Teknologi og tid
Af Peter Hesseldahl

Vores kultur er præget af accelleration. Vores muligheder for hver især at vælge det forbrug, den livsstil, de synspunkter og de informationer vi har lyst til, er vokset næsten eksplosivt i de senere år.
Mængden af problemstillinger vi skal tage stilling til, og som vi i et vist omfang må føle os ansvarlige for, er vokset tilsvarende – og meget tyder på at vi stadig kun er i begyndelsen af en udvikling, der i de nærmeste år for alvor vil øge informationsbombardementet. Vi overvældes af muligheder, og vi fanges i friheden til at vælge næsten hvadsomhelst.
Tempoet påvirker også den måde vi tager beslutninger på. Den franske tids-filosof Paul Virillo har sagt at vi går fra reflektion til refleks. Vi når ikke at overveje, kun at reagere – hvad enten det er som forbrugere, i vores arbejde eller som borgere i et fremtidigt elektronisk demokrati.
Teknologi fjerner tid. Vi er omgivet af tidsbesparende teknologi: biler, vaskemaskiner, mobiltelefoner, flyvemaskiner, internet-handel… you name it. Produktiviteten i industrien er steget 16 gange i dette århundrede, vi kunne leve med en glimrende material standard ved blot at arbejde nogle få timer dagligt.
Men vi gør det ikke. Tværtimod bruger vi den tidsbesparende teknologi til at komprimere tiden og fylde livet med mere og mere. Vi kører ikke i kortere tid, vi kører bare længere omkring, når vi får bil. Teknologien tager også tid
Det er berusende og stimulerende at kunne opleve så meget. Det er skønt at have gang i den, og bekvemt at kunne zappe rundt fra den ene aktivitet til den næste. Det er noget, de færreste ville være foruden.
Omvendt skal man være klar over, at der også forsvinder noget. Det er ikke tilfældigt at der er dukket en "slow food" bevægelse op i kølvandet på fastfood restauranternes indtog.
Der er kvaliteter som ikke kan opleves hurtigt og effektivt: Kærlighed, børneopdragelse, kunstnerisk fordybelse og omsorg, eksempelvis. Det er dybtgående menneskelige værdier, som kræver tid og pauser.
Uden dem forvandles verden til et flimmer af lige gyldigheder.

Skal vi arbejde mere?
Vi omsætter ting og oplevelser i stigende fart, i mange henseender langt hurtigere end vores naturgrundlag kan nå at skabe nye ressourcer.
Tydeligvis er det også lige på kanten af hvad mange mennesker føler de kan følge med til. Det er en tidstypisk klagesang: hvis bare jeg havde mere tid… man burde melde sig ud af rotteræset…osv. osv. Sidste års storkonflikt handlede om tid; om at få hul på den 6. Ferieuge, snarere end at få flere penge.
Mange føler at de har nok. Penge nok, ting nok. I stedet har de et voldsomt behov for tid til at nyde og opleve familien, vennerne og alle de goder, vi knokler sådan for at anskaffe.
Ikke desto mindre kan Finansministeriet i en lang og velunderbygget rapport fra sidste år – "Service og arbejde" - argumentere for at det er tvingende nødvendigt at få danskerne til at arbejde mere. For hvis ikke vi arbejder mere og dermed tjener mere, så bliver der ikke skattekroner nok til at financiere velfærdsstaten fremover, når der kommer relativt flere ældre at forsørge.
Situationen viser tydeligt mindst to omstændigheder:
- Vores brug af tid har forskellige virkninger på individ og samfundsniveau. Hver især vil vi gerne have mere tid, og vi kan måske også tillade os at gå ned i indkomst for at få mere fritid. Men hvis alle melder sig ud af ræset, bliver det svært at få penge til skoler, sygehuse osv.
- Vores brug af tid hænger tæt sammen med vores forståelse af hvad velfærd er. Finansministeriets logik er uangribelig hvis man ønsker en fremtidig form for velfærd, der ligger i direkte forlængelse af det vi kender idag. Men der er vel også en form for velfærd i at tage den med ro og opleve andre glæder end de, der er afhængige af forbrug.
Måske kunne et samfund, hvor vi hver især havde mere tid, gøre behovet for mange af de dyre poster på velfærdsstatens sociale budget mindre.

Tiden er i opbrud
Den vigtigste problemstilling på tidsområdet er måske at forholde sig til det dybtgående brud på industrisamfundets tids-struktur, som vi er midt i.
Industrisamfundet var præget af faste strukturer og normer, der kunne få masser af mennesker til at passe sammen som tandhjul i en gigantisk maskine.
Faste åbningstider i forretninger og på kontorer, faste arbejdstider, klare grænser mellem arbejde og fritid, fast arbejde på en fast arbejdsplads, et fast livsforløb af uddannelse, karriere og pensionisttilværelse… alt dét er i opløsning i det globale 24 timers informationssamfund.
Tiden er individualiseret. Vi skruer selv vores tid sammen, som det passer os – og industrien gør det samme. Fleksibilitet er nøgleordet, hvis man konstant vil kunne tilpasse sig tidens hastige forandringer.
Vi vil ikke bindes: Arbejdstagerne vil have flextid, hjemmearbejdspladser, orlovsordninger, større indflydelse og ansvar – og arbejdsgiverne vil have flere løst ansatte, mulighed for at skrue op og ned for blusset, og for hurtigt at kunne sammensætte nye teams til nye udfordringer og projekter.
De gamle forhold og strukturer er i opbrud, men det er tilsyneladende de færreste der har gjort sig klart, at det også indebærer en kamp om, hvem der høster flest fordele af fleksibiliseringen.
Det er dejligt med frihed, og der er ingen tvivl om at økonomien i informationssamfundet vil kræve at vi organiserer de fleste former for produktion radikalt anderledes end idag.
Men det kan meget vel ende med at store erhvervsgrupper om nogle år er forvandlet til et løstansat hjemmearbejdende proletariat, der har mistet en stor del af de goder som fagbevægelsen har kæmpet det sidste århundrede for at opnå: Sygepenge, ordentlige arbejdsforhold, sikkerhed i ansættelsen, efteruddannelse, pension, anerkendelse af anciennitet osv.
Det er ikke alle der ønsker konstant forandring. Det er let nok at være fleksibel, når man er uforpligtet, ikke har børn og familie, når man ikke er afhængig af andre.
Hvis man lever som en global nomade, hoppende fra projekt til projekt, understøttet af jetfly og internet, så kan man komme langt hurtigt. Det fleksible samfund er et stærkt redskab til at realisere sig selv uden begrænsninger fra fortidens stive strukturer.
Men det er ikke alle, der har overskud til at skifte karriere gang på gang. Det er ikke så ligetil at realisere sine personlige ambitioner, hvis man også har hus, en vennekreds, eller en familie at holde sammen på.
Problemet er at de hurtige og fleksible i et vist omfang tvinger alle andre til også at accellerere, hvis ikke de vil køres ud på et sidespor. Store grupper flexibiliseres; det er ikke noget de selv vælger.

Tænk tiden ind i politik
Det er et svært brud. Det kan være fristende at forsøge at holde igen, for at bevare fællesskabet og sammenhængen i samfundet. Rammerne for tiden er centrale i kulturen, åbningstiderne i skoler og institutioner og butikker holder os sammen. Men de holder os også fast og står i vejen for at vi hver især kan følge med og udnytte mulighederne i en kultur og en økonomi der i stigende grad er døgnåben som Internettet.
Det virker ikke realistisk at vende tilbage til industrialderens masse-kultur. Samfundet kan ikke længere holde os fast. Vi vil være frie individer nu, og vi vil selv vælge livsstil og fællesskaber.
Formålet med Teknologirådets projekt om tid har været at undersøge om man kunne opstille en egentlig tidspolitik.
Mange politiske indgreb påvirker meget direkte det tempo vi lever i, og den tid vi har til rådighed. Pensions og orlovsordningerordninger, transportfradrag og investeringer i veje, broer og kollektiv transport, og butiksloven er klare eksempler. Det er politiske beslutninger, der tages for at gavne eksempelvis økonomien, miljøet eller befolkningens uddannelse. At det så også påvirker vores tid er en bivirkning - men ikke desto mindre noget, der i høj grad påvirker hvor godt vi har det.
For ikke så mange år siden var det på samme måde med miljøet. Virkningen på miljøet var en biting, når der blev taget beslutninger, ikke noget man som udgangspunkt måtte tage med som en væsentlig del af overvejelserne.
Hvad nu, hvis man også tænkte tiden med?