Hi-tech håbet om fattigdomsbekæmpelse
november 2002

De forenede nationers udviklingsorganisation UNDP udgiver hvert år en rapport der gør status over velfærden i verden.
I 2001 vakte det opsigt at rapporten klart anbefalede at udnytte den teknologiske udvikling til at bekæmpe fattigdom. Ikke mindst blev mange forarget over at UNDP udtalte sig positivt om brugen af gensplejsede afgrøder i landbruget.
UNDPs årsrapport ledes og redigeres af japaneren Sakiko Fukuda Parr.

Efter Sakiko Fukuda Parrs mening må det være muligt at finde en tredje vej, der balancerer modstandernes betænkeligheder ved gensplejsede afgrøde med de reele fordele som teknologier kan tilbyde.
Hun mener ikke at man tillade sig blot kan afvise en teknologi der potentielt kan føre til mere modstandsdygtige planter, højere udbytter, og mulighed for at dyrke på jord, der idag er for salt eller tør.
Derfor har UNDPs holdning været at man må forsøge at vurdere gensplejsning fra sag til sag, fordi de risici og fordele der kan være er vidt forskellige alt efter afgrøderne og de sammenhænge de skal dyrkes i.

Men generelt er Sakiko Fukuda Parr ikke så bekymret for de rent miljømæssige bivirkninger, der kunne vise sig. For hende er det snarere de socio-økonomiske konsekvenser man bør være opmærksom på:
Det er et grundlæggende problem for udviklingslandene at den teknologiske udvikling i alt væsentligt foregår hos private selskaber i de rige lande.
Resultatet er uvægerligt løsninger, der giver fordele til de rige og større bønder der eksempelvis har råd til at investere i kunstvanding og sprøjtemidler - og derfor udkonkurreres småbønderne og familiebrugene.

Den grønne revolution førte i 70'erne til at lande som philipinerne, Indien og Mexico fordoblede deres landbrugsudbytter - men det har haft sin pris. Dels er der nu problemer med tilsaltning og forurening fra sprøjtemidler, dels har det øget uligheden ned til dem, der ikke havde råd til at bruge teknologien.

Den grønne revolution udviklede nye sorter af ris og majs til områder med god jord og rigelig regn, men det var ingen hjælp for bønder der dyrker mindre kendte sorter som Sorghum i Sahel eller Cassava på dårlige jorder i Congo.
Nu, hvor det er bioteknologien der kunne være en måde at skabe bedre sorter, er der stadig stort set ingen midler til forske i forbedret hirse, jams, kogebananer eller andre af de afgrøder, der er afgørende for de fattigstes fødevaresikkerhed.

Store agro kemiske koncerner som Monsanto er ikke interesseret i at udvikle landbrugsteknologi til områder hvor de ikke kan få et højt økonomisk udbytte. Men regeringerne i lande som som Niger eller Chad burde være interesseret i at investere i det - og det burde hjælpeorganisationer som UDNP eller Danida også være.
Forskellen på private og offentligt støttet forskning er netop at den offentige forskning kan gå til projekter, der ikke giver mange penge, men som giver masser af reel formindskelse af fattigdom og sult, forklarer Sakiko Fukuda Parr.

Det mønster går igen for alle former for teknologi udvikling, det gælder ikke kun bioteknologi, men også udviklingen af medicin eller af informationsteknologi præges fuldstændigt af de skal bruges i de rige lande og til at løse de rige landes indbyggeres problemer.

Problemet forværres af at at den offentlige støtte til forskning falder overalt i verden - som bekendt har også Danmark skåret kraftigt i udviklingsbistanden, og det rammer bla. projekter der skal udvikle teknologi.

På sundhedsområdet, konstaterer Fukuda Parr, er det sådan at 90 % af forskningmidlerne bruges på sygdomme som kun er et problem for 1/10 af jordens befolkning. Med andre ord: Vi udvikler Viagra og kure mod skaldethed i stedet for at bekæmpe malaria og sovesyge.

Nok en forhindring for teknologisk udviking er forestillingen om at fattige mennesker ikke kan bruge avancerede løsninger.

Efter Sakiko fukuda Parrs mening er forestiliingen om at man først skal kunne cykle før man kan have gavn af at bruge en bil eller en flyvemaskine fundamentalt forkert.

Det afgørende er at brugervenligheden. Hvis det er en løsning der giver reele fordele, og den er udformet så den også kan betjenes af mennesker, der ikke nødvendigvis kan læse, så er det ligegyldigt om den bygger på masser af avanceret forskning.
Kunsten bliver at få den forskning til også at skabe noget for de fattigste. Som Fukuda Parr ser det, så må den samme kreativitet, der på få år har frembragt bærbare computere også kunne opfinde en maskine, der kan bruges af en fattige kvinde i en landsby til at give hende informationer, der kan forbedre hendes liv: