Fra me-thinking til we-thinking
Marts 2010

Et af mine absolutte yndlingsmuseer er Londons Museum of Science, og specielt holder jeg af den lange centrale hal om den teknologiske udvikling, hvor man går langs en tidslinje fra slutningen af 1700 tallet og op til nutiden.
I starten er de maskiner og genstande, der udstilles, typisk lavet af nogle få materialer; læder, jern, træ og glas. De er ret groft forarbejdet, og det er indretninger, som kan fremstilles af en enkelt virksomhed, der laver alle delene selv.
Efterhånden som man bevæger sig op gennem industrialiseringen, bliver varerne finere i forarbejdningen, og der indgår flere komponenter og materialer. Det er ikke længere noget, som kan produceres på et enkelt værksted - nu er produkterne sammensat af komponenter fra en række specialiserede underleverandører.
Tendensen fortsætter op til idag, hvor biler, computere og fly er sammensat af ti-tusindvis af dele, der hver især er et stykke højt udviklet og specialiseret teknologi, der har krævet sit eget, vidt forgrenede, produktionssystem at frembringe.

Der er ingen grund til at tro, at udviklingen i retning at større kompleksitet skulle stoppe. Ikke alene bliver de enkelte produkter langt mere sammensatte, men deres værdi og funktionalitet beror i stigende grad på et langt større omgivende system.
Man kan ikke vurdere udsigterne for en teknologi som eksempelvis el-bilen, uden at se på hele det omgivende system af elementer, der skal være på plads, før el-bilen for alvor kan rulle. Batteriteknologien skal modnes, der skal være en infrastruktur af ladestationer, der skal udvikles forretningsmodeller, der skal være politiske målsætninger om at støtte vedvarende energi, høje priser på benzin osv. Projektet bliver ikke en succes for nogen af de involverede, før hele systemet fungerer.
Tilsvarende med smart phones, intelligente el-net eller højdefinitionsTV. Systemets spillere er indbyrdes afhængige i stadigt større sammenhænge.

Vi er tilbøjelige til at fokusere på enkelt-teknologier eller enkeltstående produkter, men realiteten er, at langt den meste forøgelse af funktionalitet sker i samspil, der er langt større og mere komplekse end nogen enkelt virksomhed kan levere alene.
Apple designer nok deres Iphones i Californien, men derudover overlader de det meste af den tekniske udvikling og produktionen til en mangfoldighed af hovedsaglig asiatiske underleverandører. Og dét, som en Iphone dybest set giver adgang til; kommunikation, musik, video og et væld af programmer til at lette hverdagen - alt dét skabes af tusinder af andre små og store producenter.

Verden er flad; den er intenst og globalt netværket - alt og alle forbindes, tættere og tættere, dag for dag. Der er ikke mange brancher, hvor produkterne ikke i de kommende år vil blive forsynet med et lag af online data, en chip, og en forbindelse til alle andre genstande og informationer i verden.
Det virker imidlertid ofte som om deltagerne i spillet ikke helt har forstået den ny tids spilleregler, først og fremmest, at man ikke længere kan være sig selv nok. Man er nødt til at forstå sig selv som en del af en større sammenhæng. Det gælder for små og store virksomheder, for nationalstater, og for enkeltpersoner.
Som den engelske forfatter og konsulent Charles Leadbeater udtrykker det, går vi fra ”me-thinking” til ”we-thinking”. Fokus flyttes fra mig i retning af os - og det er et andet udgangspunkt, end de fleste har været vant til.
”We-thinking” indebærer, at man går fra at tænke på sin virksomhed og dens produkter som stand-alone, til i stedet at være forbundne og integrerede. Man skal være indstillet på at opdyrke og udnytte samspillet med partnere, brugere - og endda konkurrenter.
Det er i mange henseender den samme idé, som begrebet ”open innovation” dækker over: At man løfter blikket, udveksler informationer med verden udenfor ens organisation, og bestræber sig på at åbne sine egne platforme for andre, og tilpasse sine egne komponenter til stadig bredere platforme.
Traditionelt konkurrerer virksomheder på at være lukkede og kontrollerende i forhold til resten af spillerne på markedet. Men i dag og fremover betyder dén strategi, at man ikke bliver en del af at opbygge og forløse de nye lag af værdi og funktionalitet, som opstår i samspil med andre.
Åbenhed er risikabelt, men lukkethed er i stigende grad utilstrækkeligt.