Nye sammenhænge

Skal man sammenfatte de store tendenser, der gør fremtidens samfund til et andet end det, vi voksede op i, kan det passende ske under overskriften "nye sammenhænge".
En af de mest grundlæggende kræfter, der er på spil, er at vi kobles stadig tættere sammen, og at mennesker, nationer, maskiner og økosystemer mødes i nye sammenhænge og på nye præmisser.
Informationsteknologien har for alvor sat skub i den proces, men tendensen til at vi knyttes sammen i stadig større systemer er naturligvis langt ældre - det er en udvikling der nærmest synes at være en del af evolutionen.

Engang var der mennesker, der aldrig kom uden for sognet, engang kunne man tale om at klare sig selv. Nu kan vi ikke leve en dag igennem uden at vores handlinger, professionelt og som forbrugere, har konsekvenser i det meste af verden - og på samme måde er vi underkastet de globale strømninger, der opstår af millioner af forbrugeres handlinger langt fra os.
Engang var en virksomhed lokal, man solgte sine varer i omegnen. Med tiden kunne firmaet brede sig, og sælge til hele landet, og senere endda eksportere. Nu er selv et lille, nystartet selskab fra starten underlagt global konkurrence og nødt til at orientere sig mod et globalt marked.
Undervejs har vi oprettet offentlige instanser for at balancere og kontrollere det private initiativs frie udfoldelse i forhold til det almennyttige. De instanser er tilsvarende vokset fra det lokale til det nationale, og nu arbejder vi på at få styringen på europæisk og globalt plan til at fungere.
Nye teknologier som jernbanen, telefonen, medierne og computerne bragte os efterhånden i tættere kontakt, og det bliver yderligere drevet frem af kapitalismens tendens til at fremtvinge større selskaber og stadig mere omfattende selskaber i konkurrencen om markedet.
Der er ingen grund til at tro at den tendens skulle svækkes i årene fremover. Tværtimod, der er globale frihandelsaftale og endnu mere vidtrækkende, fintmaskede og kraftige datanet på dagsordenen. Og der er milliarder af potentielle forbrugere, som drømmer om at få lov at være med.
Det er ikke for ingenting at "globalisering" er et af tidens nøglebegreber. Økonomisk, kulturelt, politisk og teknologisk bliver vi stadig tættere koblet. Selv dem, der ikke endnu er blevet en del af den vestlige verdens forbrugerkultur, knyttes til resten af klodens skæbne fordi vi alle må dele risiciene - eksempelvis i form drivhuseffekten.

Vi sidder stadig fast i et verdensbillede præget af en tid, hvor vægten lå på at mestre det mekaniske.
Industrialismen handlede om atomer. Værdier var bundet lokalt i materialer, i apparater og bygninger. Hvis alle arbejdede sammen som tandhjul i en maskine kunne man massefremstille forbrugsgoder til en svulmende middelklasse.
Nu er fokus forskubbet til bits; informationer, der intet vejer, og som bevæger sig og forandres med lysets hast på kryds og tværs af kloden i et komplekst filter af processer, der er indbyrdes afhængige og som kan forstærke og udligne hinanden i uforudsigelige mønstre.
De spilleregler og metoder vi møjsommeligt har opbygget og forfinet, de love og modeller vi er blevet opdraget til at følge og som vi føler os trygge ved – en stor del af det må vi nu aktivt forsøge at sætte os ud over, og i stedet finde ny spilleregler og modeller, der svarer til tidens realiteter.

Individualisering
Vi lever i en verden af utrolige paradokser. På mange områder er det som om samfundet udvikler sig i to stik modsatte retninger samtidigt.
Samtidig med at vi kobles tættere sammen globalt, fokuseres der i stigende grad på individet.
Industrialderen handlede om masseproduktion, massemedier, og politiske partier og fagforeninger, der stillede krav på massernes vegne. Idag handler det om den enkeltes personlige behov. Smarte selskaber producerer varer og tjenester skræddersyet ud fra et detaljeret kendskab til kunden – upersonligt men individuelt.
Fra Hollywood og fra reklamerne har vi lært at individets frihed er ukrænkelig, og hver især har vi fået muligheder for at realisere os selv og vores drømme i en grad som var forbeholdt nogle ganske få førhen.

Frihed og ansvar
Men igen er det en udvikling, der hænger snævert sammen med sin tilsyneladende modsætning. For samtidig med den stigende frihed, bliver der stadig større vægt på den enkeltes ansvar og forpligtelse overfor det fælles.
Menneskeheden kan ikke længere lægge ansvaret for udviklingen i Guds hænder, for vi griber selv dybere og dybere ind i alt fra liv og død, til klimaet og genernes sammensætning. Både kollektivt og individuelt har vi fået nye muligheder og værktøjer til at opnå det vi vil – men ansvaret for den helhed, som vi bliver stadig mere afhængige af, følger med.

Vi må mere, men vi bliver også i langt højere grad holdt ansvarlige for det, vi gør. Vi kan ikke gemme os, for mere og mere af det vi gør, synliggøres og registreres af kameraer, computere, vandmålere og fartmålere.
I takt med individualiseringen af de varer og tjenester vi forbruger, kommer der også individuel afregning i alle detaljer, dels i form af penge, men også ved at alle data om vore handlinger, indgår i en profil, der forpligter os eller giver os rettigheder fremover.

Gennemsigtighed.
Vi kommer til at leve i et langt mere gennemsigtigt samfund – omend det nok også bliver tilsvarende mere uoverskueligt. Adgangen til at registrere, analysere og samkøre data bliver en væsentlig magtfaktor og en central strid i informationssamfundet.
Det behøver ikke kun at være de store og rige, der overvåger de små. Faktisk er det netop de mægtigste i samfundet der er udsat for den mest intense overvågning. Der er en vis gensidighed: De selskaber og instanser som vi frygter vil misbruge deres viden om os, må også selv tage sig i agt, at de ikke bliver grebet i noget, der på ingen tid kan få dem i alvorlige vanskeligheder, når det spredes til millioner af forargede forbrugere over hele kloden.

Det er et af markedsøkonomiens grundlæggende idealer at have forbrugere, der med fuldkomment overblik over markedet, vælger det de ønsker til den laveste pris. Men modellen halter, fordi signalerne er falske. Vi trækkes med et system af skatter og støtteordninger, der i sin tid skabte det moderne landbrug og industrien. Miljøomkostninger og social sikring blev overtaget af det offentlige, og idag holder det samfundet fast i en urovækkende undergravning af økosystemet og en stærk social udstødning – fordi det ikke kan betale sig at satse på bæredygtighed, og fordi arbejdskraften er så belastet af skatter, at enhver økonomisk ansvarlig virksomhed må skære arbejdsstyrken ind til benet.

Dematerialisering
Det stigende pres på klodens ressourcer og tidens enorme investeringer i informationsteknologi, elektroniske tjenester og underholdningsindustrien antyder tilsammen at de kommende års vækst væsentligst vil være im-materiel.
Internettet og alt hvad man kan bruge det til, vil blive den nye store post på husholdningsbudgettet, og det vil være i produktionen af de tjenester, at de nye arbejdspladser og de nye formuer skabes.
Atomer erstattes af bits. Biler, køleskabe og telefoner bliver lettere, men smartere, med indbygget intelligens og kommunikationsevne og dermed forsynet med et univers af nye tjenester, som bliver mulige, når alting kobles sammen over nettet.
Måske vil vi, efterhånden som vi kravler op af Maslows behovspyramide, vende blikket bort fra at begære flere og flere fysiske ting, og i stedet ønske os større visdom, bedre kommunikation, mindre forsinkelse, ro, klarhed, oplevelser og gode historier.
Når den fysiske funktion kan tages for givet, bliver det et produkts image og den sammenhæng, det indgår i, der gør forskellen, når forbrugeren skal vælge. Et selskabs omdømme og kultur bliver centralt, og det antyder også muligheden af at selskaber fremover vil blive mere synlige og aktive indenfor politik.
I sin yderste konsekvens betyder de enorme sammenlægninger og alliancer mellem globale selskaber, at forbrugerne vil kunne melde sig ind i et univers af produkter og bonusordninger, der omfatter stort set alle behov. Medier, mad, transport, bank, job, forsikring… Det hele hænger sammen i en pakke, og når man vælger om man vil købe den pakke fra AOL-TimeWarner eller fra Microsoft er det et valg, der kan sammenlignes med at vælge statsborgerskab.

Netværk.
Det er nok et paradoks, at vi bliver mere ens og samtidig mere forskellige. Vi kan sammensætte vores liv som vi hver især vil, men det er ud fra globale byggeklodser. Det er i kombinationen af de internationale mærkevarer, at vi skaber vores individuelle identitet.
Det er muligt at der vil opstå en ny klasse af selvstændige småborgere. De kan være revisorer, konsulenter, eller designere, der fra hjemmet eller i skiftende forbindelser bearbejder informationer.
Men selv om de er "selvstændige", så vil de også være underleverandører og allierede i et netværk, der ofte vil være internationalt, og præget af et globalt mega-selskab.

Samtidig med globaliseringen synes behovet for at finde rødder i en lokal identitet og historie at være stigende. I takt med at mange forhold bliver noget, som hovedsaglig opleves gennem elektronisk kommunikation, vil behovet for at etablere tillid og forpligtende fællesskaber med andre vokse.

Velfærdsstatens nye udformning.
Civilsamfundet ser ud til at blive omdrejningspunktet, hvis der virkelig skal ske et brud med velfærdsstaten.
Der er ikke rigtig basis for at udvide statens forpligtelser for velfærden, ihvertfald ikke økonomisk. Ikke desto mindre er der mange områder hvor borgerne er dårligt og utilstrækkeligt hjulpne, og som der i høj grad er grund til at rette op på: de socialt udstødte ældreforsorgen og sygehusvæsenet er påtrængende eksempler.

Grundlæggende er spørgsmålet om det skal være en mere professionaliseret velfærd eller om opgaverne i højere grad skal håndteres i civilsamfundet – af os selv, privat.
Man kunne godt forestille sig et samfund af landsbyer med borgere, der levede tilstrækkeligt tæt sammen til at mødes og være fælles om dagligdags funktioner som indkøb, undervisning, arbejde og fritidsaktiviteter – og som samtidig indgik i globale elektroniske netværk. Man kunne også forestille sig at den type fællesskaber af sig selv ville kunne håndtere mange af de opgaver, som vi idag har plejehjem, institutioner og socialrådgivere til at løse – blandt andet fordi nærheden synliggør den indbyrdes afhængighed og den enkeltes medansvar for helheden.
Men hvis det er det, man ønsker, er forudsætningen at man bevidst planlægger for at styrke den fysiske nærhed, så "landsbyen" – hvad enten den ligger afsides i provinsen eller er en bydel i Metropolen – er et helt system, hvor borgerne ikke behøver at pendle mellem forskellige fællesskaber til hver enkelt af dagens funktioner.
Man kan skabe nok så gode forudsætninger for at styrke civilsamfundet, men til syvende og sidst er det op til den enkelte. Ingen tvinger os til at påtage os et ansvar eller engagere os i et forpligtende fællesskab. Vi skal vælge det – og det er et helt anderledes udgangspunkt end tidligere tiders fællesskaber, der blev holdt sammen ved tvang eller mangel på alternativer.

De fremmede
Noget af det vanskeligste ved at indgå i et fællesskab er at skulle acceptere at man ikke kan bestemme alting selv, og det er i dét dilemma, at nogle af tidens største politiske diskussioner bunder.

Det ene eksempel er debatten om forholdet til EU.
Realiteterne er at vi bliver knyttet stadig tættere til hinanden. Uanset hvad politikerne kan bestemme, så handler, rejser og kommunikerer vi løs på tværs af alle grænser, og vi griber dybere og dybere ind i hinandens forhold.
I betragtning af tendensen til at alt og alle kobles sammen og påvirker hinanden, så kan det virke underligt naivt at tro at man kan isolere nogle helt centrale områder, såsom sikkerhedspolitik eller valutaen, og holde dem udenfor samarbejdet - som om man så kunne træffe selvstændige beslutninger på de områder, uden at skulle afpasse sig efter dem, man er i et intenst samspil med om resten af virkeligheden.

Det andet eksempel er indvandrerne og flygtningene.
Overordnet set virker det noget misvisende at tænke på nogle som "fremmede" i en verden, der i stigende grad er ét system.
Lokalt er det straks meget sværere. Vi – og de – må nødvendigvis finde måder at leve sammen i nye og meget tættere sammenhænge. Sammenkoblingen af verden i alle henseender er ikke en proces, der kan stoppes. Under store lidelser kan det højst dæmmes op nogle år, men den globale integration VIL bryde igennem.
Det er som med EU-problematikken; man kan ikke nyde godt af global handel, rejseri, råvarer og kultur, uden også at acceptere alle de andre sammenhænge det griber ind i – og dén sammenhæng vil blive langt tydeligere fremover.
Vi behøver ikke selv at være som dem, der er anderledes end os. Men det må være en basal social norm i et globalt samfund, at vi giver hinanden plads til mangfoldighed.

Tempo
Det er irriterende, ubehageligt og synd og skam, måske, men verden forandres; der vil komme nye værdier og nye måder at gøre tingene på. Den konstante forandring og accelleration er et kendetegn for informationsøkonomien.
Informationer er flydende, deres værdi består netop i at være nye og anderledes. Når man arbejder med informationer, er det man sælger en proces, snarere end et produkt, der er færdigt en gang for alle. Informationer skal fornyes og følges op på, og deres funktion er at åbne for nye muligheder, nye måder at gøre tingene på, og at skabe forandring.
Presset for at kunne indsamle, bearbejde og videresende informationer så hurtigt som muligt er enormt. Så pauserne luges ud, og tiden komprimeres for at skaffe plads til alt det nye vi nu kan.
Det globale system pakkes tæt, fordi tiden ikke længere kan forsinke eller absorbere stødene. Rentestigninger, kursfald eller den seneste mode spredes overalt øjeblikkeligt; realtime. Arbejdstider, åbningstider, ferie og fridage og tidszoner – det hele flyder sammen i ét NU.

Det moderne mennesker skal være flexibelt for at klare sig i en omskiftelig verden. Før var meget givet: man tog en uddannelse, arbejdede, blev pensioneret. Gerne ved den samme arbejdsgiver, på den samme arbejdsplads, i den samme branche, hele livet.
Sådan er det ikke mere. Viden forældes, hele brancher forsvinder og nye kommer til. Og familiemønstre, kultur, forbrug, religion – stort set hvad som helst – er blevet noget vi konstant vælger i hver vores kombination.

Det er en ny verden, med nye spilleregler og nye krav. Fagforeninger, byråd, Folketing, virksomheder, skoler og borgere - alle skal vi finde vores nye roller, nye ideologier og visioner og noget nyt at bidrage til samfundet med.