Der findes ingen normale kloner
Januar 2003

Rudolph Jaenisch har undersøgt sagen, og for ham er konklusionen klar: "Der findes ingen klonede pattedyr der ikke har enten svære eller subtile fejl i generne. De forskere der hævder at de har opnået graviditeter med menneskelige kloner opfører sig fuldstændigt uforsvarligt, for det er klart hvad udfaldet vil være: Abnorme babyer - hvis de overhovedet udvikler sig frem til fødslen."
Jaenisch's kollegiale advarsel har direkte adresse til forskere som Rael sekten, der kort før nytår hævdede at have klonet et menneske, og til den italienske læge Severino Antinori, der i november kunne fortælle verdenspressen, at en kvinde var gravid i 33. uge med et klonet barn.

Rudolph Jaenisch er i klonforskningens elite. Han er professor ved MIT Universitets Whitehead Institute i Boston, og han har netop offentliggjort en undersøgelse, der giver et overblik over sundheden af klonede pattedyr, lige fra mus til geder, køer og får.
Resultatet er ikke opmuntrende. Selv om der er skabt levende kloner af mange typer dyr, er det i alle tilfælde først lykkes efter et meget stort antal forsøg - typisk flere hundrede.
Langt de fleste af de fosteranlæg det lykkes at skabe dør kort tid efter at det er opsat i livmoderen, og mange dør ved fødslen eller kort efter. Selv klonede dyr, der vokser op og tilsyneladende er normale, viser sig at have kromosomfejl, der kan give problemer med helbredet senere i livet.

Rudolf Jaenisch planlagde undersøgelsen sammen med Ian Wilmut, manden der stod bag det første klonede pattedyr, fåret Dolly. Dolly har siden vist sig at få gigt i en usædvanligt ung alder.
Det tog Wilmut 276 forsøg at skabe Dolly, og i de fem år der er gået siden, er det ikke for alvor lykkes at bringe succesraten i vejret.

Efter Rudolph Jaenisch's mening er problemet, at enhver anden celle end en sædcelle ikke er optimeret til at befrugte et æg.
Når man kloner, fjerner man cellekernen, der indeholder arvemassen, fra en ægcelle. Derefter smelter man ægcellen sammen med en anden celle - f.eks. en hudcelle - med det resultat, at ægcellen begynder at dele sig, som om den var blevet befrugtet. Det fosteranlæg der skabes på den måde indeholder således ikke noget arvemateriale fra moderen, og derfor bliver fosterets gener fuldstændigt magen til den, hvis celle blev smeltet sammen med ægcellen.

Kroppens celler er meget specialiserede. Selv om alle celler i kroppen indeholder det samme fulde sæt gener, så er det forskelligt hvilke af de gener der er aktive, alt efter hvilke funktioner cellen har. I en hudcelle vil gener, der har betydning for hudens funktion være aktiveret, og omvendt vil de gener, der eksempelvis har med fordøjelse eller immunforsvaret, være slukkede.
I sædceller er generne der kan styre udviklingen af et foster aktiveret, men i hudceller er de gener slukket eller kun aktive i meget begrænset omfang, og de lader sig ikke uden videre aktivere igen.
Og det er derfor kloninger går galt, mener Jaenisch: Hvis man bruger en hudcelle til at starte fosteranlægget, så får cellerne ikke de rette instrukser undervejs, og kopieringen af arvemassen, når cellerne deler sig, bliver fyldt med fejl.
Når man kloner forsøger man at "nulstille" den celle der skal smeltes sammen med æg-cellen ved forskellige påvirkninger, f.eks. at sulte den. Men det er åbenbart ikke tilstrækkeligt til at cellen kan overtage rollen som sædcelle.

Det er illustrativt at overveje perspektiverne, hvis der virkelig er skabt en menneskelig klon. Selve kloningen foregår i et reagensglas. Derfor er det muligt at foretage en DNA-test af fosteranlægget inden det opsættes i kvindens livmoder, og dermed vil de værste gen-defekter kunne opdages på forhånd.
En gentest kan imidlertid ikke afsløre alle problemer - først og fremmest fortæller testen ikke nogen om reguleringen af hvilke gener aktiveres og hvilken rækkefølge det sker i. En fostervandsprøve senere i svangerskabet kan heller ikke afsløre om den regulering fungerer. Derimod ville helt åbenlyse misdannelse, såsom manglende lemmer, kunne ses med en ultralydsscanning.

Hvis det klonede foster når så langt som til 26. - 27. Uge vil man normalt have gode chancer for at redde det ved kejsersnit, hvis der skulle opstå komplikationer under graviditeten.
Fra kloninger på pattedyr ved man imidlertid at hyppigheden af aborter ved kloninger er større end ved normale graviditeter, selv meget sent i graviditeten.
Professor Poul Maddox-Hyttel fra Landbohøjskolen i København oplyser at omkring halvdelen af alle klonede dyr dør ved fødslen eller umiddelbart efter. Det er især fordi klonernes åndedrætsorganer og kredsløb ikke er tilstrækkeligt omstillet til at klare fødslen. Det er ikke muligt at afsløre problemet på forhånd.
Klonede dyr har desuden en langt højere dødelighed i de første par år end normale dyr, og en japansk undersøgelse viste for nylig at klonede mus i gennemsnit har markant kortere levetid.

Hvis der er skabt et klonet menneske ligger der sandsynligvis et meget stort antal fejlslagne forsøg forud. Det kan gå an, når man forsøger sig på dyr, men på mennesker bliver prisen på alle måder meget høj.

Enten har Rael sektens læger eller italieneren Antinori været ekstremt heldig eller også må man formode at det har krævet et antal forsøg der ligger i samme størrelsesorden, som når man vil klone andre pattedyr - typisk flere hundrede.
Hvis man stimulerer en kvinde i forbindelse med reagensglasbehandling kan man få op imod 10-15 æg. Antinori og hans samarbejdspartnere skal altså have haft adgang til en lang række æg-donorer.
Og mere problematisk: Han har også skullet bruge en stribe ruge-mødre der har villet lægge krop til en yderst uvis graviditet.

Helt konkret må det for moderen indebære at hun enten mister barnet, måske langt fremme i graviditeten - eller at det lykkes, og hun bliver verdensberømt med et barn, der altid vil være kendt som den første klon.
Man kan undre sig over, hvordan det er lykkes at finde frivillige til projektet.


Trods in-effektiviteten, mener Jaenisch at kloning af husdyr er interessant som en måde at skabe dyr med nye egenskaber, f.eks. til produktion af stoffer der kan bruges som medicin. Med dyr kan man bedre acceptere og financiere det store antal fejlslagne forsøg. Lykkes det at skabe en klon, der er sund nok til selv at få afkom, viser det sig, at de genetiske defekter forsvinder i næste generation, hvis man bruger en normal befrugtning.