Økologi som politisk ideologi

Det er som om vi kan næsten alt. Ligesom amerikanerne i begyndelsen af tredserne kunne beslutte, at nu ville de sætte en mand på månen, så kunne vi formentlig nå nogle helt fantastiske nye mål igen, hvis det var det, vi ville og kunne blive enige om. Verden ligger åben for os. Men vi har ikke noget klart mål og ingen klare værdier. Og så er det, at vi nærmest pr. automatik driver afsted.
Der er brug for noget, man kunne kalde en ny myte: En fælles forståelse af verden og vores rolle i forhold til hinanden - både mennesker imellem, mellem os og teknologien, og ikke mindst for vores forhold til resten af det levende på kloden: dyrene, planterne, og hele den måde økosystemet hænger sammen på. Vi mangler nogle retningslinjer, en logik og nogle værdier, vi kan handle efter.
Helt banalt: Vi mangler en brugbar forestilling om en bedre verden.

For mange mennesker er økologien det tætteste de kommer en politisk ideologi. Førhen handlede det om hvor man stod i klassekampen, idag er ønsket om at leve bæredygtigt blevet udgangspunktet for en politisk holdning.
Så snart man strækker begrebet ret meget længere end til at opfylde de statslige normer for økologisk dyrkning, bliver det imidlertid noget uklart, hvad en økologisk ideologi indebærer. Kan man være økolog med et globalt udsyn? Kan storindustrien være økologisk - eller skal det være småt for at være godt? Og hvad med teknologien? Computere er tilsyneladende okay, men kan en gensplejset plante dyrket uden sprøjtemidler og kunstgødning være økologisk?
Endelig er der den sociale side af sagen. Er det økologisk at tro på markedsøkonomien, eller skal der være en stor offentlig sektor for at det er økologisk?
Hvis den økologiske overbevisning skal være grundlag for en ny politisk ideologi, er vi nødt til at spille vores økologiske idealer op af alle mulige problemstillinger, som omfatter langt mere end de områder, hvor man hidtil har talt om økologi og bæredygtighed.
Militæret, EU-medlemskab, kulturstøtte, finanspolitik, uddannelsespolitik, og, ikke mindst, politik på det sociale område må tænkes igennem, som en forlængelse af de idealer og indsigter, vi har gjort på økologiens traditionelle "hjemmebaner" som landbrug, miljø og energi. Ellers bliver økologien aldrig til andet end en bevægelse med en enkeltstående sag, uden evne til for alvor at præsentere en samlet politisk vision for samfundet.

Den oprindelige, græske betydning af ordet er "husholdning". Økologi er et ord, der fortæller om hvordan alle delene i systemet hænger sammen i et stort kredsløb.
For mig at se indebærer økologi en erkendelse af at alt og alle indgår i en proces, som ingen i længden kan sætte sig ud over. Vi hænger sammen og vi er afhængige af hinanden; mennesker, dyr, planter... hele molevitten i den samme store globale husholdning.
Det er blevet meget tydeligt i de senere år. Jordens befolkning er svulmet op, vores forbrug er sat voldsomt i vejret, og dermed også vores påvirkning af naturgrundlaget. Desuden er vi midt i en globaliseringsproces, der knytter os stadigt tættere sammen.
Førhen var menneskeheden spredt og delt i masser af små lokale systemer, der kun i begrænset omfang påvirkede hinanden. Men efterhånden har vi bevæget os fra landsbyen til nationalstaten til EU-niveauet, og i stigende grad er det stort hele kloden, der indgår i ét system.
I takt med at befolkningen i udviklingslande får flere penge, bliver de medlemmer af det kulturelle, politiske og økonomiske fællesskab. Stadig flere har adgang til de samme varer, det samme kulturelle udbud, og de er underlagt det samme økonomiske system. Og ikke alene omfatter sammenhængen flere mennesker, den bliver også stadig dybtgående. Det globale aspekt omfatter mere og mere af vores forbrug, kultur og økonomiske og politiske forhold.
Selv om man ikke har råd til at nyde frugterne af globaliseringen, så er man alligevel del af den, om ikke andet, så fordi man er man er med til at dele risikoen. Uanset om man bor på Manhattan eller dybt i Amazonas, så er man udsat for risikoen ved den globale livsstil. Drivhus-effekten, radioaktiv forurening, ozonhuller – det rammer alt og alle på kloden – også dyr og planter.
Vi griber altså i stigende grad ind i hinandens liv og vi er i stigende grad afhængige af hinanden - og så begynder det at være problematisk at den fremherskende myte fortæller om den enkeltes frihed til at realisere sig selv og forbruge uhæmmet.
Vi kan ikke bare køre på hver især uden hensyn til resten. En økologisk tankegang indebærer altså at man påtager sig et medansvar.
Og dermed får økologien en social dimension. Vores lykke eller ulykke er ikke kun op til den enkelte, men et resultat af samspillet med verden. Hvis vi ønsker en bæredygtighed udvikling, må vi acceptere at vi er gensidigt forpligtede overfor hinanden.

Vi er alle i samme båd
Så vidt jeg kan se, vil det være helt afgørende for hvilken type samfund, vi skal leve i fremover, om vi formår at begynde at opfatte jorden som et fællesskab og ikke som en samling individer, der må klare sig hver især som vi bedst kan.
Jeg tror, den nye – økologiske - myte er den, der fortæller, at vi er i samme båd her på kloden, og at alt hænger sammen og griber ind i hinanden. Mit håb er at den myte vil bryde frem som en følge af alt det vi gør tilsammen. Som en fælles bevidsthed om hvad der skal til for at fortsætte kredsløbet og dermed livet på jorden. En bevidsthed, både i den enkelte, men også på et helt nyt globalt plan.
En af konsekvenserne er, at det ikke giver mening at tro, at man kan redde sig selv, uden hensyn til hvordan det går resten af kloden.

Det kan illustreres med to eksempler:

Den økonomiske vækst kommer især de rige til gode på bekostning af en voksende gruppe af udstødte. Fortsætter udviklingen, vil omkostningerne ved at holde de udstødte i skak overstige den gevinst, man opnår ved yderligere vækst.
En lang række af de problemer vi står overfor er globale, og må nødvendigvis løses i fællesskab. Man kan ikke bare vende ryggen til lande, hvis politik eller kultur man er uenig i. Danmark kan ikke redde hvalerne, stoppe ozonhullet eller afskaffe drivhuseffekten alene.
Man kan også sige det sådan, at egoismen og altruismen er rykket tættere sammen. Det er blevet meget tydeligt, at ens eget vel og overlevelse afhænger af at vi alle har det godt. Vi er gensidigt forpligtede overfor hinanden. Hidtil har vi prøvet at sætte os udenfor kredsløbet, og set os selv som det sidste led i fødekæden. Efter os var der ikke noget, kun affald som vi smed væk. Men væk er væk. Vi må melde os ind i kredsløbet igen, og opfatte os selv som en del af naturen, som afhængige medspillere.

Fra frygt til lyst
Det lyder jo smukt og indlysende. Problemet er at handle efter det i praksis. Kan vi lære at være tilbageholdende for at andre kan få lov at leve et rimeligt liv? Vil vi reducere vores forbrug eller acceptere begrænsninger i vores udfoldelsesmuligheder fordi vi indser, at det er klodens fælles bedste?
Det bliver svært. Det går lige så strygende. Privatforbruget stiger, mange mennesker oplever at de får råd til mere og mere - det er dejligt, og stærkt vanedannende. Det er træls, når der kommer nogen - formentlig med sandaler eller cykelhjelm på - og siger, at det må vi ikke, vi skal holde igen i miljøets navn. Som enkeltperson, sådan helt privat, kan det være svært at se at det skulle gavne miljøet noget videre, at jeg lider afsavn i min bekvemmelighed. Man føler sig snarere lidt til grin, for man oplever at andre bare bruger løs af de ressourcer, man selv sparer. Man får ingen medaljer eller taknemmelige ord, i det mindste. Man kan ikke se noget resultat af sin indsats for at skåne miljøet, udover en selvretfærdig fornemmelse af at have gjort en god gerning.
Hvad kan motivationen så være? Vi kan være miljøbevidste af frygt. For at forsvare os og afværge at der sker ulykker. De farer, vi frygter, er imidlertid meget diffuse. Det er ikke umiddelbart synligt, om vi har et alvorligt miljøproblem eller ej. Man kan ikke se om der er gift i grundvandet eller om der er kemikalier i maden. Det helt store spøgelse er drivhuseffekten og et ustabilt klima, men eksperterne kan dårligt blive enige om, hvorvidt drivhuseffekten er en realitet, endsige om vi mennesker har nogen væsentlig indflydelse på klimaet. Og så er der så uendeligt stor forskel i størrelsesforholdene, når man står i gråvejret og skal vælge at tage bussen i stedet for bilen for at afværge et ustabilt klima på kloden.
Det er en næsten traumatisk tanke at skulle skrue ned for forbruget. Det går imod det grundlæggende ideal, der gennemsyrer vores samfund. Det ideal som uophørligt hamres fast af reklamerne og medierne lyder sådan: Det gælder om at få det meste ud af sit liv - og det gør man ved at forbruge. Det er en nem og tiltalende vision, det er klart. Hvis vi på nogen måde kan finde en undskyldning for at lige netop vi ikke behøver at bekymre os, så griber vi den, og fortsætter festen. Det hjælper heller ikke ligefrem på motivation, at de, der nyder godt af at forbruge, i mange tilfælde ikke er dem, der for alvor kommer til at betale prisen, når miljøet ender med at komme ud af balance. Forbrug hænger sammen med magt. Hvis vi bruger løs af energi og råmaterialer kan vi udrette noget og skaffe os magt. Hvis man lader være og holder igen til fordel for det fælles bedste, er det bare de andre, der får magten - og dermed muligheden for at påvirke udviklingen. Alt i alt skal der virkelig gode argumenter til for at hverve flertallet til en bæredygtig livsstil.
Hvis miljøbevægelsen skal have virkelig gennemslagskraft, så mener jeg det er afgørende, at den ikke havner i rollen som lyseslukkeren; den snusfornuftige moralist, der kommer og stopper festen for os andre, lige som det var ved at blive rigtig sjovt. Man kunne også være miljøbevidst af en anden årsag: Fordi det er en naturlig konsekvens af en livsstil, der kan tilbyde os en masse værdier, vi går glip af idag. Den centrale udfordring for miljøbevægelsen idag er at vise et alternativ - noget, de fleste virkelig ville ønske sig - snarere end at brokke sig over, alt det, der er galt.
Og så er vi tilbage ved myten og visionen. Hvis man kan se, at man kan få det bedre ved at gøre noget andet end man plejer, så er der en vis sandsynlighed for at man faktisk gør det. Hvis der er en sammenhængende, troværdig og positiv vision om en bedre verden, så er der noget at kæmpe for at opnå. At leve økologisk behøver vel ikke at være kedeligt som et kommunistisk supermarked. Hvis man forestiller sig at et bæredygtigt samfund skal ligne et postkort fra halvtredserne, skal man ikke forvente at hente ret mange stemmer. Det skal være attraktivt, det skal være sjovt og smart og sexet, og det skal tydeligvis være fremadrettet - ellers er der ingen der gider være med. Folk er villige til at knokle og stresse og forsømme deres børn og sig selv for at få råd til at forbruge, for vi har en vision om at forbrug fører til større lykke. Hvis vi havde et ligeså klart billede af fordelene ved en anden livsstil - den bæredygtige - så ville vi nok bedre kunne mobilisere viljen til at yde noget og give afkald for at opnå den.

De menneskelige værdier
Efter min mening må en positiv, bæredygtig udvikling hvile på kærlighed, kvalitet og kreativitet - tre værdier, der kræver at man tager sig tid for at opleve dem. Det er de værdier, der efter min mening gør os til rigtige mennesker. Der er en utrolig glæde og nydelse forbundet med de værdier, og det er i grunden forbløffende, at vi i så høj grad har været villige til at sælge ud af dem, til fordel for jagten på mere forbrug og flere penge. Det er også værdier, der ikke nødvendigvis indebærer en øget belastning af naturgrundlaget, og at de kan betyde, at samfundet giver plads til lidt flere, og lidt mere forskellige mennesker.
Man indfører ikke med ét kærlighed, kvalitet og kreativitet som de bærende principper i den globale udvikling. Det starter et helt andet sted, på det personlige, lokale plan. Det er dér, man kan mærke hvad værdierne er værd. For langt de fleste er den daglige virkelighed lokal og konkret. Til hverdag flyver vi ikke rundt i verden, vi foretager ikke dristige transaktioner på børsernes roulette eller deltager i globale projekter. For det meste, for de fleste, handler det om noget helt andet: Om børnene, kæresten og familien, om huset, haven, naboerne, om skolen, arbejdspladsen, og de lokale butikker. Det er på dét plan, at vi føler, at vi hver især har betydning. Det er da muligt, at der er global miljøkrise, eller optræk til uro i Mellemøsten, men hvis nogen vil bygge en svinefarm i nærheden af hvor vi bor, eller hvis der er knas med lærerne på vores børns skole, så er det vigtigt nok til at vi ligefrem begynder at gøre noget ved det.

Det civile samfund
Det civile samfund er den løsning, der altid fremhæves, når kloge hoveder analyserer de negative følger af globalisering og kommercialiseringen. Det civile samfund er den del af livet, som ikke er noget man gør for penge, eller som en del af en eller anden ordning under det offentlige. Det civile samfund er sportsklubber, familiefester, gi-en-hånd-med-dag i børnehaven, vennetjenester... Alt det, vi render rundt og roder med, uden at der er penge og myndigheder involveret. I det civile samfund er der andre værdier end penge, som sættes mindst lige så højt. I det civile samfund er vi tæt på hinanden. Vi er forpligtede overfor hinanden på en anden måde, end man er overfor et selskab eller en person et sted ude på nettet. Vi bor i nærheden, og vi skal kunne se hinanden i øjnene, når vi mødes i butikker eller på gaden. I det lokale er systemerne ikke større end at vi kan gennemskue hvordan tingene foregår. Hærværk og forurening er meget synligt i en lille by eller en lille forening, og det samme er de, der udøver det. Og omvendt: Når man gør noget godt, kan man selv og andre se det - ens handlinger er ikke ligegyldige og noget, som blot forsvinder i den store grå masse. Det er tydeligere, at det, vi gør, har konsekvenser. Det kommer ikke i TV og man bliver sjældent berømt af at "styrke civilsamfundet". Ikke desto mindre er det dér revolutionen skal ske i praksis. Den nye frontlinje ligger lige her: Det er børnene, ægtefællen, vennerne, det nære.
Det er en grundlæggende forudsætning for at opnå et bæredygtigt samfund, at vi får lagt skattesystemet om, så det er forbruget af ressourcer der beskattes i stedet for arbejdskraften. Hvis man på den måde gør arbejdskraften billigere, kan vi skabe holdbare ting af højere kvalitet, og få råd til service og omsorg. Det er også oplagt at der er miljømæssig fornuft i at genskabe lokal produktion, når det handler om fysiske produkter.
Men det er ikke kun et spørgsmål om miljø. Jeg tror også, at det ville være et mere harmonisk samfund, med lykkeligere mennesker. Det giver mening og tilfredsstillelse at handle lokalt, at forsøge at klare sine ærinde på cykel, at give sig tid til sine børn, at engagere sig i de mennesker, der bor i nærheden. Til min store overraskelse viser det sig endda at være vidunderligt at gå rundt og rode i haven og have høns og kompostbunke. Og så passer det vel at mærke fint sammen med at have en stor computer og en linje ud på internettet. Det jeg får, er dybde. Jeg får en mening og et udgangspunkt. Jeg hører til, og det er en værdi, jeg forstår og værdsætter mere og mere - muligvis fordi jeg er blevet ældre og har fået børn. Måske overdriver jeg tendensen, fordi jeg selv føler mig som en del af den, ikke desto mindre er det mit indtryk, at jeg bestemt ikke er alene om at søge de værdier.

Nomaden
Jeg kender også et andet værdi-sæt: Nomadens. Nomaden, er ham som flyver rundt, og som har så travlt, at han hele tiden må holde sig indenfor det standardiserede og internationalt koordinerede system af kreditkort, udlejningsbiler, kædehoteller og forudsigelige restauranter for at kunne holde farten oppe. For nomaden ser der stort set ens ud overalt. Nomaden kan beskrives med plus-ord som: mobil, uforpligtet og global. Han er ikke bleg for at tage chancer, starte forfra, og flytte til Hvorsomhelst for at holde sig forrest i konkurrencen. Han er fleksibel, han har det hele med sig og han er selvhjulpen, så længe han har kredit nok. Nomaden er klar til at arbejde hårdt og længe, når det brænder på. Som belønning kan nomaden til gengæld nyde godt af et globalt udbud af taxfree varer og eksotiske oplevelser. Vi kan se nomaden og nomadens livsstil beskrevet i erhvervstillæggene i aviserne, og hyldet i Mandag Morgen og Børsens Nyhedsmagasin. Nomaden kan alt det, der får økonomien til at blomstre og gør industrien konkurrencedygtig.
Jeg forstår godt nomaden, jeg er selv lidt af en nomade i perioder. Det er et behageligt liv. Man har privilegier, en følelse af magt og tilfredstillelsen ved virkelig at rykke. Jeg synes det er vigtigt at man belønnes for sin indsats, og jeg er ikke i tvivl om at det er en væsentlig drivkraft i samfundets udvikling, at der er folk, der knokler på og skaber noget nyt og større. Hvis blot de sande omkostninger bliver betalt. Den driftige nomade kan, vurderet efter alle normale kriterier, have solid økonomisk succes, men reelt efterlade ødelæggelse og ubetalte regninger i sit kølvand. Så længe man holder farten oppe, ser alting nyt og friskt ud i synsfeltet. Når nomaden er fløjet videre, kan de fastboende få lov at rydde op.
Jeg tror det er en del af den nye myte, at vi forstår at der også er andre kvaliteter, og at man kan have idealer, der er aldeles forskellige fra Nomaden - og alligevel leve et rigt og tilfredsstillende liv. Vi må skifte til istedet at opfatte os selv som en del af en anden historie, med et andet formål og med en anden fordeling af helte og skurkerollerne. Efter den gældende myte er det ikke specielt glorværdigt at gå og hygge sig, sørge for at hjemmet og familien fungerer. Det giver ikke rigtig prestige at hjælpe naboerne, eller at give en hånd med i ungernes institution. Set i farten virker det lidt slapt og ynkeligt, når nogen slår sig til tåls med det forbrug de har, og tager den med ro istedet. Kan man derimod gøre sig gældende i sit arbejde er det strålende og imponerende. Men hvad er det i grunden for en logik, der siger, at det er fuldstændigt normalt, hvis ikke ligefrem ønskværdigt, at folk bor i Nyborg og pendler til Ballerup? Hvorfor er det nu det er så fedt at rakke rundt fra sted til sted - hvad med nomadens kone og børn og gamle forældre, hvad med vennekredsen og naboerne - hvad siger de til det? Hvorfor er det, at det er fint at have travlt. Hvad er det, der er så misundelsesværdigt ved stress, mavesår og brystkræft. Hvad er det, der haster sådan? Hvad er det vi knokler sådan for, og hvornår har vi mulighed for - hvornår giver vores idealer os lov til - at standse op og nyde det, vi har opnået?

Udfordringen er at insistere på en fremtid, der giver plads til alt det, vi idag spilder og glemmer - paradoksalt nok, fordi vi har travlt med at komme videre mod en fremtid, vi frygter.
Jeg siger ikke, at vi skal lukke af for verden, og holde os derhjemme dag ud og dag ind, medens vi plejer vores familie og dyrker al maden selv - og det er der vist heller ingen fare for at flertallet af os ville finde på at gøre. Den myte jeg taler om, handler ikke om at finde tilbage til en verden, der engang var. Myten handler om fremtiden.
Kærlighed, kvalitet og kreativitet passer fint med en global bevidsthed og anvendelsen af avanceret teknologi. Der er en stor og fantastisk verden derude, og vi bliver knyttet stadig tættere sammen med den. Tricket er at lære at skelne skidt fra kanel. Ligesom det er afgørende at bruge informationsteknologien snarere end at blive brugt af andre igennem den, så tror jeg, at vi skal lære at forholde os mere kritisk, udsøgende og opsøgende overfor det globale samfund. Vi behøver ikke at flakke rundt konstant, vi behøver ikke at lade det meste af det, vi forbruger af mad, ting og kultur være langvejs fra. Vi må lære at vælge, med en klar bevidsthed om de sande priser og konsekvensen af vores valg. På et lidt abstrakt plan, så håber jeg, at den fælles bevidsthed der kan tænkes at opstå i takt med at vi knyttes sammen, vil give sig udslag i en nærmest instinktiv fornemmelse hos den enkelte af, hvordan det, vi foretager os, passer i forhold til fællesskabet. Det er en etik, en ide om hvad man kan tillade sig - ikke fordi man frygter at blive straffet for at overtræde en lov, men fordi man opfatter sig selv som medansvarlig for hele klodens ve og vel.

Økologi og hi-tech
Hvis man skal finde en samlet økologisk ideologi er det også vigtigt at pege på hvad økologi IKKE er. Økologi er ikke stilstand. For mange, både forbrugere og prodocenter, er økologi et forsøg på at slå bremserne i overfor en teknologisk udvikling, de føler er ved at løbe løbsk. Men det er vigtigt at skelne mellem teknologien og så de omstændigheder i samfundet, der afgør, hvordan teknologien anvendes og udvikles.
Som spillereglerne er idag handler det om at tjene penge, og det gør man bedst ved at se stort på miljøet og sociale hensyn, for den slags indgår ikke synderligt i omkostningerne. Den teknologi der anvendes og udvikles er den, der er bedst til at tjene penge under de vilkår. Og det er unægteligt ikke økologisk.
Hvis vi nu indrettede os med spilleregler, der gjorde det attraktivt at bruge få ressourcer, forurene så lidt som muligt, og som belønnede at man opførte sig socialt ansvarligt - så kunne man forestille sig en ganske anden teknologisk udvikling.
Pointen er at bæredygtig teknologi kan være lige så avanceret, elegant og funderet på eksakt viden som den teknologi, vi frygter idag. Men verden VIL blive forandret, og sådan har det altid været i naturen. Evolutionen går videre, selvom man genopdager uldtøj og linoliemaling. Jeg synes det er vigtigt at det økologiske ikke stivner i berøringsangst overfor alle andre former teknologi og videnskab end dem, der idag kaldes alternative. Realiteterne er også moderne og globale.

Jeg tror de fleste inderst inde godt ved, at det ikke går bare at bruge løs af naturen, og overlade de svagere til sig selv. Den bevidsthed giver sig blandt andet udslag i den politiske forbruger, den politiske virksomhed, og i al snakken om etik og værdier.
Markedsøkonomien har sejret, men nu viser det sig sørme, at der alligevel er andre værdier i verden end penge. Men de værdier har vi stort set luget ud af det økonomiske system og i det politiske system er ideologier - udover at anråbe markedskræfterne - i en underlig svækket tilstand af revision og afvikling.
Det er som om der er dukket nye partiskel op under overfladen, der gør at en fløj af ét parti synes at have mere til fælles med en fløj af et andet parti, end de har med deres egne partifæller.
Om ikke andet, så er det forvirrende som vælger.
Der er en stor politisk diskussion igang om hvilke værdier vi vil udvikle vores samfund efter. Men partierne har simpelthen ikke formået at blive en del af den. Istedet er det græsrødder, forbrugere, virksomhedsledere og højskoler, der arbejder med det.
Bliver det et nyt parti, som formulerer det økologiske og det sociale på en måde, der kan omsættes til praktisk politik? Jeg tror det ville have gode muligheder for at få masser af stemmer.