Vi kunne jo kalde dem ”spimes”...
Feb. 07

Et af mine yndlings-syrehoveder er Bruce Sterling. Han startede som science fiction forfatter, men man kan sige at han er blevet indhentet af udviklingen, for idag skriver han om design i den nuværende og umiddelbart forestående fremtid.
Sterling har på det seneste gjort en del ud af at beskrive det, han - med et selv-opfundet ord - kalder ”spimes”. Uanset om vi så rent faktisk vil begynde at bruge betegnelsen spimes, så tror jeg at det, Sterling beskriver er ganske dækkende for hvordan en meget stor del af alle fabrikerede genstande fremover vil fungere.

Hans pointe er at objekter bliver uadskillielige fra deres digitale data.
Alt hvad vi producerer vil begynde sin eksistens som en digital beskrivelse, designet på en computer - muligvis assisteret af et arsenal af simulationer, genetiske algoritmer og andre beregningsværktøjer, der kan optimere produktet inden det materialiseres i den fysiske verden.

Slutbrugeren vil ofte være involveret allerede på det tidspunkt. Allerede idag giver mange selskaber mulighed for at brugeren kan skræddersy et produkt - f.eks. kan man på www.nikeid.com designe en personlig løbesko.
Med tiden kan man udmærket forestille sig at det bliver almindeligt med 3D printere i hjemmene eller den nærmeste 7-11, der kan ”printe” genstande ud.
Den form for ”desktop” manufacturing vil radikalt ændre fabrikanters rolle. ”Producenten” skal ikke engang levere færdige designs, men snarere værktøjer, som brugerne kan bruge til at færdiggøre netop de objekter de selv ønsker.

Senere, når objektet tages i brug, vil dets data gradvist blive udvidet med en detaljeret historik over alt hvad det udsættes for, foruden alle de informationer som sælgere, brugere, lovgivere og andre måtte finde på at knytte til det - lige fra reklamer, advarsler og brugsanvisninger, til instrukser om hvordan objektet til sidst kan skille ad og genbruges.

Som stort set enhver genstand vil objektet være forsynet med en vis computer- og kommunikations-kraft. Der skubbes hårdt på for at alle varer skal mærkes med RFID tags. Dermed vil man kunne identificere og knytte informationer til hver eneste individuelle vare. De kan såmænd få deres eget website. Med den kommende Internet protokol IPv6 får vi et rum af internet-adresser, der er stort nok til at give et ethvert objekt der fremstilles i de kommende århundreder en individuel internet adresse.

Med tilstrækkeligt mange taggede objekter og en tilsvarende udbygget infrastruktur af tag-læsere vil vores objekter i princippet være lige så sporbare og dokumenterede som vores mobiltelefoner idag. De kan trackes automatisk, hele tiden, og dermed bliver de søgbare. Vi vil kunne google den handske vi har tabt.

Skridtet opefter i intelligens er objekter med sensorer. De behøver ikke at være synderligt avancerede; det kan være oplysninger om fugt, temperatur, kemikalier eller geografisk position. Det vigtige er at der er MANGE af dem, og at de kan tale sammen.
Vores objekter vil kommunikere med hinanden, og typisk vil en væsentlig del af deres funktionalitet netop komme til udtryk i samspillet med alle de andre intelligente og sansende dimser.

Og dermed er vi tilbage ved Bruce Sterlings pointe om ”spimes”: Den virtuelle og det fysiske bliver to sider af det samme objekt, og det giver ikke mening at forstå en genstand uden at tage begge dimensioner i betragtning. Forskellen mellem online og offline ophæves.
Dét er den verden vi skal navigere i med vores endnu forbløffende gammeldags biologisk kroppe.