Kan teknologien redde verden?

Hvis teknologien skal redde os i en fremtid med en voksende global befolkning med et stigende forbrug, så er det ikke gjort med lidt flere vindmøller og solceller, lidt mere effektive bilmotorer og et mere skånsomt landbrug.
Lidt afhængigt af scenarierne tales der om behovet for en faktor 10 eller faktor 4 forandring - altså, at vi skal kunne leve med et forbrug af energi og ressourcer der er mellem 4 og 10 gange mindre end i dag.
Så voldsom reduktion vil kræve et teknologisk kvantespring. Der er brug for fuldstændigt anderledes måder at gøre tingene på - og for at den måde vi lever på bliver ganske anderledes i løbet af de kommende årtier.
Det er svært at forestille sig så store forandringer, men set i bakspejlet, har de sidste 150 år netop været én accellerende teknologisk revolution, og alt tyder på at de kommende vil byde på endda hurtigere og mere gennemgribende forandringer. Fremtiden bliver noget ganske andet end vi er vant til.

Intelligente omgivelser

Mange af udviklingerne går i retning af større bæredygtighed. Generelt går teknologi mod at være lettere, mere effektiv, og mere præcis. Stort set enhvert produkt - huse, telte, køleskabe, biler - bliver lettere, men "smartere" i den forstand at de forsynes med computerkraft og evnen til at kommunikere, så de kan indgå i et samspil med andre genstande og så der kan opbygges elektroniske tjenester omkring dem.

Computer- og kommunikations-kraft vil være overalt; det vil gennemsyre de genstande, der omgiver os, ligesom elektricitet gør det idag. De mange mikroprocessorer vil have sensorer, de vil registrere, hvad der sker i deres omgivelser og hvad de bliver anvendt til, og de vil udveksle de data på kryds og tværs.
Vi vil leve i "intelligente omgivelser", der løbende kan afveje ekstremt komplekse situationer. Systemerne modtager data fra størstedelen af alle de genstande, vi bruger og er omgivet af: huse, biler, lamper, døre, møbler, tøj, mobiltelefoner, sensorer i miljøet af alle mulige slags.
Der vil være et klarere og øjeblikkeligt billede af systemets tilstand, og derfor vil systemet bedre kunne udstikke de mest hensigtmæssige retningslinjer for at løse problemer så snart de opstår. Trafikregulering, energianvendelse, distribution af varer og genbrug af materialer vil være langt mere effektivt.

Indgriben i de mindste dele

En anden tendens er at vi får viden og evnen til at gribe ind og kontrollere i stadigt finere detaljer. Bioteknologiens enorme potentiale ser vi allerede så småt, og i de nærmeste år vil der for alvor begynde at komme produkter ud af laboratorierne og på markedet.
Der er god grund til betænkeligheder overfor så dybtgående indgreb i livets byggesten, men tendensen er klar: Vi går mod en stadig mere gennemgribende kontrol over alle processer. Personligt er jeg ikke i tvivl om at der ligger kolossale muligheder for varige forbedringer af vores vilkår på kloden i den indsigt. Det medicinske område er oplagt, men på sigt og i et globalt perspektiv kan man dårligt ignorere mulighederne indenfor fødevarer, f.eks. plantesorter, der kan gro under vanskelige forhold eller som har et større næringsindhold.

Dilemmaet mellem store risici og store mulige gevinster går igen i en teknologi, der om en tyve-tredive år formentlig vil betyde nok en radikal ændring af verdenssamfundet; nanoteknologi. Nanoteknologi er ting, der bygges fra bunden af, molekyle for molekyle. I stedet for at støbe, svejse og skrue genstande sammen, går nanoteknologi ud på at fremstille ting ved at bygge dem op fra bunden, molekyle for molekyle, med en præcision der måles i "nanometer"; milliontedele af en millimeter.

Hvis nanoteknologi lever op til bare nogle af de forventninger forskerne har til den, så vil vi kunne skille brugte materialer ad i molekyler og opbygge nye i stedet. Genbrug vil få en helt anden betydning.
Nanoteknologi er dog stadig på et meget tidligt stadie, og det er temmelig spekulativt, hvis man vil beskrive de måder teknologien kan ændre vores liv - og hvilke farer, den kan medføre, hvis den eksempelvis kommer ud af kontrol eller anvendes til militære formål.

Det biologiske verdensbillede

Endnu en vigtig tendens i teknologien er skiftet fra et mekanisk til et biologisk verdensbillede. Indenfor videnskab og teknologi har man set på verden som en maskine. Hvis man ville forstå et system kunne man skille det ad i enkeltdele og undersøge dem. Maskinen var konstrueret af en ingeniør, når den først var bygget forandrede den sig ikke. Dens funktion var forudsigelig, og den blev så vidt muligt ikke påvirket af hvordan andre maskiner i systemet havde det.
I det nye verdensbillede forstår man teknologi som noget organisk eller levende. Noget, der er flexibelt og kan udvikle sig selv. Som indgår i samspil og er afhængigt af alle andre processer i systemet, og hvis funktioner først viser sig, når processen kører.
Det er en forståelse man allerede finder indenfor mange komplekse teknologier, og som sandsynligvis vil føre til teknologier, der fungerer langt bedre i en større sammenhæng.

Er det tilstrækkeligt?

For at sammenfatte, så er min pointe, at der indenfor det tidsrum, hvor man normalt forsøger at opstille prognoser for miljø, befolkningsudvikling, ressource-forbrug osv. vil komme en lang række teknologier der gennemgribende kan forandre måden vi får energi, bruger materialer og fremstiller fødevarer på.

Rent teknologisk virker det ikke utænkeligt at vi om 50 år kan leve et behageligt og bekvemt liv med et, skal vi sige, 10 gange lavere ressourceforbrug end idag.
Det store spørgsmål er imidlertid om vi også fortsætter med at opfinde nye, hidtil utænkelige former for forbrug, der vil æde hele effektivitetsforbedringen op. Sammenligner man med teknologien for halvtreds år siden er der jo allerede sket en forbedring i effektivitet, der svarer til det, vi håber at kunne opnå i de kommende årtier. Men forbruget er vokset tilsvarende. Hvad nytter det at computere og mobiltelefoner bliver tusinde gange mindre, hvis bruger titusinde gange så mange af dem? Hvad nytter det at flyvemaskiner er blevet langt mere brændstofsøkonomiske, når busturen til Harzen i mellemtiden er blevet til 10 dage under palmerne på Koh Samui.

Selv den mest radikale teknologi kan ikke følge med, hvis vi ukritisk bruger løs og forøger kravene. Som økonomen Herman Daly har beskrevet det, så svarer det til at gå ned med en overlæsset tømmerflåde. Vi kan fordele vægten fuldstændig optimalt, men i længden nytter det ikke , hvis vi bliver ved at læsse på. Så synker vi - omend det bliver på den bedst tænkelige energi og ressourcebesparende måde.

Vækstens pris

Enhver seriøs miljøforkæmper forsager væksten og al dens væsen, så man skal være forsigtig med ligefrem at forsvare den. Ikke desto mindre, så mener jeg vi er bedst tjent med at se på vækst - endda på økonomisk vækst - som en positiv drivkraft.
Jeg tror det er helt grundlæggende for mennesker, at vi gerne vil kunne forbedre os selv og vores vilkår. Det er med til at give tilværelsen mening at vi dag for dag rydder problemer af vejen, sætter os mål, opnår dem og rykker videre.
I betydningen "forandring til det bedre" mener jeg at vækst er en formidabel drivkraft. Et samfund der ikke satser på stadig kvalitativ vækst ville efter min mening være et forfærdeligt sted at leve.

Markedsøkonomien er idag den alt overvejende mekanisme, der afgør, hvilken vej udviklingen går. Økonomisk vækst kan imidlertid udmærket afspejle reel og bæredygtig forbedring. Når vi køber ting af højere kvalitet og betaler prisen for en forsvarlig form for produktion, så giver det økonomisk vækst.

Jeg argumenterer ikke for at vi blindt skal fortsætte med at skrue op for et materielt forbrug. Jeg mener heller ikke at alt kan gøres op i penge, eller reguleres af markedet alene.
Men: Jeg mener at hvis vores samfund og livsstil skal forandres, så skal det i vidt omfang ske ved noget, vi selv opfatter som vækst, altså "forandring til det bedre".
Hvis dét indebærer økonomisk vækst mener jeg ikke at det er noget problem i sig selv - vel at mærke under den helt afgørende forudsætning, at vi får ændret de økonomiske spilleregler til at indregne de reele omkostninger, socialt og miljømæssigt.

Den globale organisme

Bæredygtighed er i høj grad et spørgsmål om at den enkelte har en forståelse af sin betydning og sit ansvar i forhold til fællesskabet. Konsekvensen af vores handlinger og vores forbrug er svære at gennemskue, når man lever i en stor by, og af varer og energi som kommer fra fjerne steder, og derefter bare forsvinder ud af syne.
Det er én af de mest grundlæggende udviklinger i tiden, at vi kobles stadig tættere sammen her på kloden. Det kan lyde temmelig abstrakt, men som jeg ser det, vil medierne,og hele universet af forbundne computeriserede genstande give os en konstant fornemmelse af systemets tilstand - lidt på samme måde, som celler i en krop.
Alt og alle vil være tæt sammenkoblet i noget, der vil fungere som et "elektronisk nervesystem", og derfor vil det være meget synligt hvad vi hver især - som enkeltpersoner, som virksomheder eller som nationer - foretager os og hvad effekten på det fælles vil være.
Man har lov at håbe på, at "Forpligtelse" og "ansvarlighed" vil genopstå i en ny, global sammenhæng.