Computerindustrien har også et ansvar for miljøet
Interview med Jonathon Porrit, direktør for Forum for the Future
December 2003

Når miljøaktivister snakker bæredygtighed er der efterhånden et ret klart billede af fjenden: Det er giganterne fra industrialderen: Kemikaliekoncernerne, olieselskaberne, bilindustrien - den slags virksomheder som fremstiller store tunge TING og udspyer strømme af røg og møg.
Informations og kommunikationsteknologi har ligesom været i en anden kategori - en vægtløs, virtuel økonomi af trådløse bitstrømme og stadig mere mikroskopiske chips.
Det er ret nyt at den branche nu også konfronteres med krav om at opføre sig ansvarligt på det miljømæssige og sociale område, siger lederen af den engelske tænketank Future Forum, Jonathon Porrit:

Jonathon Porrit er en de vigtigste personer i den engelske bevægelse for bæredygtighed. Han var i en årrække formand for den store miljøorganisation Friends of the Earth, og er nu leder af tænketanken Forum for The Future i London. Desuden leder han the UK sustainability commission, der er nedsat til at rådgive Tony Blairs regering på miljøområdet.

Som Porrit konstaterer, så har det vist sig at være en myte, at computerindustrien ikke forurener.
Tværtimod, Fremstillingen af computerchips kræver brugen af mange farlige kemikalier og sjældne metaller, som bliver udvundet under store miljømæssige ødelæggelser. I Silicon Valley er der en voksende miljøbevægelse der afslører giftige lossepladser og forurening af vandløb, men de største problemer ligger reelt i de udviklingslande, hvor langt den største del af produktionen foregår.
Og selv om grejet bliver mindre og mindre, så bliver der mere og mere af det, og vi udskifter dimserne i ét væk.
Der ophobes bjerge af computere, skærme, printere og mobiltelefoner, der indeholder store mængder af miljøskadelige stoffer - og hvert år vokser mængden af elektronikskrot i i Europa med 3-4 %. Fortsætter det vil vi kassere over dobbelt så meget elektronisk grej om 15 år.

Og så er der brugen af det. Alene den energi der forbruges, når vi IKKE bruger apparaterne er nok til at mane forestillingen om den forureningsfri informationsøkonomi i jorden. Millioner af computere står tændt natten over, fordi brugerne ikke gider eller ikke forstår at slukke for dem.

Standby, det at apparater står tilsluttet og klar til at tænde øjeblikkeligt, sluger forbløffende mængder af strøm. Det er et almindeligt skøn at det utal af TV, video, computere og stereoanlæg der står på standby i de danske hjem sluger omkring en tiendedel af det private strømforbrug.

Jonathon Porrit peger på at informationsøkonomien også har store konsekvenser for den sociale bæredygtighed:
I Danmark tales der om faren for at dele befolkningen i et digital A og B hold. I Storbrittanien kalder man det "digital exclusion" - digital udelukkelse - når udbredelsen af computerteknologien styrker dem, der i forvejen har råd og evner - og udelukker dem, der ikke når at komme med.

… og nu vi er ifærd med at fremmane computerne dårligdomme, så peger Porrit også på en mere abstrakt, men nok så væsentlig bivirkning han frygter ved det digitaliserede samfund:
Er der noget i den måde de her teknologier bliver anvendt, der er skadeligt for samfundet fordi det får folk til at opføre sig som isolerede individer, som kun tænker på det de selv er i gang med at bruge computeren til - uden nødvendigvis at være forbundet til et lokalt fællesskab, spørger Jonathon Porrit.

Man kan spekulere på om teknologien er med til at gøre isolationen af mennesker i samfundet værre - og det rejser så spørgsmålet om hvorvidt industrien har et ansvar for at tage fat på nogle af de problemer, siger Jonathon Porrit.

Og dermed er vi fremme ved det projekt, som Jonathon Porrit har været med til at gennemføre, først i Storbrittanien og nu på europæisk niveau under navnet Digital Europe.
Det går ud på at kortlægge informationsteknologiens miljømæssige og sociale påvirkninger og at undersøge om industrien kan inddrages i bestræbelserne på at gøre den digitale udvikling bæredygtig.
Groft sagt, så er ideen at vænne IT-industrien til at påtage sig et ansvar for at dens produkter gavner, snarere end at skade samfundet - fuldstændigt som vi gennem de senere år er begyndt at forvente at de mere etablerede industrier opfører sig ansvarligt.

Indenfor den traditionelle produktion har vi vænnet os til at lave vurderinger på forhånd, inden vi tager nye teknologier i brug. På EU-plan bruges forsigtighedsprincippet der indebærer at man skal bevise, at en ny teknologi er ufarlig før den kan godkendes. Man er nødt til at tænke forholdene igennem, og det giver konkrete resultater i form af reguleringer, analyser og ændringer i designet af produkterne, siger Jonathon Porrit.
Men den tankegang ser man overhovedet ikke når det drejer sig om informationsteknologi

I første omgang handler det om at få sat tal på problemerne, og få fundet nogle ideer til hvad der kan gøres for eksempelvis at mindske affaldsmængderne eller forhindre at den sociale isolation og kløften mellem computerkyndige og dem, der ikke bruger computere bliver større.
I Digital Europe projektet er det det tyske miljøforskningscenter Wuppertahl Instituttet der skal undersøge de miljømæssige påvirkninger, medens Porrits tænketank Forum of the future er gået sammen med en række store virksomheder som HP, SUN og AOL om se på virksomhedernes sociale ansvar.
Det er planen at rapporten skal præsenteres til juli.

Digital Europe projektet er støttet af EU-kommissionen, og EU kommer også til at støtte tankegangen bag det meget konkret med det kommende direktiv om elektronikskrot, der netop er blevet vedtaget. Direktivet pålægger producenter af alle former for elektrisk udstyr at betale for at apparaterne igen indsamles og genanvendes. Direktivet ventes at træde i kraft fra efteråret 2004, og det er hensigten at de nye krav skal få producenterne til at designe deres apparaterne så de er bedre forberedt til at kunne genbruges.