Man kan ikke kommunikere alene

Når jeg forestiller mig fremtidens informationsteknologi, så har det meget lidt med apparater og dimser med skærme og knapper at gøre. Dén del af det bliver forhåbentlig noget der nærmest forsvinder. Det vil være usynligt, men allestedsnærværende; noget der er indbygget i alt - lidt i retning af elektricitet idag.

Hvis vi virkelig skal tænke fremad, så tror jeg teknologien bliver så avanceret og så diskret, at vi dårligt opfatter det som noget der er forskelligt fra os selv. Måske vil vi faktisk være smeltet sammen med teknologien. Vi vil være nogle andre skabninger; en forandret art, med nye evner og egenskaber, og ligeså afhængigt af strøm og computerkraft som af vand, frisk luft og varme.

Det grej, der svarer til mobiltelefonen, lommecomputeren, videokameraet, walkmanden og remote-kontrollen vil være lige så meget en del af mig som mine briller eller det tøj jeg bærer er det idag: Noget, jeg ikke tænker alverden over. Jeg har det stort set altid på og jeg kan ikke klare mig ret godt uden.

Det bliver småt. Efterhånden skrælles lagene af, vi behøver ikke et tastatur og en skærm, vi bekymrer os ikke om batterier og harddiske og processorer. Vi er direkte koblet ind i systemet, konstant på - med mindre vi specifikt vælger at gå off-line.
Vores gamle sanser forsvinder ikke, men vi får nye sanser oveni, der ser ting og kommunikerer i dimensioner og på kanaler, som stenaldermanden end ikke kunne drømme om.

Det digitale nervesystem

Teknologien er en udvidelse af vores krop. Med mit biologiske nervesystem kan jeg mærke, at der er noget der klør på foden, jeg kan kigge ned og konstatere at der sidder en myg, og så kan jeg forsøge at ramme den.
På samme måde tænker jeg på elektronikken som et nervesystem, der gør det lige så naturligt og ubesværet som at kigge ned på myggen, hvis jeg lige vil vide, hvordan vejret er i New York, hvor mine børn er henne, hvordan det går med gidseldramaet i Stockholm, eller om togdriften er normal.
Jeg kan endda i et vist omfang række mine virtuelle arme ud og handle over afstande. Jeg kan købe varer, jeg kan sælge varer, og måske kan jeg gennem en robot være tilstrækkeligt tilstede til at flytte rundt på ting.

På mange måder vil den fysiske og den elektroniske virkelighed lappe over hinanden. Skærmen i mine briller vil indlægge beskeder og billeder i mit synsfelt. Små pile vil vise hvad vej jeg skal gå, en rød lampe fortæller mig at der er kommet en vigtig e-mail, et diagram viser mig hvilken knap jeg skal trykke på for at få den maskine jeg står overfor til at virke.
Jeg vil kunne se billeder fra mange andre steder mixet med det sted min fysiske krop befinder sig - og jeg vil selv kunne være tilstede i andre sammenhænge.

Jeg har alverdens information til rådighed, jeg ved - nærmest ubevidst - hvad der foregår i et enormt felt omkring mig. Jeg behøver ikke at koncentrere mig om hver enkelt detalje, i stedet sanser jeg det på samme måde som man kan gå igennem en storby og ud af øjenkrogene fornemme trafikken, butikkerne, folk på gaden, vejret. Det er en strøm af informationer i baggrunden, og hvis jeg får lyst eller brug for det, kan jeg på et øjeblik bringe det helt ind i mit koncentrerede fokus.

En global organisme

Det interessante ved det nye, elektroniske nervesystem er at det er fælles. Det er det samme sanseapparat vi alle har adgang til, Den samme enorme hukommelse af informationer og den samme bearbejdning af informationer vi trækker på.
I mangt og meget ligner internettet en kæmpemæssig, global hjerne, hvor hver enkelt maskine er som nerveceller, der hver giver deres bidrag til at holde det hele levende og bevidst.

Det digitale menneske vil ikke være så selvstændigt som vores analoge forfædre. Vi vil være så tæt koblet sammen, at det bliver vanskeligere at afgøre, hvor grænsen mellem den enkelte person og den nye fælles organisme begynder.

De seneste årtusinder har været en lang og accellererende sammenkobling af menneskeheden i ét sammenhængende system. Jernbanerne, motorvejene og jumbojets har fjernet afstande, Telegrafen, telefonen og internettet gjorde det samme.
Det er tidens store tendens: at vi kobles sammen. Økonomisk, kulturelt, politisk, teknologisk og miljømæssigt væves vi stadig tættere sammen. På godt og ondt bliver vi mere og mere indbyrdes forpligtede og afhængige af hinanden.
Og det er ikke kun mennesker, der kobles sammen, det gælder også alle vores apparater i takt med at biler, køleskabe, ure, tandbørster og sko forsynes med computerkraft og evnen til at kommunikere.

I starten kan man stadig melde sig ud, og klare sig uden PC, mobiltelefon eller Dankort. Men efterhånden vil resten af samfundet være indrettet på at alle har grejet - og så er man handicappet hvis man ikke har det. Sådan er det såmænd allerede med mange teknologier, telefonen, f.eks. Det er vanskeligt at deltage normalt i samfundet uden en telefon; svært at have et job, svært at have venner, svært at få ting gjort. Man er i praksis ligeså handicappet som hvis man man manglede en arm eller et ben - og sådan bliver det også med internettet: Hvis man ikke er på, så er man hægtet af.

Personlig automatisk betjening

"At være på" vil til gengæld indebære at ens private forhold bliver temmelig gennemsigtige. Den teknologi vi benytter vil blive mere og mere "intelligent" - forstået på den måde, at vores apparater vil forsøge at forstå den sammenhæng de bliver brugt i, så de bedre kan betjene os.
De vil gerne kende os personligt, de vil indprente sig vores vaner, vores smag og vores behov. De vil gerne vide hvor vi er, hvem vi er sammen med, hvor vi skal hen - og hvis de ikke selv kan sanse det, vil de over nettet tale med andre af vores apparater, der kan fortælle det.
Bilen taler med vores kalender, så den ved hvor vi skal hen. Vi behøver ikke at tænke på at finde vej, ledige parkeringspladser, butikker og restauranter med varer og mad som vi plejer at kunne lide. Vi får et prej om hvornår det er tid at holde ind til en benzinstation hvor vi har rabatordninger, og måske bliver vi også mindet om at tage et par liter mælk med fra butikken, for køleskabet har ringet og sagt at det er udgået.

...Men der er lige dét med med privatlivet. Visionen om de intelligente dimser og intelligente omgivelser kan ikke realiseres, med mindre vi lader apparaterne få et nøje og løbende indblik i vores liv. Flere detaljer, dybere indblik, personlige profiler, samkørsel, gennemsigtighed. Jo mere de ved, des bedre. Jeg siger ikke jeg er begejstret for det, men sådan er logikken; hvis systemet skal kunne tage intelligente beslutninger for os, er det nødt til at vide hvem det har med at gøre.

Vi kommer også selv på hårdt arbejde med at tage beslutninger. Der bliver MEGET at tage stilling til, mere og mere, hurtigere og hurtigere - og måske mere end vi kan klare.
Udviklingen accellerer og forstærker sig selv. Hver gang computerne bliver hurtigere og forbindelserne bedre, bliver det lettere og hurtigere at bygge endnu bedre computere og værktøjer til den næste runde af yderligere udvikling.

Maskinen klarer det

Som forbrugere kan vi shoppe i et helt internet fuld af butikker, og vi kan hente nyheder og underholdning fra millioner af kilder. Når vi træffer beslutninger kan vi hente enorme mængder af information hjem til at belyse en problemstilling. Vi kan indgå i samarbejder på tværs af kloden, vi kan finde venner og folk med samme lidenskabelige interesse som vi selv har. Vi kan hælde al vores tid ind i cyberspace, leve hele livet derinde - og stadig føle at vi dårligt kan følge med i alt det, der tilbyder sig.
Hvis det vitterligt går sådan at maskinerne stort set kan klare alt det vi idag regner for "arbejde", så vil vi formentlig alligevel stresse over alle de valg vi skal foretage.
Det vil være fristende bare at lade maskinen sortere det hele for os og lade den finde frem til det, den regner med at vi helst vil have. Hvis tingene bliver for komplicerede er der maskiner, der lynhurtigt kan analysere alle dataene, og tage en kvalificeret beslutning: hvilke aktier skal jeg købe, hvilken medicin skal vi give patienten, hvilken politik er mest populær blandt vælgerne, hvordan skal sangen lyde for at hitte?

Det er her omkring at magtbalancen mellem mennesket og teknologien begynder at skride, og det er hér vi må forsøge at huske hvad det er der virkelig betyder noget for os. Hvad er det vi mennesker sætter pris på og ønsker, hvordan vil vi leve, nu vi har redskaberne til at få det som vi vil?
De valg må vi ikke give fra os. De værdier der er de dybeste for mennesker - Kærlighed, omsorg, kreativitet, moral - vil maskiner aldrig kunne fatte, ihvertfald ikke på samme måde som mennesker forstår dem. Hvis vi overlader til maskinerne at beslutte hvor vi skal hen, så ender vi et sted hvor mennesker føler sig hjemløse og er underlegne i forhold til den teknologi, vi selv har skabt.

Er du der?

Et ungt par sidder og snakker i S-toget. Så dytter hans telefon; der er kommet en SMS, og den fortrolige samtale de var igang med bliver pludselig noget tøvende, for selvom hun fortsætter med at tale, så kan han ikke lade være med lige at skæve ned til displayet, og så kan han ikke lade være med lige at skrive en besked retur - og i takt med at hans opmærksomhed går til mobilen, så stopper den nære snak. Magien er brudt, hun tier stille, resignerer og sidder bare og keder sig, kigger ud af ruden med en lidt mopset mine. Hallo, Han er andetsteds.

Et af de valg der allerede trænger sig på er hvor vi hører til. Teknologien har gjort os frie. Vi er ikke bundet til et bestemt sted længere. Med et klik på musen kan vi hoppe til en anden butik et helt andet sted, vi kan skifte bank, skifte job eller arbejdsgiver, flytte til et andet land, finde nye bekendte, måske endda en anden familie.
Der er ikke noget der holder os fast i cyberspace, det er noget af det berusende ved det.

På den anden side: Hvis vi ikke selv er forpligtede overfor noget, så kan vi heller ikke forvente at andre føler sig forpligtede overfor os. Alting bliver midlertidigt. Vi kan rykke utroligt hurtigt og langt når vi er fuldstændigt frie, men vi er også sårbare, for måske rykker de andre pludselig i en anden retning. Og så sidder man dér, og kigger ud af ruden sammen med alle de andre, der også blev hægtet af.

Det er paradoksalt: teknologien kobler os tættere og tættere sammen, samtidig med at den giver mulighed for at køre helt vores eget løb uden at binde os til tid, sted eller personer.

Jeg ved godt hvad jeg synes: Hvis alt det her skal være noget værd, så er det ikke nok at det skaber omsætning og travlhed og formuer til det mindretal, der kan holde sig fast på lykkehjulet.
Vi er stadig forpligtede overfor hinanden, faktisk mere end nogensinde - det er bare blevet meget let at glemme det.
Førhen var tingene givne, strukturerne var langt mere faste, og det var tydeligt, hvad enhver havde af ansvar. Nu har vi fået frihed, lidt ligesom som børn der vokser op: Vi må selv finde ud af at opføre os ordentligt. Indtil videre er der ingen der tvinger os til noget.
Til gengæld er der heller ingen der kan rette op på skaderne for os, hvis vi skaber et u-menneskeligt samfund, fordi ingen gider at tænke på andre end sig selv og hvordan de kommer forbi den næste deadline.
Vi har en fantastisk teknologi til at skabe kunst, kommunikation, visdom og bekvemmelighed på et helt nyt niveau. Men er vi voksne nok til at se, at det mål kun kan nås i fællesskab?