Netværkskompetencer
Forår 07

Vores samfund er på vej igennem en dybtgående forandring. Vi har i mangt og meget forladt industrialderen, og er i stedet godt og vel inde i det, man kunne kalde netværksamfundet.
Mennesker, maskiner, kulturer og økonomier forbindes stadig tættere, stadig oftere, i flere detaljer og over større afstande. Udviklinger fra vidt forskellige områder påvirker i stigende grad hinanden - og ovenikøbet accellererer forandringerne i det globale system, fordi hver teknisk udvikling sætter os istand til at tage det næste skridt endnu hurtigere.
Alt i alt betyder udviklingen, at spillereglerne for at begå sig i verden er ændret markant.

Netværkssamfundet giver os utallige nye muligheder, men omvendt stiller det også krav om nye kvalifikationer. Det er tydeligt, at den type arbejde vi skal leve af i en højteknologisk og globalt forbundet verden er ganske anderledes end det, der skabte velfærden i industrisamfundet.
Der er behov for et nyt approach; en tilgang til tilværelsen, der er hensigtmæssig i forhold til de nye spilleregler i netværkssamfundet.
Vi har brug for nye forståelser af hvordan virkeligheden hænger sammen - og samtidig må vi luge ud i gamle forestillinger og strukturer, der i bedste fald er overflødige, men som ofte direkte står i vejen for en nødvendig forandring.
Det indebærer et kulturelt skifte i holdning og forståelse omkring læring, innovation og handling - og dét skifte er nødvendigt lige fra børnehaven til den kommende pensionist.

Indenfor folkeskolen har man begrebet kulturteknikker, som er de grundlæggende kompetencer der er nødvendige for at kunne begå sig i samfundet. Der er fem af dem: læse, skrive, regne, engelsk som 2. sprog og IT på brugerniveau. Hvis det kniber med dem, vil man opleve at dørene til yderligere læring er lukkede.
Hvad der regnes for kulturteknikker skifter naturligvis i takt med at vilkårene i samfundet forandres. Med overgangen fra industrisamfundet til netværkssamfundet er vi nødt til at lære nogle nye, grundlæggende kompetencer oveni i de gamle.

I den forbindelse tales der meget om behovet for innovation og kreativitet, men faktisk er det et langt bredere sæt af kompetencer der er brug for. Sagt meget kort, så handler de nye kompetencer om at forstå spillereglerne i et globalt forbundet, komplekst, dynamisk system.

I forandringens tegn
For blot et par årtier siden handlede langt flere af de informationer vi modtog om forhold der havde fundet sted. Der er imidlertid en meget stærk tendens til at vores informationer nu bliver langt friskere. I stigende grad får vi information i realtime; vi kan iagttage og registrere begivenheder samtidig med at de finder sted.
Den tendens vil blive forstærket i takt med at sensorer, kameraer og datakommunikation breder sig til en stor del af hverdagens apparater og til alle afkroge af verden.

Samtidig er formidlingen af information under forandring. En voksende del af medieforbruget bliver interaktivt. Det går fra at være en monolog fra en central afsender til at være en dialog mellem et stort antal deltagere.

Konsekvensen er at vi i langt højere grad får mulighed for løbende at påvirke og deltage i det vi får information om. Et meget stort antal mennesker nøjes ikke med at være passive iagttagere, i stedet ser vi i mange sammenhænge en sammensmeltning af roller, der før var klart adskilte: afsender/modtager, tilskuer/optrædende, forbruger/producent, borger/politiker, og lærer/elev.

Informationsteknologien har også betydet at vi kan håndtere og overskue langt større datamængder end hidtil. Den videnskabelige tradition har været reduktionistisk: man undersøgte komplekse fænomener ved at splitte dem op og studere enkeltdelene. Med udviklingen af kraftige computere der kan visualisere enorme datamængder er det blevet muligt at studere hele og dynamiske systemer. Forskere kan nu undersøge samspillet mellem de mange faktorer i et system, der er under forandring - og det har været et væsentlig fremskridt i retning af en mere dækkende beskrivelse af virkeligheden.

Vi har fået et nyt syn på verden. Før betragtede videnskaben verden som overvejende lineær og forudsigelig i sin udvikling, idag ser man verden som et system under stadig forandring gennem et komplekst samspil hvis videre udvikling kun kan beregnes indenfor visse sandsynligheder.
Kort sagt: Opmærksomheden er nu på forandringen og mekanismerne bag det samspil der bestemmer udviklingen.

Og godt det samme, for den traditionelle, reduktionistiske tilgang er tydeligvis blevet utilstrækkelig hvis man vil forstå de fænomener der definerer denne tid: Klimaet, netværker, gener, økologi ... Det er komplekse, dynamiske systemer, der præger udviklingen.

Løbende forandringer i stort og småt er et grundlæggende vilkår I hverdagen. Den globale verden vil ikke stå stille. Som forbrugere vil vi efterspørge produkter og tjenester, der er billigere, bedre og mere præcist og personligt tilpasset de skiftende sammenhænge vi befinder os i. Som producenter skal vi klare os i en global konkurrence om at opfylde den form for hastigt skiftende krav.
Der er god grund til at ordet “omstillingsparat” er blevet så anvendt - for vi skal netop være indstillet på at forholdene er under løbende forandring og videre udvikling. Vi må lære at føle os tilpas med at tænke i sandsynligheder og adhoc løsninger snarere end vished og stabilitet.

Og jo, så skal vi selvfølgelig også være kreative for at kunne finde nye løsninger og anvende vores viden i skiftende sammenhænge.
Innovation er uundværligt, men reelt dækker det kun en smule af alt det nye vi skal kunne.

Vores velfærd fremover afhænger af at vi handler hensigtsmæssigt og innovativt i forhold til komplekse og dynamiske systemer som internettet, international politik, aktiemarkeder eller levende systemer, som eksempelvis vores krop.
Derfor er begreber som evolution, ikke-linearitet, feedback, selvorganisering og økologi nødvendige at have fuldstændigt indarbejdede i vores måde at vurdere situationer og handle i forhold til dagens og fremtidens realiteter.
Og derfor må det sæt af mekanismer, der styrer komplekse dynamiske systemer, regnes for en grundlæggende kulturteknik.

Frihed og ansvar
I takt med at verden bliver tættere forbundet bliver vi i stigende grad indbyrdes afhængige. Vi påvirker hinanden mere direkte i et tæt globalt samspil - men samtidig oplever vi interessant nok en stigende individualisering.
Flere og flere af os når til et uddannelsesniveau og en grad af velstand, hvor vi kan tillade os at forlange en høj grad af individuel frihed og servicering, men det indebærer samtidig, at vi selv må tage initiativ og påtage os følgerne for vores valg og handlinger - eller mangel på samme. Vi skal lære at tage ansvar og være pro-aktive - eksempelvis med at vedligeholde vores viden og vores sundhed.

Verden er blevet interaktiv. Det er vores personlige valg, der bestemmer udformningen af de produkter og tjenester vi anvender, og det bliver vores personlige kreativitet, der afgør om det arbejde vi udfører er relevant for andre.
Den frihed til at være deltager og medskaber er også et krav. Udnytter man ikke muligheden, taber man terræn til dem, der gør. Eller man gør sig selv værdiløs i en verden hvor rutinearbejde automatiseres eller outsources til dér, hvor arbejdskraften er billigst.
Vi kan ikke klare os, som vi gjorde i industrialderen; med topstyrede systemer, hvor de fleste blot gjorde som de fik besked på.

Men kravet til den enkelte om at bidrage med noget enestående er ikke ensbetydende med at enhver er sig selv nok. Tværtimod, den ensomme, excentriske opfinder er ikke typisk for den måde, udvikling i praksis finder sted på.
Realiteten er at innovation og udvikling sker i et vidtforgrenet samspil og at den enkelte må se sin indsats i forhold til en stadig større sammenhæng. Nøgleordene er netop deltagelse og samspil. For at kunne indgå må vi være nysgerrige og opsøgende, villige til at dele erfaringer, istand til at kommunikere, og vi må være modtagelig for andres input.
Og dét samspil vil vel at mærke finde sted i omgivelser der i stigende grad er både fysiske og virtuelle.

Nye læringsmiljøer
Den nye forståelse og de nye krav om kompetencer må naturligvis afspejles i det verdensbillede vi giver vores børn og i den tilgang til verden vi indpoder dem i skolerne.
Vi skal lære om forandring, og vi skal lære at deltage i forandring.

Det kræver at vi ændrer den måde vi lærer på. Der er fortsat brug for at vores forståelse af verden er forankret i reele, specifikke facts. Men det er afgørende at sætte den specifikke viden i en større, systemisk sammenhæng - og for at sikre dén form for forståelse skal læringsprocessen i sig selv afspejle de nye realiteter.
Med andre ord: Undervisningen skal lægge op til at eleverne samarbejder, undersøger, eksperimenterer, arbejder tværfagligt, og anvender kroppen og sanserne.
Gennem simulationer, spil, forsøg, projekt-forløb, samarbejde og formidling til hinanden kan eleverne i praksis opleve mekanismerne bag samspil og forandring - og dermed få en intuitiv forståelse af begreber der rent teoretisk kan virke uoverstigeligt komplicerede.

Dét kræver en anden type læringsmiljø, der kan understøtte og lægge op til den type processer. For at understrege det tværfaglige og træne evnen til at overføre observationer og erfaringer til nye problemstillinger er det oplagt at inddrage og koordinere både de formelle og uformelle miljøer hvor læring finder sted. Læring finder ikke kun sted i skolen, men også på museer, i hjemmet, eller ved besøg på virksomheder eller i forskningsmiljøer. En væsentlig og voksende del af læringen finder ikke sted i den fysiske del af virkeligheden, men gennem brugen af medierne og ved at deltage i virtuelle, online sammenhænge - og derfor må medierne og online-universer integreres langt tættere i læringsprocessen.

Læringen vil også strække sig mere i tid. Fordi verden og vores forståelse af den ændres så hurtigt, er læring nødt til at være en fortsat, livslang proces. Læring er nødt til at være en indarbejdet del af arbejdet og hverdagen, og derfor må uddannelsessystemet i langt højere grad åbne sig og gå i samspil med folk hele vejen gennem deres arbejdsliv.

Endelig er det nødvendigt at udvikle nye måder at vurdere eleverne på der synliggør de nye kompetencer.

Udgangspunkt i system-forståelsen
Selve pensummet må også tilpasses. Først og fremmest må der lægges langt større vægt på at forstå generelle, systemiske sammenhæng som eleverne kan observere og anvende på tværs af traditionelle faggrænser.
Dét behøver ikke at stå i modsætning til at lære om specifikke emner. Det følgende eksempel på et undervisningsforløb illustrerer hvordan udgangspunktet for læringen kan være forståelsen af en generel mekanisme - men undervejs i forløbet vil man få belyst specifikke, faglige områder.

Til eksemplet er valgt feedback - en central mekanisme i forståelsen af komplekse, dynamiske systemer:

Feedback er væsentligt at forstå for at kunne vurdere hvor hurtigt en situation kan forandre sig når en række faktorer spiller sammen og skaber en selvforstærkende tendens - eller omvendt, hvorfor andre systemer formår at opretholde ligevægt og ensartethed, selv under kraftige påvirkning udefra.
Feedback er en konsekvens af at delene i et system er forbundet, og jo flere faktorer der er forbundet og des tættere de er det, des vigtigere kan feedback effekterne være.

Der er to slags feedback. Positivt feedback forstærker en tendens til forandring.
Omvendt, virker negativt feedback stabiliserende ved at kompensere for forandringer der kan ændre en etableret balance.
Endelig bliver virkningen af feedback præget af hvor lang forsinkelse der er, fra en forandring indtræffer, til signalet om forandringen påvirker den videre proces.

Feedback kan forklares med eksempler fra mange fag-discipliner.

Som eksempler på positivt feedback kan nævnes:
Klimaforandring: Når sneen smelter bliver jordens overflade mørkere og suger derfor mere varme, hvilket får mere sne til at smelte.
Når den enorme Sibirske tundra tør op, frigiver jorden metan, der er en drivhusgas - og dermed forstærkes drivhuseffekten.
Indenfor økonomi, men også i kulturen, oplever man hysteri og modefænomener, når det, at mange vælger en bestemt strategi, i sig selv får mange andre til også at vælge den samme aktie, beklædning, film, ferieform etc.
I den forbindelse er der stor interesse for de såkaldte ”tipping points”, der er det punkt, hvor en tendens opnår den kritiske masse, der skal til for at blive selvforstærkende.

Rent praktisk kan positivt feedback opleves ved at lave akustisk tilbagekobling, hvor en hyletone opstår når en mikrofon kommer tilstrækkeligt tæt på den højttaler, der gengiver, hvad mikrofonen opfanger.
Eller; man kan eksperimentere med video feedback, der opstår når man retter kameraet mod en monitor, der gengiver det, kameraet opfanger.

Negativt feedback kendes fra termostater. Hvis temperaturen bliver for høj, afbrydes for tilførslen af varme - hvis temperaturen bliver for lav, åbnes for tilførsel af varme. Dermed holdes systemet i balance indenfor et bestemt temperaturområde.
Indenfor biologien er systemer der sikrer homeostase - stabile forhold - meget udbredte; eksempelvis har kroppen en lang række mekanismer til at holde temperaturen konstant.
På det organisatoriske plan kan man opleve en stor træghed overfor forandringer. Hver person eller afdeling har et ønske og en instruks om at vedligeholde sin aktivitet, så selv om en forandring kan være nødvendig for hele organisationens overlevelse, vil den blive modvirket og udlignet i systemets enkelte dele.

Hvor lang forsinkelsen af signalerne er i et feedback-kredsløb, kan have afgørende betydning for forløbet.
Mønsteret for spredningen af sygdomme under epidemier afhænger meget af inkubationstiden, dvs. hvor længe der går fra en person bliver smittet og indtil vedkommende er så syg, at man bliver opmærksom på problemet.
Indenfor politik og medier spredes informationer idag næsten øjeblikkeligt. Det er muligt at tage beslutninger og reagere meget hurtigt på udfordringer, men omvendt kan reaktioner og rygter meget hurtigt komme helt ud af proportioner, fordi der ikke er tid til reflektion eller sortering i informationsstrømmen.
Indenfor handel forsøger man at undgå ”whip-lash effekten”, som skyldes at man planlægger ud fra data, der når at ændre sig, inden man kan effektuere planen. En fabrikant kan få melding om stærkt stigende efterspørgsel, men når firmaet derefter producerer flere varer, viser det sig måske at efterspørgslen i mellemtiden er faldet igen.
På det praktiske plan kender de fleste situationen når man skal regulere temperaturen af badevandet. Først er det for koldt og derfor skruer man meget op for det varme vand. Så bliver det for varmt og man skruer for meget op for det kolde. Forsinkelsen i reguleringen betyder at man må spore sig ind på det rette resultat gennem en række forsøg.

Eksemplerne om feedback viser, at man kan forklare et generelt fænomen med udgangspunkt i velkendte situationer fra hverdagen.
Man kan lære det specifikt faglige om enkelte eksempler på feedback - men det afgørende er at gå skridtet videre og demonstrere, at præcist de samme generelle mekanismer gør sig gældende i mange andre, vidt forskellige sammenhænge.
Pointen er, at man ved at forstå den generelle mekanisme ud fra flere, vidt forskellige sammenhænge, bedre kan genkende og anvende mekanismen, når man senere møder den i nye sammenhænge.

Desuden kan man, ved at bruge eksempler fra mange sammenhænge, forklare den samme mekanisme så den kan forstås på mange måder, og dermed forhåbentlig af flere elever: Ved at tegne effekten, ved matematiske beskrivelser, gennem anekdoter, ved at opleve den gennem fysiske eksperimenter, og gennem erfaringer og iagttagelser fra dagligdagen.

Ligesom med feedback effekten kan man sammensætte undervisningsforløb til at illustrere andre af de centrale mekanismer, der er nødvendige at kende, for at kunne forstå komplekse, dynamiske systemer.
Det følgende er en kort beskrivelse af hvad der kunne være nogle af elementerne i dem:

Evolution:
Evolution er en mekanisme der kan udvikle og tilpasse uden nogen central instans eller overordnet målsætning.
Darwin beskrev evolution indenfor biologi, men princippet om at den bedst tilpassede overlever, kan også beskrive den gradvise udvikling af produkter på et marked eller udviklingen af ideer eller sociale normer.

Evolutionært tryk kan forklare hvordan resistens opstår, f.eks. i en medicinsk behandling hvor alle de bakterier, der kan udryddes med medicinen dør. Skulle der være en variant iblandt bakterierne der er modstandsdygtig overfor medicinen, vil den tilgengæld have frit spil til at brede sig.
Evolutions-mekanismen kan også belyse hvordan systemer med en stor mangfoldighed er mindre sårbare overfor nye organismer eller sygdomme, fordi variationen lægger begrænsninger på hvor stor en del af systemet en enkelt ny art kan overtage på én gang. Det er vigtigt indenfor landbruget, men læren kan også overføres til kulturlivet eller bekæmpelse af computervirus i et globalt net domineret af ganske få programmer.

I praksis kan man eksperimentere med evolution ved hjælp af computerprogrammer, der benytter såkaldte genetiske algoritmer. I programmet kan virtuelle skabninger gennem en række generationer optimeres i forhold til en opgave ved at anvende mutationer og blanding af gener.

Emergens
Ordene emergens eller ”selvorganisering” beskriver at der kan opstå omfattende og komplekse funktioner i samspillet mellem mange simple funktioner.
Vi kender det fra myretuer eller bikuber, hvor hver enkelt myre eller bi handler ud fra ekstremt simple retningslinjer - men samspillet imellem dem resulterer i et forbløffende avanceret, flexibelt og robust overordnet system.
Emergens kan også være et socialt fænomen. Specielt efter udbredelsen af mobiltelefoner og internet-forbindelser taler man om ”smart mobs”, hvor grupper organiseres lynhurtigt om et enkelt politisk formål eller en særlig interesse.
”Wisdom of the crowds” er et andet internet fænomen, f.eks. anskueliggjort ved Wikipedia, hvor man oplever at mange ganske almindelige mennesker tilsammen og uden direkte ledelse kan producere et opslagsværk af høj kvalitet.

Fordi selvorganisering opstår i et levende samspil, er det netop emergente fænomener, man afskærer sig fra, når man studerer systemer ud fra en reduktionistisk og statisk tilgang. Dermed bliver emergens også et argument for holistisk tænkning.

I en religiøs sammenhæng så er forskellen på troende og ateister om hvorvidt man tror at universet er styret af en overjordisk instans - eller at verden dybest set er en stor maskine med et enormt antal små og store processer, der alle kan kortlægges og forklares
Man kan se emergens som snitfladen mellem det forklarlige og det guddommelige. Er livet og bevidsthed selvorganiseret - det tilfældige resultat af et stort antal simple interaktioner - eller er der en designer, der har villet det, som det er blevet?

I praksis kan man opleve emergens ved at betragte en film, først langsomt, som enkelte billeder, så hurtigere, indtil det punkt, hvor filmen pludselig bliver ”levende”.
Et andet eksempel er at lytte til de enkelte spor af en fler-spors musik indspilling. Alt efter hvilke spor man sætter sammen, kan musikken skifte fuldstændig karakter.

Grafisk kan man iagttage selvorganisering i en række arketypiske mønstre, som går igen i utallige sammenhænge i naturen - i alle størrelseforhold.
Det sekskantede mønster i tavlerne i en bikube er et eksempel. Det går igen bl.a. i skildpaddens skjold og strukturen af krystaller, og det opstår fordi det giver en yderst stabil, skalérbar konstruktion med et minimum af materialer. Derfor ser man ofte, at ingeniører efterligner naturens ur-former, eksempelvis bruges bikube-mønsteret ved konstruktion af fly-vinger.

Fibonacci-rækker er et andet mønster som ofte opstår i naturen - de kan ses i størrelsesforholdene på de spiraler som dannes i konkylier eller mellem frøene på solsikker.
De mest forbløffende former er måske fraktaler, som er ganske enkle matematiske funktioner, der, når de afbildes grafisk, gentager de samme komplekse mønstre - uanset hvor langt man zoomer ind eller ud.
Fraktaler kan skabes på enhver PC med et ganske enkelt program, og ved at ændre på programmet, kan man meget konkret opleve endnu en omstændighed ved komplekse, dynamiske systemer: At ganske små ændringer i udgangspunktet kan føre til dramatisk forskellige udviklinger når programmet udfoldes.

Sandsynlighed vs. Vished
Der kan også opstå fuldstændigt u-ordnede tilstande i komplekse, dynamiske systemer - det kaldes kaos. Kaos er en tilstand, hvis resultat er umuligt at forudsige. Der er langt mere kaos i verden end man skulle tro, men man skal kigge de rette steder for at finde det - eller rettere, man skal undersøge systemet i den rette dimension.
En mur af sten virker intuitivt særdeles fast og ordnet, men går man tilstrækkeligt tæt på, er den opbygget af atomer, hvori placeringen af det enkelte elektron er umulig at forudsige. Elektronerne bevæger sig kaotisk, men der er alligevel så meget mønster i bevægelsen, at man kan beskrive bestemte baner, som elektronet med meget stor statistisk sandsynlighed vil bevæge sig indenfor.
Det er på samme måde med store komplekse systemer. Det er umuligt at forudsige det lokale vejr præcist, men man kan forudsige det generelle vejr med en vis sandsynlighed.

Har man med komplekse dynamiske systemer at gøre må man som udgangspunkt indstille sig på at udviklingen kan gå helt anderledes end forventet. I og med at verden overvejende består af komplekse dynamiske systemer giver det derfor mening at arbejde ud fra en beregnet risiko snarere end en sikker forventning om et givet udfald.
Politikere kan ikke garantere, om det i praksis er bedre at tilslutte sig Euro valutasamarbejdet - men de (og vælgerne) kan tage bestik af sandsynligheden. Indenfor genetik kan man ikke fuldstændigt forudsige resultatet af at tilføje eller ændre et gen - man må tage en kalkuleret risiko. Det samme gælder problemstillinger som effekten af klimaforandringer, sikkerheden ved atomkraft eller investeringer i aktier.

Indenfor sociologien taler man om ”risikosamfundet” for at beskrive hvordan tilværelsen idag stiller langt flere krav om afvejning af muligheder og risici - blandt andet fordi vi i så mange henseender har fået mulighed for at vælge.
Intuitivt foretrækker mange det kendte og sikre, men pointen her er, at det velkendte ikke nødvendigvis er det sikreste valg.
Utallige virksomheder har måttet lukke fordi de ikke i tide skiftede til en ny og bedre teknologi, men i stedet forsøgte at konkurrere ved at optimere den teknologi, de var vant til at benytte (tænk: film, grammofonplader, skrivemaskiner, sejlskibe, hestevogne...).

Det ærværdige og gennem-korrekte Encyclopedia Britannica har fået hård konkurrence fra Wikipedia, der dybest set er skabt i et løst samarbejde mellem tusindvis af amatører.
Slår man op i Britannica kan man være så godt som sikker på at oplysningen er korrekt - eller det var den ihvertfald, da bindet gik i trykken. Slår man op på Wikipedia er der en vis risiko for at oplysningen er knapt så korrekt. Resultatet er mindre forudsigeligt, og det er en vurdering der må indgå i brugen - sammen med sandsynligheden for at opslaget kan være langt mere aktuelt, mere sammensat og nuanceret, og ikke mindst tilgængeligt øjeblikkeligt fra enhver PC på nettet.
Under hastigt skiftende omstændigheder kan de sidstnævnte kvaliteter vise sig at veje tungere end den læderindbundne autoritet.

Forbundethed
Jo flere elementer, der er forbundet, og jo hurtigere og tættere forbindelserne mellem dem er, des mere komplekst kan samspillet i et system blive, og des mere komplekse selvorganiserende fænomener kan det generere.
Menneskets viden og tænkning opbygges efterhånden som milliarder af neuroner i hjernen skaber indbyrdes forbindelser - og tilsvarende kan man beskrive styrken af internettet som en funktion af stadig flere forbundne computere og opbygningen af links imellem de informationer, computerne rummer.

Økologi er læren om strømme af ressourcer gennem naturen og om samspillet mellem de mange former for organismer. Mekanismerne i komplekse, dynamiske systemer overlapper med mekanismerne i økologi og biologi: evolutionen, den indbyrdes afhængighed mellem elementerne, positiv og negativ feedback osv.
Dermed minder komplekse dynamiske mere om det, vi kender fra biologiens levende systemer end det mekaniske verdensbillede, der var fremherskende i industrialderen. Vi ser da også en stærkt stigende bevidsthed om menneskehedens indbyrdes afhængighed og samspil med resten af økosystemet.
Præcist som vi i netværkssamfundet må påtage os rollen som medskabere og medansvarlige, må vi i en global, økologisk sammenhæng forstå vores medansvar for forholdene i systemet.


Alt i alt udgør mekanismerne, der er beskrevet ovenfor, et grundlag for den nye forståelse og tilgang til tilværelsen, som er nødvendig for at trives i et globalt netværkssamfund.