Hul i facaderne
Af Peter Hesseldahl

Når det i dén grad kan ophidse folk om de bliver registreret og overvåget, så er det måske fordi de nye former for registrering skaber uorden i vores forskellige facader.
En voksen person idag er livet igennem blevet socialiseret til at "opføre sig ordentligt", når man er sammen med andre. Vi har en façade som er den side af os selv, som vi viser andre – og vi har en anden side af os selv, som vi ikke lader nogen, eller kun den nærmeste familie, se.
De to facader er ikke nødvendigvis i fuldstændig overensstemmelse, men det behøver ikke at være et problem, sålænge man ikke skal stå til ansvar for begge facader samtidig.
Den elektroniske overvågning har imidlertid blotlagt stadig flere omstændigheder, der hidtil ikke blev registreret overhovedet – og dermed bliver handlinger, der hidtil hørte til i privatsfæren, nu offentlige.
Hvis det, der synliggøres, ikke står i modsætning til ens offentlige façade, vil de færreste føle sig generet af det, men når det drejer sig om netop de sider af os selv, som virker afvigende i forhold til den façade, vi har i offentligheden, så føler man det som en ubehagelig indtrængen, der er både krænkende og stressende.
Førhen kunne man sende papirbreve, betale regninger kontant og telefonere uden at der noget sted blev opsamlet en liste over detaljerne i vores handling. Men for hver gang en ny aktivitet bliver gjort elektronisk, så begynder registreringen også.
Eksemplerne er utallige. Når vi kører over de store nye broer registreres nummerpladen ved betalingsstedet, alt hvad vi foretager os over internettet af handel, betaling, brev-veksling, informationssøgning og underholdning registreres et eller andet sted - og i de kommende år vil vores omgivelser stille og roligt fyldes med genstande, der er forsynet med computerkraft, og som er indrettet til at bemærke hvem vi er, og hvad vi foretager os. For at kunne betjene os så godt som muligt vil vores hus, vores bil og vores kontor analysere os, og prøve at lære os at kende. Det samme gælder alle de institutioner og firmaer vi handler med.
Men det er ikke sikkert at vi synes at det de ser og det, de konkluderer, er det, vi selv synes de skal se om os. Vi vil gerne føle at vi har en vis kontrol med, hvad der bliver bemærket, og hvilken sammenhæng det bliver fortolket i.
Det er det, vi har lært gennem opdragelsen. Vi ved – i store træk – hvordan man skal opføre sig i forskellige situationer, og vi har en indgroet fornemmelse for hvad det nok er smartest at være lidt diskret med, alt efter hvilken sammenhæng vi befinder os i.

Nye spilleregler
Men den viden handler om en fysisk verden, hvor vi i reglen kan se, de der kan se os, og hvor det, der bemærkes om os, fortrinsvist blev opbevaret i andre menneskers hukommelse.
Spillereglerne er ændrede, og de vil blive yderligere voldsomt ændret i de kommende . Idag har vi knapt nok lært, hvad det er for omstændigheder, der nu er blevet synligt for andre. Vi skal vænne os til at der pludselig kommer en lang række nye "vinduer", som giver et kig langt ind i vores liv, og så skal vi vænne os til at den måde informationerne kan bruges på er forandret.
I vores hukommelse klinger informationer ud med tiden. Vi husker sådan nogenlunde hvad der skete og hvad der blev sagt, men efterhånden er det ikke så vigtigt længere og vi glemmer det så småt. Men sådan er det ikke med elektroniske informationer.
Hvis man engang for 15 år siden deltog i en eller anden rabiat nyhedsgruppe, og skrev glødende indlæg om sine yderligtgående politiske ideer eller sit udskejende og eksperimenterende liv, så er der gode chancer for at enhver, der måtte have lyst, stadig kan foretage en søgning på Dejanews.com og finde alle de indlæg man skrev dengang. De ligger der endnu, et sted på nettet, ord for ord, så friske som dengang de blev tastet. Og så er det ligemeget om forfatteren i mellemtiden har skiftet livsstil og politisk ståsted en snes gange.
Den danske persondatalov har som udgangspunkt at data ikke må anvendes til andre formål end det, de blev indsamlet med – men på internettet og specielt på alle tjenester, der ikke er europæiske, er der i praksis frit slag for at videresælge, samkøre og analysere alt hvad der kan opsnappes af data om brugerne.
De spørgeskemaer du udfylder, de varer du bestiller, de valg du foretager… måske registreres det, måske ikke. Måske vil det du foretager dig på et website blive kørt sammen med det, du foretog dig på andre websites, så de reklamer og det indhold du præsenteres for, i stigende grad kan tilpasses det, som udbyderne mener du må være interesseret i – ud fra en personlig profil, som opbygges og udbygges år for år.
Måske lykkes det endda at få dit navn og din e-mail adresse, så man også kan begynde at sende reklamer via e-mails. I Danmark må man ikke sende u-opfordrede e-mails med reklamer, det siger loven, men internettet er ikke Danmark.
Takt & tone
Med tiden vil vi formentlig vænne os til at være elektronisk overvåget i mange sammenhænge, og vi vil bedre kunne holde styr på vores "virtuelle facade"; den profil, som andre kan aflæse ved at se på de elektroniske spor vi afsætter.
Man kan betragte det som en naturlig udvikling, at mennesket i en elektronisk tidsalder også skal socialiseres til at opføre sig passende i den virtuelle verden.
Eller, man kan se det som en udvikling der tvinger os til at censurere og begrænse os selv langt mere end førhen, blot for at vores handlinger ikke skal blive misforstået eller fortolket på en måde, der kan skade os senere, i en anden sammenhæng.
Jeg tror nøgleordet omkring overvågning er "kultur".
Vores vante forestillinger om hvad der er privat og skjult for andre er tydeligvis ikke holdbare længere. Samfundet vil blive mere gennemsigtigt, og formentlig vil de fleste langt hen ad vejen ikke have noget imod det, fordi det vil have åbenlyse fordele, at vores apparater, og de myndigheder og selskaber vi omgås, ved hvem vi er, hvad vi kan lide og hvordan vi plejer at gøre.
Dermed ikke sagt, at man skal finde sig i hvadsomhelst. Hvis man føler sig krænket, hvis man føler sig gået for nær af firmaer, der vil vide alt muligt, der er fuldstændig ligegyldigt i forhold til den vare, man vil købe – så er det om at sige til, brokke sig og gå til andre, der ikke er så nævenyttige.
For det handler om at etablere en kultur, en almen forståelse af, hvad der er rimeligt og acceptabelt. Det er lige så vigtigt som skarpskårne regler og love, at få skabt en slags takt og tone for hvad firmaer og offentlige myndigheder kan tillade sig i retning af indsamling og anvendelse af informationer om private.
Så sig til, når nysgerrigheden går over gevind: Hvis man bliver afkrævet sin adresse for at købe et kassettebånd, så var det måske bedre at finde en anden butik.


Peter Hesseldahl har skrevet det oplæg, der var udgangspunkt for at orientere lægmandspanelet om de mange forskellige former for overvågning.