Størst af dem er kærligheden

Den - måske lidt overraskende - følge af den teknologiske udvikling er at vi kommer til at fokusere langt mere på bløde værdier: etik, æstetik, kærlighed og omsorg. Det er de værdier, der definerer os som menneske - og netop det menneskelige bliver der hårdt brug for at fastholde i gensplejsningens og den kunstige intelligens' tidsalder.
En anden værdi der bliver afgørende i IT-samfundet er "ansvar". Ens vilje og evne til at tage et ansvar vil være bestemmende for ens muligheder og position i samfundet, i langt højere grad end det var tilfældet i den industrielle tidsalder.

"Hvad vil jeg ha´?" vs. "hvad kan jeg få?"

De tjenester og varer vi tilbydes bliver i stigende interaktive; oplevelsen af dem eller deres udformning afhænger af en række valg som forbrugeren træffer - formentlig gennem et samspil med en elektronisk "agent", der løbende bemærker hvad man foretrækker, og dermed lærer ens smag og behov at kende.
Man har naturligvis altid haft valgmuligheder som forbruger, men tendensen er udpræget at give adgang til et langt mere dybtgående samspil mellem forbruger og producent om udformningen af varen.

Tager man medieforbruget som eksempel, så åbner det mulighed for at styre langt mere præcist igennem en svulmende flod af informationer til netop dét indhold man ønsker som forbruger. Man slipper for at søge gennem enorme mængder af irrelevante eller knapt-så-interessante informationer, og slipper også for at betale for at betale for levering af informationer, som dybest set blot er en belastning at søge igennem.

Hvis jeg ønsker mine udenrigsnyheder fra New York Times, de nationale nyheder fra Politiken og de lokale nyheder fra Fyns Amts Avis, kan jeg vælge det - ligesom jeg kan fravælge sporten og bådtillægget. Med tiden vil mit mediesystem tage ved lære og blive mere nuanceret og måske endda aktivt med hensyn til at foreslå udsendelser af en type det ved jeg plejer at se.

Der er imidlertid en oplagt fare for "tunnelsyn". I systemets iver efter at sikre at brugeren kun får netop de informationer hun ønsker, risikerer brugeren at blive assisteret tilbage til et pattebarns-stadie, hvor alt hun præsenteres for er behageligt og let, og aldrig udfordrer det stadig mere begrænsede verdenssyn hun er i færd med at lukke sig inde i.
Det kræver en vis styrke at markere sig i forhold til et system der, hvis ikke det får anden besked, blot vil fodre en med mere af den slags systemet ved man plejer at kunne lide - ikke mindst hvis systemet lader sine anbefalinger farve af hensyn til hvad det selskab, der driver systemet, gerne vil have afsat.
Det er så let at springe videre, så enkelt at vælge fra, at man risikerer at miste tilværelsens dybder. Der er kunst, som ved første øjekast er aldeles uforståeligt og utiltalende, men som med tiden og større viden viser sig at rumme lag på lag af oplevelser og indsigt. Kultur kræver en indsats.
Hvis ikke man er udadvendt og opsøgende, risikerer man at få sin horisont indskrænket. Dén mekanisme er for så vidt ikke ny - det har altid været vigtigt at have et åbent sind - det nye er, at teknologien nu vil forstærke tendensen voldsomt, og at interaktiviteten vil påvirke så mange områder af vores dagligdag: Ikke blot vores medier og forbrugsvarer, men også eksempelvis sammensætningen af vores uddannelse.
Ironien er at den personlige tilpasning i nogle henseender kan føre til at man mister sin identitet, og blot tankeløst tager imod et stadig mere indskrænket udbud af det som systemet mener er bedst for én af det, som systemet selv har at tilbyde.

Man kan bruge en hest som et billede på det dilemma teknologien rummer. En erfaren rytter der har kontrol med hesten kan komme hurtigt og langt omkring, men hvis ikke rytteren har kontrol over hesten, risikerer han at blive ført et helt andet sted hen - eller at blive kastet af.
Det springende punkt er hvem der sætter kursen. Som minimum kræver dét en aktiv handlen. Man kan ikke styre passivt, og hvis ikke man foretager sig noget, ja, løber systemet af med én.

Efter min mening er det præcist her skellet går mellem fremtidens nok så omtalte A- og B-hold.
På A-holdet vil være dem, der forstår overvejende at forholde sig aktivt til valgmulighederne. De bruger interaktivitet som et stærkt redskab til at realisere deres egne mål, de lader sig ikke styre af hvad der tilfældigvis er på menuen, men søger og kræver at få netop det de har brug for til at komme videre i den aktuelle situation.
På B-holdet vil være dem, der overvejende blot passivt tager imod det, der bliver foreslået, og som ikke stiller spørgsmål eller rejser krav der går ud over systemets dagsorden.

"Ansvar" er et nøgleord i denne forbindelse. For det handler netop om at påtage sig ansvaret for det, der kommer ud af det interaktive samspil. Det bliver en afgørende kvalifikation at kunne handle aktivt. Ens position og det, man får ud af sit samspil med systemet vil afhænge af at man ikke tager alt for givet, men tværtimod forstår sig selv som deltager i en process, hvor man er med til at skabe forandringer i den retning man selv ønsker.

Tænk selv på jobbet

På arbejdsmarkedet vil den enkeltes ansvar også vokse. Automatisering og rationalisering vil efterhånden skrælle de flest jobs væk, som ikke kræver en form for selvstændig tænkning. Hvis ikke man udfører sit arbejde på en måde, der gør, at man ikke umiddelbart kan erstattes af en anden - så risikerer man at blive det.
Ydermere vil erhvervsstrukturen sandsynligvis ændre sig sådan at langt flere mennesker ikke har den traditionelle meget faste og ordnede tilknytning til en enkelt arbejdsgiver og en fast arbejdsplads. I stedet vil flere arbejde på kontraktansættelse, som freelancere, med vikarstatus eller som underleverandører - ofte til flere arbejdsgivere samtidigt, og ofte med arbejde fra hjemmet en del af tiden eller hele tiden.

Man kan se denne nye, voksende gruppe som en ny form for middelklasse, hvis position på mange måder svarer til de selvstændige håndværkere før industrialiseringen. Idag er det ikke smede, skomagere eller skræddere, men konsulenter, designere, revisorer, programmører og mediearbejdere - folk, der bruger det meste af deres arbejdstid foran en skærm eller på telefonen. De er ikke fastansatte, men de er heller ikke fuldstændigt selvstændige, for de er afhængige af et netværk af kontakter, klienter og kunder som de leverer til eller samarbejder med - et netværk, der principielt kan være globalt og strække sig ind i gigantiske koncerners universer.

Det kræver en anden type arbejdsmoral at leve som selvstændig håndværker. Man kan ikke forvente at blive sat igang og handle efter instrukser. Man må selv definere sine opgaver, tage initiativ til at sælge sine ydelser, tage ansvaret for at få gennemført sine projekter og sørge for at vedligeholde sine kvalifikationer, sin maskinepark og sine arbejdsforhold.

Mange af de jobs, der forsvinder i industrien vil genopstå i denne nye sektor af løst-tilknyttede, men det er ikke alle, der vil trives lige godt med det ansvar, som den arbejdsform indebærer. Det er en udvikling der favoriserer dem som har overskud til at planlægge og være udfarende. Og ikke mindst dem, der er vant til at tænke selvstændigt.
For at afbøde en voldsom polarisering af befolkningen er det vigtigt at indpode spillereglerne på det arbejdsmarked i skolebørnene. Jeg mener at det i høj grad handler om kultur. At kunne tænke selvstændigt og tage et ansvar i et givet job er ikke spørgsmål om genetik, men om opdragelse; hvilke forventninger har man til sin rolle og om den indsats man skal yde?

Vi skal være mennesker

I takt med at teknologien udvikles til at kunne udfordre eller matche vores egenskaber på flere områder skærpes behovet for at forstå og fastholde hvad det vil sige at være menneskelig. Det er store spørgsmål: hvad er vi for nogen, og hvad ønsker vi at lave?

Den amerikanske forsker i robotter og kunstig intelligens Hans Moravec sammenligner vores kvalifikationer med et landskab med bjerge og dale. Den teknologiske udvikling beskriver han som vand, der gradvist stiger og efterhånden oversvømmer de lavere liggende områder. Det, der stikker op af vandet er de egenskaber, hvor mennesket stadig er maskinerne overlegne.
Mange områder er forlængst dækket; Maskinerne kan bedre huske en hel telefonbog, foretage lange matematiske beregninger eller udføre monotont og hårdt fysisk arbejde. Og derfor er der masser af opgaver man idag ikke ville drømme om at sætte mennesker til at gøre manuelt.
Vandstanden fortsætter imidlertid med at stige, og oversvømmer selv opgaver, der har været regnet for ganske avancerede eller forbeholdt højttuddannede dækkes. Dermed kommer dem, der udfører de jobs i farezonen, fordi maskinerne nu kan klare det bedre og billigere.

Det interessante bliver så at undersøge hvad der er for egenskaber, der, så at sige, rager højest op i landskabet i forhold til teknologien - altså dem, der senest eller måske aldrig vil kunne udføres af andre end mennesker.
Det følgende eksempel kan indkredse det noget. Jeg stod på et tidspunkt for at skulle rejse to uger til USA, men jeg var begyndt at få lidt ondt i halsen og derfor gik jeg til lægen for at få undersøgt om jeg risikerede at stå med en voldsom halsbetændelse langt hjemmefra.
Jeg kunne ikke nå at få tid hos min sædvanlige læge, og derfor kom jeg til hos en læge jeg aldrig har mødt før. Hun skrabede lidt slim fra min hals på en vatpind og førte det over på en særlig lille tester, der i løbet af to minutter kunne afgøre om der var tale om streptokokker. Medens vi ventede på resultatet sad vi lidt akavet og talte om løst og fast. Efter de to minutter viste testen sig at være positiv; jeg var inficeret, så lægen udskrev en recept på penicillin. Farvel og tak - videre til apoteket.

Dén type behandling kunne principielt klares af en automat, hvor patienten blot åndede ind foroven og ventede til pillerne kom ud forneden. Hvis lægen ikke gør andet end at behandle folk som efter et program - hvis positivt så skal han have pencillin, hvis negativt så skal han ikke - så er lægen i alvorlig fare for at blive erstattet af maskiner - uanset sin mangeårige uddannelse.

En anden mulighed er at lægen engagerer sig som menneske og spørger; Hvad så, nu er det jo tredje gang i år at du har en dårlig hals, og hvad med dine børn, har I det godt derhjemme, stresser I for meget , får I noget ordentligt at spise… Lægen forsøger at finde den dybere årsag til at jeg åbenbart er svækket.
Dén form for behandling kan en maskine ikke gøre ret godt, men en menneskelig læge kan gøre det fordi han kender mig, fordi vi begge to er mennesker og kan sætte os ind i hinandens situation. Det er en form for viden, der kræver at man er vokset op som menneske – foruden, naturligvis, at man er uddannet som læge.

På fuldstændigt samme måde kan en lærer, en arkitekt eller en sælger gøre kvaliteten af sit arbejde og den service der ydes overfor kunderne langt højere ved at bruge nogle egenskaber, som hænger uløseligt sammen med at vi er mennesker.

De egenskaber har rod i selve den måde mennesket er skabt på. Den måde vi ser ting på og de behov vi har, hænger sammen med den størrelse vi har, at vi går på to ben, at vi er pattedyr og at vi har levet hele vores liv i samspil med andre mennesker. Det giver os en fælles forståelse for hinanden, som maskiner ikke kan tage del i.
Ligesom en snegls forståelse af verden er præget af at den ser med følehorn og at den må snegle sig afsted uden det store overblik, så vil en maskine - i det omfang den engang vil opnå evnen til selvstændig tænkning og bevidsthed - være præget af dens fysik.
Det kan ikke udelukkes at maskiner vil udvikle værdier, men de værdier vil være specifikke for maskiner - ligesom vores værdier er specifikke for mennesker.
Mennesker føler sult, kulde, frygt, kedsomhed, aldring, sexuel lyst osv. på måder, der bunder i vores krop, og det afspejler sig i vores æstetiske og etiske værdier. Der er ting vi kan lide og ting vi sætter meget højt, men som maskiner ikke har nogen forudsætninger for at fatte værdien af.
Problemet er at når maskiner i stigende grad begynder at tage beslutninger og optræde som eksperter for os, så risikerer vi at de menneskelige værdier fuldstændigt lades ude af betragtning - hvis ikke vi insisterer på at de skal indgå og fastholdes. Det er en magtkamp, hvor mennesket må sikre sig at den højeste prioritet stadig gives til de værdier, som vi selv ønsker og mestrer. Taber vi kampen, risikerer vi at blive både at blive arbejdsløse og at føle os hjemløse i en u-menneskelig verden.

De menneskelige værdier kan ofte ikke umiddelbart omsættes i penge og derfor kommer de let til kort i markedsøkonomiens konkurrence. At tage det menneskelige alvorligt indebærer derfor at man i et eller andet omfang sætter sig ud over den rent rationelle og strengt økonomiske tankegang - en vanskelig manøvre, unægteligt.

Og hvad er det så for værdier vi må prioritere som værdifulde i sig selv?
- Størst af dem er kærligheden. Kærligheden har mange udtryk, i sin mere dagligdags version omfatter det omsorg, service, solidaritet, medfølelse, forståelse, respekt og samhørighed. Det kræver tid at opleve kærligheden. Tid til at mødes, tid til at opbygge tillid, tid til at være andet end effektive.
Oplevelsen af kærlighed giver livet større kvalitet og mening, det er et gode og en nødvendighed, men den er vanskelig at opgøre i en maskines programmer - og derfor tilbøjelig til at blive skåret væk.

- Det samme gælder kreativiteten. Kreativitet er det, der hæver tilværelsen over det strengt nødvendige. Kreativiteten tilfører skønheden og den dybere mening, to begreber der naturligvis igen er helt specifikke for mennesker.
Kreativitet er også tæt forbundet med et af tidens slagord: Innovation. Kreativitet bringer os videre ved at finde nye løsninger på tværs af en lineær maskinel logik.

Kærlighed og kreativitet er værdier, som vi efterspørger mere og mere, efterhånden som vores rent fysiske behov er dækket og vi bevæger os højere op af Maslows behovspyramide - og det er en vare, som kun mennesker kan levere tilfredsstillende.

Igen møder vi teknologiens to sider:
På den ene side kan maskinerne frigøre os fra opgaver, der er anstrengende og ubehagelige, og som mennesker dybest set ikke er specielt gode til. I stedet kan vi koncentrere os om at skabe skønhed, udforske tilværelsens muligheder og muliggøre og opleve kærligheden.
På den anden side risikerer vi at det system vi skaber får lov at udkonkurrere os på dets egne præmisser, fordi vi ikke evnede at fastholde de menneskelige værdier som det primære, da vi opstillede de mål systemet skulle nå.

Som i diskussionen af ansvar handler det om at sætte sig sine egne mål og bruge teknologien som et værktøj til at nå dem. Ellers vil systemet give os, hvad det tror der er bedst for os - men det, der er bedst for en maskinen er ikke nødvendigvis det, der er bedst for et menneske.