De små synger - de rige tæller pengene
Tekst: Peter Hesseldahl

Maj 2009

Karl Marx skrev i sin tid at kapitalisterne kunne undertrykke arbejderne fordi de kontrollerede produktionsapparatet. Det argument ser lidt svagere ud nu, hvor langt flere har mulighed for at starte deres egen produktion, fordi det vigtigste produktionsmiddel idag er en computer med en netforbindelse - ikke ligefrem en eksklusiv teknologi.
På den anden side kan man argumentere for, at det egentlige produktionsapparat idag ikke er alle de små maskiner, men snarere det overordnede system, der gør det muligt at koordinere deres værdiskabelse; betydningen er skiftet til platformene, som millioner af globale individualister får lov at boltre sig på. De platforme er i høj grad i hænderne på nogle ganske få - så måske havde Marx ret alligevel.

Vist er der sket en demokratisering. Vi har allesammen fået mulighed for at blande os i værdiskabelsen, men ud af de millioner af små leverandører der bidrager til værdien af kommercielle web-tjenester som YouTube, Myspace, Second Life osv. er det kun en brøkdel, der overhovedet tjener penge på det.
Istedet tjenes pengene af en meget lille gruppe meget store selskaber, som ejer de platforme, de mange små spillere udfolder sig på. Vi står altså i det paradoks, at markedet både bliver mere lige og mere ulige, mere mangfoldigt og mere ensartet på samme tid.

Hvorfor bidrager brugerne, hvis de ikke selv tjener på det - og ovenikøbet jævnligt kan læse i medierne om hvor ufatteligt rige, ejerne af platformene er blevet?
For brugerne, er det i høj grad en gave-økonomi, hvor der er mange forskellige former for motivation og belønning i spil, og hvor sammenhængene mellem hvad man giver og hvad man får, er langt mindre direkte end i den rent økonomisk drevne verden.
For dem der driver platformen, derimod, er det i reglen ikke en gaveøkonomi; det er rendyrket, børsnoteret business, underlagt de sædvanlige krav om højere indtjening, vækst og effektivitet.
Ikke desto mindre er de tvunget til at respektere de bløde, følelsesmæssige sider af forholdet til kunderne. Hvis brugerne føler sig udnyttede eller ikke kan identificere sig med dem, der står bag platformen, så lægger de indsatsen et andet sted - og uden brugernes deltagelse mister platformen relevans og værdi.

Det er en tilbagevendende konflikt, når ejerne af en platform forsøger at sikre sig mere kontrol over det indhold brugerne har bidraget med.
Det sker gerne gennem yderst diskrete justeringer af den licensaftale, brugeren er nødt til at underskrive for at få adgang til systemet.
Men som Facebook for nylig måtte sande, så bliver brugerne harmdirrende af forargelse, når tiltagene bliver afsløret.

Det grundlæggende problem er, at der er to forskellige spil igang samtidig.
Det ene er et plussumspil. Brugerne deler viden og hjælper hinanden fordi de kan se, at jo bedre det går for fællesskabet, des bedre går det for dem selv.
Det andet spil er et nulsumspil. Det går ud på at skabe værdi for sig selv, og derfor gælder det om at sikre sig kontrol over ressourcer, så man kan forlange betaling for adgangen til dem.

Det, brugerne opnår, er ikke nødvendigvis penge, og derfor kan man som bruger godt acceptere, at platformen giver økonomisk overskud til ejeren - så længe man som bruger føler at man også selv opnår noget af værdi ved at deltage.
Men det er vigtigt at forstå, at brugerne ikke bidrager for at skabe værdi for platformsejeren. Mange virksomheder og medier forsøger at skabe communities omkring deres produkter, men det er meget få der lykkes med det - først og fremmest fordi de tager udgangspunkt i et ønske om at skabe værdi for sig selv, ikke for fællesskabet.

Teknologien betyder at vi kan forbinde vores ressourcer og arbejde sammen i et langt mere mangfoldigt og nuanceret samspil. Det er en tidens store muligheder. Men den kan kun realiseres, hvis man indser, at spillereglerne ændres, når projektet bliver fælles.