Menneskeheden reddes af Windows crash
Interview med Jaron Lanier

Computere bliver hverken intelligente eller levende uanset om computerchipsene skulle blive million gange kraftigere idag, for softwaren der skal drive dem, følger ikke tilnærmelsesvist den samme udviklingskurve. I mange tilfælde virker det nærmest som om computerne bliver langsommere end førhen til det, de skal gøre for os.

Dét er i store træk budskabet i "One half of a manifesto" skrevet af manden der gav Virtual reality sit navn, amerikaneren Jaron Lanier. Laniers’ "halve manifest" er det seneste kampskrift i den heftige debat som raser efter at Bill Joy i foråret offentliggjorde sit meget omtalt essay "Will the future need us" som forsidehistorie i
Wired Magazine.
I sit essay gennemgik Bill Joy nøgternt, hvordan udviklingen indenfor kunstig intelligens, robotter og nanoteknologi meget vel kan føre til en ny, overlegen livsform, der vil fortrænge mennesker allerede i første halvdel af dette århundrede.
Jaron Lanier beskriver i sit manifest hvordan en stribe af de mest fremstående personer i computerverdenen – dem, der ofte kaldes "the digirati" – så småt er ved at udvikle en hel verdensanskuelse, der bl.a. bygger på en antagelse om at alt dybest set fungerer som en stor computer, der ved hjælp af evolution frembringer et stadig mere sammenhængende globalt system af teknologi. Systemet er selvforstærkende for den teknologi, der muliggør udviklingen bliver selv hastigt kraftigere, og på et tidspunkt vil det nå et punkt, hvor maskinerne bliver bevidste.
Men dén køber Jaron Lanier ikke. Han kalder tankegangen for "cybernetic totalism", og han mener, at den er ligeså farlig som så mange andre totalitære ideologier, fordi den sætter et abstrakt ideal højere end mennesket selv.

Far til Virtual reality
At netop Jaron Lanier på den måde afsværger de store forventninger til computerteknologien vil nok undre dem, der kender Lanier fra dengang "Virtual reality" var på alles læber. Det var Lanier, der gav begrebet sig navn, og som udviklede "datahandsken", der gjorde det muligt at overføre sin hånds bevægelser til den elektroniske verden, man oplever med virtual reality-brillerne på.
Idag forsker han stadig i brugen af elektroniske universer, men nu kalder han det "tele immersion" – altså noget i retning af at lade sig opsluge i en verden som opleves via nettet. Han bruger også meget tid på at spille musik, bl.a. sammen med John Lennons søn, Sean Lennon.
Lanier bor i en stor lejlighed i Soho Distriktet i New York City. Elevatoren åbner direkte ud i et kæmpe lokale, der både er køkken, dagligstue og lydstudie. Over i musikafdelingen er der spækket med alle mulige instrumenter, dusinvis af smukke og eksotiske trommer og strengeinstrumenter, lag på lag af synthesizere – og så et stort Steinway flygel, selvfølgelig.
Lanier tager imod i sutsko og med en mine, der siger "nåh, så må jeg til det igen, endnu en journalist…". Man skal dog ikke mere end lige stille det første spørgsmål før Lanier er fuldstændig opslugt i talestrømmen.

Maskiner er ikke vores ligeværdige
»Der er folk der mener at internettet eller det økonomiske system allerede er levende. Det er en interessant tanke, og det er et billede, der kan være nyttigt, for at forstå nogle af de processer der foregår. Men hvorvidt internettet vitterligt er levende er umuligt at bevise, det er fuldstændigt som at forsøge at bevise at Gud eksisterer. Det bliver et spørgsmål om tro, og jeg tror altså ikke på at computere kan blive bevidste. Jeg kan ikke forestille mig at maskiner bliver noget, som vi ser på med den samme respekt og indføling som mennesker«, siger Lanier.
Jaron Lanier sammenligner vores forhold til omverdenen med at tegne en cirkel om os selv, der afgrænser hvem og hvad vi vælger at have indføling (empati) med:
»Gør man cirklen for snæver, så bliver man ond, for man vælger andre fra. Gør man cirklen for stor, bliver man inkompetent for man kan ikke tillægge alt og alle samme høje værdi«, siger Lanier:
»Vi har fundet ud af at vi ikke kan udelukke nogen på grund af race, men hvad med ufødte fostre, hvad med dyr – hvilken værdi har de for os? Og hvad så med computere og "meta minds" på internettet, skal de med i cirklen på et tidspunkt? Det mener jeg ikke«.
»Vi skal ikke begynde at regne computere for ligeværdige eller give processerne i dem en værdi i sig selv. Hvis ikke ingeniørerne holder fast i menneskelighed som centrum for den teknologiske udvikling, og hvis maskinernes nørdede rationalitet får lov at omdanne verden, vil der komme en voldsom, fundamentalistisk modreaktion. Folk vil forsøge at fastholde deres identitet gennem religion og nationalisme; de vil gøre deres cirkler snævre og lukkede – det kan blive en ny verdenskrig!«, mener Lanier.

Softwaren er elendig
Så vidt kommer det imidlertid næppe, simpelthen fordi computeren ikke KAN blive så intelligente, som det ellers er populært i branchen at forestille sig, mener Jaron Lanier:
»Der er en idé om at vi engang om nogle årtier når det punkt, hvor computere bliver mere intelligente end mennesker – og derefter hurtigt fuldstændigt overtager. Det er som at de der tror på den slags er blevet blinde overfor nogle himmelråbende brølere i vores nuværende programmer«.
Hvis computerkraften fortsætter med at udvikle sig med den samme hastighed som den har gjort de sidste 30 år, så vil maskinerne i løbet af de næste 30 år bliver en million gange kraftigere. Det mener mange i computerindustrien vil ske – inklusive Jaron Lanier.
Problemet er bare, at den software, der skal bestemme, hvordan comptueren fungerer ikke udvikles tilnærmelsesvist så hurtigt.
Det er lige før det er omvendt, mener Lanier:
»Når processorerne bliver hurtigere og hukommelse billigere, så bliver softwaren mere oppustet og langsom, medens den opsuger alle tilgængelige ressourcer«.
»Computere idag reagerer pfte langsommere på at man trykker en tast ned end de gjorde for femten år siden«, siger Lanier:
»Der er læsset flere nye funktioner på programmerne end selv den utrolige udvikling i processor hastigheden har kunnet følge med til. De nye data og funktioner stopper systemet til – på samme måde, som det tager længere tid at komme rundt på Manhattan idag end for hundrede år siden.
Softwaren bliver mere og mere in-effektiv, også fordi man er nødt til at beholde kompatibilitet bagud, så gamle og nye programmer kan fungere sammen. Derfor er det svært at slippe af med de fundamentale svagheder, der blev indbygget i programmernes barndom«.
Endelig peger Lanier på at kompleksiteten af de opgaver en computer skal løse for at være så intelligent som et menneske stiger drastisk, når man går fra tekstbehandling, beregning af billeder og slags til i stedet at skulle styre en krop eller håndtere følelser og fornemmelser. Det er ikke gjort med at forøge den rå beregningskraft nogle millioner gange.
Så alt i alt mener Jaron Lanier ikke vi behøver at frygte at robotterne overtager magten. Som han siger, så bliver menneskeheden reddet fordi Windows bliver ved at crashe.


Jaron Laniers hjemmeside er en stor og vidtfavnende rodebutik af hård videnskab, lommefilosofi, web-snedkeri på hjemmeplan og vidnesbyrd om en karriere på teknologiens forkant:
http://www.advanced.org/jaron/

Jarons Laniers "one half of a manifesto" kan laves på edge.org - et website, der er helliget diskussioner om filosofi og teknologi. På edge.org kan man også læse de bemærkninger, som en række af verdens førende forskere og tænkere indenfor computervidenskab har skrevet som reaktion på Laniers manifest:
http://www.edge.org/3rd_culture/lanier/lanier_index.html