Uddannelse til tiden
Fremtidens spilleregler gælder også for skolerne
nov. 2002

De kommende årtier vil blive formet af en stribe overordnede tendenser og spilleregler. Tilsammen er de som en meget kraftig strøm i en flod. Der er sikkert folk, som vil kunne gå imod og finde måder at sætte sig ud over de kræfter, men generelt vil man klare sig langt bedre og komme hurtigt og behageligere frem ved at placere sig smart i forhold til at udnytte dem.

Vi vil alle blive mere og mere forbundet til hinanden. Gennem bedre transport og ikke mindst elektroniske netværker vil vi i stigende grad være deltagere i et globalt NU - et system hvor milliarder af mennesker og maskiner konstant er i samspil.
Det er tidens store projekt at fjerne afstande og forsinkelser; hvad enten det er ved hjælp frihandelsaftaler, Metro-byggeri, bredbåndsforbindelser eller internationale standarder.
Vi knyttes stadig tættere sammen, og vi oplever meget direkte at vi kan påvirke begivenheder og mennesker hvorsomhelst på kloden - og at vi tilsvarende er direkte påvirket af hvad der foregår i resten af verden.

Industrialderens masseproduktion af ensartede varer er ikke længere tidsvarende. Den rene funktionalitet i en bil, et køleskab eller radio har vi fået forlængst, nu ser vi os omkring efter noget ekstra; noget der opfylder netop vores individuelle behov.
Den personligt målrettede produktion har helt andre spilleregler. Som leverandør må man opbygge et forhold til den enkelte kunde. Man er nødt til at vide hvad de vil have - og dét er ikke noget man kan lære en gang for alle. Folks behov og lyster ændrer sig konstant, hvis man vil leverere det, der kan opfylde dem, må man selv ændre sig med dem.

Det kræver informationer. Man er nødt til at få viden om kunden, løbende revideret og gerne ret detaljeret. Man kan sige, at det handler om at gøre systemet intelligent, i den forstand at det kan registrere sin omgivelser og forholde sig til dem. Den leverandør der ikke ved hvad kunden har brug for i øjeblikket har svært at ved at foreslå en intelligent løsning.

Det handler selvfølgelig også om tillid. I internettets troløse univers må man forsøge at opbygge et fortsat forhold til kunden, hvor begge parter føler at de vinder på at komme til at kende hinanden bedre og bedre med tiden. Dermed går kontakten fra enkeltstående transaktioner, til abonnementer og service-ordninger - eller: fra færdige produkter til fortsatte processer.
Det fysiske produkt bliver en platform for levering af informationsbaserede tjenester, og det er i de tjenester, den virkelige økonomi ligger.
Eksempelvis: En mobiltelefon koster ikke meget og fremstillingen af den kræver ikke mange arbejdere - men de tjenester, den giver adgang til, er dyre, de fornyes til stadighed og det er dér arbejdspladserne er.
Samme model kan brede sig til køleskabe, biler, briller og huse i takt med at vores traditionelle brugsgenstande forsynes med muligheden for at kommunikere og indgå i samspil med hinanden.

Ideelt er det, hvis man kan inddrage kunden i at skabe produktet. En online tjeneste kan tilbyde kunder at specificere meget præcist, hvad de ønsker leveret ud fra en række standardiserede elementer. Strategien medfører imidlertid et skift i designerens og producentens rolle: Snarere end at konstruere færdige løsninger, skal man skabe værktøjer, der gør det så enkelt og effektivt som muligt for brugeren at opnå en personligt tilpasset løsning.

Hastig forandring vil være et grundlæggende vilkår i alt dette. Som nævnt fjernes forhindringer og afstande, samtidig vil leverandør være yderst opmærksomme på at de konkurrerer på evnen til at være helt ajour med markedet behov - og gerne i stand til at definere nye former for behov og tjenester. At gøre som man plejer er en højst usikker strategi.

Endelig er det vigtigt at forstå at den store personlige frihed og mulighederne for at få tingene præcist, som man hver især ønsker det, samtidig pålægger den enkelte et stort personligt ansvar.
Vi kan vælge: Det er ikke givet at vi skal tage en bestemt uddannelse, få en bestemt form for familie eller gøre vores arbejde sådan som man plejede. Omvendt kan vi så heller ikke bruge det som en undskyldning, at vi blot gør som man altid har gjort.
Systemet er interaktivt. Vores handlinger afgør hvad vi får ud af samspillet - men dermed har vi også et medansvar. Langt mere end dengang vi ikke havde valgmulighederne.
Det vil være et afgørende skel i befolkningen: om man forstår at påtage sig ansvaret, og udnytte valgmulighederne til at komme videre og opnå det, man selv ønsker. Eller om man overlader styringen til systemet og omgivelserne, der vil være udrustet som aldrig før til at forsøge at gætte sig til hvad en person kunne tænkes at ønske - udfra devicen "mere af det sædvanlige".

Det er i dét landskab skolernes fremtid er. De skal uddanne mennesker, der fungerer godt og føler sig hjemme og kompetente med de spilleregler - men de skal også selv opererere under de betingelser. Hvis ikke, er risikoen overhængende for at de bliver irrelavante og udkonkurreret.

Lad os gå lidt mere i detaljer med hvad scenariet betyder konkret for kravene til deres kvalifikationer:

Ser man på de betydelige teknologier og de opgaver der udgør hovedparten af økonomien, så går det i retning af samarbejde og netværker, ofte globale.
I store projekter, som udviklingen af Internettet, kortlægningen af generne og deres funktion, eller i udvikling af nye bilmodeller, kan man nærmest beskrive processen som en global, fælles hjerne, hvis resultater opstår i samspillet mellem tusindvis af mennesker, der i realtime udveksler tanker og deler information.
Fuldstændigt den samme effekt vil vi i stigende grad se også for langt mindre projekter. Den fremadskridende globalisering er en realitet, og selv et lille nystartet firma eller en projektopgave på en uddannelsesinstitution vil oftere og oftere være internationalt orienteret og sammensat.
Meget ofte vil kvaliteten af et projekt være proportionalt med deltagernes grad af forbundethed til de andre i verden, der arbejder med noget lignende.

Altså: De studerende skal have det internationale perspektiv og forståelsen for at trække på alverdens ressourcer inde på rygraden.
Men det skal skolen og dens lærere sandelig også. Det må være en naturlig ting aktivt at brede sig ud mod verden, for at skabe en grundtone af global sammenhæng. Det bør være standard med samarbejdsprojekter, gæstelærere, video-konferencer, rundhåndet anvendelse af IT og kommunikation, og modulopbygning af kurser der tillader udveksling og anerkendelse af kompetencer i udenlandske skoler og i helt andre faglige uddannelser.

Tværfagligheden er karakteristisk for den videnskabelige og teknologiske udvikling disse år. Centrale, fremtidige teknologier som bioteknologi, nanoteknologi, robotter, kunstig intelligens og styring af store komplekse systemer som trafik, el-net og data-net er karakteriseret ved at kræve ekspertise fra meget forskelligartede områder. Mikromekaniske udviklingsprojekter kan således typisk involvere programmører, forskellige typer specialiserede biologer, kemikere, fysikere - og økonomer.

Som beskrevet er det nødvendigt for alle former for producenter og leverandører at kende deres kunder så godt som muligt.
Hvem er de? Hvor kommer de fra? Hvor skal de hen?
Det kan lyde helt filosofisk, men det er afgørende at vide - og det gælder også for skoler.

I øjeblikket er der et kolossalt spild i uddannelsessystemet. Eleverne får ikke lige den viden de har brug for, men knokler i stedet på at indlære færdigheder, som går direkte i glemmebogen efter kurset, fordi de ikke bliver anvendt.
Hvem kender ikke fornemmelsen af nærmest aktivt at fortrænge alt det man har knoklet i måneder for at lære, i det øjeblik man træder over tærsklen fra eksaminationslokalet?

Det er en generel og grundlæggende mangel ved den måde undervisningssektoren er organiseret på, at uddannelser er skarpt afgrænsede i tid og sted. Meget ville være vundet, hvis man var istand til at skabe et større overlap mellem karrieren og uddannelsen - og det vil i endnu højere grad blive tilfældet, når behovet for livslang læring slår igennem i de kommende år.

Hvis uddannelsen blev planlagt i en vis dialog med de studerende ville man kunne imødekomme de konkrete behov som den studerende aktuelt har, og man kunne bedre møde den studerende på vedkommendes niveau.
Det gælder både med hensyn til pensum og hvorledes undervisningen skal organiseres - om det eksempelvis skal være som daglige lektioner, som fjernundervisning, weekendkursus, praktiske øvelser osv.
Ved at inddrage eleverne allerede før kurset ville man altså dels kunne fokusere bedre på de reele behov, dels ville man gøre det lettere for eleverne overhovedet at deltage.

Der er endnu større gevinster at hente ved at strække uddannelsesforløbet i den anden ende. I øjeblikket stopper kurser og uddannelser brat. I løbet af kurset opbygger lærere og elever ofte en tæt forståelse og tillid. Specielt på årelange uddannelser får læreren et nøje kendskab til elevens personlighed, behov, interesser, styrker og svagheder - og det giver principielt læreren et godt grundlag for at rådgive eleven.
Det er en grad af fortrolighed som andre brancher ville give meget for at have til deres kunder. Men skolerne bruger det ikke til noget, forbindelsen afbrydes fuldstændigt, når kurset slutter.

Det er ikke kun de personlige forhold der forsvinder, det er først og fremmest arbejdet med selve det emne, man studerer, som brat afskæres. Hvis man vil arbejde videre med den viden man har fået, må man som elev typisk starte forfra i helt anden sammenhæng - med andre lærere og medstuderende og med andre undervisningsmaterialer.
Skulle der undervejs i et kursus være dukket problemstilinger op, som eleverne gerne vil høre nærmere om, kan det ikke lade sig gøre, for forløbet og pensum ligger fast på forhånd. Det ville være særdeles besværligt at forlænge kurset , og der findes ikke noget forum, hvor lærere og elever har mulighed for at fortsætte med diskussioner og spørgsmål efter kurset.
Når eleverne har haft lejlighed til at fordøje indtrykkene og bruge deres nye viden på jobbet, hører det til sjældenhederne at der er mulighed for at vende tilbage og få opfølgende undervisning i forhold til de nye spørgsmål der måtte melde sig, eller for genopfriske de problemstillinger man ikke helt forstod og som senere viste sig at være vigtige.
Skulle der ske udviklinger - f.eks. indførelsen af ny teknologi i en branche - som gør, at det kunne være relevant at ajourføre den viden, eleverne i sin tid fik på et kursus, er der sjældent systemer på plads til at finde eleverne og tilbyde dem et supplerende kursus.

Hvad selve pensum angår vil den hastige forandring i teknologi og samfund stille krav om nye former for kompetence.
Det bliver stadig vigtigere at lære hvordan man lærer, så man er i stand til løbende at vedligeholde sin viden i forhold til nye realiteter og skiftende krav.
Det er en slags meta-viden: En særlig disciplin om at orientere sig i forhold til omgivelserne og identificere den viden man har behov for i forhold til ens situation eller det projekt, man arbejder på.
Det er også en systematik omkring tilegnelse af forståelse: Når man står over et problem, skal man kunne opstille hypoteser om hvordan systemet fungerer og kan påvirkes - og derefter må man afprøve dem og justere sin teori.

Det er noget ganske andet end at indlære færdige facts. I stedet lærer man en proces af fortsat personlig og faglig udvikling.
Det er nært forbundet med kravet om at kunne tage et ansvar og tænke selvstændigt - "Kreativitet" er måske det ord, der bedst beskriver den kompetence.

Man kan sige at skolesystemet ikke har formået at lære af de spilleregler som er blevet gældende for alle andre brancher i samfundet efter overgangen fra industrialismen til et samfund præget af netværk og informationer.
Som beskrevet i indledningen så handler det netværksamfundet ikke om at lave standardiserede løsninger i masseproduktion. I stedet konkurrerer man på at levere tjenester der så vidt muligt er målrettet mod den enkeltes aktuelle interesse og behov.
Det fordrer at man kender kunderne, at man bemærker deres vaner og ønsker. Det er ikke noget man kan registrere én gang for alle, for folk og samfundet ændrer sig konstant. Derfor er det centralt at kunne skabe et fortsat forhold til sine kunder der udvikler sig over tid, snarere end blot at sælge færdigvarer fra gang til gang. Ofte betyder forholdet at rollerne mellem producent og forbruger forandres, fordi forbrugerne i højere selv kan være med til at udforme den vare eller tjeneste de bruger.

Især den elektroniske kommunikation medfører at den geografiske nærhed betyder langt mindre. Kunder kan i vidt omfang serviceres uanset hvor de befinder sig. Endelig er der en stærk tendens til at udvide det man tilbyder, ved at skabe supplerende tjenester på internettet -så kunderne eksempelvis kan finde yderligere informationer, følge de seneste nyheder, eller indgå i en dialog med producenten eller med andre kunder der har samme interesse.

De spilleregler vil også kunne udnyttes af uddannnelses-institutioner. Og omvendt: hvis ikke uddannelserne forstår at forandre sig i forhold til de nye omstændigheder, vil de ikke kunne konkurrere om de studerende.

Det er specielt de videregående, professionaliserende uddannelser, der har mulighed for at organisere sig , så de integreres langt tættere i hele de studerendes karriereforløb.
Informationsteknologi er det oplagte redskab: Websites, kan rumme yderligere kursusmateriale, videreføre diskussioner, holde kontakten til skolen og studiekammeraterne vedlige, og de kan reklamere for nye kursustilbud.
Chat, e-mails og egentlige interaktive undervisningsprogrammer og udsendelser kan mindske afhænigheden af følge et kursus på bestemte tider og steder, og gøre det muligt for elever at fortsætte med at konsultere deres lærer efter det egentlige kursusforløb er overstået.

Endelig kan det vise sig at der er behov for en helt ny funktion i uddannelses-systemet; en "uddannelses-mægler" eller "kompetence-manager". Det er en funktion der er mere indgribende og langvarig end den uddannelsesvejleder, som mange skoler har tilknyttet. Tanken er at have en komptetnt og uvildig rådgiver, der kan hjælpe med at vælge uddannelser, vedligeholde kompetencen og sørge for at finde de uddannelser og kurser, der er de mest relevante i forhold til ens persons aktuelle situation - hele vejen gennem livet.

Alt i alt handler det om at skoler ikke alene må uddanne elever der er udrustet i forhold til fremtidens spilleregler. Skolerne må i høj grad også selv lære at leve efter dem.