Den kreative tidsalder

Interview med Demos direktør, Tom Bentley

Hvis eleverne virkelig skal lære det der er brug for i fremtiden, så må halvdelen af folkeskolens pensum fjernes og erstattes med undervisning i en helt anden type kvalifikationer.
Det er én af konklusionerne i en rapport fra den engelske tænketank Demos om vilkårene i det, der kaldes den kreative tidsalder - vores umiddelbare fremtid.

I forrige århundrede var skoler opbygget så eleverne lærte at komme til tiden og adlyde deres lærer som den ubestridte autoritet.
Men i et samfund der er organiseret omkring netværker er det helt andre kvaliteter der er væsentlige, sagde Tom Bentley, der er direktør for Demos:
Nu handler det om at den enkelte elev skal have redskaberne og metoden til selv at lære sig det, der er behov for i skiftende sammenhænge. Eleverne må lære at kombinere mange forskellige kilder til viden, og at samarbejde om at løse opgaver - og så skal eleverne ikke mindst kunne omsætte deres viden i praksis; de skal kunne bruge det til noget, mener man på Demos.

Som skolerne er organiseret idag ligger hovedvægten imidlertid på den gammeldags indlæring af facts:
Kravet om at skolebørn skal lære mere og mere er paradoksalt nok blevet en barriere for virkelig indlæring, for med dagens undervisning lærer de kun en form viden, der kan bruges til eksaminernes yderst standardiserede og papirbaserede sammenhæng. Men i al almindelighed er det ikke dén form for præstation, der sættes pris på ude i samfundet, konstaterer Tom Bentley.

Så ikke alene eksaminerer vi eleverne i en form for viden, der ikke rigtig er brug for, men de evner, der reelt er de væsentlige idag, måles ikke til eksamen, og de indgår kun i undervisningen som en slags bivirkninger.

For Demos er det med et enkelt ord "kreativitet" der er brug for, og kreativitet definerer Tom Bentley som evnen til at anvende sin viden og sine evner på nye måder til at nå et mål.
Man skal altså ikke gøre tingene som man plejer, men tværtimod formå hele tiden at gå frem på nye måder - og grunden til at man skal det, er at de opgaver vi bliver stillet overfor, ændrer sig så hurtigt. Der kommer ny viden, nye redskaber og nye krav fra markedet, og derfor er vi hver især nødt til konstant at lære nyt og udvikle vores kvalifikationer.
Begrebet livslang læring har forlængst gjort sit indtog på seminarierne og i strategipapirerne for undervisningssektoren, men for Tom Bentley handler det om at hele vores kultur skal geares i retning af løbende indlæring og uddannelse.

På vores arbejde, i fritiden, i vores sociale forhold - overalt skal vi være indstillede på at lære og udvikle os selv. Det er en kultur af nysgerrighed , udforskning og åbenhed overfor nye ideer - og det er den kultur, der er grundlaget for kreativitet, foretagsomhed og fremgang, mener Tom Bentley.

Alt i alt konkluderer Bentley at der er brug for en helt anden form for undervisning i folkeskolerne; en undervisning der er opbygget omkring projekter, som eleverne selv kan være med til at planlægge, så de lærer at definere et mål og at strukturere projektforløbet og samarbejdet, så de kan gennemføre det.

Tom Bentley taler også om at indlæringen skal tage udgangspunkt i problemer, snarere end i svar.
Istedet for at indterpe et standardiseret pensum af paratviden, må eleverne lære at lære det, der er nødvendigt for at løse en opgave de bliver stillet.
På den måde skifter fokus - så det handler mindre om hvad man ved, og mere om, hvordan man formår at bruge den viden man har til at komme videre.

Den rolle skolen skal opdrage fremtidens borgere til er en anden end førhen. Både i skolerne og på arbejdsmarkedet blev man tidligere opfattet langt mere som én ud af en flok, og ens identitet var i høj grad defineret ud fra hvilken social gruppe man var en del af.
I dag er der langt større frihed til at definere sin egen, personlige identitet.
Der er en dobbelt process igang, siger Tom Bentley. På den ene side bliver den enkelte i stigende grad ansvarlig for at definere hvem man selv er - på den anden side, så er det meget krævende, fordi man skal finde sin rolle i forhold til langt flere forskellige sammenhænge.

I tidligere tider var ansvaret defineret i blokke , hvor den sociale klasse eller det fag man tilhørte i store træk udstak ens rolle i samfundet og hvilke ansvar man havde. Idag er vi langt mere frit stillet i forhold til f.eks. religion, lokale traditioner, faggrænser eller familiemønstre, så det ansvar og den rolle vi påtager os er i vid udstrækning op til den enkelte at vælge.

På en måde kan vi gøre hvad vi vil og vi kan forholde os til tilværelsen som frie forbrugere, der uforpligtede springer fra det ene til det andet.
På den anden side så er vi nu selv nødt til at gøre noget aktivt, hvis vi vil beholde et fælleskab at høre til og falde tilbage på. Det fælles er heller ikke længere noget givent:

De sidste tyve år har handlet om at stadfæste individets rettigheder. Individet er blevet den grundlæggende enhed i samfundet. Men ansvar over andre kommer ind i billedet når vi indser at det at have noget meningsfyldt at vælge, afhænger af at vi vedligeholder nogle store fælles systemer - miljøet på planeten, den almene lov og orden i samfundet og den sociale understøttelse der kan sørge for de syge og svage og for at børn kan få en tryg opvækst og en rimelig uddannelse, sagde Tom Bentley.

Det er lige her - i spændingsfeltet mellem individets frihed og ansvaret for det fælles - at Demos' hjemmebane ligger.
Tænketanken Demos blev stiftet i 1993 for at udvikle tanker om politik. På det tidspunkt var de konservative i England stadig ved regeringsmagten og Tony Blair sad i sit rækkehus ude i Islington og bryggede på den re-lancering der skulle føre Labour-partiet fra industrialderen og ind i informations- og netværkssamfundets nye realiteter.
Stifteren af Demos, Geoff Mulgan, er i mellemtiden blevet chef for Tony Blairs særlig enhed til fornyelse af den offentlige sektor, og mange af de rapporter og begreber som Demos lancerede har fundet vej - om ikke til den politik som reelt føres, så til at være den engelske regerings erklærede hensigt.
Demos har i høj grad været med til at formulere det som ofte kaldes "den tredje vej" - en ny politisk dagsorden, der forsøger at kombinere troen på solidaritet og statslig planlægning med en åbenhed overfor markedspladsens dynamik og effektivitet.
En overgang var størstedelen af Demos' analysearbejde projekter i tæt samarbejde med Labour-regeringen, men i de sidste par år er Demos så at sige trådt et skridt tilbage. Der har været stor udskiftning i staben, og fokus er nu igen på de mere overordnede og langsigtede politiske analyser, snarere end bestillingsopgaverne for regeringen om afgrænsede emner.

Demos forsøger ikke at bilde nogen ind at de er neutrale. Deres arbejde bunder i en klar holdning om at der er behov for et samfund, der kan hjælpe de svageste og planlægge langsigtet og at den enkelte har et ansvar for at yde sit til at holde det fælles vedlige.

I bund og grund er Demos' budskab at personlig, material vinding ikke er et tilstrækkelig værdigrundlag. Forbrugersamfundets begær efter flere og flere ting stammer tilbage fra dengang folks basale behov ikke nødvendigvis blev opfyldt. Men idag opdager mange, at det gode liv ikke udelukkende er et spørgsmål om materielle goder:

Folk sætter pris på at kunne forbruge og på den personlige frihed - men det kan have sin pris, hvis samfundet sprækker og vi lader hinanden i stikken. Det er en balancegang - og efter Tom Bentleys vil de næste ti års store politiske kamp være at finde den balance.