Lock-in, en grundlæggende spilleregel i informationsøkonomien
April 2002

En af de måder man kan inddele computerverdenen på er i dem der er til Apples Mac-maskiner og så dem der har en PC der bruger windows.
Det er ikke ualmindeligt at høre PC brugere sige, at de egentlig synes at Apples system er det bedste og nemmeste - men, og så trækker man beklagende på skuldrene - det går bare ikke fordi alle andre bruger jo windows.
Der findes lignende eksempler indenfor andre teknologier på løsninger som i mangt og meget er overlegne, men alligevel er det ikke dem, der slår igennem. Det der dominerer markedet er det, som de fleste nu engang bruger - også selv om der findes bedre alternativer.

Effekten kaldes lock-in, og den er ikke specielt ny. Selv Jesus havde en bemærkning om den i matthæus evangeliet, da han sagde at "den som meget har skal mere gives". Det var tydeligt allerede for 2000 år siden og i mellemtiden har effekten fået lov at gøre sit arbejde, så vi nu i næsten alle betydningsfulde brancher er nået frem til at en lille håndfuld internationale giganter fuldstændigt kan dominere det globale marked - hvad enten det er biler, flyvemaskiner, musik, sodavand eller informationsteknologi.

Der er ikke noget der tyder på at tendensen forsvinder. Tværtimod så bliver lock-in effekten forstærkestaf at vi ikke længere er i industri-alderen, men i et netværkssamfund og en informationsøkonomi.
Det er ikke længere fysiske produkter som cykler, biler og køleskabe der er tyngdepunktet i økonomien, det er derimod computersoftware, musik, film, online-tjenester… altså varer, der består af informationer.
Og en af de interessante ting ved informationer er at de koster meget lidt at kopiere. Hvis det drejer sig om mælk eller rugbrod, så er selve fremstillingen og det at få brødet eller mælken ud til kunden en stor del af varens pris.
Men hvis det en ny musik CD eller et nyt computerprogram, så er selve den fysiske fremstilling kun en brøkdel af prisen - det er jo indholdet kunden betaler for .
Det betyder, at hvis først et firma har solgt tilstrækkeligt med eksemplarer af CD'en eller prorammet til at udviklingsomkostningerne er tjent ind, så er hvert ekstra eksemplar man kan sælge næsten ren fortjeneste - og så er der for alvor penge at hente ved at få så stort et marked som muligt.

Ovre i London, på Birkbeck college sidder der en dansk økonom og forsker i de spilleregler, der gør at selskaber kan få det dér greb om et marked, der gør at konkurrenter nærmest bliver lukket ude.
Hun hedder Birgitte Andersen, og det er efterhånden mange år siden hun forlod Danmark.
Birgitte Andersen peger på at der findes flere forskellige slags lock-in:
Den ene version er den man f.eks. kan se når et firma bruger et bestemt program til at føre deres regnskaber med. Selvom der skulle komme et andet og bedre program, så vil firmaet være meget utilbøjeligt til at skifte over til det. For det vil være så dyrt hvis alle de ansatte skal lære at betjene et nyt program, at det ikke kan betale sig. Så de holder fast i det de har i forvejen.
Og derfor bliver det altså ikke nødvendigvis de bedste produkter der vinder på markedet - det er snarere dem, der først får etableret sig som det, man bruger.

En anden form for lock-in hænger sammen med at omgivelserne tilpasser sig én bestemt form for teknologi - og derfor bliver livet meget besværligt hvis man forsøger sig med en anden teknologi, som ikke passer.
Bilers udformning og teknologien bag dem er et eksempel på det. Vejene, værkstederne, benzinstationerne osv. - det er altsammen er indrettet til biler der fungerer på en bestemt måde. Det er muligt at det ville være smart hvis biler om nogle år bliver drevet af brint, men der er en enorm træghed i systemet, fordi der allerede er blevet investeret så meget i at få hele systemet omkring benzinstationerne til at virke.

Vi oplever også lock-in, når et bestemt produkt får tilstrækkelig udbredelse til at blive en standard. Idag er VHS videokassetten blevet standarden, men da videobånd først kom frem var der kamp mellem flere formater. På et tidspunkt lykkedes det VHS formatet at blive lidt mere udbredt end de andre, og da det skete, forstærkede det sig selv, fordi de der købte nye videomaskiner typisk valgte en der kunne spille den mest udbredte type bånd - ligesom dem der lavede kassetter til udlejning eller som fabrikerede videobåndoptagere også gik efter det format der var mest udbredt. Lavinen rullede - og så nyttede det ikke meget, at et af de andre formater faktisk var en del bedre, sådan rent teknisk.

Fuldstændig samme effekt var på spil da Microsoft slog igennem med deres DOS operativsystem til PC'ere - det, der senere blev udviklet til det allestedsnærværende Windows. I de tidligere firsere var der en hel del konkurrerende systemer til PC'ere, men Microsofts DOS havde den store fordel at det var en åben standard, for så vidt at alle mulige fabrikanter kunne fremstille computere, printere og andet udstyr, der passede til DOS.
Apple, Atari og hvad den nu ellers hed, var lukkede standarder. Man skulle købe både computeren og softwaren hos den samme fabrikant. Derfor blev de ikke så udbredte, og så kom lock-in effekten. For hvis alle andre efterhånden bruger DOS eller Windows programmer, så bliver det meget besværligt for dem, der bruger en anden standard, at være med i kommunikationen. Og derfor søger de fleste henimod de systemer, som flertallet i forvejen bruger - også selvom det ikke er den løsning de ville vælge, hvis det kun handlede om den tekniske kvalitet af produktet i sig selv.

Den som meget har, skal mere gives. Så de store bliver større - og større og større.

Lock-in effekten er noget mange selskaber helt bevidst forsøger at skabe. Et eksempel er den måde de forskellige teleselskaber har givet enorme beløb ud på at sænke priserne for mobiltelefoner. Det gælder om at lokke kunderne til ved at gøre selve telefonen meget billig, næsten gratis i starten. Til gengæld håber man så på at kunne fastholde kunderne, så man i længden kan tjene pengene ind igen på telefontaksterne og forskellige elektroniske tjenester.

Et andet eksempel på strategien er browsere - altså de programmer der gør det muligt at søge og vise hjemmesider fra Internettet. Browser-programmerne, først og fremmest Netscape og microsofts Explorer, er gratis fordi selskaberne bag dem helt bevidst har satset på at blive etableret som den dominerende standard. Strategien har betydet at der på enestående kort tid er opstået et helt nyt marked, pludselig kan hundreder af millioner mennesker boltre sig online - og når Microsoft og Netscape deler deres program gratis ud, så er det fordi de til gengæld forventer at få en helt central plads i det nye univers af forretningsmuligheder.

Det er selvfølgelig ikke hvemsomhelst der kan vælge den strategi.
Som Birgitte Andersen konstaterer, så kræver det at man har råd til at miste mange penge medens man venter på at kunderne sidder tilstrækkelig godt fast i det system man har lokket dem ind i.

En dag er det altså slut med de billige introduktionstilbud. Så skal der betales fuld pris - og, set fra selskabernes side, også gerne lidt mere. Pointen er jo netop at det skulle blive muligt at sætte prisen lidt højere, fordi man ved at det er besværligt for kunden at skifte til en anden leverandør.

Patenter og ophavsret er blevet et vigtigt værktøj i det her spil. Hvis man har patenter på en teknologi hvor der er opstået lock-in, så kan man tjene penge på at opkræve licenser, fra andre firmaer, der også gerne vil udnytte at kunderne er bundet til nogle bestemte løsninger. Mælkekartoner er blevet en standard. Alle køleskabe ud i de små hjem, alle montrerne i supermarkederne, transport kasserne fra mejeriet - hele systemet er indrettet til en bestemt størrelse og type mælkekarton - og den har det svenske Tetrapak patent på. Det er ikke dem selv, der laver kartonerne, men alle der vil lave emballage til mælk er nødt til at betale lidt til Tetrapak. Der er ingen vej udenom for hele systemet er gearet til netop de kartoner - og det er jo meget rart for Tetrapak.

Man kan også bruge patenter til holde konkurrenter ude. Den der har et patent kan nægte andre at bruge teknologien, og på den måde kan man være heldig at beholde et marked for sig selv. Man taler simpelthen om at nogle selskaber opbygger "mure" af patenter. Lego er et eksempel. Lego har taget patent på alle mulige former for klodser der kunne tænkes at fungere sammen med Lego eller fungere lige som Lego.
De fremstiller ikke de andre slags klodser, men ved at have patentet på dem, sikrer de sig at ingen andre begynder at gnave sig ind på deres marked. Der er kun én slags Lego-klodser, og hvis der skulle dukke nogen andre op der ligner, så er de formentlig ulovlige - og så står Legos advokater klar.

Som Birgitte andersen var inde på, så er Lock-in et spil for de store. Et lille firma med en god ide har sjældent tid eller råd til at holde øje med om andre skulle finde på at bruge deres opfindelser eller ideer. Det koster millioner og tager årevis at føre en retssag om patenter.
Omvendt , så kan store spillere helt bevidst udfordre små firmaer fordi de ved at modparten ikke har ressourcerne til at slås i retten.