In english

Blog


Aktuelt

Artikler

Den Globale
Organisme

Den ny natur

Peter Hesseldahl

Temasider

Digitale
eksperimenter



Hvad synes du?

Her er (hele) dit liv
Juni 07

Den hollandske kvinde der solbadede ude i baghaven til sit rækkehus sidste sommer havde næppe forestillet sig at hun en overgang ville blive et af de mest sete klip på Youtube. Som hun lå dér og slappede af overvejede hun ikke at hun kunne blive fotograferet af en satellit nogle hundrede kilometer over hende - i en skarphed der var tilstrækkelig til at man på Google Earth tydeligt kan konstatere at hun var topløs (se selv med: http://www.youtube.com/watch?v=KScuosn2WqY).

Og tilsvarende; Da Alexander Chadwick forlod sit hjem i London om morgenen med mobiltelefonen i lommen den 7. Juni 2005 vidste han ikke at den selvsamme mobiltelefon, der normalt kun blev brugt til at tage grynede fotos ved festlige lejligheder inden dagen var omme skulle levere de fotos der fortalte seere lige fra BBC til CNN om effekten af terrorbomberne mod undergrundsbanen.

Sådan er den nye medievirkelighed; uden skala. De samme informationer kan gå fra intimsfæren til global distribution, og det er stort umuligt at forudsige hvornår de spring i skala finder sted.
En bare nogenlunde begavet blogger kan gå fra at være nobody til at have stjernestatus hvis han eller hun der tilfældigvis befinder sig et usædvanligt og interessant sted - i Bagdad for eksempel, eller en egn ramt af naturkatastrofer. Pludselig forandres de notater og billeder der var tænkt som en hobby og rettet mod nogle få bekendte til et massemedie med millioner af seere.
Obskure, overraskende, hjemmelavede eller direkte tilfældige optagelser er blevet en almindelig del af mediemixet i takt med at blogs, YouTube og MySpace stjæler opmærksomhed fra de traditionelle Big Media.
Og jo, jeg synes også det gør medierne langt mere interessante. Det giver af og til et værdifuldt indblik i verdener som ingen professionel journalist eller fotograf ville have kunnet skaffe os. Eller det er simpelthen en fascinerende måde at se længere ind i privatsfæren end noget sladderblad kan nå - spændende!

Det er vældig underholdende at se andre der pludselig bliver fanget under seværdige omstændigheder i det globale spotlight, men man skal ikke have ret meget på spil professionelt eller politisk, før man er nødt til at begynde at overveje hvordan ens handlinger ville blive bedømt i et væsentligt større forum.
Jeg kan ikke tro at Jyllandspostens redaktører havde gjort sig klart at de handlede i en så globaliseret sammenhæng da de trykte Muhammed tegningerne - ligesom soldaterne der morede sig med at tage billeder af den måde de behandlede fangerne i Abu Ghraib tydeligvis heller ikke gjorde sig klart, at de dermed lod hele verden kigge med.

Fremover vil flere og flere af os mærke den opmærksomhed der idag mest bliver de kendte og interessante til gode. Andy Warhols profeti om at alle i fremtiden vil være berømte i 15 minutter vil i mange tilfælde ikke være noget som personerne selv har ønsket.
Måske ligger de kompromitterende optagelser der allerede. Video fra overvågningskameraer, gamle posts på nyhedsgrupper om emner der var interessante at ytre sig om da man var ung, fotos fra pinlige fester på sites der kun er ment for de nærmeste venner, ens samlede profil af søgninger på Google...
Informationer har ingen udløbsdato, de fader ikke ud som vores egne minder - og de har en forbløffende tendens til at lække.
Vi er PÅ. Mere og mere af det vi gør bliver registreret og gemt. Vi er blevet skuespillere på en scene, men vi ved ikke hvor mange tilskuere der er, hvornår stykket opføres, eller hvad det egentlig handler om.
Ikke desto mindre risikerer vi at spille hovedrollen.