Indhentet af fremtiden
September 07

Engang skrev William Gibson science fiction romaner om foruroligende, men sært sandsynlige fremtider. Hans gennembrud, Neuromancer, fra 1984 beskrev et elektronisk univers, hvor mennesker kunne leve i en virkelighed der var halvt fysisk, halvt virtuel. Gibson døbte det ”cyberspace”.
Siden da er handlingen i Gibsons nye romaner gradvist rykket tættere på nutiden - i takt med at de futuristiske verdener han startede med at beskrive i mellemtiden er blevet delvist realiseret.
Hans seneste bog, Spook Country, foregår sådan circa nu.
En tidligere rockstjerne hyres af et nyt ultrahipt magasin (der måske, måske ikke eksisterer) til at skrive historier om en ny form for kunstværker, der er rent virtuelle, men knyttet til et specifikt fysisk steds GPS koordinater. Man oplever værket gennem et par briller, der kan indsætte værket som et ekstra lag ovenpå den fysiske virkelighed. Det kan være en person der ligger på gaden, en rekonstruktion af en dramatisk begivenhed der engang udspillede sig på stedet - eller det rene fantasi, f.eks. en gigantisk blæksprutte der slanger sig i hotel-lobbyen.

Avantgarde-kunstnerne er hacker-typer, med et mesterligt greb om teknologien. Så godt et greb, faktisk, at deres evner meget let kan bruges til mere dunkle formål - noget med våbensmugling, mystiske containere, mere eller mindre officielle efterretningsvæsener og mafia-agtige forbryderorganisationer.

Hvad historien helt præcist går ud på er egentlig underordnet når man læser Gibson, det er sproget, stemningen, og ophobningen af ideer og paradoksale modstillinger, der er de vigtigste.
Gibsons sprog er fortættet som et haiku-digt. Hans persongalleri er mennesker, der er skyllet rundt i verden, med en bagage af traditionel, lokal kultur fra Cuba, Rusland, Mexico, Kina... men omplantet til miljøer af fuldstændigt global hi-tech. Der er ikke meget middelklasse - verden består af de ludfattige & desparate og de ultrarige & dekadente, og det er mødet mellem de to, meget forskellige kræfter, der giver historierne drama.

Spøgelser ved højlys dag

Det bedste ved at læse Gibson er næsten det antydede. Det er ikke fuldstændigt klart, hvordan det univers han beskriver fungerer. Der er muligheder, som det bliver op til læseren selv at tænke videre over.
William Gibson har i interviews talt om at cyberspace er blevet det nye normale - ”the here” - medens omgivelser der ikke på en eller anden måde er præget af være online, og dermed del af den større sammenhæng, er usædvanlige og nærmest udenfor - ”the there”.
Dermed bliver det logisk, at den verden vi går igennem bliver en blanding af fysiske og virtuelle objekter - og derfor er det i længden ikke den samme by vi oplever. Det digitale lag der er lagt over gadebilledet, afhænger af hvilke kanaler vi har aktiveret. De digitale kunstværker, avatarerne, informationer og reklamer vil sætte et væsentligt præg på vores oplevelser og muligheder, men det vil være vidt forskelligt hvad vi hver især har lyst eller adgang til at anvende.
Det er second life kombineret med Google Earth layers, og bragt ud på gaden i den fysiske virkelighed, i første omgang via en GPS telefon. Fortiden kan leve videre som spøgelser, fantasifigurerer kan blande sig i trafikken, og dem man møder kan befinde sig både her eller et helt andet sted... Det er et perfekt sted at lade en historie udspille sig, og i grunden tror jeg ikke vi er så langt fra at det bliver virkeligt.