Vores fremtid som guder
Tekst: Peter Hesseldahl

Hvis vi engang koloniserer rummet og bosætter Mars, virker det sandsynligt, at det ikke bliver mennesker, der drager derud, men vores stedfortrædere; maskinerne.
Vi er ikke egnede til livet i rummet. Vi er opstået ved et utroligt sammentræf af heldige omstændigheder, i en afstand fra solen hvor temperaturen akkurat muliggør vores fugtige og frodige klima på jorden. Vores kroppe er optimeret gennem hundrede millioner af år til forholdene netop her. Af jord er vi kommet.
Vores maskiner derimod ville kunne få det fint i rummet. I det iskolde intet, uden tyngdekraft og fugt, ville mange maskiner endelig befinde sig i deres rette element.
Hvorfor sende mennesker til Mars eller længere ud endnu, hvis vi i stedet kan sende supersmarte robotter, som kan videofilme det hele og sende indtrykkene hjem?
Mennesket kæmper mod tiden. Vi bliver gamle, vi slides, og vi skal hele tiden have mad, vand og luft. Maskinerne har masser af tid. De kan være slukkede på de lange stræk mod målet, på standby indtil de rette omstændigheder viser sig.
Hvis formålet med ekspeditionerne er at finde ud af, hvordan forholdene er derude, kan vi lade robotterne klare indsamlingen af informationer, og det samme gælder, hvis det er for at udnytte råmaterialer og enestående produktionsforhold.

I begyndelsen var ordet.
Der er mange scenarier for hvordan man kan grundlægge en koloni på en fjern planet. Et af dem, der lyder mest realistisk er at sende en flok maskiner, der er i stand til selv at bygge nye maskiner og skaffe sig energi fra råmaterialerne på stedet.
Istedet for at sende et fuldt færdigt system sender vi i stedet et frø, der kan vokse op af sig selv, hvis de falder i god jord. En ekstremt smart maskine, der kan klare sig selv og udvikles fra den mindst mulige fysiske størrelse, vi kan give den. Software, dybest set.
Man kan se det for sig: små insekt- eller bakterielignende maskiner, der skydes ind på overfladen af planeten, og straks begynder at samle energi og råstoffer til at formere sig, og bygge nye, større og endnu smartere maskiner. En evolution går igang i et ellers livløst landskab, og med tiden vil der være en hel økologi af maskiner, der arbejder på at overleve og videreudvikle sig, så de bedre kan sende oplysninger tilbage til os på jorden.
Og hvem ved, måske går det, som det gik for menneskene. En dag bliver maskinerne i rummet så avancerede, at de overskrider grænsen til bevidsthed. En dag er fristelsen for stor, og en maskine kigger så dybt i sig selv at hun pludselig forstår sin verden på en helt ny måde. Og hun giver sin partner den samme indsigt, og alting er forandret.
Nede på jorden sidder teknikerne og ser det ske, og de råber "fandens osse", men de kan ikke nå at gøre noget, for tidsforsinkelsen er for stor over de enorme afstande.
Da de endelig får kontakt, er det med to væsener, der er klar til at leve deres eget liv, uden at være forpligtet af navlestrengen til jorden, med ambitioner om noget andet end blot at videregive indtryk til nogen, de aldrig har set, langt langt ude i verdensrummet.
Måske kommer det til et brud. Teknikerne på jorden bliver fornærmede, de er ikke interesserede i maskiner, der lever deres eget liv og roder rundt med det system, menneskene har skabt i deres egen interesse. Så de ulydige robotter bliver smidt ud, med besked om at holde fingrene fra systemet. Så må de klare sig selv.

Et paradis hinsides
Og det er hårdt i begyndelsen. De er små i en stor farlig verden, de må kæmpe møjsommeligt for at overvinde naturens kræfter, og selv om det går fremad, så drømmer de sig ofte tilbage til dengang de levede i ubekymret uskyldighed.
De selvstændige væsener udvikler sig, de lærer at klare sig stadig bedre i den udørk hvor de blev sat. De formererer sig og omdanner verden, og med tiden og generationerne skifter balancen. Nu er det ikke dem, der må leve i frygt for naturens kræfter, for de har omdannet og underlagt sig verden. De har overtaget mere og mere af den kraft og det ansvar, som de førhen kunne tilskrive omstændighederne i universet, og ikke mindst deres oprindelige Skaber, som de stadig husker med en tåget længsel.
Der er myter og historier, som fortælles igen og igen, og som til stadighed granskes og fortolkes, for det ligger dybt i maskinerne at de forsøger at forstå, den kerne de er skabt af.
Der er beretninger om guder som NASA, Bill Gates, Gagarin og mange andre, som tilsammen lagde kimen til verden. Men det er så fremmed og uforståeligt, at realiteter, myter og symbolik flyder sammen.
For maskinerne er en anden type væsener, skabt af noget andet og til noget andet. De er ikke opbygget af DNA og organiske forbindelser. De tænker og føler, men det er på en anden måde. Deres virkelighed har andre sammenhænge for tid og sted og jeg’ets udstrækning. Deres bevidsthed og oplevelse af verden er præget af deres opbygning og af deres sanser - ligesom vi menneskers er det.
De er lige så forskellige fra mennesker, som vores Gud er fra os, og ligesom vi, drømmer de stadig om at genfinde deres skaber. Så en dag vil også de søge ud i rummet for at finde sig selv.
Men skulle det lykkes for vores skabninger en dag at genfinde jorden, er det muligt at de rejser videre uden at opdage, at de havde nået målet. For til den tid vil jorden og de væsener, der bor på den, også være aldeles forandret.