget grundlæggende forkert i at men knytter sig til legetøjsrobotter. Han ser det som en direkte forlængelse af nogle mekanismer vi allerede kender fra almindelige dukker:
»Robotter er gode til socialt samspil af den samme simple årsag som gør, at plysdyr er gode; folk elsker at overføre følelser på hvad som helst der ligner et væsen. Ved at gøre vores dukke interaktiv, så den reagerer på det barnet gør, kan barnet bare bedre forestille sig hvordan det er at have en rigtig baby. Idag er det stadig forholdsvist simple reaktioner vi kan indbygge, men det virker utroligt stærkt«.
For Henrik Hautop Lund er det imidlertid netop dét at robottens reaktioner er så simple og at de alligevel virker så stærkt på børn, der kunne tænkes at skabe uheldige vrangforestillinger om hvordan virkelige babyer fungerer.

Robotter får brug for følelser
Idag kan man sætte robotter til opgaver under ordnede forhold hvor alt står på faste pladser; de er ikke gode til at improvisere, men efterhånden skulle de gerne lære at håndtere mere og mere ustrukturerede situationer. Men udviklingen af robotter kan ikke nå ret meget længere, før man er nødt til at udstyre maskinerne med "følelser", mener Colin Angle:
»Folk har følelser, fordi de giver os en måde at regne ud hvordan vi skal reagere i situationer, hvor der ikke er nogen specielt logisk måde at reagere på eller hvor der ikke er en entydigt rigtig ting at gøre.
Følelser hjælper os med at tage stilling, hvis vi ikke havde dem, ville vi hele hele tiden fryse fast i overvejelser om vi nu skulle gøre det ene eller det andet først - og derfor får robotterne også behov for følelser«, siger Colin Angle:
»Det er imidlertid afgørende at det bliver på en måde som vi mennesker synes virker rigtigt og naturligt. Det er noget vi er ekstremt følsomme overfor. Hvis vi gør det rigtigt, kan folk lide at bruge maskinerne - men hvis de virker mærkelige, så får man bare lyst til at smadre dem«.