Ånden i maskinen

Anmeldelse og omtale af "The age of the spiritual machines".

Fremtiden ser - i store træk - sådan ud: Computerne vil fortsætte med at blive kraftigere, billigere og mindre. Idag kan vi have en computer i lommen, senere vil de blive indbygget i tøj, briller og møbler. Derefter vil de blive indbygget i direkte i kroppen.
Sværme af milliarder af computere så små som blodceller vil bo i vores kroppe, mange af dem vil forbinde sig direkte til nerveceller i hjernen. Dermed kan de sanse hvad nervecellerne gør, og videresende dataene til en computer, der kan sammensætte en præcis udlæsning af en persons tanker og følelser.
De små robotter i vores hjerne kan også sende impulser til nervecellerne og på den måde udvide hjernens evne til beregninger og hukommelse. Faktisk vil det være muligt at downloade viden, følelser og minder fra databaser eller fra andre personer - fuldstændigt ligesom en computer via et netværk kan downloade informationer udefra.
Undervejs forsvinder en del af vores normale, grundlæggende holdepunkter i tilværelsen: Når vores hjerner er forbundet er mennesker ikke længere adskilte personligheder. Det vi ser kan lige så godt være noget, der i virkeligheden opleves af en persons øjne et helt andet sted - eller det kan være indtryk som skabes kunstigt af en computer.
Med kroppen fuld af små robotter og computere er det svært at afgøre om vi er menneske og maskiner. Og når tankeprocesserne kan aflæses og overføres til en computer, ja, hvad sker der så med jeg'et eller sjælen? Selvom den fysiske krop skulle dø kan processerne i hjernen køre videre på en computer - hvis man har husket at tage backup.
Ray Kurzweil's bog "Ånden i maskinen" giver et svimlende indblik i hvordan den rivende teknologiske udvikling fuldstændigt kan forandre hvad det vil sige at være menneske.
Det mest foruroligende ved bogen er måske at det ikke engang vil tage ret længe. Om 30 år vil computerne overgå mennesket i intelligens, mener Kurzweil - og derefter vil de blot fortsætte, hurtigere og hurtigere, med at udvikle sig til noget der er så avanceret at mennesker ikke har forudsætningerne for at fatte det.
Kun ved at smelte fuldstændigt sammen med teknologien kan vi følge med. Kurzweil forudser at menneskeheden allerede ved slutningen af dette århundrede vil være delt, så der ikke længere er noget meningsfuldt samspil mellem dem, der ikke benytter de nye teknologier, og dem, der gør.

Sværme af mikroskopiske robotter
Udover super-intelligente computere vil fremtiden også blive voldsomt præget af "nanoteknologi". Nanoteknologi er ting, der bygges fra bunden af, molekyle for molekyle. I stedet for at støbe, svejse og skrue genstande sammen, går nanoteknologi ud på at fremstille ting ved at bygge dem op fra bunden, molekyle for molekyle, med en præcision der måles i "nanometer"; milliontedel af en millimeter.
Ideen er at konstruere "nanorobotter"; der kan programmeres til at opbygge stort set hvad som helst ud fra nogle få forskellige og billige råmaterialer. Siden hver enkelt nano-bot er så ekstremt lille skal de arbejde i sværme på milliarder for at kunne fremstille noget, der er brugbart i menneskelig skala. Til gengæld vil der kunne skabes maskiner, der er ufatteligt kompakte og præcise.
Endnu er nanoteknologi stort set kun et koncept, men forskernes evne til at manipulere med ting i nanometer størrelse bliver - selvfølgelig - hastigt bedre. Kurzweil forestiller sig at teknologien allerede i midten af dette århundrede er så vidt udviklet, at man kan fremstille fødevarer og totalt genanvende de fleste former for affald ved hjælp af nanoteknologi.
Noget længere ud i fremtiden mener han vi vil se sværme af nano-robotter fungere som tre dimensionelle, fysiske projektioner af personer eller genstande. Ligesom man med video øjeblikkeligt kan overføre et levende billede af en person, mener han at en sværm af nanorobotter kan danne en nøjagtigt og bevægelig afspejling af hvordan en person, der befinder sig et andet sted, ser ud.

Selvforstærkende udvikling
Den fremtid Ray Kurzweil beskriver i "Ånden i maskinen" er fantastisk, men bogens store styrke er at Kurzweil kan sandsynliggøre at det vil ske.
Kurzweil har selv opfundet en stribe af computerverdenens nøgleteknologier, først og fremmest systemer til at scanne tekst, tale-syntese og forståelse og oversættelse af tale. I musikverdenen er han kendt for at have udviklet en række af 80'ernes bedste synthesizere. Han har modtaget en stribe af æresdoktorater og priser. I år blev han tildelt den største pris i USA for teknologisk udvikling på en halv million dollars.
Hjørnestenen i Kurzweils forudsigelser er det, han kalder "loven om det accellererende udbytte". Ideen er at den teknologiske udvikling går hurtigere og hurtigere, for hver ny generation af teknologi betyder at man har bedre værktøjer til at skabe den næste og endnu bedre generation af teknologi.
Udviklingen forstærker sig selv, og derfor vil teknologiske fremskridt, der med dagens tempo ville tage 100 år at udvikle, reelt kun tage 25 år. Kurzweil hævder faktisk, at hastigheden af den teknologiske udvikling fordobles på ti år - og dermed skulle vi i det kommende århundrede gennemleve teknologiske forandringer svarende til 20.000 år.
For at underbygge dén påstand nævner Kurzweil kortlægningen af menneskets gener, der vel er det største videnskabelige projekt i nyere tid.
Da man bestemte sig for at kortlægge hele arvemassen var teknikken til at aflæse gener så langsom, at det ville tage 10.000 år at få alle dataene på plads, hvis man fortsatte med samme fart. Men man anslog at teknologien ville udvikle sig så hurtigt undervejs, at man kunne nå det på bare 14 år.
Projektet endte med at blive gennemført 3 år før beregnet. Så sent som året før man blev færdig var kun 15% af genomet aflæst - de sidste 85% blev aflæst inden for det sidste år.
Efter Kurzweils mening er det et lysende eksempel på hvor hurtigt teknologien kan udvikle sig, når der sættes ressourcer af til formålet.

Singulariteten er nær
Ligegyldigt hvor man vender sig hen i Ray Kurzweils univers så er fremtidsudsigten noget der nærmest går amok i løbet af en 30-40 år. Processorhastigheden stiger, teknologien bliver mindre, vores videnskabelige viden bliver større og stadig flere af os forbindes globalt med stadig kraftigere forbindelser.
Man har et begreb indenfor videnskaben der kaldes en "singularitet". En singularitet er et punkt i udviklingen, hvor der sker så store ændringer, at det er nærmest umuligt at forudsige hvordan der vil være bagefter.
En del folk i computerverdenen har peget på at verden ser ud til at nærme sig en singularitet. Set fra menneskers synspunkt kommer udviklingen bogstaveligt talt ud af kontrol, når den videre udvikling styres af computere og robotter, og vi forlængst er forbi det punkt hvor vi kan vælge at slukke det.
Meget passende er arbejdstitlen på Ray Kurzweils næste bog "The singularity is near" - så kan man selv vælge om man vil tolke det som enden eller begyndelsen på noget nyt.
Kurzweil ser vores søgning efter stadig større viden som et spirituelt projekt. Det er menneskehedens skæbne her i universet at deltage i den udvikling. Med mennesket opstod intelligens og evnen til konstruere og anvende redskaber. Det næste trin i udviklingen bliver når de redskaber overgår os, og selv kan begynde at udvikle sig videre.
At maskinerne om nogle årtier dybest set overtager pladsen som de mest avancerede skabninger på kloden er for Kurzweil blot endnu et skift i metode for den større universelle udvikling.