En kælder fuld af vandrende robotter
Nov. 2001

Adressen er "Technology square", højhuset er en del af et af verdens førende tekniske universiteter, MIT i Boston.
Når man går forbi vagten og ind i lobbyen, skal man ikke tage en af elevatorerne, men gå forbi dem, hen til en dør, der nærmest går i ét med panelerne. Bagved den er der pludselig ikke så forkromet og marmorbelagt længere. Den smalle trappe fører ned i kælderen, hvor lyset er lidt søvnigt og lugten minder om et rockorkesters øvelokale.
På bordene flyder det med stumper af kunstige skabninger, arme og ben, halve kroppe af stål og printplader. Hist og her ligger kunstige menneske ben- og fodproteser.
Gangene fører frem til en hal, og i midten, ophængt fra loftet i stålwirer, hænger en robot i fuld menneskelig størrelse, men en robot uden hud, så at sige. Der er frit blik til hele konstruktionen af støddæmpere, dioder, mikrochips og et virvar af ledninger. Robotten mangler hovedet, men det forhindrer nu ikke at den virker særdeles "menneskelig" - eller hvad man nu skal kalde det. Man kan sagtens forestille sig at den kunne vågne op og begynde gå omkring, hvis nogen sluttede strømmen til og kappede wirerne. Den ligner ikke noget man har lyst til at stå i vejen for på en dårlig dag.
Vi er i ben-laboratoriet, The Leg-lab. Her udvikler man robotter med
ben. Nogle af dem ligner dinosaurerer, andre ligner strudse eller insekter, og så er dem, der ligner mennesker.

Lederen af laboratoriet er Gill Pratt, han har et stort uglet mørkebrunt hår og fuldskæg. En meget rolig type, lige dele hippie og nørd. Han har ikke taget pænt tøj på i dagens anledning. Og fuld forståelse for det, det bliver til en hel del besøgende journalister, der forvilder sig her ned i kælderen.
I øjeblikket ser man ikke meget til robotter ude i den virkelige verden. De er henvist til fabrikker eller til at udforske farlige miljøer og fjerne planeter. Men det vil snart ændre sig.
Gill Pratt tror det vil gå med robotter som det gik med computerne. I starten brugte man dem kun i erhvervslivet, men efterhånden brdte de sig til vores hjem. Så der vil komme selvstyrende robotter, der bevæger sig rundt ligesom dyr eller menesker gør, og de vil blive brugt overalt hvor vi er, i vores hjem, på byggepladser, på plejehjem og hospitaler, i landbruget.
Og så i militæret, selvfølgelig.

Den store menneskerobot der hænger livløst ned fra loftet i the leglab er først og fremmest betalt af det amerikanske forsvars udviklingsprogram DARPA. Det man håber på at få udviklet er en robot, der kan bruges i stedet for menneskelige soldater som redningsmandskab eller til at recognoscere i farlige situationer.
Når M2, som robotten så charmerende hedder, engang får et hoved, så vil det have indbygget videokamera og mikrofoner, så man kan sende den afsted og fjernstyre den inde i et farligt område hvor den kan lede efter snigskytter og terrorister - eller efter ofre for en katastrofe.

Nok engang er det som om virkeligheden efteraber sciencefiction filmene. Der er en rig tradition i Hollywood for menneskelignende robotter som terminator og robocop. Men hvorfor er det egentlig at robotter absolut skal ligne mennesker. Når man har muligheden for at designe et nyt væsen helt fra bunden, var det så ikke muligt at finde på noget smartere end en maskine, der vakler afsted på to ben.

Hvis ikke vi vil bygge om på vores hjem og omgivelser for at robotterne kan komme til at hjælpe os, så må vi bygge robotter, der er stort set som os selv - altså i en højde så de kan åbne døre, skuffer, skabe og gå op af de trapper vi selv bruger.
Der er også den fordel ved en menneskelignende robot at vi har meget let ved at aflæse den. Vi kan forstå dens mimik uden at skulle læse en manual først, vi ved hvad et smil betyder og vi kan følge dens blik for at forstå hvad det er den fokuserer på. Med menneskelige karaktertræk bliver det langt lettere for mennesker at regne ud, hvad robotten er igang med.

For forskerne har menneskelignende robotter også den fordel at de meget lettere kan se, om robotten fungerer ordentligt:
Mennesker har en intuitiv fornemmelse for om kroppen fungerer rigtigt, Hvis vi ser nogen der går lidt mærkeligt, så registrerer vi det øjeblikkeligt - og præcis den samme intuition kan forskerne bruge, når de justerer deres gående robotter.

Endnu en grund til at bygge menneskelignende robotter er at det ganske enkelt er sjovt. Som Gill Pratt konstaterer, så er der stort set kun mandlige robotkonstruktører. De kan ikke få babyer, i stedet kan de more sig med at bygge maskiner der minder om det.

Der er noget om snakken. Der er tydeligvis et eller andet ved robotter, der virker enormt tiltrækkende på drenge. Jeg har såmænd selv en søn, og han er ingen undtagelse - hvis han ser noget legetøj, der ligner en robot, så bliver han helt elektrisk.
Sidste år gav vi ham faktisk en robot i fødselsdagsgave - sådan en 40 cm høj robocop-type. Den kunne vakle usikkert fremad, mens den blinkede, råbte et eller andet uforståeligt med metalisk stemme og skød løs med sin laserpistol.

Desværre for Mads, men heldigvis for husfreden, så holdt robotten ikke ret længe. Allerede efter en time begyndte den at stamme slemt, og dagen efter væltede den lidt uheldigt under en demo for en af kammeraterne - og så var dén stort set reduceret til en klump ubrugeligt plastik og metal.
Endnu engang havde min søn oplevet at det meste legetøj er noget juks man ikke kan stole på, men i det mindste havde robotten ikke kostet mere end 75 kroner, så ulykken var til at overse.

Men hvad nu hvis det havde været en husholdningsrobot i fuld størrelse der var crashet? Risikerer vi egentlig ikke at få slået huller, både i vores børn og i økonomien, når vi slipper de rigtige robotter løs i nærmiljøet?

Det er faktisk sket at folk er blevet slået ihjel af robotter, men det har været store tunge industrirobotter ved et samlebånd.
Hvis man skal bygge Robotter til hjemmebrug, mener Gill Pratt at de skal have indbygget sensorer, så de har virkelig god kontrol over hvor hårdt de trykker på noget - på den måde kan man programmere dem til aldrig at presse med en større kraft end hvis de simpelthen væltede.
Men hvis det nu er et barn robotten vælter over, kan dét være alvorligt nok, og derfor er det også vigtigt at husholdningsrobotter bliver så lette som muligt.

Men egentlig hælder Gill Pratt til en helt anden sikkerhedsforanstaltning. Han indrømmer at det kan lyde vanvittigt, men ikke desto mindre tror han at mange børn snart vil få indsat en lille microchip med en indbygget radiosender, så forældrene altid kan finde ud af hvor de er.
Når børnene er mærket elektronisk på den måde, kan robotter også meget let registrere hvis der er børn omkring den, og så sørge for at undgå dem.
Allerede idag implanteres chips i husdyr og kvæg, så man kan identificere dem ved at scanne dem elektronisk. Chippen der bruges fylder ikke meget mere end et riskorn, og man sætter den ind under huden med en stor kanyle.
Efter sigende går der endda amerikanske børn rundt med chips under huden fordi deres kendte og stenrige forældre er bange for at de skal blive kidnappet.

Skulle det, trods Gill Pratts forventninger, alligevel ikke komme så vidt at børn bliver mærket, så de kan aflæses elektronisk, så er der dog udsigt til at næsten alt andet bliver mærket med microchips.
Nogle få hundrede meter fra The Leg lab ligger et andet af MITs spændende udviklingslaboratorier, The AutoID center, hvor man netop arbejder på at udvikle microchips, der er så billige, at de kan sættes på stort set hvad som helst - fuldstændigt ligesom vi har stregkoder på næsten alle varer idag.
Udviklingen af de små chips sponsoreres af en stribe af de største globale koncerner indenfor dagligvarehandel, så det virker meget sandsynligt, at vi om en ti års tid vil opleve at stregkoderne i supermarkederne bliver erstattet af microchips med radiosendere.

For husholdningsrobotterne ville dét være en særdeles gunstig udvikling. Det er svært for en robot at kigge sig omkring i et skab fuld af varer, og så finde kaffen og cornflakes'ene frem. Men hvis kaffe og cornflakes og alle mulige andre varer er forsynet med en lille chip, der direkte fortæller robotten hvad de er - ja, så er det jo ingen sag for maskinen at finde de rigtige varer og sætte dem på den rette plads.

Men indtil videre koncentrerer man sig på the Leg lab om at få robotterne til at gå ordentligt - og faktisk er dét i sig selv en meget omfattende opgave.
Hvis man beder et barn om at opføre sig ligesom en robot, så vil barnet garanteret begynde at gå på en meget stiv og kantet facon - og det ER netop sådan de fleste robotter går.

Men Gill Pratts mål er at bygge robotter der går på en blød og elastisk måde. På the Leglab prøver man at indbygge hvad der svarer til sener og muskler i robotterne , og man prøver at efterligne den måde mennesker og dyrs krop hele tiden fjedrer og dæmper bevægelser ved et slække og spænde musklerne i et kompliceret samspil der omfatter alle kroppens dele.

Det er svært at efterligne, for det kræver at alle robottens led har sensorer, der konstant registrerer hvor hårdt de belastes, så den indbyggede computer kan beregne, hvor meget fjedringen skal dæmpes eller hvor meget muskelkraft der skal anvendes, netop nu.

Præcist den samme viden har iøvrigt vist sig at være nyttig hvis man vil lave proteser til mennesker, der har mistet deres ben.
Sammen med et islandsk firma er Leglab stort set klar til at lancere et avanceret kunstigt knæ til mennesker. Knæet har indbyggede sensorer og en computer så det løbende kan justere sig selv, alt efter de mange forskellige situationer og belastninger patienten udsætter det for.
Man kan sige at knæet i sig selv er en hel lille robot.

Det computerstyrede knæ tegner til at være en stor forbedring i forhold til almindelige proteser, men Gill Pratt er allerede på vej videre i udviklingen. Næste skridt er at forbinde den elektroniske styring af knæet direkte til patientens krop, så impulser fra hjernen eller fra muskler andre steder i kroppen kan styre bevægelsen af f.eks. et kunstigt ben.
Foreløbig er dog yderst begrænset hvad det er lykkes at lave af sammenkoblinger mellem biologiske nervesystemer og elektroniske apparater.


Klik her for at se nogle af the Leglabs robotter på laboratoriets hjemmesidel