Salgsliderlighed

Hvis man er i USA og skal ringe ud af landet, er det blevet almindeligt, at der bliver afspillet en reklame inden telefonsamtalen bliver stillet igennem. Man får f.eks. lige at vide, at hvis man ringer udenlands tre gange samme dag, er der rabat at hente.

?Når man ringer til et eller andet firma, der har for travlt til at tage telefonerne, siger det selv, at man får blæst reklamer i ørerne medens man venter. Men man kan ikke bare lægge røret, man er jo nødt til at have lidt af sin koncentration på lyden for at være klar, når der dukker et menneske op i den anden ende.

Salgsliderlighed

?Den tendens er også i gang herhjemme. I iveren efter at råbe os op og stimulere vores forbrugslyst, må reklamebranchen konstant finde på nye steder at tale til os, og mange gange sikrer man sig vores opmærksomhed ved at sætte et reklamebudskab, der, hvor vi pinedød er nødt til at kigge for at klare os i hverdagen.

Og af en eller anden årsag regnes det for helt i orden. Det er smart, man kan jo tjene penge på det.

Jeg føler mig narret, når jeg skal høre på salgstilbud i højttaleren på offentlige steder som tog, færger og fly. Man bliver gjort opmærksom på ugens tilbud på marcipanbrød og hotdogs med den samme stemme som hvis det var en forsinkelse eller en anden vigtig besked for min rejse. Men man kan dårligt lukke af for det. Vi er pæne mennesker, opdraget til at høre efter, når personalet meddeler sig i højtalerne, det ville være uforsvarligt andet. Jeg føler det som misbrug, når dét forhold bruges til at forsøge at sælge mig et eller andet.

En afart af fænomenet er busser med et display forrest i bussen, der blinker med reklamer ind i mellem oplysninger om takstzoner eller klokkeslettet. Det samme gælder reklamer på billetter. Det irriterer mig, når de samme mennesker, der sælger mig en billet, udnytter den omstændighed, at jeg er nødt til at finde det rigtige tidspunkt eller det rigtige sæde, til at sælge min opmærksomhed til annoncører.

Det er selvfølgelig ikke en stor ting, men der er mange af den slags småirritationer og distraktioner ö og der kommer flere og flere, som overskrider nye grænser for, hvor det regnes for passende at forsøge at sælge. På benzinpumpen, på skraldespande, på offentlige toiletter, på pizza öpapæsker, på taxaens nakkestøtter, på måltavlen på stadion·

Nok en version er sponsorerede motionsløb eller kulturbegivenheder, hvor højttalerne nævner sponsorens navn i hver anden sætning, hvor alle går med T-shirts med selskabets logo, foruden at man belæsses med tryksager om produkter, som er totalt ligegyldige i den aktuelle situation. Men forudsætningen for at det kan lade sig gøre at løbe 10 km sammen med en masse andre er åbenbart, at vi skal have tatoveret et firmanavn ind forrest i vores bevidsthed medens vi gør det.

Første gang man står i kø i et supermarked, hvor der kører reklameTV foran kasserne, er det næsten umuligt ikke at se på reklamerne. Men man vænner sig til det, det bliver normalt. Man ser dårligt det, der i starten var forfærdeligt irriterende, undtagen i enkelte øjeblikkes klarsyn, hvor det går op for en, at hele synsfeltet fra loft til gulv, stort set er udfyldt af reklamer, og man tænker: er det her normalt? Man står i et landskab, der råber og skriger og blinker og ruller ö og alle dem, der befinder sig i det, er fuldstændigt døve og blinde overfor Blitzen. Hvad ville man have tænkt om det i tyverne?

I 1997 blev der brugt 21 milliarder kroner på reklamer i Danmark ö omkring 4.200 kr. pr. indbygger. Det er gode tider for Reklamebranchen. Omsætningen er vokset med 5-7% årligt de sidste 5 år, og alt tyder på at væksten fortsætter.

Foreningen af danske reklamebureauer laver en årlig rundspørge blandt medlemmerne for at høre om udviklingen, og meldingen er at det bliver sværere og sværere at tiltrække forbrugernes opmærksomhed. Dels fordi der er flere reklamer, der kæmper om at blive set, dels fordi folk bliver hurtigere til at lukke af, når de præsenteres for budskabet.

Og det tror da pokker, at det er sværere at råbe os op. Vi er igang med et våbenkapløb, og det giver groteske udslag, som når Rådhuspladsen i København bliver plastret til med reklamer så store som husfacader, eller når et firma får lov at stille en kæmpe videoskærm op lige over Tivoli hovedindgang, der gudhjælpemig også er forsynet med lyd. Men igen, vi vænner os til det. Opfordringen til at købe, købe, KØBE, bliver støt og roligt en større del af kulturen.

?I medierne giver det i mange tilfælde ikke mening at forsøge at skelne mellem programindhold og reklamer, og interessant nok er tendensen mest udpræget i BørneTV. En tegnefilm fra Disney eller Warner bros. hænger så tæt sammen med alle de madpakker, computerspil, sweatshirts og ispinde man kan købe med figurerne på, at filmen også fungerer som én lang reklame for de afledte produkter. Præcist det samme gælder for Lykkehjulet, Titanic, Spice girls, jungledyret Hugo og ethvert andet moderne medieprodukt, der har lært at tænke i "synergi".

?Hvis man surfer på Internettet kan man opleve det forunderlige, at de reklamer, der optræder som en del af websider, man modtager, er forbløffende personlige. Når man søger informationer, matches de ord, man søger på eller de emner man vælger med reklamer, som er henvendt netop til folk, der har de interesser.

?Internettet er det første sted, man virkelig kan opleve den individualisering af reklamerne som formentlig hurtigt vil brede sig til aviser, breve, TV-reklamer og supermarkedernes videoskærme i håbet om endnu en gang at komme foran i kapløbet om vores opmærksomhed.

Alle de reklamer har en pris. Reklamer er ikke gratis, selv om de virker sådan. Når firmaer sponsorerer et arrangement eller en TV-udsendelse lyder det nærmest som om det var en gave fra firmaet til os ö som om det var nogen andre end os selv, forbrugerne, , der i løbet af et år betaler de 4200 kroner pr. person for reklamerne i form af højere priser på varerne.

Reklamerne har også en anden pris. Når reklamerne braldrer op og fylder min virkelighed, så tager det noget fra mig. Jeg mister noget af telefonens ubesværede og enkle funktionalitet, hvis jeg skal høre på reklamer, når jeg ringer op. Det koster noget ro og komfort, at jeg skal høre på reklamer i toget. Jeg mister lidt af chancen for at stå og slappe og tænke, hvis jeg ikke kan få blikket fra videoskærmen over køen ved kassen.

Og hvad får jeg for det? Ikke noget, tværtom, det er meningen, at jeg skal få lyst til at købe noget, jeg ellers ikke ville have brugt penge på.

Der kan sikkert også siges meget godt om reklamer, og det vil jeg overlade til branchen selv at gøre. Jeg er ikke på et generelt korstog mod reklamer. Jeg synes selvfølgelig også at de kan være underholdende og informerende. Jeg er bare træt af at der er så mange, og at alle normer for god opførsel tilsyneladende er under afvikling eller droppet. Hvorfor er det blevet acceptabelt, at enhver med et produkt til salg har frit slag til at forsøge at forstyrre os på stadig mere påtrængende måder for at forsøge at presse endnu et lille ekstra salg ud af os? Hvorfor skal jeg udsættes for dét?

Jeg synes der er reklamer nok. Jeg er træt af at blive narret til at rette min opmærksomhed på noget, jeg alligevel ikke gider at købe.

Jeg synes ikke de skal være større og fylde mere i gadebilledet eller i sendefladen. Så jeg synes ikke reklamereglerne for TV skal lempes, jeg synes der skal strammes op. Jeg synes at reklamer på bygninger burde være mindre. Og så synes jeg der skal skat på reklamer. Det skal være dyrere at forstyrre os, så kunne det være, vi fik det lidt roligere.