Kunstigt liv
Der er én opfindelse, som meget vel kunne tænkes at komme med når man ved det næste årtusindeskifte skal gøre status over årtusindets største opdagelser: kunstigt liv.
Det er noget uklart om kunstigt liv allerede skal regnes med til dette årtusindes opfindelser, for man kan skændes bravt om hvorvidt det er lykkes at skabe det eller ej. Muligvis vil man stadig skændes om det i år 2999.

Det eneste liv vi har kendt hidtil er baseret på organisk kemi og på den genetiske information i DNA, som er fælles for enhver levende celle, uanset om den er fra et træ, et bakterie eller et menneske.
Der er imidlertid mange forskere, der mener at livet er en proces, som udemærket kan forløbe i et andet medie; efter deres mening kunne processen eksempelvis lige så vel finde sted i de mikroskopiske baner på en computerchip af silicium.
Hvis det er tilfældet, så kan man med rette hævde, at vi allerede nu ser de første tegn på primitivt kunstigt liv udfolde sig.
Hvis man skal forsøge at indkredse hvad det vil sige at noget er levende, så er nogle af kravene at det skal have et stofskifte, at det skal kunne udvikle sig selv, reagere på ændringer i omgivelserne, og at det skal kunne formere sig.
Der findes computerprogrammer, der mageligt kan opfylde de krav, nogle typer computervirus kan eksempelvis opføre sig forbløffende liv-agtigt. Andre programmer er specifikt skrevet i et forsøg på at starte en proces, der får sit eget liv. Man kalder det "Artificial life", eller bare "A-life".
#me
Selvorganisering
#bg Det teoretiske grundlag for A-life stammer fra en anden forholdsvis ny videnskabelig disciplin; kompleksitetsforskningen.
Ideen er at undersøge de træk, der er fælles for alle mulige, såkaldt komplekse systemer, hvor et stort antal elementer indgår på kryds og tværs i et tæt samspil. Et komplekst system kan være alt fra kursudviklingen på børsen, vejret, trafikken omkring en storby eller det menneskelige immunforsvar.
For dem allesammen gælder det, at der ikke er en overordnet instans, der kan overskue og styre alle dele af systemet. Det, der foregår, er hele tiden resultatet af en masse enkeltdeles handlinger. Ikke desto er der gerne et overordnet mønster i systemets udvikling, nogle tilbagevendende begivenheder eller endda meget avancerede mekanismer til at holde hele systemet i balance.
Det afgørende er, at de mønstre er opstået af sig selv, som en funktion af enkeltdelenes samspil. Man kalder det "selvorganisering", når nye egenskaber på den måde bryder frem.
Håbet indenfor A-life er at liv og bevidsthed er resultater af selvorganisering. Det ville betyde, at hvis man kan skabe systemer i en computer, der er tilstrækkeligt komplekse, så vil der på et tidspunkt ske en form for spring, der bringer systemet ind i en helt ny tilstand.
Det kan sammenlignes med det der sker, når man viser en filmoptagelse meget langsomt, så man ser hver enkelt billede som et stillestående fotografi. Når man sætter farten i vejret, vil man på et tidspunkt opleve at billederne bliver levende. Det er stadig de samme enkeltbilleder man ser, men der er opstået noget nyt, fordi billederne nu spiller sammen i vores hoved.
#me
Elektronisk evolution
#bg Den holdning man oftest møder blandt de, der forsøger at skabe A-life er at de ikke mener at deres programmer for alvor er levende idag. Omvendt anser de det for nærmest usandsynligt at de ikke skulle blive levende indenfor en overskuelig årrække. Det er blot et spørgsmål om tid før computerne bliver så kraftige, at de kan afvikle programmer, der er tilstrækkeligt komplekse.
Sammenlignet med hastigheden i den "gammeldags" biologiske evolution går udviklingen af grundlaget for kunstigt liv en hel del hurtigere. Hvis udviklingen af computerkraften fortsætter med den fart, den har haft siden halvtredserne – og det er der mange i industrien der forventer - så vil vi om 30 år have computere, der er en million gange kraftigere end idag.
Det svarer til at et regnestykke, der idag tager en computer et år at udføre, til den tid vil kunne løses på 30 sekunder. Og skulle dén forøgelse af regnekraften ikke være tilstrækkelig, hvad så om 100 eller 200 år? Det er ikke længe i et evolutions perspektiv.
Allerede idag er der ganske forbløffende eksempler på at computerprogrammer kan tage ved lære og udvikle sig selv.
Neurale netværk er en type programmer, der skal "trænes", så de kan lære at vurdere situationer og tage beslutninger ud fra deres erfaringer, snarere end slavisk at holde sig til en facitliste om at man i den-og-den situation gør sådan-og sådan.
Det er også tankevækkende at se hvor meget intelligens og kompleksitet, der efterhånden indbygges computerspil, computersimulationer og i udviklingen af såkaldte "agenter", der kan udføre ordrer og tage på opdagelse på nettet.
I den forbindelse er det også værd at bemærke, at der i Windows NT, det styresystem, der bruges i de fleste organisationer med mange computere forbundet i et netværk, er over 20 millioner linjer programkode. Det kan sagtens måle sig med antallet af instrukser i generne for mange simple, levende organismer.
#me
Det simplest mulige DNA
#bg Det er imidlertid ikke kun i computerverdenen man forsøger at skabe liv. En af bioteknologiens mest kontroversielle figurer, amerikaneren Craig Venter arbejder i øjeblikket på at opbygge en levende bakterie fra bunden.
Venters selskab Celera Genomics har kortlagt hele DNA-sekvensen for bakterien Mycoplasma genitalium. Mycoplasma er den simpleste organisme man kender, dens DNA består af kun 470 gener – til sammenligning har mennesket over 100.000 gener.
Craig Venter og hans stab har systematisk forsøgt sig med at slukke for så mange af bakteriets gener som muligt for at finde frem til det mindste sæt af genetiske instrukser der skal til for at en organisme kan overleve og reproducere sig selv. Foreløbig er man nået ned på omkring 300 gener.
Skridtet videre er at forsøge at opbygge et kunstigt DNA molekyle og indsætte det i cellekernen fra et bakterie, hvor man har fjernet DNA’et, i håb om at cellen derefter vil begynde at dele sig og vokse op til den organisme, som det kunstigt DNA koder for.
Indenfor kemi er der også eksperimenter, der stærkt nærmer sig grænsen mellem liv og død. På flere laboratorier arbejder man med at skabe kemiske miljøer, der svarer til den "ur-suppe" der eksisterede i universet inden livet opstod.
Teorien er at nogle typer molekyler er mere tilbøjelige end andre til at opstå, og når de opstår, vil de ydermere have tendens til gradvist at finde sammen i stadig mere avancerede og robuste molekyler, for til sidst at nå op til det man kender som organisk kemi. Hvis man kan genskabe den proces, ville man i teorien have skabt nyt liv ud fra de grundlæggende kemiske byggeklodser.
Man kan dårligt tænke sig et forskningsområde der er så kontroversielt set fra et religiøst synspunkt. Til syvende og sidst er spørgsmålet om livet er en rent mekanisk, kemisk proces, som starter, hvis blot man bygger det rigtige system - eller om der skal noget mere til; en guddommelig gnist af liv.
Skulle det lykkes at skabe liv vil det afgøre en diskussion, der har kørt i ikke bare ét, men mange årtusinder.