In english

Blog


Aktuelt

Artikler

Den Globale
Organisme

Den ny natur

Peter Hesseldahl

Temasider

Digitale
eksperimenter



Hvad synes du?

Prahalads formel for fremtiden
Tekst: Peter Hesseldahl
Bragt i Computerworld, juni 2008

Der er gode nyheder for dem der er i tvivl om hvad vej udviklingen går. Det viser sig at være meget simpelt. Fremtiden indenfor business kan udtrykkes i to simple ligninger: N = 1 og R = G. Sådan!

Det er den indisk/amerikanske management guru C.K. Prahalad, der endnu engang har præsteret at sammenfatte en lang række tendenser i tiden i en meget enkelt form. Prahalad er mest kendt for sin forrige bog, ”The bottom of the pyramid”, hvori han fokuserede på hvordan man kan skabe en fornuftig forretning ved at sælge varer og tjenester der specifikt er rettet mod forbrugere i lande, der er på nippet til at rykke op i den globale middelklasse.

Prahalads nye bog hedder ”The new age of innovation”, og den tager udgangspunkt i to mega-trends:

Individualisering
Den første mega-trend er at fokus skifter fra massen til den individuelle forbruger. Fremover skal firmaer konkurrere på at levere oplevelser der opfylder den enkelte forbrugers behov, i den sammenhæng som vedkommende befinder sig i lige nu.
Prahalad sammenfatter det som ”N = 1” for at beskrive hvordan man leverer ydelsen én kunde ad gangen.

I Prahalads forståelse går N =1 videre end den ”mass costumization” som mange selskaber tilbyder, hvor man på et website kan konfigurere sig frem til netop den bil, sko, computer eller typehus man ønsker sig.
På sigt mener Prahalad at firmaer vil opbygge vedvarende personlige forhold til kunderne, så de løbende kan ændre servicen. Et eksempel kunne være en helsetjeneste, der ikke blot udskriver medicin, men som konstant overvåger og rådgiver om brugerens tilstand, kost og motion. Et andet eksempel, fra en helt anden branche, er et dækfirma, der ikke sælger enkelte dæk til en vognmands flåde af køretøjer, men i stedet bruger sensorer i dækkene til at sørge for at der altid er sikre, passende og korrekt pumpede dæk, og som bruger dataene fra de mange dæk til at udvikle endnu bedre dæk.

Netværk af leverandører
Den anden mega-trend er at fremtidens produkter og tjenester bliver så sammensatte og varierede, og de vil forandres så hurtigt, at det ikke giver mening for et enkelt firma at forsøge at mestre alle led i produktionen.
I stedet må man søge ideer, produktionskapacitet, distribution og computerkraft igennem alliancer. Prahalad bruger formlen ”R = G” for at sammenfatte at ressourcerne bag tjenesterne skal findes i et globalt netværk af samarbejdende leverandører.

For at kunne tilbyde den personlige og komplette helsetjeneste fra før, er man nødt til at trække på kompetencer fra brancher der hidtil har været klart adskilte: medicinalfirma, læger, motionscentre, kostvejledere, forsikringsselskaber - og ikke mindst IT-tjenester der kan analysere dataene i realtime og binde de mange aktører sammen, så de fremstår enkelt og overskueligt for slutbrugeren.

Endnu et aspekt af R = G er at brugerne selv bliver en del af de ressourcer der bliver anvendt til at skabe oplevelsen. Værdien for både producent og forbruger vil blive større i det omfang man kan opbygge tillid og engagement hos kunden til at bidrage med personlige data og egne ideer.

Uomgængeligt
Prahalad, og hans medforfatter M. S. Krishnan, hævder at de to megatrends vil brede sig til stort alle former for erhvervsliv, og de mener grundlæggende ikke at man som business har noget valg; Man er nødt til at overveje hvordan man kan komme tættere på den enkelte kunde, og man er nødt til ændre perspektiv så man ser sig selv som en del af et netværk af ressourcer, der først finder endeligt sammen i den enkelte forbrugers oplevelse.
Så husk det: N =1 og R = G.